Læsetid: 4 min.

Modernisering à la carte

Forsøgene på selektiv modernisering, hvor man fravælger menneskerettigheder og retsprincipper som i Kina og Rusland, vil på længere sigt vise sig som illusion
Inden længe vil også Putins Rusland blive nødt til at tillade retsstatsforhold og deling af magtinstanserne, hvis landet skal moderniseres

Inden længe vil også Putins Rusland blive nødt til at tillade retsstatsforhold og deling af magtinstanserne, hvis landet skal moderniseres

Vladimir Rodionov

15. april 2008

BERLIN - For to århundreder siden blev det moderne begreb om naturret og menneskerettigheder skabt i forbindelse med de amerikanske og franske revolutioner. Det tog dog næsten to århundreder med krige, politiske og sociale katastrofer af afkolonisering, før disse ideer blev globalt accepteret - i teorien i det mindste.

I begyndelsen var menneskerettighedstanken begrænset til indenrigspolitik. I internationale relationer var magt, ikke ret, fortsat det eneste, der talte: Det traditionelle begreb om statssuverænitet fokuserede kun på magt, dvs. på kontrol over folk og territorium og på at beskytte statens autoritet, hvad enten med civiliserede eller brutale metoder, med demokratiske eller med autoritære midler.

Nürnberg-processen efter Anden Verdenskrig markerede det første væsentlige skred i verdens forståelse af suverænitetsbegrebet. For første gang blev en stats hele ledelse retsforfulgt for dens forbrydelser, da dens repræsentanter og håndlangere blev dømt og straffet.

Nürnbergprocessen, oprettelsen af FN og vedtagelsen af FN's Universelle Menneskerettighedserklæring signalerede retsprincippers stigende betydning i internationale relationer. Suverænitet var ikke længere alene baseret på magt, men i stigende grad også på ret og respekt for borgernes rettigheder.

Ny retsintans

Det næste store skridt var udviklingen af et begreb om 'humanitær intervention', som skete efter folkemordet i Rwanda og Balkan-krigene i 1990. Som resultat heraf kom international lov til også at anerkende 'retten til beskyttelse' imod staters magtmisbrug, vilkårlighed og forbrydelser imod deres eget folk, om end det stadig er forblevet temmelig usikkert, hvordan verdenssamfundet skal håndhæve denne ret.

Endelig førte denne udvikling inden for politik og international ret til oprettelsen af Den Internationale Straffedomstol. Med oprettelsen af denne retsinstans efter lange og grufulde erfaringer har modernitetens grundlæggende opfattelse - at staters og statsledere magt skal underkastes en højere lov på en sådan måde, at individuelle rettigheder sættes over statssuverænitet - gjort et betydeligt fremskridt.

Denne udvikling skyldes ikke tilfældigheder. Konfrontationen med fascismens og kommunismens totalitære udfordringer i Det 20. århundrede belærte Europa og USA om, at udbredelse af retsprincipper, magtdeling og demokrati på afgørende vis spiller ind på udenrigspolitiske målsætninger og spiller en afgørende rolle for den internationale sikkerhed. Demokratier har simpelt hen vist sig mere fredelige end autoritære regimer og diktaturer.

Men de opnåede fremskridt er nu truet. Kinas hastige kurs mod supermagtsstatus og Ruslands genkomst som væsentlig magt antyder, at der ikke er nogen nødvendig forbindelse imellem økonomisk udvikling på den ene side og politisk og kulturel modernisering og liberalisering på den anden. Navnlig Kinas overrumplende store økonomiske succes synes at pege i retning af eksistensen af et bæredygtigt autoritært alternativ til den forestilling om, at frihed, demokrati, retsprincipper og markedsøkonomi er nøje forbundne størrelser. Ja, Kina synes at være modeksemplet på, at selektiv modernisering (modernisering à la carte, så at sige) er mulig, dvs. at stater selv kan vælge, hvilke elementer fra moderniteten - teknologi, økonomi, infrastruktur og værdier - de foretrækker at indpasse i deres samfund.

En illusion

Denne modernisering à la carte er en illusion. Dens fortalere glemmer erfaringerne fra første halvdel af det 20. århundrede, da autoritær modernisering blev forsøgt i både Tyskland og Rusland - med katastrofale resultater.

På det lidt længere sigt er moderniteten en udelelig pakke. Man kan få det hele, eller man må helt undvære den. De dybtgående teknologiske og sociale forandringer, der er sluppet løs af modernitetens kræfter skaber spændinger, som der i sidste ende ikke kan løses op for på anden måde end ved at ty til passende normative og institutionelle forholdsregler.

Kina og Rusland af i dag udgør i så henseende ikke undtagelser. Symptomerne på sygdommene ved selektiv modernisering er mærkbare i begge lande i form af allestedsnærværende korruption. Kina har vanskeligheder ved yderligere at forøge sin eksport på grund af manglende kontrol med dets produkters sikkerhed, hvilket i vidt omfang er en følge af korruption. Uden en fri presse og et uafhængigt retsvæsen vil disse vanskeligheder kun vokse.

