Kommentar

Ufattelige grusomheder i Congo

Omfattende vold og massemord - især mod kvinder - er stadig udbredt i Afrikas næststørste land. Det hindrer ikke storstilet udvinding af landets rige ressourcer fra vestlige og asiatiske selskabers side
9. april 2008

Vilkårene for indbyggerne i Den Demokratiske Republik Congo har i årevis været dybt fortvivlende. Trods marginale forbedringer i den politiske situation, herunder især det relativt veloverståede frie valg i 2006, hjemsøges landet af vedvarende vold. Stammemilitser begår stadig ufattelige grusomheder, især mod kvinder, og suveræn straffrihed er fortsat normen for voldsmændene.

Massevoldtægter og anden seksuel vold imod kvinder og piger i alle aldre har siden borgerkrigen 1998 været et regelmæssigt forekommende kendetegn for den ekstreme vold. Ifølge FN blev der i 2006 rapporteret om 27.000 seksuelle overgreb alene i provinsen Syd-Kivu.

For nylig havde dokumentarfilmen The Greatest Silence: Rape in Congo Europapremiere ved One World International Human Rights Film Festival i Prag. Dens amerikanske instruktør, Lisa F. Jackson, som selv er offer for massevoldtægt, belyser i filmen, hvordan overtroiske forestillinger ligger bag massevoldtægterne og massedrabene på kvinder. Som en congolesisk militssoldat forklarer i filmen:

"Disse kvinder bliver taget i en kampzone, hvor de fleste krigere tror på magiske kræfter. Magiens midler virker sådan, at man er nødt til at voldtage kvinder for at overvinde de fjender, som invaderer vores land."

Som om den fysiske krænkelse ikke er nok, bliver kvinderne i flere tilfælde også skamferet og lemlæstet. Den ekstreme seksuelle vold er en taktik til at dehumanisere ofrene og sprede frygt. Som en af de hundredvis af kvinder, som har været holdt som sexslave af militssoldater, siger i filmen:

"Vores kroppe lider. De har ført deres våben op i dem. De har myrdet vores børn og beordret os til at spise dem. Hvis en kvinde er gravid, tvinger de hendes børn til at hoppe på hendes mave, så hun aborterer. Så tager de blod fra livmoderen og tvinger dig til at drikke det. Da vi boede i skoven, var det ikke kun en, men alle soldaterne, som kunne kræve sex. Vi blev gravide der. Vi fødte i skoven, alene, som dyr, uden mad eller lægehjælp."

Hver dag nye rædsler

Hvordan er det muligt at fatte den grænseløse brutalitet i overgrebene mod Congos kvinder, spørger den congolesiske gynækolog, Denis Mukwege:

"Hver dag byder på nye rædsler. Jeg tror gang på gang, at nu har jeg set det værste, men det har jeg ikke. Jeg tilså for nylig en kvinde, som var blevet voldtaget af syv mænd. Dele af hendes endetarm var fuldstændig brændt væk. Da hun kom til mig, var hendes smerter ubeskrivelige. De havde holdt hende over glødende kul. Jeg gik i chok, da jeg så det. Hvem gør sådan noget? I hvilken sindstilstand var de, siden de ikke kunne forstå, hvor store lidelser de påførte denne kvinde?"

Det er umuligt at kende det nøjagtige omfang af massevoldtægterne og kvinde-mordene, da dele af DR Congo fortsat er utilgængelig for humanitære organisationer, men man må frygte, at antallet af ofre, der aldrig registreres, kan være stort. Hvortil kommer, at mange er utilbøjelige til at indberette disse overgreb, fordi de opfattes som socialt stigmatiserende.

Stammekrige, sult, korrupte regeringer, aids - alle disse plager, der hjemsøger Afrika i dag, minder mig om Middelalderens Europa med dets korrupte og stridende krigsherrer og Den Sorte Død.

Et moralsk ansvar

Som borgere i Vesten kan vi være fristet til kynisk at spørge, om ikke Afrikas folkeslag er nødt til at lære at stå på egne ben i stedet for at forlade sig på almisser fra Vesten. Hvorfor insisterer regeringer i de rige vestlige og asiatiske lande på at bortøde deres skatteyderes penge i årtier, når det aldrig fører til resultater? Hvorfor skal vi ikke hellere bruge disse midler på at forsøde vores egen tilværelse frem for at finansiere en håbløs kamp for menneskerettigheder og udvikling i Afrika?

Nu er sagen den, at Congo som mange andre afrikanske nationer råder over store råstofrigdomme i form af olie, guld, sølv, diamanter og coltan - sidstnævnte er metal, der indgår i produktionen af de fleste mobiltelefoner og i mange andre elektroniske produkter. Congo har 80 procent af verdens coltan, og det er let at finde i jordens overfladelag i den østlige del af landet. Derfor er Congo blevet fokus for udenlandske investorer, som er opsatte på at udvinde landets vældige naturressourcer.

Flere af disse selskaber ynder at føre en højstemt retorik om deres egen sociale og etiske ansvarsbevidsthed. De understreger, at de ikke kun tjener deres aktionærers interesser, men også de lande, hvori de opererer. Alligevel skønnes det, at coltan for over en million dollar hver dag stjæles fra Congo med bistand fra de voldelige militser, der kun er alt for villige til at hjælpe udlændinge med at udplyndre landets ressourcer.

Tilfældet Congo stiller os i potenseret form det spørgsmål: Hvilke etiske krav vil vi i Vesten og Asien stille til virksomheder, der opererer i de af verdens zoner, hvor den mest elementære respekt for menneskerettighederne er brudt fuldstændig sammen?

Men vi må også som eksempelvis mobiltelefonbrugere stille os selv spørgsmålet: Har vi selv blod på hænderne?

Kunne vi blot sætte os i de overlevende congolesiske voldtægtsofres sted, føle deres smerte, forstå, hvad det vil sige at være underkastet ekstrem vold og se familiemedlemmer og børn blive myrdet og ydmyget, var der måske håb om, at vi virkelig ville forstå rækkevidden af vores moralske medansvar.

Apoti Makove er dansk-kenyansk journalist og mediesociolog

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu