TV 2-programmet 'Byen hvor kvinderne gik' kan godt gå hen og blive et spændende eksperiment. Det vil blive mærkbart, når halvdelen af hjemmets arbejdskraft siger fra over for de mange opgaver, som naturligt følger af at være en familie. Men et mindst lige så spændende eksperiment står også snart for døren, når Danmark får premiere på 'Landet hvor kvinderne gik'.
Det sker, når de traditionelle kvindefag indenfor børnepasning, ældrepleje og sygehusvæsen lægger bleer, støttestrømper og kanyler fra sig for at gå i strejke for en anstændig løn.
Indtil videre er premieren fastsat til 19. april. Fra denne dato vil mange tusinde børn, ældre og syge kunne mærke, at de traditionelle kvindefag har sagt 'nok er nok' og er gået. Livsvigtige opgaver vil naturligvis fortsat blive udført, men alt det, der ligger ved siden af det livsvigtige, vil få lov at ligge - alt det, der udgør forskellen på akut nødhjælp og moderne velfærd.
Der er næppe udsigt til, at 'Landet hvor kvinderne gik' bliver taget af programmet før premieren.
Det ville nemlig forudsætte, at det danske samfund var parat til at slå hul på den uligeløn, som gør, at de typiske kvindefag indenfor pleje, omsorg og pasning i den offentlige sektor kun får udbetalt 81 kroner, hver gang de traditionelle mandefag i den private sektor hiver 100 kroner hjem. Og det ser såmænd ikke meget bedre ud inden for den offentlige sektor. Her viser regnestykket, at når mandefagene tjener 100 kroner, så tjener kvindefagene 86 kroner.
Og det er samfundet ikke parat til at gøre noget alvorligt ved. De folkevalgte vil ikke tage tyren ved hornene og sige lige ud, at ligeløn betyder ændring af lønrelationerne mellem mandefag og kvindefag, og at det forudsætter en ekstra pose penge, som ikke skal smøres lige tyndt ud over hele rugbrødsskiven, men tværtimod skal lægges på lige dér, hvor kønnet rammer lønsedlen hårdest.
Mange runder
Det er mere end 30 år siden, at den formelle ligeløn inden for det enkelte fag blev bokset igennem. Og dengang skulle der en boksekamp over mange runder til, før kvinderne kunne lægge handskerne.
Det er lidt beskæmmende, at ligeløn mellem fagene her mere end tre årtier senere stadig forudsætter, at kvindefagene som i Clint Eastwoods Million Dollar Baby stiller op i rødt hjørne, mens Mads Lebech og Kristian Ebbensgaard i tætsiddende trikot stiller op i blåt hjørne med træneren Lars Løkke Rasmussen ved ringside parat med både håndklæde, tand- og skridtbeskytter.
Jeg er ikke selv til boksning. Jeg er heller ikke specielt fornøjet ved udsigten til, at den danske velfærd sættes på vågeblus, når kvindefagene går. Men hvis den eneste måde kvindefagene kan få en fair aflønning er med boksehandskerne på, så gør vi det. Og vi tager kampen over lige så mange runder, der skal til for at lægge Lebech, Ebbensgaard og Rasmussen ned.
I Norge ser det ud til, at de har valgt at gå en helt anden vej. Her er de gået i gang med forberedelserne til 'Landet hvor kvinderne bliver'. Den norske regerings Likelønnskommisjon afleverede således for nylig sine forslag til regeringen til initiativer, der skal skaffe reel ligeløn. Et af forslagene er særligt interessant set med de danske pleje-, omsorgs- og pasningsfags briller.
Her foreslår Likelønnskommisjonen, at der afsættes omkring tre milliarder norske kroner til at hæve lønniveauet for de kvindedominerede faggrupper i den offentlige sektor.
Kommissionen peger på, at det vil være en forudsætning, at der på den ene side indgås en aftale mellem myndighederne og arbejdsmarkedets parter om, at lønstigningerne i den offentlige sektor dermed kan være større end i den private og på den anden side, at ændringerne af lønrelationerne mellem de kvindedominerede faggrupper og andre grupper ikke udløser krav om kompensation til andre grupper.
Lyder tanken bekendt? Der er rigtig mange lighedspunkter mellem den norske Likelønkommisjons forslag og den danske debat om mandeløn til kvindefag og ikke mindst det forslag, som Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti formulerede lige før jul på det tidspunkt, hvor muligheden for at et flertal uden om regeringen ville lægge yderligere fem milliarder kroner på bordet til overenskomstforhandlingerne i den offentlige sektor endnu var på sit højeste.
Partierne havde samtidig et ligestillingsperspektiv på lidt længere sigt. Partierne ville således have gang i en lønkommission, "der bl.a. skal analysere ligelønsproblematikken for at bidrage til at skabe ligeløn for faggrupper med sammenlignelig uddannelse, ansvar og kompetence."
Hvem ryger til tælling
Brugerne af velfærdsydelser kommer til at mærke kvindefagenes strejke i en længere periode. Men strejken får på et tidspunkt også en afslutning, når enten rødt eller blåt hjørne i bokseringen kan udråbes til sejrherre på knockout eller point.
Men hvis kvindefagene ryger til tælling, mens Lebech og Ebbensgaard stadig holdes oprejst af Rasmussen, og håndklædet må kastes i ringen, så vil flugten fra de traditionelle kvindefag for alvor tage fart, og det bliver noget, der kan mærkes.
Hver fjerde ansat i den offentlige sektor forventes at forlade arbejdsmarkedet på grund af alder indenfor de næste otte år. I ældreplejen er det nok snarere hver tredje. Og her skal vi ikke alene erstatte de mange tusinde ansatte, der går på efterløn eller pension. Vi skal også skaffe flere til området, både fordi de store årgange i befolkningen nu begynder at forlade arbejdsmarkedet, og fordi vi alle sammen kommer til at leve længere. For blot at kunne levere ældrepleje i den kvalitet vi kender i dag - og dermed uden at tænke i kvalitetsudvikling og stigende velstand i samfundet - så viser FOA's beregninger, at vi skal udvide antallet af ansatte med 10.000 frem til 2015.
Det stiller kommuner, regioner og faglige organisationer over for nogle gigantiske udfordringer.
Det skal ganske enkelt gøres attraktiv at arbejde med mennesker. De, der investerer sig selv i at gøre en forskel for andre mennesker, som har brug for fællesskabets støtte, skal opleve reel anerkendelse.
Vi skal både kunne fastholde de, der i dag arbejder med mennesker - børn, ældre, syge og svage grupper - og vi skal samtidig kunne rekruttere nye.
På ryggen af kvinderne
Hvis den forestående boksekamp fører til, at vi fortsat skal tilbyde ansættelse i jobs inden for pleje, omsorg og pasning til en løn, der er lavere end de traditionelle mandefag, så er udfordringerne større end løsningsmulighederne.
Vi vil på samme tid stå med naturlig afgang på grund af alder, manglende rekruttering af nye medarbejdere og direkte personalefulgt. Det vil for alvor blive begyndelsen på en udvikling, hvor kommuner og regioner må melde alt udsolgt på velfærds- og servicehylderne, inden alle behov er opfyldt. Den tanke, at børn, ældre og syge må på venteliste på grund af personalemangel bør ikke være til at bære for et velstandssamfund.
Heller ikke selv om økonomer, arbejdsmarkedsforskere, arbejdsgiverforeninger og alle de andre eksperter, som aldrig selv kunne finde på at arbejde for kvindefagenes løn, benytter enhver anledning til at slå fast med syvtommersøm, at den danske økonomi vil opleve den totale nedsmeltning, hvis samfundet skulle få en så formastelig tanke, som at ville aflønne de traditionelle kvindefag efter ansvar, kompetence og uddannelse.
Meningen bag de mange advarsler mod at ændre lønrelationerne mellem kvindefagene og mandefagene kan vel kun være, at den lange række af advarende eksperter mener, at den danske velfærdsmodel og den danske økonomi kun kan fungere på ryggen af lavtlønnede kvindefag. I 1908 kunne det budskab muligvis sælges. I 2008 er det forhåbentligt et helt usælgeligt produkt.
I virkeligheden står vi over for et afgørende valg. Fremtiden vil kræve mere og bedre velfærd og service. Nutiden skal skabe den afgørende forudsætning: At velfærds- og servicefagene kan tiltrække tilstrækkelig arbejdskraft. Valgmulighederne er overskuelige. Enten skruer vi ned for velfærdsblusset eller også skruer vi op for velfærdsfagenes tiltrækningskraft.
Så simpelt er valget i sidste ende.
Dennis Kristensen er formand for FOA - Fag og Arbejde
