Kronik

Mænd tager da barsel - hvis de kan

Dagens kronikør sagde sit konsulentjob op for at tage en lang barselsorlov. Han mener, det er op ad bakke for de fædre, som gerne vil have mere tid med deres nyfødte
Arbejdspladserne burde gøre barselsrammerne nemmere for nybagte fædre, mener dagens kronikør. Model

Arbejdspladserne burde gøre barselsrammerne nemmere for nybagte fædre, mener dagens kronikør. Model

9. april 2008

For fire år siden arbejdede jeg et års tid i en børnehave for at tjene lidt ekstra ved siden af universitetsstudierne. Jeg oplevede, hvordan mange forældre placerede lille Linnea, Magnus og Villads et utal af timer i børnehaven hver dag for selv at leve deres ambitioner ud på arbejdsmarkedet. Et valg, der efter min mening førte til stressede forældre og bedrøvede børn.

Synspunktet luftede jeg i en kronik. Og efterfølgende blev jeg ringet op af TV 2's Go' Morgen Danmark, som spurgte, om ikke jeg ville debattere emnet i en af deres udsendelser.

Jo, tak, sagde jeg. Uden at vide, at debuten på landsdækkende fjernsyn skulle vise sig at påvirke min egen karriere positivt - og dermed senere sætte loyaliteten over for mine synspunkter under pres:

Min moddebattør i Go' Morgen Danmarks studie var Socialdemokraternes ambitiøse kultur- og ligestillingsordfører, Mette Frederiksen. Og efter indslaget spurgte Mette Frederiksen, om ikke jeg ville ind på Borgen og arbejde for hende.

Vi havde ikke været specielt uenige under debatten, så selvom mit liv på det tidspunkt var langt væk fra politik, vandt nysgerrigheden over tvivlen, og jeg startede efter noget tid som praktikant for Mette Frederiksen. Efter yderligere et halvt år blev jeg ansat som studentermedhjælper hos nyvalgte Karen Hækkerup, og da jeg blev kandidat i december 2006, ventede et job som konsulent i et fremadstormende københavnsk kommunikationsbureau. Og så var den røde karriereløber ligesom lagt ud.

Synspunkt under pres

Men noget lykkeligt skete: Min kæreste blev gravid, og den 5. september 2007 kom vores datter til verden. Den svære balancegang mellem arbejdsliv og familieliv stak nu for alvor sit hoved frem i mit eget liv. Og hvor jeg i Go' Morgen Danmark-debatten for fire år siden - uden selv hverken at have børn eller karriere - med lethed valgte side til fordel for børnene, fremstod problemstillingen nu anderledes tung. Nu havde jeg pludselig selv både karriere og et barn. Og udsigterne til at flette disse to ting sammen så faktisk ikke så gode ud, som jeg havde troet dengang. Før min tid hos Mette Frederiksen havde hun udformet et ligestillingsoplæg om mænd. Oplæggets hovedpointe var, at mænd i mange tilfælde var det ekstreme køn; dem, der stod dårligst i skilsmissesager; dem, der begik flest selvmord; og dem, der var de værste stofmisbrugere.

Kvinder vil helst selv

Og så var mændene også ekstremt dårligt stillet i forhold til barsel. Og sådan er det stadig, fandt jeg ud af, da jeg undersøgte det igen:

Der er stadig ingen lovgivning, der øremærker mere end 14 dages barsel til fædrene. Og alle undersøgelser slår fast, at de fleste fædre nøjes med disse 14 dage. Mere præcist viser en Gallupundersøgelse fra starten af året, at mænd i gennemsnit holder sølle 3,8 ugers barsel.

Ifølge Ligestillingsministeriet skyldes fars begrænsede barselsindsats tre ting: 1) Far er ofte den, der tjener flest penge, og derfor må han blive på sin kontorpind, så hjemmets regninger kan betales 2) kulturen på mange arbejdspladser ser ikke gerne far på barsel og 3) manglende fleksibilitet i orlovsmulighederne.

Og så har jeg læst undersøgelser, der peger på, at mange kvinder helst selv vil have alle 12 måneders barselsorlov alene.

