Kronik

Privatlivets politik og fred

I og med at borgerne som politiske forbrugere i højere grad integrerer etiske valg i deres hverdag, bliver det også mere interessant at vide, om politikerne lever, som de lærer, og om de fremstår som rollemodeller i alle livets facetter
Socialdemokraten Jeppe Kofod (S) er med sit -moralsk upassende- forhold til en 15-årig pige kommet i -godt- selskab med Bill Clinton og Nicolas Sarkozy. Det er egentlig lidt paradoksalt, at borgerne bliver stadigt mere uinteresserede i politik, mens de og medierne i stigende grad fokuserer på politikernes privatliv.

Socialdemokraten Jeppe Kofod (S) er med sit -moralsk upassende- forhold til en 15-årig pige kommet i -godt- selskab med Bill Clinton og Nicolas Sarkozy. Det er egentlig lidt paradoksalt, at borgerne bliver stadigt mere uinteresserede i politik, mens de og medierne i stigende grad fokuserer på politikernes privatliv.

Jacob Ehrbahn

Debat
3. april 2008

Politikernes privatliv er i højere grad blevet en del af deres politiske liv. Eller sådan har det måske altid været, men mediernes fokus på denne del er blevet tydeligere i takt med den stigende personificering af politikken. Denne tendens er stadig tydeligst i USA, hvor politikernes erotiske eskapader eller skandaler, som det ofte kaldes, længe har udgjort en væsentlig del af den politiske dagsorden, så den til tider har overskygget andre, måske mere vigtige, dele.

Jeppe Kofod er dermed kommet i 'godt' selskab. Der findes adskillige eksempler på politikeres privatliv, som kommer i mediernes søgelys. Ærkeeksemplet er Monica Lewinsky-affæren, hvor præsidenten Clintons affære med en praktikant ledte til en rigsretssag mod ham (foruden en langtrukken sag med politisk mudderkastning). Generelt er det som oftest seksuelle eskapader, som tiltrækker opmærksomhed i det puritanske USA.

Men Europa er også kommet med på vognen, hvor politikeres privatliv ikke længere er fredet. Det seneste eksempel er Frankrigs præsident Nicolas Sarkozy, hvis privatliv er blevet gransket i forbindelse med hans skilsmisse fra Cécilia Ciganer-Albéniz og efterfølgende ægteskab med eksmodellen Carla Bruni. På trods af at der ikke var mistanke om noget lovbrud på noget tidspunkt, ledte Sarkozys udsvævende privatliv alligevel til, at der blev stillet spørgsmålstegn ved hans politiske kompetence.

Tidligere fandtes der 'offentlige hemmeligheder', rygter om politikernes privatliv, som aldrig blev taget op af medierne, selv om det ville være muligt at underbygge historierne. John F. Kennedys og Jens Otto Krags privatliv blev eksempelvis på deres tid ikke udstillet på samme måde som de historier, vi ser i dag.

Politikerne har ofte selv en andel i denne invasion af privatlivet. De inviterer medierne indenfor for at vise vælgerne 'mennesket bag politikeren' og må derfor også acceptere, at interessen hænger ved, også når det ikke er sjovt. Men det virker som en paradoksal udvikling, at samtidig som politikerlede er udbredt blandt befolkningen, vokser interessen for, hvad politikerne laver i deres hverdag.

Hvor går grænsen?

Grænsen mellem privat og offentlig er på godt og ondt blevet udvisket i de senere år. På den ene side har vælgerne en berettiget interesse i at vide, hvad deres repræsentanter gør i deres private affærer, specielt når de involverer en mistanke om ulovligheder. Og det kan være berettiget at sætte spørgsmålstegn ved politikernes dømmekraft, når de begiver sig ud på eventyr. Omvendt har politikere også ret til at have et privatliv, så længe deres private affærer ikke giver mistanke om uretmæssigheder i udførelsen af deres offentlige hverv.

Spørgsmålet om, hvor grænsen går for, hvad der er af offentlig interesse, er ikke ligetil, da det handler om, hvilken moralsk standard, vi forventer politikerne lever op til. Er det tilstrækkeligt at de ikke bryder loven, eller bør de leve op til en højere moralsk standard, hvor vi også kan forvente, at de overholder uskrevne regler om moralsk adfærd, selvom de ikke juridisk set er ulovlige?

Der har været en tendens til, at der i højere grad stilles højere moralske krav til politikernes opførsel, også i deres hverdag. Det er ikke tilstrækkeligt, at politikerne overholder loven og passer deres arbejde, de bør også fungere som rollemodeller og gennem deres livsstil afspejle deres politiske grundholdninger. Deres privatliv kan ikke længere adskilles fra den offentlige rolle. Dette er ikke helt nyt, men interessen for sager i 'gråzonen' er steget i de senere år.

