Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
9. april 2008

SD bekæmper ligestilling

Af Ole Thorbek, Værløse

Desværre er der stadig et godt stykke vej, før vi har ligestilling mellem mænd og kvinder i Danmark. En række typiske kvindefag aflønnes væsentligt ringere end i øvrigt sammenlignelige typiske mandefag. Det gælder bl.a. pædagoger og en række grupper i sundhedssektoren. Heldigvis forsøger en række fagforeninger, bl.a. Dansk Sygepleråd, FOA og BUPL, ifm overenskomstforhandlingerne at opnå et lønløft for disse kvindefag, så de på sigt kan få samme løn som mandefag.

Man skulle tro, at der var almindelig støtte til denne kamp for ligestilling, men arbejdsgiverne i KL og Danske Regioner (DR) vil ikke give de nødvendige lønstigninger. At den borgerlige regering og dens tilhængere i KL og DR prioriterer udsultningen af den offentlige sektor højere end ligestilling, kan næppe overraske nogen. Men at socialdemokraterne i ledelsen af KL og DR støtter denne kamp imod ligestilling er bemærkelsesværdig. Hvorfor støtter Socialdemokratiet ikke kampen for at sikre mandeløn i kvindefag, men regeringens strategi for udsultning af den offentlige sektor? Hvorfor svigter Socialdemokratiet kampen for ligestilling?

Elevplansdom udtryk for manglende ytringsfrihed for offentligt ansatte

Så blev lærerne på Frederiksberg, i arbejdsretten, dømt til at betale 1000 kroner hver pga. deres vægring ved at lave elevplaner. Godt nok har lærerne lavet disse elevplaner, men arbejdsretten syntes altså det var nok til en bøde, at lærerne havde udtalt, at de ikke ville lave dem uden at få tid til denne ekstraopgave.

Det er meget svært at se retfærdigheden i denne dom. Hvorfor skal lærerne betale 1000 kroner hver til Kommunernes Landsforening, når de nu har udført arbejdet? Dette viser bare endnu engang, at offentligt ansatte ikke skal ytre deres utilfredshed med deres arbejdsvilkår. Visse steder kan det betyde fyring, men i lærernes tilfælde bruger man arbejdsretten til at knægte folks lyst til at have holdninger til deres arbejdsområder.

Derfor må jeg og mine kolleger nu hver betale til KL, der så sikkert håber at have statueret et eksempel, så man for fremtiden kan blive fri for at høre på de besværlige medarbejdere, der har en mening om deres job.

Jørgen Thyregod

Lærer på Frederiksberg

Jeg har hørt nogle snakke om, at Anders Fogh måske får en toppost i EU, hvor han efter sigende er meget populær. Jeg har også hørt, at alle tilhørere klappede begejstret, da Fogh i EU fortalte, at Lissabon-Traktaten ikke skal til folkeafstemning i Danmark.

Årsagen, til at Fogh er så populær i EU, er vel, at han altid gør, som de egentlige magthavere i EU ønsker. - Det er nok også nødvendigt for at få en "toppost" i EU.

Fogh er statsminister og formand for Venstre, Danmarks liberale parti, i hvis partiprogram der står: "Et levende folkestyre. Et liberalt demokrati bygger på, at hver enkelt borger har mulighed for indflydelse på ledelsen af samfundet gennem frie valg til folkevalgte forsamlinger og direkte folkeafstemninger om vigtige spørgsmål".

Senere i partiprogrammet står der: "Folkestyre må ikke blive ekspertstyre. Derfor skal det sikres, at der forud for mere vidtrækkende beslutninger er tilstrækkelig tid til og mulighed for oplysning og debat".

Der står meget andet godt i Venstres partiprogram, som jeg kan anbefale folk at læse.

Problemet er, at statsministeren ikke efterlever sit partis partiprogram. Før folketingsvalget blev Lissabon-Traktaten ikke drøftet, og nu bagefter har Fogh sagt: "Ikke mere traktatsnak", og det efterlever han så, selvom 70% af danskerne ønsker debat og folkeafstemning om Lissabon-Traktaten.

Hvis der i partiet Venstre er medlemmer, som ønsker at leve op til partiprogrammet, så må de kræve en folkeafstemning om Lissabon-Traktaten.

Andreas Åbling Petersen., Løgumkloster

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu