Kronik

Socialdemokratiske teser i fri dressur

De ni socialdemokratiske teser starter lovende med at fastslå, at 'det enkelte menneskes frihed står over alt andet'. Men i den samlede socialdemokratiske vision fortaber denne fine erklæring sig i horisonten under den altoverskyggende jagt på fuldkommen lighed
Total omlægning af landbruget til økologisk produktion er en af de ni teser, som Socialdemokraternes Mette Frederiksen har formuleret for at puste liv i Socialdemokratiet. Dagens kronikører mener, at den første af de ti tesers krav om frihed drukner i resten af tesernes krav om lighed.

Total omlægning af landbruget til økologisk produktion er en af de ni teser, som Socialdemokraternes Mette Frederiksen har formuleret for at puste liv i Socialdemokratiet. Dagens kronikører mener, at den første af de ti tesers krav om frihed drukner i resten af tesernes krav om lighed.

Jesper Nørgaard Sørensen

Debat
12. april 2008

Socialdemokraterne fortjener anerkendelse for endelig at præsentere et oplæg til partiets nye politiske vision. De 9 teser - der lanceres som 10, den sidste skal skrives "sammen med andre, der også ønsker et socialdemokratisk Danmark" - er prisværdige, fordi de giver ny næring til en dansk politisk debat, der hungrer efter ideologiske og værdipolitiske udmeldinger med saft, kraft og solid argumentation. I dagspressen er teserne i høj grad blevet kritiseret og almindeligvis affejet, idet de "dækker over en samling almindeligheder", der ikke rummer nogen vision for samfundets udvikling. Vi stiller os ligeledes stærkt kritiske over for teserne, men af en anden årsag: Teserne rummer nemlig, efter vores opfattelse, i høj grad en vision for samfundet - men ikke én, der er gavnlig for Danmark i det 21. århundrede, tværtimod. Lige så runde og velmente formuleringerne kan lyde, lige så alvorlige ville konsekvenserne være, hvis teserne blev omsat til praktisk politik.

Ikke tidssvarende

Allerførst et nærmere kig på teserne, der indeholder flere interessante og for Socialdemokraterne nye elementer i den politiske retorik. Allerede i første tese vækkes læserens nysgerrighed med fastslåelsen af, at "Socialdemokratiet tager udgangspunkt i det enkelte individ", og af at "frihed er retten til at bestemme over sit eget liv".

En klassisk grundsætning i liberalismen som udgangspunkt for en socialdemokratisk vision? Kan det virkelig passe? Nej, naturligvis ikke - det kan vi lige så godt afsløre med det samme. Fra denne ellers så lovende start bevæger tesernes forfatter, næstformand og socialordfører Mette Frederiksen, sig i teksten ud på en lang rejse i lighedens navn, hvorunder ethvert begreb om personlig frihed pilles fra hinanden, og hun stopper ikke for at se sig tilbage. Se blot, hvordan frihedsbegrebet behandles videre i den første tese: Efter de første, ovennævnte sætninger om frihed fokuseres der på de barrierer, der forhindrer den enkelte i at udnytte sit potentiale, altså lighed i form af lige muligheder, mens tesen slutter med at erklære, at "udsatte børns rettigheder og behov skal vægtes højere end de kulturelle normer, der i dag virker begrænsende for lighed." Det lyder umiddelbart så godt, og så er det - når man ser på tesens konsekvens i praksis - alligevel så skidt. For med dette argument står det klart, at det underliggende mål for Socialdemokraterne er lighed i det endelige resultat - altså at alle borgere, forenklet sagt, skal være lige, og ikke blot fødes lige, som i den almindeligt udbredte definition af personlig frihed, der ligger til grund for alle vestlige demokratier.

Fuldstændig lighed

Vi er enige med tesernes forfatter i, at personlig frihed ikke bare kan reduceres til at kunne vælge mellem et større eller mindre udvalg af offentlige og private leverandører af service, det være sig inden for ældrepleje, hospitalsvæsen eller andre velfærdsområder. Den nuværende regering kan bestemt kritiseres for at have bidraget til denne forsimpling af frihedsbegrebet ved med den ene hånd at indføre rosværdige, konkrete fritvalgsordninger, mens den med den anden hånd på et mere fundamentalt plan har svigtet eksempelvis den grundlæggende ret til en fri og retfærdig rettergang, som vi så ved den stærkt kritisable administrative udvisning af tre tunesere mistænkt - men som bekendt ikke dømt - for mordplanerne på karikaturtegner Kurt Westergaard.