Inden længe vil også Ruslands 'styrede' (læs: autoritære) modernisering også blive nødt til at tillade retsstatsforhold og en fungerende deling mellem magtinstanserne. I modsat fald vil landet forblive afhængig af olie- og naturgaspriser og synke ned i en brutal kamp om magt, indflydelse og penge. Hverken olie- og gasforekomster eller imperialistisk fremfærd i nærregionen vil hindre Ruslands tilbagegang. Uden fungerende demokratiske institutioner vil Ruslands andet forsøg på selektiv modernisering slå fejl med samme sikkerhed som det foregående.

Hård og blød magt

I det 21. århundredes globaliserede verden, hvor kriser i den ene ende af verden spreder sig som steppebrand til de øvrige vil selektiv modernisering og den dermed sammenhørende undertrykkelse af de konflikter og spændinger, som moderniseringen skaber, sandsynligvis være endnu farligere. Ja, hvor de største trusler imod freden engang kom fra magtpolitik og økonomisk rivalisering, hidrører de nu i stigende grad fra de regionale og globale eftervirkninger af den sociale opløsning af stabile lande, af forfaldet i deres normative og institutionelle systemer og af nye totalitære ideologiers opkomst.

Dette er grunden til, at udenrigspolitikkens modsætning imellem de 'realister' og 'idealister - mellem tilhængere af 'hård' og 'blød' magt - hører fortiden til. Sandt nok følger stater stadig traditionelle interesseorienterede politikker, men sådanne politikker vil i stadig mindre omfang være i stand til at garantere fred og stabilitet i fremtiden. I det 21. århundrede vil menneskerettigheder og sikkerhed være uløseligt sammenflettet. Således vil det langsigtede udfald af globaliseringen, dvs. af den gensidige afhængighed mellem 6,5 milliarder mennesker i en samlet og global økonomi og i et sammenhængende statssystem, blive.

Joschka Fischer var tysk udenrigsminister fra 1998 til 2005

© The Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steen Rasmussen

Det politiske system i Kina er ikke forpligtet på at fremstille sig selv som et demokrati.

Systemet har de fordele, der knytter sig til det at være en organisation, med medlemmer, hierarkisk struktur, kommandostruktur i forhold til vedtagne målsætninger, nøjagtigt dem, de multinationale selskaber benytter sig af på det frie marked, som kommandostrukturer på det åbne hav, det fri marked. Dertil er Kina en nation, som kan ændre lovene i sit eget land fra dag et, hvis det er i nationens økonomiske interesse. En fordel som de store virksomheder trods alt kun kan i mindre grad. Til gengæld har de erklærede demokratiske nationer større magt til at ændre de internationale love i overensstemmelse med de multinationale selskabers interesser, hvilket er af større betydning.

USA og EU fremstiller sig som demokratiske systemer, hvilket først og fremmest bare komplicerer deres selvbeskrivelse. At der er masser af hierarki til stede, i den vestlige verdens måde at styre sig selv på, og at det er tvivlsomt, om man kan tale om, at det er demokratiet der bestemmer politikken eller om det i virkeligheden ikke er de økonomiske interesser, der definerer politikken, gør selvbeskrivelsen noget mere kompliceret her.

Den monetaristiske filosofi, som den dyrkes her i politiske kredse, legitimerer underordningen af de politiske hensyn i forhold til det man beskriver som økonomisk nødvendighed. På den måde er man helt på højde med den nuværende kinesiske styreform og den marxistiske forståelse af rangordenen imellem de forskellige former for betingende karakter for hverandre i relationen mellem den økonomiske basis og kulturen i øvrigt.

Den tidligere tyske udenrigsministers artikel, jeg her lægger min kommentar under, tilhører en blandt mange fromme selvbeskrivelser. Der idealiseres, mere end der beskrives, hvilket er et typisk eks. på den vesterlandske pseudodemokratiske form for performance.

De fremstormende økonomier har den samme rangorden i prioriteringer, omkring hvad der er af vigtighed, som demokratierne hvad økonomi angår. Men hvor den militære magt deler førstepladsen i USA sammen med økonomien, er økonomien alene om førstepladsen i den kinesiske fremstilling af sig selv. Kina er en stor økonomisk og ufarlig drage. Den kinesiske selvbeskrivelse er i overensstemmelse med virkeligheden. Den hykler ikke. Det går vitterligt fremad. Kina har ingen interesse i at fordreje virkeligheden.

Her hos os geråder selvbeskrivelsen derimod i kaskader af hykleri, ønsketænkning og decideret løgn. Når det fremstilles som om at Bush den anden har dummet sig i Irak, sker det med en typisk fordrejning af hvad der bestemmer et forløb. Han har blot gjort, hvad han skulle ifølge den herskende orden. Han gik efter olien, fordi det fremstod som det vigtigste. Det gav så uforudsete komplikationer, og dem står han moralsk til ansvar for, nøgen, afsløret, som et dumt svin. Demokratiet har den fordel, at det kan fordømme dem, der lægger navn til det grimme der skal gøres, for så bare at lade dem erstatte. Demokratiet er skyldfrit, ansvarsforflygtigende!

