Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
4. april 2008

Klyngebomber

Niels Dahm, Avernakø, medlem af Danske Læger Mod Kernevåben

I tillægget Refleks til Information sidste weekend debatteres klyngebomber af Mikkel Vedby Rasmussen og Peter Viggo Jacobsen. Det nævnes, at der findes våbentyper, der vil være endnu værre, hvis klyngebomber forbydes internationalt. Det diskuteres også, hvor stor en procentdel af ueksploderede bombletter (de talrige små eksplosiver, der strøs ud over et areal på to fodboldbaner pr. klyngebombe) der er acceptabelt. Det nævnes, at op til 10 pct. af bombletterne kan forblive i marken ueksploderede, og i lange tider betyde risiko for liv og lemmer for civilbefolkningen. Højere tal har også været nævnt i artikler. Endvidere, at helt andre instrumenter og penge burde anvendes i bestræbelserne for at undgå krige.

Der kan filosoferes meget, men helt enkelt er det dog, at klyngebomber i lighed med landminer er illegitime, idet disse våben indirekte bliver rettet mod uskyldig civilbefolkning, selv om de primært er rettet mod militære mål. Og dette er forbudt efter de internationale konventioner. I 1997 fødtes landminekonventionen. I samme ånd bør klyngebomber forbydes.

Den danske regering opfordres til at arbejde for et forbud.

Ønsketænkning

Knud Held-Hansen, Aalborg SØ

"Der er ingen, der ender i Helvede. Ikke fordi vi ikke burde, men fordi Guds store hånd løfter os ud", siger biskop Jan Lindhardt. Det kan virke som en rar tanke, men uden Helvede er der jo heller ingen Himmel. Hvad skulle vi ellers frelses fra, og til, ved hjælp af Jesus?

Hvem tør betro sin sjæl til en biskop i stedet for Jesus, som bl.a. sagde: "Frygt Gud som har magt til at kaste i Helvede." Jeg skal ikke nyde noget og vil på det kraftigste opfordre læserne til at tage afstand fra denne løgnelære.

Journalistisk lavpunkt

Peter Hansen, København NV

Informations Internationale kommentar om Venezuela 1. april, begået af cand. mag. i litteraturvidenskab Christian Christiansen er proppet med new speech fra den internationale presse samt videreformidling af sladder med anonym kildeangivelse.

Det er absolut ikke et journalistisk niveau, man forventer af Information!

Hvis man iøvrigt bekymrer sig om venezuelanske mediers situation, vil jeg anbefale at man går på nettet og anskaffer Llaguno Bridge Keys to a massacre. Documentary about the awful events that took place on April 11th. 2002 in Venezuela.

Assimilation I

Stig Petersen, Kokkedal

Det er for så vidt pinligt og nærmest arrogant at sige det sådan uden formildnende omstændigheder. I Søren Krarups 'påtale', 'En nationalstat må fordre assimilation', i Inf. 1. april, hvor Ole Espersen skal 'have tørt på' pga. hans skelnen imellem integration og assimilation afslutter S.K. sit indlæg: "Dette er assimilation. At være ét med sit nye fædreland. Dette er den fordring, en nationalstat må stille til dem, der vil være statsborgere i landet ..." og det fremgår herefter, at Ole Espersen ikke har fattet forskellen mellem assimilation og integration.

Og her gik jeg og troede, at ytringsfrihed var noget nær det væsentligste i den danske demokrati-kanon.

Hermed det pinlige: Mener S.K virkelig, at en person som borger i en eller anden nationalstat, skal undsige sig sin demokratiske ret til at mene hvad-som-helst i modstrid med den herskende mening?

Jeg må formode, at S.K ikke har haft tid til en grundig korrekturlæsning. I modsat fald vil jeg ikke undsige mig min oprindelige tilgang til 'påtalen': Kære Søren Krarup. Jeg oplever din påtale som både pinlig og arrogant.

Assimilation II

Ulla Jessing, Virum

Man må spørge: i hvor høj grad er fremmedfjendskhed i højsædet i Danmark? Søren Krarup fra DF siger: "en nationalstat må fordre assimilation". Er vi tilbage på dette punkt, hvor middelalderens teologer, pietisterne, betegnede jødernes afvisning af kristendommen som 'åndelig blindhed'.

Præsterne betragtede det som en næstekærlig handling at kurere jøderne for deres kultur og religion. Mobningen betød, at der fandtes jøder, som valgte at blive kristne. Assimilationen var fuldbyrdet.