Et interessant sidefænomen er, at det ikke kun er de professionelle politikeres privatliv, der bliver mere politisk. Medborgernes privatliv bliver også politiseret. På flere områder, der traditionelt har hørt til privatsfæren, forventes dydige medborgere at inddrage overvejelser af politisk karakter.

Politisk forbruger

Det tydeligste eksempel på denne udvikling er den 'politiske forbruger', medborgeren der udtrykker sine politiske holdninger gennem indkøbskurven. Denne form for politisk deltagelse har fået meget opmærksomhed i de senere år, og flere og flere forbrugere giver udtryk for, at de ønsker at købe produkter, der modsvarer deres politiske og etiske holdninger. Dette indebærer en stigende konsumption af etiske produkter som økologiske og fairtrade produkter samt en lang række andre miljømærkninger, der vinder stadig stigende udbredelse. Forbrugerne ønsker herigennem at afspejle etiske grundholdninger gennem deres forbrug.

Selv om der stadig er en klar forskel mellem antallet af forbrugere, der principielt erklærer sig villige til at handle politisk og antallet, der rent faktisk tager skridtet fult ud og også køber disse produkter, er der ingen tvivl om, at et stigende antal bruger deres indkøb til at påvirke deres omgivelser ved at inddrage politiske købemotiver ud over mere traditionelle købemotiver som pris, kvalitet og mode. Selv om målet for disse handlinger er virksomheder i stedet for staten, har de i bund og grund en politisk natur, idet de har som mål at påvirke fordelingen af goder i samfundet.

Tendensen til at inddrage politiske købemotiver i forbruget er tydeligst hos den veluddannede og højtlønnede del af befolkningen, som også i andre sammenhæng udgør det mest aktive samfundslag eller politikkens kernetropper. Det er således en klar indikation om, at samfundet i højere grad opstiller forventninger om, at den gode medborger ikke blot deltager i demokratiet i de mere institutionaliserede former for politisk deltagelse, det forventes at politiske og etiske holdninger bliver afspejlet i alle facetter i den individuelle livsstil. Den politiske forbruger er kun toppen af kransekagen, politikken kommer ind ad bagdøren i den private sfære i flere og flere aspekter.

Katolsk trend

Det måske tydeligste tegn på dette kan findes i den opdaterede liste med dødssynder, som den katolske kirke udsendte for nyligt - den har også relevans for andre end katolikker. Paven er med sin liste lykkedes med at indfange denne nye samfundstrend, idet flere af de nye dødssynder er syndige, fordi individet negligerer sit individuelle samfundsansvar. At forurene eller skabe social ulighed er eksempler på dødssynder, som fremhæver det individuelle ansvar som en betingelse for at leve op til de religiøse forpligtigelser. Men den samme liste kunne bruges som rettesnor for den dydige medborger.

Tendensen til at grænserne mellem den private og den offentlige sfære nedbrydes - både hos de folkevalgte og i den almene befolkning - betyder, at det nærmest bliver umuligt at afgøre, hvor grænsen mellem politik og hverdag befinder sig. I hvert fald i dette tilfælde er det utilstrækkeligt at henvise til, at grænsen mellem det private og det offentlige altid har været flydende eller ligefrem ikke-eksisterende, som det er blevet hævdet i andre sammenhænge.

Det handler i højere grad om en gradvis udvikling, hvor den stigende individualisering i samfundet leder til et større individuelt ansvar for samfundsspørgsmål. Politikken bliver en integreret del af hverdagen, da medborgeren bliver pålagt forventninger om en refleksiv indstilling i sin hverdag, hvor de politiske konsekvenser af alle handlinger bliver nøje overvejet.

Dermed får individet et personligt ansvar for samfundsudviklingen, men uden at kunne påvirke resultatet i særlig høj grad. Der er tale om mange bække små, snarere end en flodbølge af påvirkning. Men vigtigere end muligheden for at påvirke samfundsudviklingen er den individuelle mulighed for at føre en livsstil, der er i overensstemmelse med sine egne overbevisninger.

Dermed er politikken blevet en integreret del af hverdagen, hvilket også medvirker til at forklare, hvorfor der er en stigende interesse for politikernes privatliv. I og med at medborgerne i højere grad integrerer etiske og politiske valg i deres hverdag, bliver det også mere interessant at vide, om politikerne lever, som de lærer, og selv fremstår som rollemodeller i alle livets facetter.

Det paradoksale er, at der på samme gang bliver færre og færre, som er villige til at engagere sig i de udprægede politiske aktiviteter. Undersøgelser viser ret så entydigt, at medborgerne i den vestlige verden i lavere grad er aktive i de traditionelle former for politisk deltagelse, først og fremmest de politiske partier. Den moderne medborger foretrækker at integrere politikken i hverdagen i stedet for at integrere sig i politikken.

Henrik Serup Christensen er Ph.d.-studerende i statskundskab ved Åbo Akademi i Finland. Han forsker i politisk deltagelse

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her