Kommentar

Staten som rollemodel

Når staten som ledelse først uddelegerer beslutnings- og ledelseskompetence og siden griber forstyrrende ind med målinger, kontrol og reguleringer, signalerer staten mistillid til sine ansatte. Vi får ikke støtte og ro til at lave det arbejde, vi er sat i verden for
Skolerne balancerer mellem at skulle besvare kaskader af undersøgelser vedr. rengøring, eksamen, administrative sagsgange, studievejledning, arbejdstid, økonomihåndtering osv. samtidig med, at de daglige opgaver også skal løses.

Skolerne balancerer mellem at skulle besvare kaskader af undersøgelser vedr. rengøring, eksamen, administrative sagsgange, studievejledning, arbejdstid, økonomihåndtering osv. samtidig med, at de daglige opgaver også skal løses.

25. april 2008

At være leder på et gymnasium er en fantastisk opgave. Ikke mindst under forandringsprocesser, hvor staten som overordnet ledelse har høje forventninger til, at dens institutionsledere styrer igennem og lever op til kravene. Men hvordan er det lige med statens egne leder-evner?

Gymnasierne overgik i forbindelse med kommunalreformen fra at være drevet af amterne til at være statslige selvejende institutioner. Året før blev gymnasiereformen sat i søen, og både fag og selvforståelse blev nyformuleret. Så med disse to reformer blev vores samlede indholds- og rammebetingelser smidt op luften. Det kalder på oprullede ærmer, engagement - og troværdig ledelse.

Gymnasiereformen har forståeligt nok været diskuteret i medierne, mens overgangen til selveje har haft en mere stille gang på jorden. Det fortjener den ikke, for den ved at blive et uskønt eksempel på rigtig dårligt statsligt lederskab.

Amterne var tidligere ansvarlige for gymnasiernes drift, dvs. bygningsvedligeholdelse, personale og løn, IT og udvikling. Da de blev nedlagt, var det bl.a. ud fra et ønske om en effektiviseringsfordel. Allerede inden taxametrets indførelse havde man spottet en besparelse - som staten så selv indhøstede.

Ideen var, at institutionerne skulle stå på egne ben. Ledelserne skulle styrkes og rustes. Undervisningsministeriet iværksatte en lang række kurser for at sætte os i stand til at tænke strategisk og planlægge langsigtet for at optimere undervisning og økonomi.

Alt under lup

Gymnasieledelsernes fornemmeste opgave var - sagde man med stor ministeriel pondus - at geare skolernes ledelser til at løfte de nye opgaver. F.eks. ved hjælp af overførte medarbejdere fra de amtslige forvaltninger, ved samarbejde med andre gymnasier, strategisk rekruttering eller opkvalificering af medarbejdere. Alt sammen helt i tråd med selvejets idé. Det var strategien den gang.

Men lynhurtigt oplevede skolerne en tsunami af ministerielle konsulentundersøgelser. Fire måneder inde i selvejet fandt et konsulentfirma f.eks. ud af, at skolerne via statslige indkøbsordninger kunne opnå betydelige besparelser. Og siden har skolerne skullet besvare kaskader af undersøgelser vedr. rengøring, eksamen, administrative sagsgange, studievejledning, arbejdstid, økonomihåndtering osv. Der er brugt monstrøse mængder at tid på dette arbejde, som vi har skullet finde samtidig med, at alle bolde skulle holdes i luften.

Konsulentfirmaerne er ikke alle stærkt belastede af viden om gymnasiearbejdet, og vi har således både skullet forklare konsulenter om gymnasiets vilkår og samtidig smilende forholde os til, at deres dagsorden udelukkende har været at finde besparelser.

Hovedløst

Seneste skud på stammen var udmeldingen om, at skolerne kan spare ved at deltage i såkaldte administrative fællesskaber, der skal varetage økonomi, løn og IT. Fuldstændig som amterne gjorde det! Når det indføres, bliver det formodentlig især de medarbejdere, som blev overført fra amterne, der igen skal flyttes til de administrative fællesskaber. Fra økonomimedarbejder i et amt, til administrationsmedarbejder på et gymnasium til lønmedarbejder i et administrativt fællesskab. Det er ikke nogen køn personalepolitik. Det er både strategi- og hovedløst. Og det er rent ud sagt dårlig ledelse.