Det er også Søren Krarups drøm at gennemføre nu for muslimer. Han forveksler assimilation med den ønskede integration, som alle tolerante mennesker går ind for for at hjælpe flygtninge, som kommer til et fremmed land at finde sig tilrette og at føle sig hjemme - uden diskriminering.

Cykler med bussen

Niels-Martin Methmann, Kongens Lyngby

En medvirkende årsag til faldet i cyklisme kan være, at der sker så jammerligt lidt på området. Cykler ser ud som de gjorde for 100 år siden, der er stadig ikke p-pladser nok og man kan ikke få sin cykel med bussen.

I USA af alle steder har man i mange storbyer i årevis kunnet sætte sin cykel foran på bussen på en nem, hurtig og for cyklen skånsom måde. De regionale trafikselskaber i Danmark bør tilbyde noget lignende.

Blot to eksempler. Det tætteste man kan komme på Møn med cykel og kollektiv transport er med tog til Vordingborg eller Køge. Oplagte strækninger for forsøg. Også for mønboerne kan det blive attraktivt at kunne cykle ud i godt vejr i vished om, at cyklen kan komme med bussen, hvis det regner og blæser modvind, når man skal hjem.

Pendlere med 5-10 km til en station kunne måske listes fra bil til cykel/tog, hvis der var en alternativ møgvejrsmulighed. Se hvor let det kan gøres her: www.bicycleracks.com/busracks.asp

Uselvstændige S-folk

Holger Lindgreen, Græsted

Kirsten Brosbøl og Rasmus Prehn imødegår i et indlægget 31. marts Palle Weis' kritik af Socialdemokratiets forskningspolitik gennem de seneste år. De mener bl.a., at universiteterne har brug for ro, til universitetsloven af 2003 er fuldt implimenteret, og at en evaluering som aftalt i forliget skal finde sted i 2009.

Loven er blevet stærkt kritiseret af læreanstalternes forskere, som forud for dens vedtagelse forgæves forsøgte at påvirke Socialdemokratiets holdning. Administrationen vokser i.h.t. Parkinsons lov, med ansættelse af talrige, højtlønnede ledere, som iværksætter en ressourcekrævende detailstyring baseret på rent kvantitative principper, og medarbejderdemokratiet er fjernet og erstattet af diktatoriske bestyrelser med betydelig indflydelse fra Videnskabsministeriet og erhvervslivet.

I 2006 havde Socialdemokratiet i Folketinget mulighed for, i samarbejde med de øvrige ikke-regeringspartier, at få loven underkastet en revision, men valgte endnu engang at støtte regeringen. Siden har de udpegede bestyrelser og ministeriet fusioneret læreanstalterne til store enheder, talrige ledere er blevet ansat på langtidskontrakter, og den nye struktur er blevet fast etableret.

Socialdemokratiet synes at være mere optaget af at have fået lov til at være med i et forlig med regeringen end af at udøve en saglig opposition på basis af indhøstede erfaringer. Har Socialdemokratiet solgt sin selvstændighed for en kop kaffe m. rundstykker?

Asyl til hvem?

Inger Hansen, Vanløse

Efter at have læst artiklen om en 15-årig flygtningedreng fra Albanien i Refleks, sidder jeg tilbage med en underlig fornemmelse af, at her er der noget, der er helt galt. Er det det, vores flygninge- og asylregler skal bruges til?

En dreng med en misbrugsfar og en mor, der ikke gider ham mere, bliver dumpet i Danmark, og fluks står vi parat med asyl og støtte. Der må være millioner af børn verden over i samme situation, og deres problemer skal vel ikke løses med eksport til fremmed lande.

Skal vi hjælpe drengen, må det bedste være at sørge for, at moderen bliver motiveret eller tvunget til at tage sig af begge sine sønner, og give ham en enkeltbillet til Grækenland, hvor hun opholder sig med storebroderen. Eller hvad med at sende ham over til England til sin rige onkel, der åbenbart har penge nok til at finansiere en taxatur Århus-København. Alt sammen i familiesammenføringens hellige navn. Danmark kan da ikke klare hele verdens sociale problemer, og alt andet lige har han det vel bedre i Albanien, hvor han kender sprog og kultur og har venner og et netværk end heroppe i et fremmed land.

For øvrigt var der mange mærkelige detaljer i historien. Faderen nægtede sønnen at spille fodbold. Det var jo synd, men hvordan kan han så være med sit fodboldhold i Danmark?

Hvad skal der til, for at et barn får asyl i Danmark? At far og mor ikke gider tage sig af barnet?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her