Det afgørende spørgsmål, man må stille sig selv, når man læser teserne, står imidlertid stadig ubesvaret: Hvorfor ser Socialdemokraterne det nødvendigt at maskere deres ønske om fuldstændig lighed i den faktiske fordeling af goder i samfundet bag en ikke videre elegant anvendelse, for ikke at sige fordrejning, af ideen om personlig frihed? Vi kender af gode grunde ikke tankegangen bag de ni teser og skal derfor ikke kaste os ud i lange spekulationer, men formålet synes umiddelbart at være at aflede opmærksomheden fra flere omfattende begrænsninger for den enkeltes liv og frihed, som vil være en nødvendig konsekvens, hvis teserne føres ud i livet i form af konkrete politiske tiltag. Hvordan er det meningen, at borgeren skal opføre sig i det ideelle socialdemokratiske samfund?

Afprivatisering

Den enkelte borger forventes at følge en række normer, der har til formål at fremme det fælles bedste på bekostning af alt andet. 'Det fælles bedste' er generelt en luftig størrelse, men i det ideelle socialdemokratiske samfund er definitionen mere præcis: Enhver borgers liv er underordnet i forhold til det hellige mål at alle i samfundet skal have lige meget, ikke blot nyde lige muligheder. Det er almindelig kendt at både talent, evner, held og viljestyrke er særdeles ulige fordelt udover den danske befolkning, ligesom det gælder for ethvert andet lands befolkning eller hele verdens befolkning for den sags skyld. Så hvordan skal denne lighed i faktisk opnået livssituation egentlig realiseres politisk?

Mere offentlig velfærd er svaret på ethvert velfærdsspørgsmål, idet tese nummer fire fastslår at det er nødvendigt med en "af-privatisering", og at "private tilbud ikke må favoriseres over et offentligt tilbud". Koblet med tese nummer to om, at pligter går forud for rettigheder, bliver konsekvensen, at alle borgere tvinges til at betale fuldt ud for alle offentlige velfærdsydelser, også dem de ikke gør brug af, mens de selv må betale hele prisen for en ydelse, hvis de foretrækker en privat leverandør. For eksempel ville mange familier blive tvunget til at fravælge friskoler, der i dag er offentligt støttede. Dermed ville flere friskoler være lukningstruede på grund af færre elever, og således sættes mangfoldigheden i det danske skolesystem på spil.

En skattereform, der gør skattesystemet endnu mere progressivt end det allerede er, idet tese nummer seks fastslår at skatten skal ned "især for lave arbejdsindkomster". Samtlige økonomer i Danmark - uanset politisk observans - vil kunne bekræfte, at det koster rigtig mange penge at lette skatten i bunden sammenlignet med en lettelse i toppen, så medmindre Socialdemokraterne agter at finde denne finansiering gennem besparelser i den offentlige sektor, vil tese nummmer seks kræve endnu større beskatning af de højere indkomster. Konsekvensen af denne tese er altså, at den enkelte i endnu mindre grad end i dag vil kunne nyde frugten af eget initiativ og kreativitet, hvilket er i modstrid med formuleringen i tese nummer ét om, at "frihedens største udfordring i Danmark er de barrierer, der forhindrer mennesker i at udfolde deres evner til gavn for sig selv og andre".

Enhver borgers forbrug skal kontrolleres og reguleres af staten, formentlig gennem beskatning, idet tese nummer syv fastslår det nødvendige i, at "unødvendigt forbrug bliver dyrere end almindeligt forbrug" for at begrænse borgernes overforbrug. Hvad der er 'nødvendigt' og 'almindeligt' er altså ikke op til borgerne selv at vurdere i det ideelle socialdemokratiske samfund, det er staten, der definerer dette på borgernes vegne. Enhver borger risikerer altså at blive straffet, gennem afgifter antager vi, hvis denne ikke overholder statens definition af en 'nødvendig' og 'almindelig' levestandard ved at bruge for meget af de 'forkerte' ting, og for lidt af de 'rigtige' ting. Hvordan harmonerer dette forsøg på normalisering - tillader vi os retorisk og bevidst sarkastisk at spørge - med udgangspunktet i tese nummer et om, at "frihed er retten til at bestemme over eget liv"?

Selektive rettigheder

Alt i alt er de 9 socialdemokratiske teser udtryk for en selektiv tilgang til begrebet 'rettigheder'. Socialdemokraterne lægger med teserne op til et samfund, hvor staten tildeler rettigheder baseret på en løbende vurdering af, hvilke grupper der hævdes at være ramt af ulighed, det være sig socialt, kulturelt mv. Således vil der på ethvert givent tidspunkt være bestemte grupper i samfundet, hvis 'rettigheder' er hævet over andre borgeres.

