For to et halvt år siden døde min far pludseligt af en blodprop i hjernen. Han var 61 år, havde et hårdt fysisk arbejde på en betonfabrik og havde døjet med blodtryksproblemer et stykke tid. Godt nok havde han fået en 'advarsel' i kraft af en mindre blodprop, som passerede. Min far tog advarslen alvorligt og forsøgte at leve mere sundt, arbejde mindre og i det hele taget passe bedre på sig selv. Desværre nåede disse livsstilsændringer ikke at få effekt, og min far døde alt for tidligt, og uden at vi efterladte var forberedte eller klar til den drastiske ændring i vores liv.
Min far havde ikke taget stilling til, om han ville donere sine organer. Det betyder helt konkret, at inden man slukker for respiratoren, så må personalet på hospitalet spørge familien, om man vil donere organer. For i så fald skal den afdøde, som nu mekanisk holdes i live af respiratoren, køres på operationsstuen. Det er en meget tung beslutning at træffe henover dødslejet, mens respiratoren i baggrunden hvæser. I vores familie var vi ikke enige, men det endte dog med, at vores far skulle donere. Jeg tror, min far ville have bakket op om beslutningen. Han var altid den, der ville hjælpe andre, men det havde nu altså været bedre, hvis han selv havde taget stilling til det store spørgsmål.
Min far er nu langt fra den eneste, der ikke når at tage stilling, mens tid er. Faktisk er kun omkring 10 pct. af befolkningen registreret som organdonorer. Derfor er der mangel på organer til alvorligt syge. Lige nu er omkring 650 danskere på venteliste til et 'nyt' og livgivende organ - og nogle af de 650 dør, mens de venter. Der er altså god grund til også politisk at gøre noget. Konkret kunne jeg forestille mig, at stillingtagen blev gjort obligatorisk. Det kunne f.eks. gøres sådan, at alle automatisk tilmeldes donorregistret, når man fylder 18 år, og vil man ikke være donor, kan man så selv melde fra.
Det er muligt, der findes bedre metoder, men jeg synes, vi bør gøre noget. For hver eneste dag er der danskere, der lider, og venter i længsel om at få en chance til. Min fars død gav en, eller måske ligefrem flere, en ny chance. Det, synes jeg, er flot at tænke på - og jeg ville ønske at endnu flere fik taget stilling!
Læs mere om organdonation på www.sundhed.dk eller www.transplantation.dk
Det må da stadig være den enkeltes ansvar at tage stilling.
Skal vi virkelig ende i en situation hvor en døende bliver betragtet som asocial, hvis han/hun er så egoistisk at beholde sine organer og tage dem med i graven?
Det næste bliver at vi skal pege de egoister ud, der ikke lever sundt nok så deres organer bliver ubrugelige?
Dette etiske spørgsmål om organdonation bør forblive et privat anliggende, uden tvang.
med venlig hilsen
Lennart
At mennesker nu skal opfattes som et reservedelslager, synes jeg er dybt anstødeligt.
At man ligefrem skal have krav på andre menneskers organer, er udtryk for en fuldstændig vanvittig rettighedsideologi.
Der må sgu være en grænse for forbruger- og rettighedssamfundet.
Menneskelig værdighed, om jeg må bede!
"At man ligefrem skal have krav på andre menneskers organer, er udtryk for en fuldstændig vanvittig rettighedsideologi."
Man har jo altså heller ikke krav på andre menneskers organer. Specielt synes jeg slet ikke man skal have organer, hvis man ikke selv er villig til at donere.
Det eneste, der kræves af en, er at man tager stilling til hvad der skal ske med ens krop efter at man er død, så andre ikke skal sidde med den beslutning.
Kære HB!
Der har jo seriøst været luftet tanker om, at med mindre man protesterede vildt og voldsomt, så skulle ens organer være til fri afbenyttelse efter ens død. Deraf min bemærkning om krav på.
Personligt vil jeg hverken modtage eller afgive organer (mine er i øvrigt nok også så slidte af mange års brug, at de er lige til krematoriet).
Jeg er både bloddoner og organdoner.
Hvorfor det?
Livet.
Men. Jeg har en dreng på 11 år. Hvis han var hjernedød i et trafikuheld, ville jeg da give hans organer væk, drengen kan jo ikke selv tage stilling?
- Et andet menneske med hans hjerte? Ups. den er svær.
Sådan som jeg er sammensat vil jeg tro jeg kunne gøre det.
Ånden er rejst, som Dalai Lama sagde. Hvis kroppen kan bruges til LIV tjaaa... Det er o.k.
Så kommer det der kunne bremse mig: Hvordan behandles kroppen af kirugerne, det er det der kunne stoppe mig i en giverproces, hvordan det behandles, det der tages ud, hvordan vi behandles, imens vi muligvis stadigvæk ikke er så langt væk... Men kun lige begyndt... En helt ukendt rejse.
Kom igen, når tandbehandling er en del af det offentlige sundhedstilbud, så kan vi tale om det.
Det er kun få dage siden at en hjertelæge meldte ud at dårlige tænder er skyld i mange ødelagte hjerteklapper. Så når man ikke vil bruge penge på forebyggelse, hvorfor skal vi andre så lægge reservedele til nogle af de dyrest former for behandling der findes For at behandle syge, der ikke ville være syge hvis man havde forebygget.
Organdonation sætter også den syge i et ondt dilemma: Vedkommende skal ligge og håbe på at én dør.
For mig personligt er det en 'no-brainer' hvis jeg er død skal jeg ikke bruge mine organer, og hvis de kan give liv til et andet menneske, så hent kirurgen! Tænk at kunne redde et menneskeliv selv efter ens egen død, det er da fantastisk.
hvorvidt det skal være lovpligtigt at done, det mener jeg ikke, men jeg vil da stærkt anbefale at man arrangerer loven sådan at man skal lave et 'aktivt fravalg' istedet for et 'aktivt tilvalg'.
Er det en god ide at tage stilling? Ja bestemt. Det gør livet lettere for evt efterladte.
Er det en Pligt at tage stilling? Det kan jeg ikke se. Min krop er min, ikke samfundets, og jeg har derfor ikke en Pligt til at stille den til rådighed. .
Det er nu en god ide at gøre det, men det er ikke, og bør ikke være en pligt