Et sted at starte samfundsdebatten om organdonation er ved at se det som genbrug. Til genbrug sender vi alt det, som vi ikke længere selv finder anvendelse for. Når vi vurderer, at vores eget biologiske materiale er værdifuldt for andre, så giver vi det gerne væk til genbrug, specielt hvis det ikke koster os alverden af tid og kræfter at gøre det. Vi kender til mange eksempler på, at menneskekroppen rummer biologisk materiale, som kan komme til at fungere i nye sammenhænge og gøre stor gavn. Donation og transplantation: Vi giver blod, der kan bruges af andre. Celler kan dyrkes in vitro og blive til rask væv, der kan erstatte sygt. I en knæbehandlingsmetode, der hedder ACI, som står for autolog kondocyttransplantation tager man f.eks. bruskvæv ud af kroppen og dyrker det til millioner af bruskceller for derefter at sætte det ind igen og opnå heling af knæskader. Endelig udtager man så i ret sjældne tilfælde hele organer, hjertet, lungerne, nyrerne og leveren for at sætte dem ind i nye kroppe. Spørgsmålet er om man i det sidste tilfælde taler om transplantation og donation i en helt anden forstand end i de to første tilfælde. Er organdonation overhovedet at sammenligne med det at give og modtage blod eller at genindsætte udtaget væv? Er man organdonor på samme måde som man er bloddonor?
Genbrug er at give
Sammenligningen med at give blod gør det tydeligt, at der er et element af godgørenhed i donation. Det handler om at yde en hjælp gennem en overkommelig indsats. Som bloddonor gør jeg gerne en særlig indsats og håber på alle andres medvirken til denne indsats, fordi det er en hjælp for nogle mennesker, der har hjælp behov. Jeg handler med henblik på andres vel. Det kaldes velvilje eller velgørenhed, måske endda godhed.
Takket være dygtige lægers kunnen kan hjerte og lunger i dag jo faktisk genbruges og de bliver genbrugt vistnok i ca. 50 tilfælde i Danmark om året. De bliver genbrugt ved at blive givet væk i stedet for at blive brændt sammen med afdøde. Det vi alligevel godt kan undvære gør gavn et nyt sted. Når vi er døde er det oplagt at undvære. I nogle tilfælde er man rede til at undvære noget af værdi, hvis man blot er sikker på, at det kan hjælpe andre. Så får genbruget et godhedspræg. Ganske mange danskere vil gerne blive ved med at støtte danskfinansierede ulandsbistandsprojekter, selv om det er uklart, om støtten gavner i enhver henseende. Men det er fordi vi nødigt vil undvære det godhedspræg eller den signalværdi, ulandsbistanden også har. Vi hylder princippet om at kunne undvære i Vesten så mennesker i fattige dele af verden kan få det lidt bedre. Kald det godgørenhed eller ansvarlighed, etik er det i hvert fald.
Genbrug er også at få knappe ressourcer til at række længere.
Men genbrug er også i en anden betydning relevant for organdonationsdebatten. Der er også et rationale i genbrug, som handler om en omhyggelig omgang med knappe ressourcer.
Det er denne samfundsmæssige overvejelse, der ligger bag den praksis, der består i, ud over morfin til døende, også at give blodfortyndende medicin, så de livsvigtige og transplantérbare organer ikke tager for meget skade. Det var også en politisk beslutning at indføre hjernedødskriteriet i 1990 med "Lov om ligsyn, obduktion og transplantation". Med denne lov indførte man et nyt etisk perspektiv på biologisk materiale, nemlig at det udgør en samfundsmæssig ressource, som kan bruges og derfor må forvaltes forsvarligt. Hvis der er etik i det, er det mere i retning af, at man skal overveje, hvorvidt man kan acceptere det 'spild' af 'ressourcer' som vi i sammenligning med f.eks. Spanien, USA, Frankrig og Polen er skyld i i Danmark. Danske læger udtager ikke alle de organer, de ville kunne, hvis flere havde givet tilsagn om organdonation og dermed havde gjort de pårørendes beslutning om organdonation mere overskuelig. Samtidig er en ressourcediskussion svær at styre, ressourcerne henter også deres knaphed fra det forhold, at de er tilgængelige muligheder. Jo flere donorer, jo flere vil man meningsfuldt kunne sætte på venteliste til en udskiftning af syge organer.
