Læsetid: 4 min.

Lang vej at gå for Latinamerika

En ny generation af venstrepopulistiske ledere er kommet til magten i Sydamerika - senest i Paraguay - men endnu har de til gode at levere varen og bryde kontinentets historiske arv af social uretfærdighed
En ny generation af venstrepopulistiske ledere er kommet til magten i Sydamerika - senest i Paraguay - men endnu har de til gode at levere varen og bryde kontinentets historiske arv af social uretfærdighed
29. april 2008

Da den tidligere præst Fernando Lugo vandt Paraguays præsidentvalg, blev han den første mand i 60 år til at erobre præsidentembedet uden at være medlem af Colorado-partiet. Siden 1947 har den afdøde diktator Alfredo Stroessners parti ved brug af politisk undertrykkelse, udspionering af borgerne, korrupte aftaler og udstrakt brug af sit hemmelige politi hersket over Paraguay, som var det dets ejendom. Med det resultat at landet i årtier har været et af den vestlige halvkugles mest isolerede og forarmede.

Lugo er kun det seneste skud på en stamme af venstreorienterede ledere, der er kommet til magten i Latin-amerika ved at appellere til de besiddelsesløse, de udstødte, de fattige og de jordløse. For en gangs skyld har de marginaliserede masser kunnet overvinde korrupte valgsystemer og velfinansierede regeringspartier og få deres egne kandidater stemt til magten. De nye venstrepopulistiske ledere omfatter præsident Lula fra Brasilien, Paraguays gigantiske nabo og lokale supermagt, der svang sig op til politiker fra en baggrund som fabriksarbejder; Evo Morales, den indianske bondeleder, der blev præsident for Bolivia; præsident Hugo Chávez i Venezuela, en tidligere hærofficer, og Rafael Correa, Ecuadors evangelisk-katolsk præsident.

Den mest stridbare

Hvad de har til fælles er et bredt folkeligt mandat til at gøre noget ved Latinamerikas grelle uligheder i henseende til indkomst og uddannelse og en opbakning til at udfordre USA's traditionelle dominans over regionen. Den kombination har fremkaldt ængstelse i Washington, men har også gjort de nye ledere ombejlet i dele af den europæiske venstrefløj, som i disse nye forkæmpere for større social lighed har set anledning til at genoplive forne tiders ideologiske positionskrige.

Det er fristende, men ville imidlertid være forfejlet at opfatte disse nye figurer som repræsentanter for en og samme model for en ny venstreorienteret politik. Latin-amerika i dag er ikke samme kontinent som for 40 år siden, og selv om disse ledere alle har det til fælles, at de har fået mandat til at udbedre den sociale og økonomiske uretfærdighed i deres samfund, nynner de så langt fra med på den samme melodi. Deres ideologier, personligheder og grad af succes varierer i betydelig grad. Chávez er den mest stridbare og kontroversielle. Polstret med petrodollar har han forsøgt at overtage den revolutionære førertrøje fra Fidel Castro, herunder også den aldrende cubanske lederes uforsonlige retorik og begejstring for timelange enetaler. Ligesom Castro er Chávez overbevist om, at alt ondt har sin oprindelse i Washington, og at det er hans egen skæbne at lede kontinentet i kampen imod de perfide gringoer. Denne selvhævdende stil har ikke gjort ham populær blandt kollegerne. Lula forsøger ikke længere at skjule sit ubehag ved Chávez' selvpåtagede lederrolle, Correa er ej heller nogen stor støtte af Chávez, og nyvalgte Lugo har gjort sig store anstrengelser for at understrege, at det er "farligt for demokratiet", når alle statens ressourcer underlægges én enkelt mand.

