Kommentar

Pakistan efter Musharraf

Vist var Pakistans parlamentsvalg godt nyt for demokratiet, men nogen demokratisk revolution indvarsler det næppe - mere sandsynligt er det, at vi vil se en tilbagevenden til 1990'ernes korruption og storgodsejernes uindskrænkede magt
Debat
2. april 2008

Mange havde håbet, at et frit demokratisk valg kunne redde Pakistan fra kaos, og valget 18. februar var da også forholdsvis demokratisk. Det er glædeligt, og der er grund til at nære håb for demokratiets fremtid i landet: Der var tilsyneladende ikke systematisk valgsvindel, og voldsudgydelserne blev med ni døde holdt inden for de vante rammer. Islamisternes kandidater led et svigende nederlag. Mullaherne, der siden USA's intervention i Afghanistan for første gang havde siddet i ansvarlige positioner, mistede indflydelse og betydning. De havde aldrig været mere end selvretfærdige tjenere i storgodsejernes verden. Nu måtte de tilbage til fredagsbønner og familiefester.

Men valgets to vindere Zardari og Sharif er de samme to politikere, der for ti år siden skamløst var med til at plyndre statskassen, indtil kun et militærkup så ud til at kunne redde landet fra finansielt sammenbrud. Deres partier, PPP og PML-N, skiftedes dengang igennem flere konfliktladede perioder til at være ved magten, men nu kan de så forenes i projektet om at afsætte general Musharraf, den mand, der kom til magten ved kuppet i 1999 for siden at give dem valget mellem eksil og fængsel. At afsætte præsidenten kræver imidlertid et totredjedels flertal i parlamentet. Det kan PML-N og PPP tilsammen ikke mønstre, men det pakistanske demokrati har altid været præget af uafhængige kandidater. Med Musharraf ude af billedet vil hans følgesvende fordele sig på de to vinderpartier. De fleste af dem har som næsten alle parlamentarikere også tidligere prøvet at skifte parti.

Prisen på brød

Men hvorfor blev general Musharraf så upopulær? Hvorfor viste han sig end ikke på sine egne valgplakater? Der kan ikke være tvivl om, at hovedårsagen må findes i prisen på brød. Pakistans økonomi er i de seneste år vokset enormt - men ikke så enormt som brødpriserne, der for 90 procent af befolkningen står som den største bekymring. Disse mennesker lever et liv uden rindende vand og strøm, uden fornuftige skoler eller sygehuse og uden udsigt til pension eller anden understøttelse i alderdommen. De stemmer i protest mod enhver siddende regering, hvis de overhovedet går til valg. Ingen pakistansk regering har kunnet vinde bare nogenlunde frie valg. Selv diktatorerne holder ikke mere end et årti.

Musharraf har uden tvivl begået en del taktiske fejl. Han udnævnte som militærdiktator en ubetydelig jurist til højesteretsdommer, i den tro at denne ville kvittere for den uortodokse forfremmelse ved at styrke generalens position som præsident. Det skete ikke. Dommeren blev fra den ene dag til den anden til folkets helt og nød de mange forsamlinger og æresbeviser, indtil statschefen fik ham sat i husarrest.

Musharrafs alvorligste fejltrin har dog været hans forsømmelse af det vigtigste princip inden for pakistansk politik. Det byder magthavere at fylde deres egne lommer og samtidig sørge for, at deres mange følgesvende får lejlighed til at gøre det samme. Musharrafs lommer forbliver tomme, mens hans følge ser sig om efter mere profitable alliancer. Politiske partier i Pakistan kender hverken til interne valg eller medlemsbidrag. De er organiseret som mafiaen, ikke som folkets repræsentanter. Det folkelige parti og PML-N vandt valget, fordi de havde fået placeret deres patroner lokalt i hvert et storbydistrikt, i hver en provinsby og i enhver lille landsby. Her kunne de i glædelig forventning om rigelig godtgørelse give deres tilhængere løfter om midler ovenfra.

Musharraf derimod har sørget for at få fordoblet andelen af kvinder i parlamentet og i statens tjeneste i almindelighed. Det forlanges nu af parlamentarikere, at de har studentereksamen og kommunalstyrelsernes koordinatorer udnævnes ikke længere ovenfra, men må vælges. Alle disse tekniske indgreb har foruroliget partierne og til tider blokeret de vante patronagekanaler. Vejen 'tilbage til demokrati' åbner igen op for storgodsejernes uindskrænkede magt. Det har altid været de ufatteligt rige fyrster (Mir) og hellige mænd (Pir), der har repræsenteret det pakistanske folk efter valg. Dem formår kun en revolution at fjerne.

Tiden er løbet ud

Drukner landet så i et kaos af korrupte politikere? Så dramatisk bliver fremtiden næppe, da militæret beholder sin indflydelse. Det har siden 1958 de facto ikke givet beføjelsesretten over hæren fra sig. Man har i de seneste tyve år reelt kunnet iagttage to politiske modeller i Pakistan. I den første model har generalstaben officielt overladt den politiske scene med al dens indtægtsmuligheder og personlige risici til politikere som Zadari og Sharif, mens de fortsat har bestemt den faktiske udenrigs-, erhvervs- og forsvarspolitik via institutioner som det Nationale Forsvarsråd. Generalstabschefen Mirza Aslam Baig agerede som grå eminence bag politikere som Bhutto og Nawaz Sharif.

I den anden model, fremmet af general Musharraf, søges nationalt og internationalt klare linjer, der skal hjælpe med at rette op på Pakistans korruptionsskadede økonomi og rygte. Men da Musharraf hverken fyldte sine egne lommer eller tillod opererende netværk af selvberigelse, er hans tid ved at være udløbet. Den fantastiske kombination af Vestens demokratikrav og patronagens ånd kommer til at præge de kommende år - lige til de sædvanlige ubehageligheder udløser de sædvanlige råb efter en ny 'stærk mand'.

Georg Pfeffer er professor i etnologi på Freie Universität i Berlin

Oversat af Rune Reyhé

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her