www.tagstilling.nu
I debatten om organdonation skal man være opmærksom på ikke at begå den fejl alene at slå på folks følelser over for bestemte menneskers ufortjente skæbne. Det risikerer at give bagslag at slå på vores medfølelse med konkrete syge menneskers behov for raske organer og glemme det samfundsperspektiv, som hører med. Man kunne provokere debatten frem ved at tale om genbrug af organer som en optimeret brug af knappe ressourcer. Så ville man undgå at lave, hvad man kunne kalde en omvendt Lomborg. Bjørn Lomborgs indlæg i miljødebatten var et eksempel på en debat som kuldsejlede, men ikke af mangel på indlæg. Lomborg slog ensidigt på at indføre optimeringsperspektivet i miljødebatten og skabte debat, men han overså at følelserne var vigtige for de konkrete forestillinger, bekymringer og forventninger til fremtiden. Han troede, følelserne var ude på overdrevet og kunne tales bort med statistikker, men opdagede dermed slet ikke, at han talte sig selv ud af miljødebatten. Etisk råd står over for den enkle udfordring at tale sig ind i sundhedsdebatten, bl.a. om det biologiske materiale, som stilles patienter i udsigt.
"....Hvis det ikke koster for meget."
Der er da verden til forskel om man giver en halv liter blod, der regenereres af kroppen, og så om man giver organer væk, når hjernen er stået af.
Det er et etisk spørgsmål, den enkelte frivilligt må tage stilling til.
Ideen med genbrugstanken er problematisk, for man begynder at anskue andres kroppe som en resource man har brug for/krav på.
med venlig hilsen
Lennart
Jeg må erklære mig enig med den forrige taler.
At opfatte mennesket som et reservedelslager, som en ressource på linje med andre, strider mod mennneskelig værdighed.
Og følgen vil, som anført, blive, at andre hurtigt vil få noget nær retskrav på ens organer, eller i hvert fald et moralsk.
Hvorfor man bliver en skurk, hvis man siger nej.
Dette pres forekommer mig allerede at være latent til stede i debatten/kampagnen.
Et kæk og næsten munter opfordring til at se praktisk og forretningsmæssigt på kroppen. Men hvad ved vi egentlig om døden og om bevidstheden? Jeg har læst, at mennesker, som har været i koma, husker alt muligt og kan fortælle om de store smerter, der var forbundet med at blive behandlet på forskellig vis. Måske har en hjernedød en sjæl eller en bevidsthed, og er klar over at vedkommende bliver sprættet op og får udtaget sine organer. Sker det mon under bedøvelse?
Jeg har også læst, at man skal have immunundertrykkende medicin efter en transplantation for ikke at afstøde organet. Dermed øges mulighederne for kræft og andre sygdomme betragteligt. Men mine tanker er mest omkring den situation, som den endnu ikke døde organdonor befinder sig i. Hvilken mangel på nænsomhed overfor noget, vi intet aner om.
Som Hans Jørgen Lassen skriver, forekommer det også mig, at der er et begyndende pres tilstede. Det er vel i sig selv uetisk.
Et kunstigt liv
Hvor gammel jeg er kan jeg ikke helt vide
på åremål kan man alene ej lide
man kan komme i denne situation
få foryngelseskur gennem transplantation.
Den dygtige videnskab sådan det mager
hospitalerne har et reservedelslager
klinikkerne kommer med deres bud
alle slidte organer kan nemt skiftes ud.
Min grånende isse fik nye hår
materialet kom fra et islandsk får
det er lyst og flot som det pureste guld
det lugter dog stadig lidt af uld.
Et hjerte nyt fra en yngre kvinde
det banker romantiske drømme herinde
om kys og blomster på sommereng
om elskovslege i brudeseng.
Min skrumpelever blev skiftet ud
en muslim død i kamp på Allahs bud
den lever er sund og frisk og fin
den er ikke belastet af øl eller vin.
Som forsøg, en nyre fra bacongris
jeg fik den til gengæld til nedsat pris
den passer godt, den er vældig fin
vi men’sker har meget til fælles med svin.
Og lægerne gav mig det råd og bud
det ene øje blev skiftet ud
det gamle er blåt det nye er grønt
det fungerer fint, men ej særlig kønt.
En forskers hjerne de ville mig skænke
nu kunne jeg lige pludselig tænke
det er noget jeg aldrig har kunnet før
jeg var tidligere mere dum end en dør.
Kirurgerne spurgte til min mave
fra lagret en ny de nemt kunne lave
kirurgerne talte sig meget varme
jeg ku’ også sagtens få nye tarme.
Ud røg min gulligbelagte tunge
en ny fra en afdød der har kunnet sjunge
en arie jeg synger hver dag i mit bad
for den tunge er jeg så lallende glad.
Min nye penis… et eventyr
nu er der blandt kvinder et farligt postyr
de kommer i rækker på geled
og lægger sig mere end velvilligt ned.
Mine pubeshår var slidte og grå
nogle nye kunne jeg sagtens få
jeg fik nye fine bløde hår
fra en kraftigt behåret kvindes lår.