Jeg går ind for demokrati. Jeg går ind for, at det politiske system skal hæve sig over økonomien, hævde sig som et autonomt system i forhold til den patetiske tilbedelse af den økonomiske orden, som skævvrider alt. Det er forudsætningen for at kunne løse de problemer, den blinde økonomiske vækstfilosofi har skabt.

Grundlæggende er det de samme succeskriterier der dyrkes her som der. Grundlæggende er det de samme forudsætninger, som har bragt kineserne på sporet af vor succes.
Når de politiske systemer rundt om i verden f.eks. har valgt at satse på teknologiske landvindinger, biler og deres sikkerhed, a-kraftværker og deres sikkerhed, våben og deres anvendelighed, medicinen og dens virkninger, osv. osv., ja så har de aldrig nølet med at gå til ekspertisen på området. Teknologiens og videnskabens muligheder kombineret med markedets evne til at allokere midlerne for deres udnyttelse og de naturligt og i øvrigt givne humant funderede forudsætninger for succes er de samme her som der.

Og ingen tvivl, isoleret set har videnskaben og de tekniske muligheder været med til at skabe en stor del af grundlaget for det, vi forstår som menneskelig succes og økonomisk vækst.

Som art er vor succes er nu så fremskreden, så det eneste, der truer os, er vore egne succeskriterier. Vi fylder så meget i vor omverden, så det har forandret de oprindelige livsbetingelser i hidtil uset og måske skæbnesvanger grad på globalt plan.

Den globale temperaturstigning har allerede i år ført til tørke i Australien og oversvømmelser i Argentina, hvilket i form af svigtende høstudbytter kombineret med den øgede population, dens købekraft og deri begrundede efterspørgsel på føde, har afsløret succeskriterierne som paradoksale, selvnegerende. Urolighederne, der nu følger verden over som resultat af fødevaremangel, truer freden i verden, og bekræfter det rigtige i tildelingen af Nobels fredspris til IPCC og Al Gore for påpegningen af sammenhængen mellem den globale opvarmning og spørgsmålet om fred.

USA og den vestlige verden står umiddelbart over for nogle kæmpe økonomiske problemer som følge af den ensidige satsning på olie og militærmagt.

CO2-problematikken har medført en ekstremt kortsigtet satsning på at putte korn i benzinen i USA og EU til ubodelig skade for dem, som kommer til at mangle kornet som mad.

Demokratierne er hverken bedre eller dårligere til at begribe problemerne.

Her hos os er den store del af befolkningen stadig splittet og fundamentalt misinformeret af diverse massemedier og mediernes egne kommercielle behov.

Klimaproblemer?
Jo, det er da ikke menneskets skyld! Global opvarmning er en illusion! Man kender slet ikke temperaturforskelle! Klimaforandringer er en opfindelse i hovedet på nogle, som vil tjene på det!

Med andre ord, eksperter kan bruges til at give anvisninger på succes. Men når succesen bliver for overvældende, fordi teknikken virker for godt og destruktivt på den omverden, der skal bære den, ja så kan man ikke bruge eksperternes udsagn længere, så er deres udsagn om klimaforandringer pludseligt ubrugelige!

Så kaster man sig over de videnskabelige konsensusundersøgelser og kan ikke gøre den videnskabelige konsensus stor nok, når den af folk som dem bag filmen med titlen ”Den store løgn om klimaet” betegner den som en sammensværgelse.

Svensmark får lov til at beskrive sig i forlængelse af samme retorik, som genstand for en alt for udemokratisk indstilling inden for det videnskabelige system, fordi man her har fundet ham for let, på baggrund af de videnskabelige kriterier for sandhed, som i sandhed er alt andet end demokratiske. Som sammensværgelse og konspiration kan det videnskabelige system ikke bliver stort, politisk og tendentiøst nok.

Når det så går op for konspirationsteoretikerne, at de nok er nødt til at anerkende, at der måske må skelnes skarpt mellem videnskabelig kvalificeret sandhed og demokratisk kvalificerede beslutninger, ja så kan man pludseligt ikke få konsensus lille nok. Så finder man de mest ukvalificerede beskrivelser frem omkring den manglende konsensus inden for det videnskabelige system, og kaster dem ud til højre og venstre igen og igen.

I Kina kan man med langt større ret tillade sig at se bort fra de selvnegerende effekter ved den sejrende livsform. Man kan ikke forlange af dem, at de skal lægge bånd på deres bestræbelser på at realisere bare en del af det, de kan se, vi for længst har opnået. At deres succes sammen med vores er en katastrofe for menneskeheden, ja det kan vi sidst af alle tillade os at blive forarget over. Vi er i vor selvbeskrivelse og evne til at forholde os til os selv og vor omverden selvforskyldt umyndige. Vi har muligheden og friheden til at gøre det rigtigt, derfor er vi i modsætning til dem skyldige.