Men ok, enhver kan begå fejl - også store fejl - og hvis man vitterligt kan spare penge, er det så ikke i orden? Er det ikke statens forpligtelse over for borgerne at forvalte samfundets ressourcer ansvarligt og effektivt?

Jo, det er det, og ingen ønsker mere end rektorer at spare penge og bruge dem på at forbedre undervisningen. Det er jo netop den mulighed selvejet giver. Bestyrelserne og rektorerne har - som herre i eget hus - et klart incitament til at spare, så man kan bruge midlerne på satsninger, som skolen har behov for. Men det er altså ikke det, der sker. Staten stikker uafladelig sine grovmotoriske fingre ind og vil detailstyre inden, vi rigtigt er kommet i gang. Staten ved, hvor vi skal spare - det har konsulentfirmaerne selv fortalt dem - og pengene, ja de går ikke til undervisningen. De går i statens lommer. Til politi- og fængselsforlig.

Mellemregninger

Noget helt andet er, at der er sat mange spørgsmålstegn ved undersøgelserne og de påståede besparelsespotentialer. Det er f.eks. svært at se fornuft eller besparelser i at gå den tunge vej væk fra amtet og så tilbage igen i nye fællesskaber. Der er nogle mellemregninger, der ikke stemmer. Selv om konsulentrapporterne ser tjekkede ud, så er de det ikke. Forandringsprocesser har det med at blive dyrere end først beregnet. Det er slemt, at processen underminerer den incitamentsstruktur, der får den enkelte ledelse til at lægge sig i selen for at effektivisere. Men det allerværste er, at processen er ødelæggende for troværdigheden og engagementet omkring selvejet. Den står slet ikke mål med al den forblommede lyrik om selvstyre, nye muligheder, styrket ledelse og lokalt engagement, gymnasieledelserne blev præsenteret for før selvejet.

Signalerer mistillid

At det ikke kun er rektorerne, der kæmper for ikke at miste det gode humør, vidner en rapport fra Gymnasierne Bestyrelsesforening om. Her lyder det f.eks.: "Det er svært for formændene at forstå, hvorfor man har indført selv-eje, når man fra statslig side alligevel ikke viser tillid og giver mulighed for lokal styring og lokale muligheder uden bureaukrati."

Når staten som ledelse først uddelegerer beslutnings- og ledelseskompetence og siden griber forstyrrende ind med målinger, kontrol og reguleringer, signalerer staten mistillid til sine ansatte. Vi får ikke støtte og ro til at lave det arbejde, vi er sat i verden for. I stedet bringes vi i forklaringsproblemer over for medarbejderne, fordi Undervisnings- og Finansministeriet simpelthen selv mangler en klar og sammenhængende ledelse og strategi. Vi ryster på hovedet og spørger:

Hvordan skal skolerne nogensinde tro på nytten af at spare, når staten udpeger områderne og bruger besparelserne på alt andet end undervisning? Hvordan skal skolerne nogensinde tage ministerielle udsagn om strategisk ledelse alvorligt, når staten i så henseende optræder som den værst tænkelige rollemodel? Hvordan skal skolerne i det hele taget tro på selvejets idé om at være herre i eget hus, når man bor til leje og hele tiden får inddraget lommepengene?

Hvis en så voldsom forandringsproces som selvejet skal lykkes, er der behov for en klar og troværdig ledelse fra en arbejdsgiver, der afstikker klare mål, viser tillid og giver rum, så skolerne kan nå dem. Det mangler vi.

Henrik Madsen er rektor på Stenløse Gymnasium & HF Jens Boe Nielsen er rektor på Nørre GymnasiumMere debat om gymnasieskolen på side 18

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske er der gået James Dean i den...

Tænker på, at der i 50'erne var en slags omvendt rollemodel. Antihelten. Ministrene i den nuværende regering fungerer som en slags antihelte.