I tiden efter min datters fødsel stod det derfor klart for mig, at jeg blev nødt til at træffe et valg. Så 1. februar i år, efter et år som kommunikationskonsulent, stoppede jeg for at gå direkte på barsel. Det gjorde jeg, fordi bureauet ikke havde en barselordning, der gavnede min situation. Men også, fordi kvalitetssamvær med børn kræver tid, og jeg kunne mærke, det var umuligt at finde ind til en langsomhed med min datter samtidig med en 40-45 timers arbejdsuge. Så til stor overraskelse for mine omgivelser sagde jeg altså konsulentjobbet op.

Men desværre har ikke alle nybagte fædre samme mulighed for - eller lyst til - at træffe så radikal en beslutning.

Nybagte fædre står alene

En række faktorer gjorde det muligt for mig: For det første sidder min kæreste og jeg i en billig andelslejlighed, vi har ingen bil og kun billige studielån at betale tilbage på. Vi har ydermere ikke ændret vores daglige forbrug markant, siden vi begge var på SU, og derfor var det alt i alt ingen økonomisk katastrofe at gå på barselsdagpenge i en periode.

For det andet er jeg akademiker med gode erfaringer og for tiden begunstiget af et arbejdsmarked, der efterspørger mine kompetencer. Jeg behøvede altså ikke at stresse over - mere end højst nødvendigt - at det kunne have lange udsigter at finde arbejde igen. Og for det tredje har jeg en kæreste, som ligesom jeg selv mener, at fædres barselsorlov er alfa og omega, for at far og barn for alvor kan knytte stærke bånd - og for at fremtidssikre sammenholdet i den lille familie.

Men hvad så med alle de fædre, der gerne vil undgå weekendfarrollen og i stedet lære deres nyfødte bedre at kende, men for hvem beslutningen om at sige jobbet op eller tage to-tre måneders barsel har langt større økonomiske, private og sociale konsekvenser, end dem jeg oplever nu?

Fra politisk hold er der i øjeblikket ingen hjælp at hente. SF, Socialdemokraterne, Enhedslisten og de Radikales beslutningsforslag om at øremærke 12 ugers barsel til far har i januar været til førstebehandling i folketingssalen og viderebehandles nu i folketingets arbejdsmarkedsudvalg. Og efter alle udsagn at dømme er regeringen imod. Godt nok har de sidste par måneders overenskomstforhandlinger resulteret i, at nogle mandlige personalegrupper sikres seks ugers barsel. Men det er for mig kun et plaster på såret. Hvis der virkelig skal ske noget, skal det besluttes centralt - dvs. på Christiansborg. Og det skal gælde alle faggrupper. Ellers får vi efter min mening ikke en landsdækkende kulturændring.

Ved at stemme imod oppositionens forslag ignorerer den borgerlige fløj ikke alene fars ligestillingskamp. De ignorerer også ligestillingen af kvinder. Det er ikke kun far, barn og familiesammenhold, der får gavn af mere fædrebarsel. Ligestillingen for mor forbedres også, viser erfaringerne fra andre nordiske lande. Og som uddannet akademiker med min gang på KUA, Borgen og i konsulentverdenen kan jeg nikke genkendende til problemstillingen: Jeg støder ofte på ambitiøse kvindelige kollegaer og studerende, som er angste over for projekt børn. Et år på barsel kan nemt køre dem langt bagud i forhold til deres mandlige kollegaer og i forhold til at nå de attraktive lederstillinger, som i dag stadig mest er besat af mænd.

Karriere og børn

Men hvad skal der konkret gøres, så forholdet mellem karriere og børn ikke bliver til et enten-eller - som i mit tilfælde - men til et både-og? For det første bør regeringen og dens støtter tænke sig om en ekstra gang i forhold til oppositionens forslag om at øremærke 12 ugers barsel til far. Regeringen, som jo altid er glad for vælgerundersøgelser, kunne måske kigge på Galluptallene, som viser, at et klart flertal på 67 procent af befolkningen er positive eller overvejende positive over for mere barsel til fædre. Ligesom et flertal mener, at ligestillingen på arbejdsmarkedet vil forbedres.

