Kronik

Socialdemokratiseringen af SF

Mon det er muligt at få Villy Søvndal til at forklare, hvad det er for store linjer i fordelingskampen, og hvad er det for en styrkelse af den offentlige sektor, som S skulle have glemt? Her er et tilbageblik på SF
Mon det er muligt at få Villy Søvndal til at forklare, hvad det er for store linjer i fordelingskampen, og hvad er det for en styrkelse af den offentlige sektor, som S skulle have glemt? Her er et tilbageblik på SF
10. april 2008

Den 15. februar 1959 mødte 164 personer - fortrinsvis forhenværende kommunister - frem på Holmegårdsskolen i Hvidovre. Her stiftede de Socialistisk Folkeparti med DKP-lederen gennem næsten 30 år Aksel Larsen som det nydannede partis formand. Efter først at have støttet Sovjets nedkæmpelse af Ungarn-opstanden i efteråret 1956 var Larsen kommet i tvivl - en tvivl, der endte med, at han omsider gjorde op med sin blakkede fortid.

Kun få år forinden havde han ved en mindehøjtidelighed efter Stalins død i 1953 udtalt disse gribende ord: "Som ingensinde før i menneskehedens historie er en verden i sorg på grund af stort og elsket menneskes bortgang. (...) Intet andet menneske har haft så stor betydning for menneskeheden." Sorgen ramte ifølge Aksel Larsen også "hele det danske folk". Men "vi sværger en dyrebar ed om at fortsætte kampen for freden (og) for demokratiet". For hans eget vedkommende kom denne kamp altså kun til at vare seks år.

Mange venstrefløjs-repræsentanter har i tidens løb bebrejdet Socialdemokraterne, at partiet aldrig rakte hånden ud til DKP. Både det netop bragte citat og de følgende citater vil forhåbentlig kunne give en yngre generation forklaringen på, hvorfor det aldrig blev til noget med en sådan håndsudrækning fra S til DKP.

I 1932 blev DKP for første gang repræsenteret i Folketinget -- dog kun med to mand. Larsen var den ene og Arne Munch-Petersen den anden. Trods fuldstændig loyalitet over for Sovjet-diktaturet sad han i årene 1937- 40 i Butyrka-fængslet i Mos-kva og rådnede op pga. tuberkulose og undernæring, uden at Aksel Larsen rørte en finger for at hjælpe ham. Munch-Petersens sidste ønske - fremsat månedsdagen før han døde - var at få udleveret noget varmere tøj. Han sad stadig i det sommertøj, som han var blevet fængslet i tre år forinden. Ønsket havde han fremsat gentagende gange, ligesom han også havde søgt om tilladelse til at skrive til sin kone. Begge dele blev konsekvent afslået.

'Hovedfjenden' ved valget i 1932, hvor DKP for første gang blev repræsenteret i Folketinget, var hverken det minimalstats-liberalistiske og fagforenings-fjendske Madsen-Mygdal-Venstre, den nazi-orienterede Landbrugernes Sammenslutning, LS - som organiserede næsten halvdelen af de danske landbrugere; Vs højreafskalning Det frie Folkeparti/Bondepartiet blev LS' talerør på Rigsdagen, og dette parti gik i direkte samarbejde med det danske naziparti DNSAP - eller de fascistoide kræfter i det Konservative parti eller i Dansk Samling eller i Indre Mission eller blandt det grundtvigske højskolefolk eller på visse borgerlige aviser. Nej - 'hovedfjenden' for DKP var Socialdemokratiet. "Al vor kraft skal koncentreres om at splitte dette socialfascistiske parti". S blev også kritiseret for at have skabt "en parlamentarisk forgiftet arbejderklasse," og det danske folkestyre blev karakteriseret som et "humbugdemokrati."

I 1935 talte Aksel Larsen på Kominters - den kommunistiske internationales - 7. verdenskongres i Moskva. Her betroede han de forsamlede stalinister, at det danske Socialdemokratis "regeringsvirksomhed har været og er ensbetydende med en skridtvis likvidering af folkets demokratiske friheder og rettigheder overhovedet. Socialdemokratiets regeringsvirksomhed hjælper med til at skabe det ideologiske grundlag for fascismen og gennem dets anti-demokratiske forholdsregler jævner det yderligere fascismen vejen". Det skulle man høre af den DKP-formand, som få år senere uafkortet støttede Hitler-Stalin-pagten i årene 1939-41. Hvordan skulle S dog kunne samarbejde med DKP?

Årsagen til foragten?