Nu skal man jo ikke bare nyde
lidt gengæld ville jeg gerne yde
til lægen jeg gav mine store knyster
så en popsangerinde fik større bryster.
Jeg har altid været en stor egoist
om det har jeg altid været bevidst
men de nye organer gi’r en ny dimension
jeg er blevet en sammensat person.
Jeg vågner forvirret, er i hovedet øm
det var gudskelov bare en mareridtsdrøm
med respekt for mit liv, den tilfældighed
vil jeg ældes og dø med værdighed.
Vor videnskab klarer det dygtigt og flot
at hjælpe syge men’sker er godt
men vor tidsalder virker nærmest lidt panisk
vor livsform bli’r kunstig og meget mekanisk.
Ens skal vi alle helst se ud
store summer der tjenes på disse bud
det naturlige er kommet i u-balance
og forøger kun vor intolerance.
*
Dog… bør jeg udøve selvkritik
på mine øjenlåg ville jeg sætte lidt skik
selv om lægen sagde: de er friske og sunde
de blev opereret… af kosmetiske grunde.
Det er jo nemt at se andres fejl
mod egne er ,,man” lidt mere stejl
når det som forarger vedrører dig
så gælder det samme slet ikke for mig.
© Arne Hornborg
Grafiker/forfatter
Spangåvej 34 . Sengeløse . 2630 Tåstrup
Kan til en vis grad følge den meget propaganda-agtige hovedtekst - men er enig i samtlige protester (også HJL's).
Jeg har mistanke om at hovedteksten ikke er alvorligt ment. Hvorfor ellers medtage den lille detalje med at "ud over morfin til døende, også at give blodfortyndende medicin, så de livsvigtige og transplantérbare organer ikke tager for meget skade"
Netop den detalje ødelægger ligesom den gode stemning - giver ligesom manden med leen et grådigt glimt i de tomme øjenhuler.
I en verden præget af ekstrem ulighed er transplantation problematisk.
Anne Lysdahls indlæg er særlig relevant fordi tiden kan løbe fra hjernedødskriteriet. Man har fornyligt haft success med hjerneoperationer ved lav temperatur (14 grader så vidt huskes).
Lægen forventede at inden for en 5-10 årig horisont, vil det blive muligt at betragte hjernen - ikke som en uadskillelig helhed - men som en samling af forskellige organer, som i princippet kunne udskiftes ved transplantation. Hvis et specifikt hjernecenter transplanteres fre en patient til en anden - hvem er så egentlig donoren ?
Man kan vælge at identificere sig med sin hukommelse, men så behøvede man ikke bekymre sig om hukommelsestab:
"Hvis jeg vågnede en morgen og ikke kunne huske mit navn, ville det jo ikke længere være MIG så JEG ville ikke have nogen interesse i dette fremmede menneskes fortsatte skæbne"
Kunne omskrives til: "Jeg frygter ikke hukommelsestab, for der hvor jeg er, er der ikke hukommelsestab, og der hvor der er hukommelsestab, er jeg ikke".
Kan minde om: "jeg frygter ikke døden, for der hvor jeg er, er døden ikke og der hvor døden er, er jeg ikke".
Kræver vist klippefast tro på sprogets logik !!!
Digtet er forøvrigt alle pengene værd.
Hvis regeringen virkelig mener noget med det her, må de jo forbyde brug af hjælpe og sikkerhedsseler. Det må vil afhjælpe organmanglen.
Er der overhoved nogen der har regnet på om denne industri er en fornuftig samfundsindvestering. Når man f.eks. ikke vil bruge penge på offentlig tandbehandling.
Måske er det også relevant at stille spørgsmålet: Er livsstilssygdomme et samfundsproblem? Ja, det er det, hvis man gør det til et samfundsproblem. I stedet for at samfundsmæssiggøre debatten, kan man også privatisere den! Er det rimeligt, at skatteborgerne skal betale for skrumpelever, KOL, fedme osv., som ofte er selvforskyldte lidelser? Hvad bliver det næste! Skal vi samfundsborgere også betale for brystforstørrelser osv?
Jeg har en bekendt, som drikker videre, selvom hun allerede har blevet opereret for skrumpelever. Ifølge http://www.sundhedslex.dk/skrumpelever.htm kan hun slet ikke være sikker på at få en levertransplantation, da det kan være farligt at få udskiftet sin skrumpelever. Hvorfor skulle lægerne også gøre det, hvis det er sandsynligt, at hun også vil drikke videre med den nye lever og få endnu en skrumpelever?Det er vel ikke fortjent, når hun alligevel ødelægger sig selv. Den er jo bedre givet ud til en person, som kan bruge leveren i mange år og ikke vil ødelægge sig selv.