Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
15. april 2008

SF'sfattighjælp!

Torben Kjær, Hillerød

SF bakker op om S-løfte til de borgerlige om at sænke topskatten - skattetrykket skal dog fastholdes, siger SF! Hvem skal så betale, når de rigeste skal slippe billigere?

Det kan ske ved, at pensionister, der ikke skal ud på arbejdsmarkedet, betaler mere, da det kun er arbejdsindtægterne, der skal betale mindre, eller de må forudse lavere overførselsindkomster. Det kan ske ved at indføre grønne afgifter m.v., der rammer dårligt stillede hårdere end rige. Eller det kan ifølge SF ske ved at indføre indtægtsreguleret egenbetaling til offentlige ydelser som sundhedsvæsenet og dermed erstatte velfærd med fattighjælp - realistisk en kombination.

Alt andet lige kan lavere skat til de rigeste ikke undgå at gå ud over de dårligst stillede, og der må indføres flere særlige ydelser (fattighjælp) til folk med lave indkomster. Det er naturligvis kun et problem, hvis man ønsker at bevare velfærdssamfundet, og end ikke det kan venstrefløjen åbenbart stå samlet om!

SF hykler

Jeppe Milthers, Albertslund

SF har en noget skizofren holdning til ulighed. I sin åbningstale på SF's landsmøde sagde Søvndal: "SF er i dag dét parti, der, om nogen, tør binde an med de nødvendige beslutninger, der kan sikre, at vi mindsker uligheden."

Ordene falder blot en måned efter, at SF stemte sammen med alle partier undtagen Enhedslisten om at øge uligheden ved at stjæle fra overførselsindkomsterne i årets satspuljeforlig.

Siden 1994 er alle på overførselsindkomst hvert år blevet frataget en del af den stigning i satserne, der skulle forhindre dem i at sakke længere agterud i forhold til lønudviklingen. Konsekvensen af 13 års satsreguleringer er f.eks, at en enlig på førtidspension får over 6.000 kr. mindre årligt, end det ellers ville have været tilfældet.

SF er med til at skabe ulighed ved at pålægge pensionister, syge og modtagere af kontanthjælp og dagpenge at betale for sociale initiativer. I stedet bør de særlige tiltag, der i dag finansieres af satspuljen, sættes på finansloven, som flere sociale organisationer også har foreslået.

68'erne

Jytte Nørtoft Jensen, Silkeborg

Georg Metz' 'Tilbage til Mao i sutsko' vækker min vrede over de tvivlsomme motiver den såkaldte '68-generation' er blevet skudt i skoene. Hvad er det i virkeligheden for en generation?

Angiveligt dem, der efterfølgende har sat sig på 'flæsket', hvad jeg slet ikke kan identificere mig med i min dagligdag. Som årgang 1950 fyldte jeg 18 år i 68 og må vel betegnes som tilhørende denne forkætrede generation. Hvad jeg sidder tilbage med er ikke flæsk, men en lang række af uopfyldte forventninger, som denne kommercialiserede verden har forrøvet os.

Selvbedrag

Pietro Cini,Bælum

I sin påtale 12. april kritiserer Søren Krarup med rette gymnasiereformen. Desværre undlader han at fortælle, at samme reform er et udslag af det anti-akademiske uddannelsessyn, hvis ophavsmand er Krarups idol N.F.S. Grundtvig.

Krarup kan heller ikke være uvidende om, at Grundt-vigs uddannelsessyn har en stor stjerne hos en lang række danske politikere: fra Margrethe Vestager og Marianne Jelved (R), til Svend og Margrete Auken (hhv. S og SF) plus rigtig mange Venstrefolk anført af Birthe Rønn Hornbech og Bertel Haarder.

På denne baggrund er Krarups snak om systemsskiftet et stykke selvbedrag, der ville få hans andet store idol - Søren Kierkegaard - til at grine sin mås i laser.

Bomber

Bent Brogaard, Galten

Jeg har en tilståelse: som Bjarne Riis vil jeg gerne have lettet min samvittighed: jeg har lavet bomber, jeg har eksperimenteret med krudt, og jeg har sprængt bomber.

Jeg tilstår dette, fordi PET ikke bare skal tro, at det er 'andengenerationsindvandrerdrenge', som kan finde på dette, når de keder sig. Det kan vi grisefarvede også.

Det er ganske vist længe siden, og drenge er jo drenge, ved man jo, selv om det for tiden åbenbart er både glemt og taget ud af retssystemet. De personer, som skaffede os krudtet og kanonslagene, er døde for længst, og jeg formoder også, at en sag mod mig vil være forældet. Jeg vil dog gerne have lettet samvittigheden, idet det, jeg har gjort, ikke adskiller sig fra Vollsmose- og Glostrupsagen. Forskellen er kun at vi 'legede', at det var kommunisterne, vi skulle bekæmpe. Hvorfor så al den postyr?