"Det enkelte menneskes frihed står over alt andet", lyder overskriften på tese nummer et. Men i den samlede socialdemokratiske vision fortaber denne fine erklæring sig i horisonten under den altoverskyggende jagt på fuldkommen lighed.

Lizette Michiko Taguchi er stud.polit. Casper Hunnerup Dahl er stud.scient.pol.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Dorte Sørensen

Her kun lidt om Lizette Michiko Taguchi og Casper Hunnerup Dahl
tolkningen af Mette Frederiksens test 1 "Det enkelte menneskes frihed står over alt andet" og test 7 "Et rent miljø er vigtigere end mere forbrug"

Lige mulighed til alle er da et smukt mål, som Fogh Rasmussen desværre er ved at nedbryde med Strukturreformen, love der tillader profitinstitutioner og tillader ekstre ydelser mod betaling. For ikke at tale om de såkaldte frie valg, der har udløst en lavine af administration, styring og kontrol. Hvilket har udløst stress mv., der har bevirket at sygefraværet er vokset og er nu højere end ledigheden.

Kritikken af Mette Frederiksens 7. tese er i mine øjne helt misvisende, da den er en bekymring over vores forbrug og smid væk samfund på bekostning af miljøet. Men den vinkel er slet ikke med i kornikken, som fokuserer på, at miljøhensyn strider mod den induviduelle frihed og staten skal ikke sætte mål op for et nødvendigt forbrug, hvilket igen er i modstrid med det enkelte menneskes frihed står over alt andet.
Det kan siges, men så er Mette Frederiksens tese 2 " Pligter er vigtigere en rettigheder"også sprunget let og elegant over. I tese 2 står, der netop "Kun hvis alle føler et ansvar for fællesskabet, vil Danmark være et godt sted at bo."

I mine øjne er konikken mere et forsøg på at nedgøre Mette Frederiksen og hendes 9 teser end at prøve at deltage i en debat om ønsker for vor fremtidige samfunds udvikling.Netop det jeg ser som Mette Frederiksens mål med de 9 teser og som Helle Thorning forsøger at udbygge i disse dage med hendes 9 valgmuligheder..

Gad vide, hvilken vision, de to forfattere finder er gavnlig for samfundet i det 21. århundrede? Hvilket frihedsbegreb er det, de plæderer for?

Det er jo lidt mærkeligt, at frihedsbegrebet kommer til at svæve i luften som det samfundet i det 21. århundrede har brug for. Udefineret, som det er, men med en undertone af en (neo-)liberalistisk tilgang og uden en nuanceret stillingtagen til den dobbelthed og dialektik, der ligger begravet i problemerne omkring lighed og frihed.

Det er så meget mere mærkeligt set særligt i lyset af de problemer, der rejser sig på miljø- og klimaområdet, da det vil være problemer, som de to forfattere med al sandsynlighed vil komme til at mærke på deres kroppe i deres levetid. Lige præcis på dette område viser det sig, hvor risikobetonet et endimensionalt frihedsbegreb er. Ikke kun for samfundet i det 21. århundrede, men for menneskehedens samlede overlevelse. Hvis de ikke kan reflektere dette forhold, risikerer de helt at sætte al frihed overstyr.

Man kan også se teserne som et udtryk - eller et forsøg på - at håndtere den vanskelige balancegang, der er mellem frihed og lighed. Måske er det ikke særligt heldigt at starte med friheden, men det er sikkert gjort, fordi det er moderne (hvilket jo kan se af de to forfatteres ureflekterede holdning til begrebet) og a priori kan forudsættes som et gode.

Men sådan er det ikke i virkeligheden, på trods af en ihærdig ideologisk indsats fra liberalister (ikke det samme som det at være liberal) og neo-liberalister. Den enes frihed kan være den andens ufrihed. Derfor er frihed et dialogisk gode, men dialogen kræver lighed. Derfor er der et dialektisk forhold mellem frihed og lighed og det betyder, at når du bruger det ene ord, så er du nødt til som det mindste at tænke det andet.

Selvom jeg ikke er enig i prioriteringen i de socialdemokratiske teser er jeg enig i, at begrebsparret - også i den praktiske politik - ikke kan adskilles. Og jeg er helt uenig i, at et samfund i det 21. århundrede har nogen chance for at klare den igennem alene på frihedsbegrebet - i hvert fald, hvis der skal være tale om et civiliseret af slagsen.

Venlig hilsen