Tankevækkende til det humoristiske er det at læse Bent Blüdnikows udtalelser om Information i fortiden. Dengang, '68 ikke var et misbrugt begreb, men den skinbarlige virkelighed og en del af dateringen.
Blüdnikow (født 1954) er af årgang ikke gammel nok til at være 68'er og bærer en umanerlig bitterhed over perioden og dens udskejelser, både de reelle og de mere fantasifulde reelle. Også bitterhed over alt det gode, som også var disse års varemærke.
Udskejelserne, mener Blüdnikow og andre neokonservative og hyperliberalister med ham, bør der bødes for.
De, der priste Mao i sutsko og ikke i hver sætning før og siden fordømte DDR, skal vandre bodsgang, piske sig selv med skorpioner og bekende - åbenbart gælder det mest dem, der færdedes på dette dagblad.
Her skal man ikke være blind for, at Bent Blüdnikow er ansat hos en konkurrent. Blot for at minde om den detalje, inden glorien blænder.
Folk - der i det glade ungdomsoprørs dage som oftest i ungdommelig entusiasme havde slået kritikken fra, når det gjaldt de store eksperimenter i Østen, der var så rød mor - sidestilles i den Blüdnikow'ske dystre verden med det usleste usle.
Disse forfærdelige 68'ere skal krepere, før historikerne kan få albuerum og fortælle, hvad Blüdnikow vil læse.
Som nazi-besættelsen
Det forholder sig som med den tyske besættelse af Danmark. Mener Blüdnikow. Danmark var på det nærmeste besat, dengang Ebbe Reich, Eyvind Larsen og de forenede åndsboller og talte så hengivent om den kinesiske diktator, dengang Ralph Pittelkow sad begravet i hår og skæg og docerede marxistisk litteraturteori på Københavns Universitet, Lars Hedegaard skrev den kedeligste fundamentale verdenshistorie, der er skrevet i hele verdenshistorien, og Karen Jespersen ville have afvigere stenet ved daggry. Jo, der var gang i den.
At der også var folk der ikke var helt så hidsige, men mente at visse opbrud i vaner og forestillinger kunne være på sin plads, er selvsagt af mindre betydning for hævnende engle som Blüdnikow. For nu at komme helt nede på jorden: Hvem fanden tror han egentlig, han er? Bent Jensen eller hvem!
Hvilken særlig indsigt og moralsk overhøjhed berettiger Blüdnikows højesteretslige attitude over for nogle bevægede og forvirrende år, der var mangfoldig.
En periode i hvilken den sekteriske dyrkelse af maoismen og andre af den slags mere eller mindre velfunderede fjollerier fyldte lige så meget som mange af de dyrkendes kolossale egoer, men i øvrigt havde lige så lidt intellektuel bonitet og vægt som de overvejende samme uselvstændige opportunistiske personers hysteri og hykleri på den modsatte fløj i vore dage.
Sådanne personers rundtur i manegen behøver man ikke vente med at studere, til de dør. Blüdnikow kan roligt gå i gang med et kildestudium af deres adfærd og bemærkelsesværdige udvikling og for en gangs skyld lade insinuationerne om arme Jørgen Dragsdahl ligge.
Blüdnikow vil ifølge sig selv gerne have lys over land; dét er hvad, det drejer sig om, bedyrer han, deraf hans store nidkærhed.
Højrefløjens passivitet
Han går i Information-interviewet forleden med på, at man kan lave parallelle studier over højrefløjens betagelse af Sydafrika under apartheid, den almindelige danske borgerlige ligegyldighed over for højrediktaturregimerne i Portugal og Spanien og accepten af USA's forbrydelser i Vietnam og Mellemamerika. Kritik af USA blev i de borgerlige medier for resten systematisk - som nu til dags - stemplet som antiamerikanisme, skønt et flertal af amerikanerne selv var imod krigen.
Det er en god idé at få den side af 1960'erne og 70'erne belyst. Fascinationen af Kina, så uendeligt lidt dette langt mere lattervækkende end opskræmmende fænomen i Mao-sutter og den lille røde proppet med banaliteter i realiteten betød, er efterhånden vendt og drejet til bevidstløshed.
I det hele taget, som denne klumme før har bemærket uden at høre bifaldet, var højrefløjens passivitet det mest bemærkelsesværdige i tiden.
De, der nu har travlt med tilbagevirkende kraft at bebrejde sværmeriet for socialismen og det alternative samfund, var dengang påfaldende upåvirkede af skurkestregerne og overskueligt engagerede i kampen for menneskerettighederne.