For det andet bør arbejdspladserne, dvs. mellemlederne, HR-cheferne, direktørerne m.fl., gøre barselsrammerne nemmere for nybagte fædre. Det kan være ved at have rummelige barselsordninger og en tolerant barselskultur. Det kan også være ved, at medarbejderne i en periode får mulighed for at arbejde på deltid; arbejdsgiverne bør kunne se pointen i, at medarbejderne kan få hjemme-, fritids- og arbejdsliv til at hænge sammen med det resultat, at man som medarbejder tager glæden og inspirationen fra sit privat- og fritidsliv med sig ind i arbejdslivet. For det tredje vil jeg slå fast, at barsel og mere tid med børnene ikke kun er politikerne og arbejdsgivernes ansvar. Det er også et aktivt tilvalg hos fædrene og mødrene. At man i en periode skruer lidt ned for karriereblusset og forbrugsræset til fordel for langsomheden med sine børn.

Efter en måneds barsel nyder jeg selv hver morgen at vågne op og vide, at jeg ikke skal haste ud af døren. Jeg kan give mig god tid til at lave morgengrød til min datter og høre P1, mens jeg ved, at hun og jeg har hele dagen foran os. Den luksus håber jeg, flere fædre vil kæmpe for.

Mikkel Lumbye Andersen er cand.mag. og ekskonsulent på barselorlov

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Mikkel,
tak for indlægget.

I 1993-94 holdt jeg selv et halvt års forældreorlov med min da 9 måneder gamle søn. Det var uden tvivl i særklasse den bedste beslutning for os begge - også selvom ikke alle på min daværende arbejdsplads fattede, hvad det hele gik ud på - var jeg da ikke bange for "at sakke bagud" og den slags bemærkninger var ikke usædvanlige.

Men det gik altsammen - jeg fik også oplevet glæden ved langsomheden, fik set ham tage sine første skridt og set ham prøve at udtrykke sig nogenlunde forståeligt - det blev ikke pædagogen i vuggestuen, der fik de oplevelser den gang.

Det tror jeg skal nævnes i sønnekes konfirmationstale her Store Bededag - sammen med, hvor lidt der er sket for mændene på det område de forløbne 14 år, hvor man altså kan komme i både TV og i avisen blot ved at prioritere sit barn over karrieren.....altså hvis man er mand

Godt gået MIkkel.
Og til Jens Christian ligesådan.
Jeg er selv en af de "få" der valgte samværet med den lille nye til. Så I får lige min lille fortælling også. Måske kan vi overbevise et par mænd mere om hvor vigtigt det er at gribe chancen for at opbygge livets mest betydningsfulde relation.
Nemlig den man kan opbygge til sit barn i dets to første leveår gennem nærvær, kontaktfuldhed og frem for alt "tid nok".
Jeg fik mine tre drenge tilbage i 80'erne og valgte da min kones barsel sluttede at sige mit arbejde op og gå hjemme indtil han blev to år. Jeg arbejdede på det tisdpunkt i vuggestue og kendte kun alt for godt til bleskift på samlebånd, roterende forkølelsesvirus i januar og februar, manglende vikardækning og en led politisk salamikniv, der på den tid var begyndt at skære skiver af daginstitutionernes ressoucer.
Det er ikke blevet bedre siden. Tænk blot på omfanget af stress blandt pædagogerne. Og så er det jo endnu mere skræmmende at tænke på hvordan børnene har det. Al respekt for pædagogerne, de gør hvad de kan, vilkårene er bare umulige. Som vi siger på landet: "Vi ville ikke engang byde vores dyr, det som man byder børn, skoleeleverne og de ældre"
Set i sidespejlets bagklogskab har jeg aldrig fortrudt tilvalget af nærvær. Jeg er overbevist om netop dette tidlige samvær lagde grunden til, at jeg selv idag hvor gutten er voksen, intuitivt kan "mærke" ham.
Så derfor kære kommende og aktuelle fædre, grib chancen og vælg nærværet til.
Mht. karriere, uddannelse og arbejde kan der altid skabes en ny/en anden mulighed. Men mht. relationen til spædbarnet og det lille barn, er det en enestående mulighed, der har konsekvenser for resten af livet. Både dit eget og barnets liv. Man kan godt leve uden "ting og sager", men man kan ikke leve uden ægte relationer. Grunden til dit livs vigtigste relation lægges gennem den tidlige "prægning" mellem dig og dit barn.
Nogle gange er det vigtigere at det enkelte menneske handler, for ad den vej at få samfundets vilkår til at flytte sig i en positiv retning. Man kunne spørge: "Hvad kom først, hønen eller ægget"?
Tak for din "helt nede på jorden" kronik.