Men SF har jo for længst lagt denne fortid bag sig. Åh jo, men det er såmænd kun et par år siden, at SF-formanden Holger K. Nielsen afviste at være medunderskriver på en henvendelse til Arbejdermuseets bestyrelse om at fjerne Lenin fra indgangen til dette museum, hvis opgave det er at vidne om den danske arbejderbevægelse. De danske arbejdere tog massivt afstand fra denne forræder mod den demokratiske udgave af socialismen og hans efterfølger Stalin. Modsat tilsluttede mange såkaldt intellektuelle sig DKP. Hvad var - og er - mon årsagen til deres foragt det S, som skabte verdens bedste, frieste og socialt mest velafbalancerede samfund?

I efteråret 1989 var alle landes kommunist-formænd kaldt til Øst-Berlin for at hylde magthaverne i DDR på denne stalinistiske politiststats 40-års dag - kort tid før Murens fald. En af de KP-formænd, som den dag stod på ærestribunen i Øst-Berlin, er i dag SF's næstkommanderende - i øvrigt en rar fyr og velkommunikerende. Men hvordan kunne Ole Sohn endnu i 1980'erne finde på at melde sig ind i DKP og siden lade sig vælge som den sidste formand for dette parti? Det tyder ærlig talt ikke på nogen alt for veludviklet politisk vurderingsevne.

Ved det stiftede SF-møde i 1959 besluttede man bl.a. at arbejde for Danmarks udmeldelse af NATO og gennemførelsen af "en socialistisk planøkonomi", der "har bevist sin bærekraft". Havde den? Var der ikke langt mere kraft i den regulerede markedsøkonomi, som især de skandinaviske, S-keynesianske cand. polit.'ter havde praktiseret siden 1930'erne? Senere fik det ellers så internationalistiske SF endnu en hjertesag: Danmarks udmeldelse af EF.

Men i dag vil SF som bekendt hverken ud af NATO eller EU, og det er meget, meget længe siden, at man har hørt en SF'er kræve "socialistisk planøkonomi". I 1979 kunne SF ikke engang gå med til at støtte et S-forslag om overskudsdeling i virksomhederne. Derimod pressede de voldsomt på for lønstigninger, der i 1974 nåede op på 20 pct. Da LO-formanden Thomas Nielsen året efter anbefalede "en smallere vej", lød der voldsomme protester fra SF og den øvrige venstrefløj. Sammen med de kraftige prisstigninger på olie i 1973 og i 1979 var lønstigningerne med til at forringe dansk økonomi meget alvorligt. Overbudspolitikken tog SF i arv efter DKP.

Hvad med i dag?

Hvor er forskellen i dag mellem S og SF mht. arbejdsmarkeds-, social-, undervisnings-, forsknings-, erhvervs-, skatte-, miljø-, kultur-, udenrigs- og u-landspolitikken? Den er der ikke. Og under valgkampen i november faldt det sidste slør, da Villy Søvndal afviste, at SF skulle have til hensigt at forlange udlændinge-politikken rullet tilbage til det, den var før valget i 2001. Siden har han som bekendt lagt sig til højre for DF med et ordvalg, som Louise Frevert ikke behøver at skamme sig over.

Socialdemokratiseringen af SF kunne man i rigt mål få bekræftet den 28. november sidste år, hvor Weekendavisens Hans Mortensen og Arne Hardis bragte en samtale med Søvndal. Han blev bl.a. spurgt, om det ikke snart er på tide at fjerne den socialistiske del af partinavnet, "sådan som politikken er lagt an i dag?" Det mente Søvndal "ville være rigtig, rigtig dumt". Det er nemlig lykkedes "at omdanne SF til et moderne, venstreorienteret, socialistisk parti".

På Mortensens og Hardis' opfordring definerede Søvndal begrebet socialisme som "menneskers mulighed for i højere grad at styre deres eget liv". Men, "det ville en liberalist kunne skrive under på", indvendte de. Søvndal prøvede at parere: "Hvis du spørger om socialisme i dag er et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne, så er svaret for vores vedkommende et nej". Kapitalen "skal være villig til at give afkast". Det vil enhver borgerlig bankrådgiver kunne skrive under på.

Villy Søvndal talte videre pænt om 'den skandinaviske velfærdsfortælling' om, hvordan mennesker fik stor frihed. Men det er jo "en socialdemokratisk fortælling", indvendte Mortensen og Hardis. "Det kan du godt sige, hvor jeg så mener - og det er grunden til, at jeg er SF'er og ikke socialdemokrat - at de i for høj grad har tilpasset sig (til hvad?) og glemt de store linjer i fordelingskampen (og) i synet på en stærk offentlig sektor".

Mon det var muligt at få Villy Søvndal til at forklare, hvad det er for store linjer i fordelingskampen, og hvad er det for en styrkelse af den offentlige sektor, som Socialdemokratiet skulle have glemt?