Dengang der endnu ikke var blevet et dansk politisk skældsord. Man behøver ikke være død for at kaste lys over de datidige borgerliges overvejende og stiltiendeaccept af undertrykkelsen af folk både her og der. Sådan set gjorde de heller ikke ret meget nævneværdigt for at få lempet vilkårene i østblokken. Så lidt der nu var at gøre. Men det var ikke, fordi der ligefrem var opløb af KU'ere foran den sovjetiske ambassade. Eller fordi der var ekspektancelister for at blive arbejdende medlem af Amnesty International; vist den eneste organisation, der aktivt gjorde noget for de pryglede aber i Øst og Vest. Jo, der var et par kristne organisationer, der sendte bibler til Sovjet, hvilket jo var agtværdigt, men nok ikke gavnede staklerne i lejrene ret meget.
Man kan sådan set godt forstå Blüdnikows og ligesindedes næsten dyriske raseri over en fortid, som in casu Blüdnikow er så edderspændt rasende over, at han end ikke indrømmer datidens vidners udsagn værdi i historisk forstand. Lige som besættelsesgenerationen, hvis udsagn man altså heller ikke kan lægge vægt på. Mener altså Blüdnikow, hvilket er det rene vås.
Blüdnikow had
Meget glimrende historieskrivning blev præsteret af periodens egne agenter som første bud på de fem forbandede år. Men man kan som antydet begribe vreden, den destruktive afmagtsfølelse, mindreværdet og - for nu at sige det, som det i hvert fald virker, når Blüdnikow ruller sig ud: hadet. Der skete så meget fra '65 og de næste 10-15 år frem, så store omvæltninger i de menneskelige samværsformer, i sexliv, kunst og pædagogik og meget andet, at eftergenerationen af disse gode grunde ikke rigtigt fik fingeren ud. Der var ikke så meget andet at tilføje end reaktionær surhed. Vreden over den kendsgerning, forargelsen over de 10 år ældres dominans, bitterheden og den ofte personligt rettede afsky, er jo dybest set også, hvad der driver regeringsflertallets nøglepersoner, der med vold og magt forsøger at omgøre alt, der blot har en svag lugt af det kulturradikale gennembrud.
Det fra 1930'erne eftermoderne gennembrud, det gennembrud der blev ført videre igennem i det 30 år senere - af besættelsestiden forsinkede - ungdomsoprør i 1967-68 og ind i 1970'erne.
Det er da lykkedes at destruere meget. Flertallet - med Dansk Folkepartis ideologiske landsbypræster og undervisningsminister Haarder som kraftfelter sekunderet af 180 grader omvendte 68'ere - går ikke sporløst over landet.
Meget er borte; en del der ikke fortjente bedre; meget godt eller ikke så tosset endda er ødelagt måske for tid og evighed; og endnu mere venter utvivlsomt på at blive onduleret om i nationalreaktionens og en ensretningens navn. Måske er en nypuritanisme et tegn på, at også den del af gennembruddet skal rulles tilbage. Det er nu nok mindre sandsynligt. For mange danskere, uanset sympatier med så meget andet snæversyn, nyder godt af en fri seksualmoral.
Man kan trods alt ikke nedfinde opfindsomt legetøj som p-pillen og viagraen. Så i bund og grund: Hvor den adfærd lever og ånder frit, har '68 vundet. Det har Bent Blüdnikow og de andre sure halvgamle løg godt af.
Og selvfølgelig kan man skrive samtidshistorie, før folk kradser af.
Bent Blüdnikow kan begynde med Fogh Rasmussens kreative bogføring. Stærkt hvis un vrai reactionaire lagde ud.
Bla bla bla, kan Blüdnikow, Metz og andre ligesindede ikke lade 1960erne ligge og koncentrere sig om verden efter 2001? Ja, jeres utrolige navlepilleri og selvretfærdige artikler, kronikker og indlæg var spændende i starten, men nu er de trættende og debatten kommer ikke videre.
I modsætning til de nævnte "overløbere! er hr. G. Hetz ikke blevet klogere,-
han udviser fortsat en fanatisme, som er en bedre sag værdig.
Er han liniebetalt?
Giver Søren Nørbak ret Blüdnikow, har fået spalteplads nok.
Metz du har mange skæve vinkler i dine klummer (det var positivt ment). Derfor vil jeg gerne høre om du ikke kunne skrive en klumme om Venstres og i særdeleshed Hjort Frederiksens forsvar for Løkke Rasmussens manglende evne med at kende forskel på eget og sit offentlige betalingskort.