Det er en generel tendens at samfundet mangler anerkendelse og tillidsskabende foranstaltninger. I disse år er forbud og undersøgelseskomiteer blandt favoritterne.

Det er en udbredt tendens at ministre står i opposition til deres forvaltningsområde. Jeg ved ikke om man forventer at det skaber den nødvendige dynamik der skal til for at udvikle området? Det er måske mere for at tækkes den paradoksale modstand, der ligger i demokratiske strukturers behov for flertal. Vi ser i disse år en "Haarderfisering" af ministerier befolket af politikere, der glimrer ved manglende viden, indsigt og empati. Sommetider endda åbenlys mangel på lyst til at lytte til de mennesker, hvis område de er sat til at forvalte. Vi kan plukke frit fra listen: Helge Sander, Claus Hjort Frederiksen, Karen Jespersen, Troels Lund Poulsen. Det er en tendens.

Efter snart en menneskealder i Bertels Haarders tjeneste, først som elev i 70'erne og idag som far til to børn i den folkeskole han bestyrer kan det være svært at bevare optimismen med hensyn til det repræsentative demokrati. I min computer kan jeg finde til flere kilo papir med rasende og frustrerede litterære jogging-ture for at få renset det indre system. I modsætning til vores maniske undervisningsminister beholder jeg mine fremprovokerede tanker for mig selv. Jeg tager hatten af for Henrik Madsen og Jens Boe Nielsen der stadig mener at man kan tale fornuft med et generelt så manisk menneske som Bertel Haarder.

Jeg ved at Bertel Haarder er elsket af mange, fordi han tør tale undervisningsmiljøet imod. Han tager gang på gang kegler hjem i alle de miljøer, der IKKE har med undervisning at gøre. Jeg mener der skal være plads til alle mennesker på det danske arbejdsmarked. Også mennesker med problematiske sociale kompetancer. Men ikke nødvendigvis på ledelsespladserne.

Det er nemlig en kendsgerning at blandt lærere og elever er der nu som i 70'erne en afgrund mellem Bertel Haarder og det ministerielle opdrag han har i sine benede hænder. Den skadefro han skaber udenfor skolemiljøet er omvendt proportionel med den mangel på tillid, tiltro og forståelse der er imellem ham og f.eks. Danmarks Lærerforening. Rollemodellen her er kampen imellem Bertel og Bondo. Ikke noget andet.

Jeg har tit ønsket mig muligheden for to stemmer til folketingsvalget. En for og en imod. Sikken en drømmeudvikling af det repræsentative demokrati at kunne stemme imod at Bertel Haarder skulle repræsentere det område, der betyder så uendelig meget for mig.

Tak for artiklen til Henrik Madsen og Jens Boe Nielsen.

Det er deprimerende, at en så åbenlyst inkompetent og følelseslabil politiker som Haarder er den undervisningsminister, der har siddet længst i Danmarks nyere historie.

Resultaterne er derefter.

Det usle, ulærde, og primitive, der er dårskab for Verden, men visdom for gud.
Verdensånden der styrer forbundet af stat og alter.
Afmagt og slethed i den menneskelige natur. At være sig sin afmagt bevidst, at foragte sig selv, at knuges af følensen af sin egen syndefuldhed og slethed er tegn på godhed. Paulus.
Tanken om menneskets værdiløshed og intethed, lydighed og underkastelse under staten. Augustin, Calvin, Luther.

Sapientia og Sofia.
Latin og græsk) Visdom = smag, det vil sige at være god til at smage forskel på tingende, hvorefter det at " have smag" bliver til at være klog og viis.
Ingen sti er længere sikker, end ikke grisestien.

@Per Vadmand

... inkompetent og følelseslabil...

Hvilken elegant formulering, vi andre plejer bare at kalde ham Bertel Bims.

Tja, nu prøvede jeg at være saglig. Jeg har mødt manden og kender flere, der har arbejdet sammen med ham, og jeg er tilbøjelig til at give dig ret.

Så dog i dag morgen- tv, at manden læser andersandblade - et forsonende moment.