Henning Tjørnehøj er socialdemokratisk samfundsdebattør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ingen kan være uenig i at 'socialistisk planøkonomi' har mange begrænsninger. Ikke des do mindre er det svært at afvise at redskabet førte Sovjet fra en feudal økonomi til en militær industriel supermagt i løbet af meget meget kort tid, og det uanset myrderier på bønder, udrensning af hundrede tusinder af kommunister (ingen har slået flere kommunister ihjel end Sovjet), sult, mord og terror over for millioner af almindelige sovjetborgere og vanvittige landbrugs industri og andre programmer.

Sovjets planøkonomi var principielt set ikke andet end en form for krigsøkonomi og den har bestemt - modsætning til Tjørnehøjs påstande - vist sin effektivitet og anvendelighed, omend vi i disse år hovedsaglig studerer og stirrer os blinde på dens mange begrænsninger.

Dermed ikke sagt at jeg går ind for at vi skal indfører sovjetisk planøkonomi, blot at planøkonomi også har sin tid og sted og at det kan være et overordentligt effektivt redskab i visse situationer

Men virkeligheden er at planøkonomi bestemt ikke er et udtjent redskab og at det bestemt ikke har vist sig at være absolut ubrugeligt i enhver situation. Det er derimod et redskab som vi muligvis kan få brug for hvis ikke kapitalismen og statslige reguleringer alene - evner at overkomme de tilsyneladende katastrofale miljøproblemer vi idag står overfor.

Til Tjørnehøjs artikel i øvrigt vil jeg bemærke at det er en kongstanke for ham at bare SF og S bliver omdannet til et parti så er alt godt og så vil vi gå en stor fremtid i møde med et S som i styrke ligner salig Staunings.

Du er en romantiker Tjørnehøj og du overser at sådan ser vælgerne ikke på det. Du overser også at der heller ikke er belæg for den tankegang – hvis vi studerer eksempler hentet fra noget andet land - at arbejderbevægelses krise kan løses alene med partisammenslutninger eller nedlæggelser. Der er tale om en ideologisk og politisk økonomisk krise som kræver hårdt arbejde, nytænkning og nyformuleringer snarere end simpel sammenlægningsmatematik og gymnastiske studier i vælgeradfærd.

Der er behov for en generel nyorientering og nyformulering hos S såvel som hos den øvrige venstrefløj.

S har i de sidst 20 år har tabt sin dagsordensættende kraft til skade for hele venstrefløjen. Dette er et problem som skal og må løses før vi overhovedet bør så meget som overveje om der er behov for også partistrukturelle ændringer og om disse kan styrke os på vejen til noget som helst progressivt. Hvis Tjørnehøjs ædle drømme om ét stort parti blev gennemtvunget i den virkelighed vi idag står i og uden at den nødvendige nyorientering og nyprofilering er tilendebragt - ville det ikke medføre ret meget andet end yderligere tilbagegang for venstresiden.

Som situationen er nu har S brug for den konkurrence som SF giver partiet. Det er et redskab som med tiden vil hjælpe de progressive og nytænkende kræfter i partiet, ikke mindst dem der evner at tænke ud over LO-tænkningen (noget som du Tjørnehøj ikke altid har formået), til at om og nyformulere partiets til en dagsordensættende kraft for det 21 århundrede.

SF er nu vel og godt på vej ind i det 21 århundrede, med friske tanker og en åben og udogmatisk attitude hvor S stadig synes at hænge fast i det 20 århundredes tænkning. Der er stadig et stort behov for at SF for mere intellektuel dybde og ikke mindst at men finder nogle nye og tidssvarende formuleringer for sit princip og handlingsprogram

Men det er her det reelle problem ligger og det er som sagen står idag – først og fremmest et problem Socialdemokraterne skal finde en ny og mere homogen løsning på.

Med ’socialistisk hilsen’ :) fra
'Jensen'
fhv. politisk sekretær for SF

Inger Sundsvald

Det er lidt utroligt, at Henning Tjørnehøj finder det nødvendigt at gå så hårdt til SF's medlemmer og dermed deres vælgere, når SF iflg. Henning Tjørnehøj jo nærmest er blevet socialdemokrater, der er enige med i S i stort set alt.

I stedet for at grave i alt muligt gammelt gods, burde Henning Tjørnehøj i stedet for glæde sig over udviklingen, og vende sit skyts en anden vej hen.

Er SF virkelig blevet 'hovedfjenden' for S?

Jeg kan oplyse Henning Tjørnehøj om, at der er adskillige grunde til, at jeg ikke længere er socialdemokrat, især af både social-, skatte-, og udenrigspolitiske grunde.

Med venlig hilsen
Inger Sundsvald

"Åh jo, men det er såmænd kun et par år siden, at SF-formanden Holger K. Nielsen afviste at være medunderskriver på en henvendelse til Arbejdermuseets bestyrelse om at fjerne Lenin fra indgangen til dette museum"

- Det er ganske enkelt historierevisionisme, at fjerne statuer, figurer og billeder, blot fordi man ikke kan lide de personer de fremstiller.
Dette betyder da selvfølgelig ikke at Holger K. har nogensomhelst ømhed for Lenin. Det er et meget tyndt grundlag at basere det på.