Smukt lige på kornet Metz – giv tumpen sparket – vi har hørt nok
(og så siger de i øvrigt at han var trotskist engang vorherre bevar mig vel endnu en angrende bolsjevik)
Var det efterhånden ikke på tide at fokus skiftede lidt. Vi mangler at folk begynder at funderer lidt over alle de nødvendige og kulturelt frigørende ting der skete dengang i 60erne. Plads til mere og bredere musiske udtryk, sexuel frigørelse, PH, mere blandet musik i radioen – for bare for at nævne noget. De store borgerrettighedsbevægelser i USA og andre steder, hvis antiracistiske storm år for år tiltog i styrke og fejrede triumfer over hele verden. Alt det der handler om større albuerum, blads til at man kunne være anderledes hvad enten det gjaldt hårdlængde, påklædning, hudfarve, sexuel orientering you name it
Frihed Frihed Frihed
Det var ti året for reel kulturrevolution hvor man tog livtag med racismen og respekten for at være, tænke og leve anderledes, og så skal vi alle sidde og vade rundt i at der var et par enkelte fjumremikler som blev militante ud i det outrere i løbet af 1970erne. Og det, uanset at disse stort sit aldrig var stærke nok til at opnå valg til tinge og aldrig fik ret meget indflydelse end ved et par demonstrationer i ny og næ.
Den reelve venstrefløj til venstre for Socialdemokartiet var de dominerende kræfter først og fremmest repræsenteret på tinge af SF og i perioder af VS. Det var en demokratisk venstrefløj der kæmpede for udvidelse af demokratiet og udvidede borgerrettigheder
Georg Metz er simpelt hen besat af Anders Foghs kreative bogføring i hans skatteministertid. At Maos dispositioner kostede næsten 80 mio mennesker (Stephane Courtois) livet, synes Metz åbenbart er et mindre problem.
Mao er død og er dermed forholdsvis uskadelig.
Anders Fogh er ikke død ...
Synes du ikke, Jørgen Duus, at det er ligeså forfærdeligt, at markedet hvert år lader millioner dø af sult? Ved ulykker pga. lemfældig sikkerhed på arbejdet? Og ved langsomt mord pga. underlødige fødevarer og brug af kemiske stoffer, hvis fatale virkninger man i bedste fald ikke kender, og i værste fald ignorerer?
Ingen ideologi har så mange liv på samvittigheden som kapitalismen.
Jakob Schmidt-Rasmussen skriver :
"en anden af dikatorens "geniale" ideer var, at udrydde småfugle fordi de åd sædekornet på markerne" .. ja, det er jo en temmelig grotesk historie .
Det bliver interessant at se hvad eftertiden vil mene om det kloge i at
brænde mad af i vore biler .. og hvor mange ofre den saakaldte
"frie markeds-økonomi" har krævet .
Ikke fordi jeg paa nogen maade er/var Mao-fan men maaske var han
ikke kun en morderisk tyran som denne artikel af en forstandig ældre
dame der rent faktisk boede i Kina i 1970'erne argumenterer for :
http://www.cumberland-news.co.uk/life/viewarticle.aspx?id=479889
Ja og så er der bilerne.
Jeg mener hvis vi nu skal udpege den største massemorder i det tyvende århundrede - så kan der jo ikke være nogen tvivl PeterH - hans navn er -
HENRY FORD!
Der er ingen der har flere menneskeliv på samvittigheden, og så har vi endnu ikke talt om Co2 og anden forurening, støj og alskens sygdomme og alle pindsvinene....
Jørgen Duus, Metz (og vi andre) har større muligheder for at standse Fogh end standse Mao.
Og Jesper snakker sort som sædvanligt. Hvad er pointen med dit indlæg?
Ang. "Mao er død, Fogh er ikke":
Mao, Stalin og Hitler er relevante at huske på, selvom de alle tre er døde. For de var ikke bare farlige som mennesker, men især som ideer - utopisk totalitaritet, som sætter ideen over mennesket og menneskeliv. At trække på skuldrene og sige "Nå, men han er altså død - så hvorfor snakker vi stadig om dengang, jeg tilbad ham?" viser, hvor bydende nødvendig selvransagelsen er.
At Metz skriver noget så affejende som "så uendeligt lidt dette langt mere lattervækkende end opskræmmende fænomen i Mao-sutter og den lille røde proppet med banaliteter i realiteten betød" om en mand og en ideologi som kostede 40-80 millioner mennesker en smertefuld død (det er bl.a. en langsommelig og ubehagelig proces at sulte ihjel), viser, at han ikke engang har erkendt, hvad problemet var.
Jesper, det indlæg forstod jeg HELLER ikke. Du bliver mere og mere kryptisk.