Chávez kan dog stadig støtte sig til folkets velvilje. 10 gange har han søgt vælgernes støtte, og ni gange har han fået den. Alligevel er der begrundet tvivl om hans demokratiske sindelag, efter at han flere gange har benyttet statens magt og midler imod sine politiske modstandere. Hans lukning af en oppositionel tv-station opskræmte mange ud over 'de sædvanlige mistænkte', mens hans forsøg på at afskaffe forfatningens grænser for genvalg til stadig nye perioder, blev underkendt af de venezuelanske vælgere sidste år. Da han åbent forsøgte at påvirke resultatet af Nicaraguas valg i 2006 med løfter om billig olie til den eksrevolutionære Daniel Ortega (der vandt med 38 procent af stemmerne) eller samme år donerede 300.000 dollar til den vindende kandidat ved Argentinas valg, blottede han sig selv for beskyldninger om at gribe ind i andre landes demokratiske processer.

Indfriet forhåbningerne?

I hvor høj grad har Latinamerikas nye ledere indfriet de forhåbninger, de har vakt? Det korte svar er: Ikke ret godt. At bryde de latinamerikanske oligarkiers greb om valgsystemet er en ting, noget andet er at levere de lovede forandringer. Ganske vist har Latinamerikas økonomier generelt nydt godt af Kinas stigende efterspørgsel på naturressourcer, og ej heller er Washington i stand til at trække i trådene og installere de ledere, der er mest føjelige over for amerikanske interesser. Aldrig tidligere har Latinamerikas ledere haft så meget frirum til selv at bestemme deres indenrigspolitik. Men trods økonomisk vækst igennem de seneste år og politikere, der er stemt til magten på et program om social omfordeling, har ikke meget ændret sig.

I Brasilien, hvor Lula nu har været ved magten i fem år, og i Venezuela, hvor Chávez har kunnet profitere på de høje oliepriser, er de fattiges levestandard nok blevet forbedret i kraft af direkte statssubsidier. Men de fundamentale reformer, der kunne skabe varige forbedringer i den økonomiske magtbalance og de jordreformer, der kunne udvirke større social retfærdighed er det ikke blevet til.

En nylig amerikansk undersøgelse påpeger, at den gennemsnitlige andel af budgettet, der blev afsat til sundhed, uddannelse og boliger under Chávez i dennes første otte præsidentår var på 25,12 procent. Det er marginalt mere end de 25,08 procent i de foregående otte år, og mindre end i 1992 under den neoliberale Carlos Andres Perez. Chávez frygter stadig for, at USA og dets allierede Colombia skal styrte hans regering med militære midler. Det er rent mundsvejr. En mere realistisk trussel er, at skuffelsen efter de venstrepopulistiske lederes fejlslagne forsøg på at råde bod på de historiske og strukturelle uretfærdigheder, de har arvet, vil føre til dyb desillusion hos vælgerne over så vanskeligt det er, at skabe reelle forandringer. Dette vil på sigt kunne udløse betydelig politisk ustabilitet.

© The Independent og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Artiklen tegner et forkert billede af udviklingen i regionen. Alene udviklingen i så langt det største land, Brasilien ser ganske godt ud for landet og det store flertal af borgere:
http://www.elpais.com/articulo/internacional/Gobierno/Lula/logra/mayor/i...

Der er begrundet frygt for Hugo chavezs demokratiske sindelag, og der er ikke meget at fæste lid til i verden, hvis man ser demokratiet som en forudsætning for udvikling. Men netop i Latinamerika, der har demokratiet været den egentlige årsag til forbedringerne, fordi folket over en kam har smidt USAs venner på porten.

Jeg er ved at være pænt træt af de evindelige beskyldninger om Chavez's manglende demokratiske sindelag. RCTVs direktør var en af hovedearkitekterne bag kupforsøget på Chavez i 2002 og fik ikke fornyet sin licens til den offentlige sendeflade - nu må den ses på kabel og sattelit i stedet. Desuden stod kanalen i åbenlys opposiotion til Chavez og støttede kupforsøget. Hvis det var i et EU land kanalen var ville den ikke bare miste sin licens den ville have et hav af injuriesager på nakken!

Rigtigt nok er det også at Chavez havde et forslag til forfatningsændringer der gik ud på at man ikke skulle falde for en rotations ordning - en tanke Bill Clinton også har luftet, men ligegyldigt hvad skal personen jo vælges demokratiskt til hvert valg!

Hvis man gik dybere ned i de forslået forfatningsændringer ville der også blive givet en højere grad af magt til de bolivarske cirkler (nårområderne) altså en høj grad af decentralisering på nogle punkter, men dette skal selvfølgeligt ikke fremhæves - eller gør en borgerlig ynglingsaversion mindre interessant.

Det var dagens sure opstød fra min side

Steen Rasmussen

Simon Chievitz
De ting du skriver hører med til billedet. Det ,at der fokuseres så enormt meget på netop Chazes og hans tvivlsomme demokratiske sindelag, burde konstant holdes op imod de vilkår, som har hersket i hele latinamerika, og som umuligt kan være overvundet, og så i det hele taget i forhold til det faktum, at den vestlige verden har lavet og laver så uhyggeligt meget lort i demokratiets navn. Artiklen er dybt præget af angsten for at gå imod strømmen af selvbekræftende lort.

Amen Steen Ole

Jeg var blev så positivt overrasket da jeg læste en kornik i december tror jeg der havde en nogenlunde objektiv beskrivelse af situationen i Venezuela og hvor der blev gravet et spadestik dybere ned under de bogerlige mediers overfaldiske kritik. Blev så glad da jeg troede at det endeligt ikke kun var de gamle småstalinister i Arbejderen der skulle bringe noget dybere om Venezuela der ikke bare gik ud på at hetze Chavez. I min eufori skrev jeg endda et læserbrev der blev trykt men sikke dog niveauet er faldet på Informations Venezuela artikler siden da!

endnu et bittert opstød fra mig - og som 18 året er man altså for ung til så mange mange sure opstød, men de borgerlige medier gør hurtigt en gammel nu til dags.

Steen Rasmussen

Den latinamerikanske historie handler lagt hen ad vejen om overgreb og udefra påførte katastrofer. Fra opdagelsen, i 1495 hvor den oprindelige indianske kulturer brød sammen umiddelbart efter, som følge af de sygdomme de opdagelsesrejsende bragte med, og som indianerne manglede modstandskraft over for, til den europæisk imperialisme med dens simple udnyttelse og undertrykkelse af mennesker helt frem til i dag, finder man stort set ikke andet end gode forklaringer på hvorfor mange lande i Latinamerika i dag orienterer sig rimeligt antagonistisk i forhold til den vestlige verdens idealiserede selvbeskrivelse.

Den vestlige verden er optaget af at sikre sig adkomst til råvarer rundt om i verden, først og fremmest olie, og bruger for øjeblikket størstedelen af sit militære råderum på at beherske Mellemøsten, hvorfor magten over Latinamerika er for aftagende.

Det er dette tomrum som nu udnyttes, og reaktionerne er forståelige. Man orienterer sig selvfølgelig mod det, der figurerer som modsætningen til det, man altid har følt sig som offer for, og valget falder naturligt på socialisme, mere eller mindre demokratisk.

Den vestlige verden vælger så primært at fokusere på de udemokratiske tiltag fx i Venezuela, hvor regeringen har nedlagt en fremmedfinansieret kritisk kanal, og erstattet den med en offentlig kanal, som klart nok ikke har haft hverken succes i antal af brugere, og heller hvad kvalitet angår. http://www.elpais.com/articulo/internacional/Teves/tele/revolucionaria/n...

Hugo Chavez har også andre problemer i forhold til demokratiske idealer, og der er hvad demokrati angår et hav af problemer i hele regionen. Set ud fra de demokratiske idealer er der masser af problemer i regionen.

Men der er ingen som kan se, om ikke regionen allerede opviser nogle resultater, som kunne gå hen og underminere den selvforståelse, som idealisterne bag den vestlige verdens kritikere har. Vort eget politiske system savner på mange måder en ærlig indfaldsvinkel til sig selv og grundlaget for de politiske dispositioner, der træffes. Man kan meget vel forestille sig, at der udvikler sig en både økonomisk stærk og demokratisk socialisme i Latinamerika, som kan tale de gammel imperialistiske lande ret imod og slå dem på hjemmebane i enhver forstand.

Latinamerika er et utroligt rigt kontinent, som står over for at overtage magten med egne ressourcer og muligheder. Det huer ikke USA, men kritikken af hvad der sker i baggården dækker over alt andet end ædle motiver.

Lige som vores egen statsministers to vigtigste beslutninger er begrundet med to gange løgn(indtrædelsen i krigen i Irak og udtrædelsen). Vores problem er, at befolkningen er fløjtende lige glad med hvorfor vi invaderer andre lande og slår tusindvis af irakere ihjel, bare det kan dækkes under påskuddet om, at det drejer sig om udryddelse af det onde, og indførelse af demokrati, så er det i orden at gå efter 120 000 000 000 tønder olie. Det er vores demokratiske problem, sandsynligvis meget værre, for her er det vælgerne og de frie medier som diskvalificerer værdien af demokrati og selvbeskrivelse, altså er man ikke undskyldt af eksterne faktorer, på samme måde som man kan sige, at Latinamerika er.

Carsten Friskytte

Den nys afleverede svada mener jeg at have læst for ca. 40 år siden. Er det ikke snart på tide, at venstrefløjen tørrer øjnene og snupper sig en kiks?

Vi skriver 2008, og socialismen er for længst død. Men venstrefløjen flæber stadig om imperialismen og de onde kapitalister. Hvad Latinamerika har brug for, er kapitalisme - og mere kapitalisme. Men ingen vil investere i så usikre lande som i Latiamerika. Og så må latinamerikanerne jo henslæbe tilværelsen i fattigdom - mens de skærer halsen over på hinanden i narkoopgør. !Así lo es!

No es así!

Adskillige latinamerikanske lande havde en sund udvikling for nogle årtier siden, men pga. USA's koldkrigsstrategier blev udviklingen stoppet og ødelagt. Nu forsøger de sig så en gang til - og i øvrigt er det interne sydamerikanske marked, Mercosur, under udvikling; det bliver måske en dag en form for sydamerikansk EU.

Kapitalisme kan være fint nok for Latinamerika, men den skal nødvendigvis gå hånd i hånd med socialisme, for at det fungerer (det er præcis denne model, der fungerer i Danmark, så hvorfor man kan argumentere så hårdnakket for enten hardcore socialisme eller hardcore kapitalisme i Latinamerika er mig ærlig talt en gåde...?).

Kapitalismen er der i form af Mercosur og Latinamerikas øgede handlemuligheder i forhold til at vælge imellem handelspartnere, der byder sig til. Og socialismen er der i form af venstreorienterede regeringer.

Steen Rasmussen

Begyndelsen på et sikkerhedssamarbejde, "Unasur”, som omfatter hele Sydamerika, og som har de største og økonomisk stærkeste lande som initiativtagere, markerer at regionen, med dens 300 millioner borgere, for alvor er ved at blive en selvstændig enhed, og at den økonomiske fremgang, man har, i fremtiden ikke længere vil kunne trues af ekstern magt.

http://www.elpais.com/articulo/internacional/Brasil/impulsa/organismo/co...

Regionen vil i fremtiden for alvor kunne drage nytte af sine egne kolossale naturressourcer. En tradition er slut. Tiden, hvor regionens korrupte ledere kunne bestikkes til at lade ressourcerne forsvinde ud af regionen på skammeligt dårlige handelsbetingelser, er forhåbentlig slut.

At regionens vækst kommer til at bidrage til de menneskeskabte klimaændringer, det er så til gengæld bagsiden af væksten. Men har vi nogen ret til at klandre dem for det?

Carsten Friskytte

Det sidste kan jeg for mit eget vedkommende besvare med et rungende NEJ!

Men jeg er ikke så forhåbningsfuld som dig, Steen Ole, med de andre forhold. Måske fordi jeg har opholdt mig pænt lang tid i Latinamerika, og kender deres kultur, taler deres sprog, læser deres litteratur osv.

Latinamerikanerne er meget omskiftelige. "Valor" er vigtigere for dem end "dinero", især i de lavere samfundslag. I dag er de begejstrede, men i morgen kan de være opgivende og håbløse - særligt når tingene går dem imod. !Lamento mucho, compañero!