Hvor er det i øvrigt kvalmende med så meget reformisme, formuleret i en hyldest til et parti der ustandseligt har slanket sig selv til fordel for at pynte i den tomme, fesne midterfløj.

Nyliberalismen ud af socialdemokratiet, reformismen ud af SF.

Blot en enkel kommentar:

Soc.dem. rakte da "hånden ud til DKP", da man efter besættelsen forhandlede mellem de to partiledelser om en sammenlægning af partierne.

vh
CP

Claus Rasmussen

@Jensen

>>Ingen kan være uenig i at 'socialistisk planøkonomi' har mange begrænsninger. Ikke desto mindre er det svært at afvise at redskabet førte Sovjet fra en feudal økonomi til en militær industriel supermagt i løbet af meget meget kort tid

For at lave en vurdering af "socialistisk planøkonomi" skal man ikke sammenligne med åben markedsøkonomi men med en "ikke-socialistisk planøkonomi". F.eks Japans modernisering 1870-1910, tysklands genrejsning efter krigen, tigerøkonomierne i østasien, eller kinas (!) modernisering. Disse økonomier gjorde mindst lige så store fremskridt som Sovjet men uden tilhørende massedrab og undertrykkelse.

Piculell, det er vist almindeligt anerkendt, at ingen af parterne mente det alvorligt. Begge havde implicit som betingelse, at det ene parti de facto skulle opsluge det andet.

Rasmussen
Jeg tror du missede pointen, som er at det er et redskab som kan være endog uhyre effektivt i visse situationer. Du vil bemærke at de fleste lande USA iberegnet anvendte planøkonomiske redskaber under 1 og især 2 verdenskrig, det er simpelthen det mest effektive redskab i sådanne situationer. I sovjet anvendte man det i fredstid (eller rettere krigstiden hørteikke op) og med udgangspunkt i statliggørelse af al industri. Men det faktum at det stadig leverede varen trods terroreren og misregering - er da tankevækkende.

Det er som de øvrige eksempler antyder ikke nogen automatik der sige at man skla have terror, nationalisere og fjerne demokrati for at anvende planøkonomi som en - del af - sin strategi. Heller ikke at det behøver være andet end et redskab blandt andre.

Claus Rasmussen

@Ristinge

Jeg tror, vi taler lidt forbi hinanden. Jeg kommenterede på, at 'Jensen' (ligesom SF i 1959) tilsyneladende satte lighedstegn mellem "planøkonomi" og "socialistisk planøkonomi", og jeg nævnte derfor en række eksempler på "kapitalistisk planøkonomi". At en socialistisk planøkonomi leverer resultater er jo ikke noget argument for socialisme, hvis en kapitalistisk planøkonomi gør det lige så godt.

Jeg er helt enig med dig i, at planøkonomi (socialistisk eller ej) kan give rigtigt gode økonomiske resultater under visse omstændigheder.

Ok Rasmussen, men jeg mener at der aldrig har eksisteret nogen 'socialistisk planøkonomi' det var altid fiktion. Der var i Sovjets tilfælde tale om planøkonomi i et diktatur hvor alle produktionsmidler var statsliggjort. Ikke engang salig Lenin, hvis vi tager hans bøger seriøst, ville acceptere det som værende 'socialisme' der var ganske enkelt tale om en form for ekstrem krigsøkonomi.

Men jeg hører også til den skole der mener at begrebet 'socialisme' aldrig var andet end en udvidelse af demokratiet, hvorfor socielisme i min lærebog er uforeneligt med diktatur.

”På Mortensens og Hardis' opfordring definerede Søvndal begrebet socialisme som "menneskers mulighed for i højere grad at styre deres eget liv". Men, "det ville en liberalist kunne skrive under på", indvendte de. Søvndal prøvede at parere: "Hvis du spørger om socialisme i dag er et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne, så er svaret for vores vedkommende et nej". Kapitalen "skal være villig til at give afkast". Det vil enhver borgerlig bankrådgiver kunne skrive under på.”

Socialistisk Folkeparti er et social liberalt parti. Socialistisk Folkeparti er et småracistisk midterparti der først og fremmest henvender sig til vælgere fra middelklassen. SF indtager i øjeblikket en position i det politiske landskab, der for 5-10 år siden blev indtaget af Socialdemokraterne.

En regering med deltagelse af SF forekommer ganske usandsynlig, men hvis ulykken alligevel skulle ske, ville en regering med deltagelse af SF efter alt at dømme komme til at føre en politik, der ikke adskiller sig nævneværdigt fra den der i øjeblikket bliver ført af VKO.