Foråret I Prag var bestemt påvirket af den generelle friheds og borgerettigheds bølge som fejede henover verden, men lige som Chile i 73 blev det nedkæmpet af reaktionære kræfter blev dett blomster skud også. Blomsterskuddet i USA blev også nedkæmpet samme ord de5t krævede bare et par kugler mod enkelte personer og det var med til at skubbe på radikaliseringen og en tiltagende fortvivlelse og opgivelse af USA som leder af noget som helst godt
Hvor var du forresten hende Jesper da jeg og andre venstreorienterede samlede penge ind og demonstrerede til fordel for Solidaritet i Polen? Vi var der alle, SFere (som mig), Socialdemokrater VSere ja der var sågar Trotskister blandt os - men vi så ingen borgerlige? Var det fordi de kaldte sig fagforeninger dernede?
"jødedrenge" - det er længe siden jeg ligefrem har fået udmærkelser - takker - så længe man ikke anklages for at være et arisk overmenneske al Johnni Hansen :)
Hvor ville det være fantastisk, hvis folk fejede for egen dør, i stedet for at sende hele renholdningsselskabet hen til naboen.
70'ernes leflen for totalitære styrer var utålelig - uanset, om det var Maos, Sovjet, Cuba eller Pinchet, eller andre. Gudskelov virker det til, at nogle i mellemtiden er blevet klogere.,
Derfor ville det være så meget desto mere fantastisk, hvis de kunne fortælle os, hvad det var, der fik dem til at koble hjernen fra i ungdommen. Det ville måske kunne hjælpe os andre til at forstå bevægelser som Hizb ut Tahrir og give det demokratiske samfund nogle værktøjer til at imødegå deres tiltrækningskraft på unge mennesker.
Så her er til Georg Metz: Hvis 70'ernes udskejelser blot var den grinagtige ligegyldighed, som du forsøger at give indtryk af, hvad havde det så krævet, for at du og andre havde opdaget det i tide, så vi havde sluppet for at høre på alt jeres ævl om revolutionen dengang - og på Bent Büdnikow nu?
På/i Cuba skal man tage blaffere op. (Loven gælder dog ikke for turister.)
Hvad skal man mene om den slags?
Ok jeg misforstod. Men vil i øvrigt godt påpege at dine bemærkninger desangående stinker af antisemitisme - er du ny-nazist Jesper?
Hvis du nu vidste bare en meget lille smule om SF (og VS) så ville du vide at der ikke var ret mange der var mere håbefulde hvad angår foråret i Tjekkoslovakiet og derfor ikke ret menge der kunne have været mere fortvivlede da de der sovjet tankks rullede ind Jesper.
Du har øjensynligt forbandet lidt viden om hvad den virkelige venstrefløj i Danmark handlede om. De sovjetvenlige kræfter var stort set reduceret til 0 i Danmark de sidste 50 år, siden DKP blev splitet i 1958 har de stort set ikke være repræsenteret på tinge
men herudover tror jeg både Metz og Blüdnikow er lykkelige over at de ikke ligner 'ariske overmennesker som Johnni Hansen, hverken hva angår overvægt, hovedprofil eller mental formåen Jesper
Kære G. Metz.
Det er så dejligt at læse dine kloge ord.
Jeg tænker, at det desværre er spildte ord på Balle Lars. Niveauet på højrefløjens svar er så lavt, at det ikke giver mening at diskutere med dem. Det er den sædvanlige antisemitisme og historieforfalskning.
Jeg synes, vi skal bruge vores tid på at få venstrefløjen trukket op af sumpen. Vi skal have mere klasse og mere kamp. Vi er i en historisk situation. hvor fagforeningerne kunne have kæmpet for bedre forhold. De har medlemmernes opbakning. Hvad ligner det så, at formanden i BUPL ønsker forlig? Vi skulle have kæmpet for bedre forhold i skoler, daginstitutioner og ældreplejen. I dag udstøder det offentlige arbejdsmarked flest ansatte. Overenskomsten skulle have været brugt til at sætte livskvalitet på dagsorden. Medlemmerne var parate.
Kære George Metz.
Jeg håber du fortsat bidrager med dine kloge ord i kampen for en bedre verden.
Hans Jørgen Lassen:
"På/i Cuba skal man tage blaffere op. (Loven gælder dog ikke for turister.)
Hvad skal man mene om den slags?"
At det er sund fornuft at fylde bilerne op - i det omfang, vi overhovedet vil acceptere privatbilisme. At køre alene rundt i sådan en forurenende dåse hver dag er rent ud sagt noget svineri.
til forskel fra maoister har astrologer hidtil blot fortolket verden forskelligt, men det som kommer an på er at forandre verden.