Kronik

Taleban er trængt i defensiven

Taleban er reduceret fra en kompromisløs bevægelse, som umuliggjorde en positiv udvikling i Afghanistan, til en intern regional oprørsbevægelse. Sender NATO flere soldater til Kandahar og Helmand, kan Taleban have udspillet sin rolle i 2009
I takt med at Afghanistans hær bliver stærkere, vil Taleban fokusere sine angreb på politiet (ANP). Her kropsvisiteres en mand af politiet kort efter et Taleban-angreb mod et af politiets checkpoints i Kandahar-provinsen.

I takt med at Afghanistans hær bliver stærkere, vil Taleban fokusere sine angreb på politiet (ANP). Her kropsvisiteres en mand af politiet kort efter et Taleban-angreb mod et af politiets checkpoints i Kandahar-provinsen.

Allauddin Khan

Debat
21. april 2008

Går det frem eller tilbage i Afghanistan? Det spørgsmål er der i øjeblikket lige så mange bud på, som der er involverede parter. NATO siger, det går godt. Medierne siger, NATO er i vanskeligheder, og vores egne soldater beder om at få arbejdsro.

Noget entydigt svar på, hvordan det går, er der derfor ikke, men jeg mener, der findes indikatorer, som peger i retning af, hvordan tingene står til i øjeblikket. De kan være med til at kaste lys over et situationsbillede, som ofte mudres til af enkeltstående handlinger.

Stigende vold

Først vil jeg gerne gøre op med de generelle myter om situationen i Afghanistan, sådan som den tit fremstilles i de internationale medier.

Det første myte er, at mange kommentatorer konkluderer, at den stigende vold er et resultat af Talebans fremmarch.

Det er korrekt, at volden i landet har været stigende over de sidste to år, men det skyldes ikke Talebans fremmarch. Det skyldes NATO's fremmarch.

Volden - som oftest er kamphandlinger med Taleban - tog for alvor til i styrke, da canadierne under Operation Medusa i 2006 rykkede frem i Panjwayi og Zhari-distrikterne i Kandaharprovinsen. Områderne var frem til det tidspunkt kontrolleret af Taleban.

Taleban har i løbet af de seneste to år tabt en stor del af det territorium, de engang kontrollerede. Senest var i slutningen af 2007, da NATO angreb Musa Quala i Helmand. Den stigende vold er et tydeligt bevis på, at de ikke opgiver disse områder uden kamp.

Den anden myte lyder, at Taleban ikke har en overordnet kommandostruktur. At de består af en uorganiseret blanding af forskellige interessegrupper, som bruger vold.

Det er også forkert. Taleban er den eneste operationelle oprørsbevægelse i Afghanistan, som har kapacitet til for alvor at true den afghanske stats fremgang. Talebans kommando er struktureret med et slags statsministerium - Det Indre Shura - hvor de overordnede beslutninger tages. Det Indre Shura har 18 medlemmer, en leder - Mullah Omar - en souschef, og resten fordelt på tre bestyrelser: En politisk, en militær og en administrativ. På samme måde som i Vesten, så bliver en ny leder udnævnt, hvis den siddende bliver fanget eller slået ihjel i krig.

I efteråret 2007 beviste Taleban sine kommando- og kontrolevner, da FN fik sikkerhedsgarantier fra Taleban til et vaccinationsprogram i det sydlige Afghanistan. Mens kamphandlingerne imod NATO-offensiven forsatte, var denne Talebansikring god nok til, at FN kunne gennemføre programmet uden stort besvær med Taleban i området. Et klart bevis på en velorganiseret og struktureret organisation.

Regional bevægelse

En sidste myte er, at Taleban er en national bevægelse. Taleban i dag kan bedst beskrives som en regional bevægelse tæt forbundet med Pashtun-stammen, som strækker sig ind over grænsen til Pakistan. I øjeblikket er de meget pressede af ISAF på deres sydlige hjemmebane i Kandahar- og Helmand-provinserne, og deres magt er begrænset til nogle bestemte områder, hvor de har sympati fra de forskellige grene af den pashtunske stammebefolkning.

Kort sagt: Et stort flertal af afghanerne støtter ikke Taleban og deres ideologi. Der findes endda et lille flertal af pashtunere, som ikke støtter dem mere. Ydermere er der ikke et eneste nationalt medie, som støtter Taleban.

En god dag

Der har gennem de seneste måneder lydt intern kritik af NATO-landenes indsats i Afghanistan. Canada har ligefrem truet med helt at trække sig ud, fordi landet er utilfreds med fordelingen af opgaver og flere af de andre NATO-landes bidrag til indsatsen i de farligste provinser. Men Canadas trussel om at trække sig har mere at gøre med landets ønske om at blive, end med et oprigtigt ønske om at trække sig ud. Det handler alene om at lægge politisk pres på andre for at få fordelt opgaverne mere ligeligt.

Canadiernes situation i Afghanistan er den mest ekstreme af de allieredes. Canada har dækket det farligste område i Afghanistan i over tre år, nemlig den sydlige Kandaharprovins. Den er Talebans vugge og hjerteland. Med blot 2.500 soldater står canadierne over for hoveddelen af Talebans samlede styrke. En god dag for Canada i Kandaharprovinsen i efteråret 2007 var, når der i løbet af 24 timer var mindre end 25 angreb eller kamphandlinger med Taleban!

Sammenlignet med det næstfarligste sted i Afghanistan - det er der, hvor danskerne og briterne er, i Helmandprovinsen - er der her cirka 6.000 britiske soldater og vores egne 700 soldater. En god dag i Helmand er mindre end 10 angreb om dagen!

Og det kan vi så igen sammenligne med en provins i nord, hvor der sidder omkring 6.000-7.000 soldater fra hovedsagligt Tyskland og Frankrig. Her taler de ikke om gode dage, men om gode måneder, hvis der på en måned er mindre end fem angreb!

Det ser nu ud til at Canadas pres bærer frugt. De får sandsynligvis 1.000 flere soldater. Dermed bliver Canada til 2011. Det ændrer dog ikke ved, at NATO-logikken fortsat er at placere det færreste antal soldater i de mest voldsomme områder.

Valget i USA

På den amerikanske hjemmebane fylder præsidentvalget i november allerede meget. Netop det valg kan få direkte operationel effekt på krigen i Afghanistan med hensyn til at få flere soldater. Hvis demokraterne vinder, kan der forventes flere amerikanske soldater til Afghanistan på grund af en tilbagetrækning af amerikanske soldater fra Irak. Hvis canadierne er glade for en forstærkning på 1.000 soldater, så er det ikke svært at forestille sig, hvad det vil sige til at få frigjort 10.000 af de 150.000 amerikanske soldater i Irak.

Det vil samlet set forbedre ISAF's effektivitet, nedsætte missionens varighed, mindske antallet af dræbte soldater og mindske udgifterne. Vinder republikanerne derimod, så kan man forvente, at den nuværende situation forsætter, fordi republikanerne hellere vil beholde tropperne i Irak.

Mange mener, NATO er under et bestemt tidspres med hensyn til opgaven i Afghanistan, men det er faktisk Taleban, som er under ekstremt tidspres for at sikre en fortsat betydelig tilstedeværelse.

Folkeafstemning

Årsagen er, at Taleban godt er klar over, at Afghanistan National Army (ANA) forventes at blive stærk nok til at overtage alle opgaver i løbet af de næste tre til fem år. ANA er allerede meget respekteret landet over, og Taleban vil hellere fokusere sine angreb på politiet (ANP) i stedet for ANA. I 2009 står Afghanistan over for en folkeafstemning, og det er sidste chance for Taleban at etablere sig som en aktør på nationalt plan som en slags hovedrepræsentant for Pashtun-stammen og dens territorium.

Der foregår allerede 'stiltiende' forhandlinger, hvor gevinsten ved eventuelt at indgå forhandlinger før 2009-afstemningen evalueres. Der er lagt forslag på bordet som indeholder et klart billede af en regionalisering af Pashtunområdet (14 provinser) under Talebans styring. Samtidig strækker de sig for at bevare militært pres på den afghanske regering med særligt fokus på det ANP.

2009 er Talebans sidste chance for at etablere en legitim politisk tilstedeværelse, før en afghansk regering med et meget effektivt ANA kan gøre det svært for oprørerne nogensinde at komme tilbage på den politiske bane igen.

Frem mod 2009 kan vi desværre forvente flere selvmordsangreb fra Talebans side. De kommer som følge af militære tab på slagmarken, og derudover er de yderst effektive i forhold til at lægge pres på den afghanske regering før eventuelle kommende forhandlinger.

Fremgang

Der har siden 2006 været konkret fremgang i Afghanistan. Taleban er reduceret fra en kompromisløs ideologisk bevægelse, som umuliggjorde en positiv udvikling i Afghanistan, til en intern regional oprørsbevægelse, der er afhængig af støtte fra Pashtun-stammen, som efterhånden er ret begrænset. Taleban er i dag en regional oprørsbevægelse med en begrænset levetid, hvis ANA forsætter sin udvikling. Dermed er den drivende ideologi om fornyelse af islam ikke længere salgbar for det afghanske flertal. De fleste afghanere ser Taleban som en blanding af fundamentalistisk islam og Pashtunwali - en stammekode for Pashtun-stammen. Den danske indsats i den sydlige Helmand-provins har ydet et synligt fokuseret, professionelt og betydningsfuldt bidrag til denne militære succes. Nu handler det om at prøve at maksimere ISAF's effektivitet, så vi kan nå målet med de færreste tab af soldaters liv.

William Mitchell er ph.d. og forsker ved Institut for Ledelse og Organisation ved Forsvarsakademiet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her