En undersøgelse fra EUviser, at ud af 583 terrorsager i hele EU var fire relaterede til islamistiske grupper, hvilket svarer til under en prcent. Af de resterende var 532 begået af separatister, 21 af venstreekstremister, én højreekstremistisk og 25 andre (uspeciferede grupper). Tilsyneladende er vægtningen af den islamistiske terror langt overvurderet. Hvilket de seneste retsafgørelser i Danmark også kunne tyde på.

Hvad så nu?

H. Fléron, Skævinge

Den danske modstandsbevægelse var en terrororganisation. Det lyder grotesk, men er desværre sandt. Emnet er relevant netop nu, hvor vores soldater står i den omvendte situation af, hvordan forholdene var i Danmark under Anden Verdenskrig.

Det skaber en vis forvirring og demoralisering, når vi nationalt hylder vores egen modstandsbevægelse (MB) som helte, mens den modstander vi står overfor internationalt skal betragtes som terrororganisationer.

For at opnå status som kombattant skal man bl.a. være synligt afmærket (f.eks. via uniformen). Et forhold MB forbrød sig imod, såvel som de grupperinger som vi i dag står over for, forbryder sig imod. Problemet er, at MB benyttede civilbefolkningen som camouflage for uopdaget at angribe sin fjende og flygte igen.

Når man som soldat står over for en forsamling af kvinder, børn, unge og gamle, og der i dække af denne forsamling rettes et angreb mod en, som dræber sidekammeraten, kræver det en stærk moral ikke øjeblikkelig eller senere at hævne sig.

Skal man samtidig forholde sig til, at fjendens opførelse er legitimiseret via vores egen heltedyrkelse af MB, så risikerer man et skred i soldaternes moral. Hvis vi ikke tager kraftigt afstand fra at bruge civile som skjold, så bliver det langsomt acceptabelt at kæmpe på fjendens vilkår.

Debatten bliver ubehagelig, men den er bydende nødvendig, hvis vi vil vise at vi tager krigens love alvorligt, og det gør vi ved at tage afstand fra MB overtrædelse af ditto.

Modersmålet

Jørgen Nørby Jensen, med-arbejder i Dansk Sprognævn

Den 11. april beklager Balder Asmussen sig over "vores modersmåls forarmelse". Eksempelvis er han fortørnet over, at Dansk Sprognævn har ladet ordet yes "officielt blive en del af det danske sprog".

Det har Sprognævnet nu ikke. Ifølge loven har Dansk Sprognævn til opgave at fastlægge ords stavemåde (i Retskrivningsordbogen), men nævnet bestemmer ikke, hvilke ord der skal optages i sproget; det kan kun sprogbrugerne. Derimod afgør Sprognævnet selvfølgelig, hvilke ord der skal optages i Retskrivningsordbogen, og her er yes faktisk ikke med.

Til gengæld kan man finde ordet i Den Danske Ordbog (bind 6, 2005). Ordbogen er udarbejdet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og er erklæret deskriptiv, dvs. den forsøger at beskrive det danske sprog, sådan som det nu engang anvendes af de danske sprogbrugere. I overensstemmelse hermed kan man under opslagsordet yes læse, at ordet bruges i betydningen 'ja' eller 'ja netop', at det er "almindeligt i talesprog og gengivelser heraf", og at det "i nogle situationer svarer (-) til ja med eftertryk, fx som udtryk for overraskelse el. glæde".

Det er ikke utænkeligt, at yes kommer med i den næste udgave af Retskrivningsordbogen. Hvad enten man kan lide det eller ej, er ordet blevet en del af det almene ordforråd, og så bør det også have en officiel stavemåde

Olympisk forvirring

Bent Meier Sørensen, Frederiksberg

Mens Ingrid Strøm får ryddet op i Informations sammenblanding af to geografisk adskilte steder: Olympen (bjerget på hvis top guderne boede) og Olympia (templet hvor legende blev afholdt), omtaler Strøm de olympiske lege som Olympiaden, hvilket kan forvirre mindre skolede filologer blandt læserne. På oldgræsk er en Olympiade en tidsenhed, nemlig de fire år som forløb mellem to lege. Det er først en meget sen brug, der har bragt ordet Olympiade til at dække selve de olympiske lege.

Besparelser

Søren Revsbæk, Næstved

Socialborgmester Mikkel Warming (EL) begræder, at han skal spare 70 millioner på børneområdet i København. Det er en besparelse, der vil ramme svage børn på et tidspunkt, hvor der mere end nogensinde er brug for en indsats. Besparelsen kommer tilmed nu, hvor København vil bruge 65 millioner på et nyt ungdomshus til de venstreorienterede autonome! Med andre ord: Ekstreme autonome unge får penge, meens der spares på svage børn. Det virker grotesk for almindelige mennesker, men det er virkelighedens politik.

Mon ikke der er noget, Warming burde tale med sine venner i S-SF-R om?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu