I de seneste år har mulige svar på eksistentielle spørgsmål fået større opmærksomhed. Alverdens forskningsprogrammer har søgt efter en videnskabelig teori om menneskets bevidsthed eller 'det gode liv'. Eksempelvis har biologien via dens genforskning været meget toneangivende. Denne fokusering på den menneskelige bevidsthed og eksistens har medført en stor tværfaglighed, hvor bl.a. hjerneforskere, antropologer, filosoffer, psykologer, fysikere, dataloger m.fl. har arbejdet sammen.
I kølvandet på disse interessante studier opstår der dog nemt en form for videnskabeliggørelse af livet, idet videnskaben i dens stræben efter at forklare, let bliver (eller bruges) moraliserende. Det 'gode' eller 'rigtige' liv gøres derved til en skabelon, der ikke lader religionen meget tilbage.
I den forbindelse kan det være interessant at læse den østrigske filosof Ludwig Wittgensteins filosofi, da han i høj grad gik imod tidens videnskabelige strømninger. Det var især videnskabens patent på sandheden og dens normative anvendelse i eksistentielle spørgsmål, som bekymrede Wittgenstein.
Svar på alt
Wittgenstein forstod videnskaben som en disciplin, der fremtvinger alverdens forklaringer på stort set hvad som helst. Hvilket ofte medfører en livsfjern overteoretisering. Videnskaben antager: At findes der ikke en videnskabelig løsning på et givet spørgsmål eller problem, så findes der igen løsning overhovedet. Sagen er dog mere nuanceret, da der findes utallige spørgsmål og problemer, hvortil videnskaben ikke besidder noget svar.
Disse spørgsmål er ikke nødvendigvis dybsindige eller mystiske, men blot ikke videnskabelige spørgsmål. Det kunne være spørgsmål relateret til det at forstå ét liv eller ét menneske, i dets ubestemthed. Spørgsmål, hvor filosofien og litteraturen ofte er bedre til at komme med mulige begreber og tanker, som læsere kan finde små sandheder i.
Lad os tage et eksempel: Hvad er bevidsthed? Et svar kan givetvis indeholde svært forståelige kemiske processer, der skitserer, hvordan et bestemt protein i hjernen skaber bevidsthed, men bringer det også nærmere livets kræfter? Nej, ville Wittgenstein sige.
Ud over begrænsningen af den menneskelige erkendelse til kemiske processer eller genetik er det relevant at spørge, hvorvidt en korrekt teori om menneskets bevidsthed øger vores egen selvforståelse. Forstår jeg mig selv bedre som menneske, fordi jeg kender til kromosomers sammensætning og DNA, fordi jeg ved, at nogle enzymer aktiveres, når jeg ser en fristende kavalergang?
Afklaring
Wittgenstein beskrev filosofien som en aktivitet, ikke en teori. Filosofi er modsat videnskaben ikke en stræben efter sandheden, men en stræben efter begrebsafklaring eller sandheder. Filosofien skaber begreber, der kan begribe noget nu og her. Nu og her, er ikke længe, men længe nok, idet ét liv kan vise sig.
Wittgenstein afsluttede sit første værk Tractatus med en erkendelse af, at den der har forstået bogens sætninger ligeledes vil kunne se det meningsløse i dem. Derefter nævner han det berømte billede: "Han (læseren) må så at sige kaste stigen bort, efter at han er steget op ad den".
Denne reference til Platons hulelignelse hænger angiveligt sammen med, at Wittgenstein har opgivet Platons idealistiske og opdragende projekt. Vigtigere, tror jeg, er billedet dog et billede på en erkendelsesmæssig ydmyghed, som desværre synes at være kraftig på retur.
Skønt Wittgenstein fandt én mulig sandhed - som han præsenterede læseren for - er denne erkendelsesrejse ikke universel. Det vil sige, at opfinder vi læsere ligesom Wittgenstein en 'eksistentiel' sandhed, så bør vi smide vi stigen væk for ikke at ende i bedrevidende forklaringer og moraliseringer. Der er tale om en form for ikkemoraliserende livsfilosofi, der giver livet tilbage til dem, der tør leve det.
At se sammenhænge
I hans senere værk Filosofiske undersøgelser beskrives forskellen mellem filosofi og videnskab, som en distinktion mellem to forståelsesformer: Den ikke-teoretiske filosofi over for den teoretiske videnskab. Videnskabelige teorier fremkommer gennem konstruktioner, tests af hypoteser og teorier. Det, filosofien skaber, er en "forståelse, der stemmer overens med det at se sammenhænge".
Sådanne forståelser og sammenhænge er ofte meget skrøbelige, som når den franske filosof Gilles Deleuze viser, hvordan man aldrig begærer noget eller nogen bestemt, men et aggregat. En person, der begærer det at drikke øl, gør det ikke kun fordi han synes øl smager godt, men lige så høj grad, fordi han kan lide de steder, hvor han drikker øl, lide de personer han drikker øl med etc. Af samme grund kan man heller ikke endegyldigt begrunde, hvorfor man elsker sin kæreste, kan man begrunde det endegyldigt, er det på tide at komme videre.
Wittgenstein introducerer det vigtige begreb sprogspillet, der fremhæver "at det at tale et sprog er en del af en aktivitet eller livsform" - et ords betydning er med andre ord lig dets brug i sproget. Den ikke-teoretiske og filosofiske forståelse er en forståelse, der f.eks. optræder, når vi 'forstår' og stemmes af et digt, et stykke musik eller en person. Der er noget uforklarligt på spil. Virkeligheden er ikke lig med sproget, men indbygget heri, da noget 'mere' nogen gange er på spil i sprogspillene. Sprogspillene kan tydeliggøre forskellige måder at leve på, hvilket Wittgenstein kalder livsformer.
Eksistentiel kontrol
For at undgå at sprogspillene bliver til et spørgsmål om, hvem der har magten til at definere, hvad der er rigtige og forkerte livsformer, er der behov for en slags sanselig empati. En sanselig empati er en form for modtagelighed eller åbenhed, der giver en fornemmelse for de praksisser, der er på spil i sproget. Praksisser, der er knyttet til forskellige livsformer, og som ikke bør hæmmes.
Wittgenstein gør opmærksom på at sprogspillene - desværre - ofte bestemmer livsformen, da mennesker af frygt disciplinerer deres liv efter tidens spilleregler. Derved styrer videnskabelige forestillinger eller normer, måske, eksistensen i kraft af sprogets spilleregler. Af samme grund er der tale om en form for magtkamp, hvor videnskaben eller tidens herskende moral, dræber livet, skønt livet reelt former sproget. Wittgenstein kæmper imod denne eksistentielle kontrol af mulige livsformer, fordi reglerne for 'rigtig' og 'forkert' eksistens er givet på forhånd i måden vi taler på.
En mere nysgerrig forståelse af sprogspillenes mulige variation og foranderlig - da de formes af livet - giver med andre ord et større eksistentiel råderum, hvorved livet kan forme og skabe nye og anderledes forståelser her og nu.
Livets ukendte potentiale
Forskellen mellem den videnskabelige metode, der ønsker at forklare og give alt mening, og den ikke-teoretiske filosofi, er, at videnskaben sigter mod generaliseringer, hvilket helt naturligt udelukker de andre former for forståelse. Sådan er det, siger videnskaben. Sådan er det her og nu, siger filosofien.
Hvad kan vi lære af Wittgenstein og filosofien, som sådan? Meget, men i hvert fald en større grad af ydmyghed over livets mulige kræfter, der reelt bunder i en kærlighed over for livets ukendte potentiale.
Tænk på det du ser, mens du kigger på det. Det er alt det andet, som Wittgenstein har blik for. Sagt anderledes: Forestillingen eller ideen om 'det gode liv' - hvad enten den er velment guidet af videnskaben eller en af tidens guruer - kunne sagtens være anderledes. Måske er den rigtig gode idé endnu ukendt, hvorfor der stadigvæk er grund til at skærpe vores blik sammen med de andre sanser og se tingene i øjnene, som de er.
Wittgenstein gør os opmærksom på, at forståelsen af et menneske eller ét liv aldrig kan blive fuldstændig videnskabelig. At forstå et liv kræver derimod en form for sanselig empati, idet vi altid må smelte sammen med den anden, og derigennem vedvarende prøve at forstå den anden, som en ukrænkelig anden.
Vi kan ikke foregribe livet, men kun vedvarende prøve at begribe dét, der sker; hvilket bedst sker ved, at vi gør os umage med at leve det - her og nu. Det havde Wittgenstein blik for.
Finn Janning er filosof
Jeg oplever og mærker. Ja. Men noget sprogligt ind imellem bliver kastet væk i sprogspillet. Der er altså et eller andet galt. Jeg formulerer mig og søger sammenhæng. Men i sproget bliver det der er ind imellem kastet væk.
For helvede. Jeg arbejder med at søge sammenhæng mellem klassisk og rytmisk musik (superkedeligt fundet på) og er landet på, at den sproglige formulering i overvejende grad filosofisk lander i symfoniorkestergraven. Med partitur og fast fordelte roller osv osv i røven.
Kan du forklare mig hvorfor? Det undrer mig.
Jeg ved ikke om spørgsmålet er henvendt til mig, eller om jeg overhovedet kan hjælpe, men jeg vil prøve.
De sproglige sammenhænge og relationer som filosofien optegner er porøse og midlertidige. Det er som at skrive forståelserne i vand. Så derfor er det ganske naturligt at klare roller fordufter. Eller sagt anderledes: sproget er vel meget fint placeret i symfoniorkestergraven, fordi det hele tiden er i en næsten mulig tilstand.
Dette er måske besværligt, men selv finder jeg det berigende og interessant. At kigge på sammenhængen mellem rytmisk og klassisk musik, er vel også af en basal nysgerrighed og interesse, altså båret af et ønske om at lære at forstå, selvom denne forståelse har det med smutte fra en igen, når den endelig er blevet helt klar.
Er det mest pirrende ikke det der ikke lader sig entydigt sige?
Er det ikke sådan at hver gang vi netop tror at vi har styr på tingene, så kastes vi ud på åbent hav igen?
Der er mere på spil i sprogspillene end sproget kan fange, fordi det i høj grad formes af livet.
Wittgensteins blik, som det er fremlagt her (jeg kender det ikke andre steder fra), er et syn på verden, der er skyld i stort set alle de problemer vi ser lige nu! Vi står i den største økonomiske krise nogensinde, den har været forudsagt af LaRouche i årevis, men fordi man i finans/investerings/økonomi/produktionssektorene lever et 'her og nu' liv, er intet belevet gjort for at skabe, hvad der er en åbenlys løsning: en reel forståelse af økonomi som befolkningens vel, og ikke som tal.
Fødevarekrisen: I årevis er der INTENTIONELT blevet arbejdet hen mod denne krise, folk har ikke set det, fordi de lever 'her og nu', som dyr, der kun reagerer på impulser i nuet. Det der engang var de vestlige landes fødevarereserver blev omdøbt til overskudslagre og blev efterføgende dumpet på et gennemtvunget frit marked, hvilket førte til lavere priser på verdensmarkedet end selv de frodigste afrikanske lande kunne produceret til, hvilket førte til nedlukning af landbrugsproduktion over hele kloden. Efterfølgende fandt man på at bruge fødevare til at producere brændstof, og til sidst tillod man den frådende finanssektor at investere i fødevare!
Jeg kunne give flere eksempler, men jeg tror min pointe er klar: At give en filosofi, der forbyder mennesket at bruge dets helt unikke menneskelige evne til at kigge på en ukendt situation, og kunne forudse kommende problemer og løsninger på samme, er at skabe en befolkning om til en hjord, der er afhængig af dens 'hyrde' for at overleve. Det er set gang på gang på gang gennem historien, og vi er stadig ikke blevet klogere end at vi falder for den igen.
Magthaverne med denne tankegang har alt for nemt spil. Giv dem modstand, gør dig selv til Prometheus og giv mennesket ilden igen! Vi har i en usikker tid altid chancen for at vippe fordelen over til den almene befolkning, skabe revolution i politik og kultur. Gøre verden til et sted hvor mennesker trives og frit kan forfølge glæden! Hvis vi vælger endnu engang at underkaste os aristokaterne må vi selv stå til ansvar for den krake skæbne, der følger!
Hans Nielsen:
Jeg tror, du misforstår Wiettgensteins pointe her. Dit "her og nu" henivser til et kollektivt subjekt, hvilket også illustreres af, at du hentyder til, hvad "vi" må og skal gøre. Jeg tror, at Wiettgenstein og artiklens forfatter mere har et individuelt og empirisk subjekt i tankerne.
Det minder mig lidt om en særlig sprogteori, som vist nok har Kant og Kierkegaard som inspirationskilde og desuden kan findes i nogle af T.S. Eliots værker. Sproget er en forhindring for at nå ind til livets kerne - den direkte oplevelse. Sprog er forvrænging af virkeligheden, mens den direkte oplevelse ikke kan sprogliggøres. Vores moderne forbandelse er, at vi kun kan opleve ved at sprogliggøre oplevelsen, og derved gøre den mindre direkte og mindre virkelig.
På den måde, synes jeg, at det lyder meget rimeligt, at påstå, at det, vi ikke kan forklare ved vores kærlighed til et bestemt menneske, netop er det smukkeste ved denne kærlighed og dette menneske.
Det er klart at vi kun peger på ting med sporget. Problemet er når vi ikke tror, der er noget at pege på. At jeg ikke kan formidle hele indholdet af kærlighedfølelsen til min elskede gennem ord, så selv en computer ville kunne forstå det (hvilket er umuligt), betyder ikke at jeg ikke kan fortælle hende hvordan jeg føler, for i vores fælles egenskab af at være mennesker, forstår vi, hvad vi peger på, når vi bruger de og de ord. Jeg vil holde fast ved at det omtalte 'her og nu' er det samme som jeg problematiserede ovenfor, den direkte oplevelse er umulig, uden at dette er negativt. At opleve verden direkte ville være det samme som at være Gud. Jeg kan ikke kategorisere det smukkeste ved kærligheden til et andet menneske, men det mest bemærkelsesværdige for mig i denne tid er den måde mennesker kan vokse sammen i kærlighedsforhold.. i begge betydninger. Det kan man ikke ved at være 'her og nu'. Det er en kontinuert proces, helt i tråd med forståelsen af problemer som jeg beskrev ovenfor.
Det er klart at vi kun peger på ting med sproget.
Nej, det er ikke klart. Vi kan også pege med f.eks. en pind eller i mangel af en sådan med en finger.
Og, mere wittgensteinsk (den ældre, i hvert fald): så gør vi alt muligt og meget mere end at pege med sproget.
Hehe.. den danske sprog er en svær en. Jeg mener ikke at det eneste vi kan pege med er sproget, jeg mener at det eneste vi gør når vi bruger sproget er at pege (på noget).
Men hvad gør vi, andet end at pege med sproget? Hvis du tænker på det skabende sprog, så er dette jo aldrig andet end en rekonstruktion af en opdagelse, der er sket i mennesket, som så bruger sproget til at pege på denne.
Kære Hans!
Wittgenstein den ældres pointe (en af dem) var, at sprog kan bruges til mange ting. Eller det er i hvert fald en pointe, han tillægges.
Når du siger "God morgen" til din frue, så peger du ikke på hende, eller på morgenen.
Når du gør hende opmærksom på, at der kommer en god film i aften, kan man i en vis forstand godt sige, at du påpeger, men vel ikke, at du peger på filmen?
Når du spørger om, hvad klokken er, så peger du vel heller ikke?
Når giftefogeden eller præsten siger noget i retning af "Hermed erklærer jeg jer for rette ægtefolk etc.", så peger han ikke.
Og så videre. Man kan meget med sproget.
Hmm.. ok, jeg vil jo mene at man peger i alle de af dig givne tilfælde. Jeg prøver at gøre mig forståelig:
'God morgen' peger på et ønske jeg har om at min frue må få en god morgen. Jeg kan ikke ved at sige 'god morgen' overføre den følelse jeg har i mig, der dækker dette ønske, direkte til hende, men jeg kan håbe på at fruen forstår følelsen jeg peger på, når jeg siger ordene, fordi hun er menneske, og fordi hun gennem lang tid har lært mig og fortsat lærer mig at kende.
Vi har ikke TV, så jeg gør hende ikke opmærksom på filmen, men hvis jeg gjorde, ville jeg pege på en viden jeg besad, uden dog at overføre den direkte til hende. Derfor er der f.eks. mulighed for at hun misforstår mig. "Der kommer en god film om en ung smuk kvinde, der skal gå så grueligt meget igennem og mister alt, men til sidst får prinsen på den hvide hest og får mere igen end hun mistede." "Nåh, har du nu ikke nok i at se på mig, skal du nu have film med smukke kvinder?" Hun misforstår mig, fordi jeg kun kan pege på min intention med at se filmen: 'lad os hygge os sammen, ved at se en film' bliver til 'du er grim og jeg vil se en anden'. Jeg prøvede at pege på en ting, og hun så noget andet. Hvis jeg ikke var begrænset til at pege, men kunne 'vise' hende min intention, ville en sådan misforståelse aldrig kunne ske (den givne misforståelse er opdigtet).
På samme måde peger jeg når jeg spørger til klokken. At spørge: "Hvad er klokken?" er en ret klar pegning på mit ønske om at vide hvad klokken er i denne tidszone og med hensyn til om det er sommertid eller ej, men dog stadig blot en pegen.
Og når præsten vier et brudepar peger han, alt efter hvilken præst det er, i høj grad på alverdens ting, og det er næsten sikkert at ikke alt han peger på, der bliver opfanget af paret og øvrige deltagere: Først er der alt det juridiske; Fra nu af gælder disse og disse regler for jer, så er der de mange åndelige aspkter; I står nu indenfor hele den remse jeg har remset op (vil du, ..., elske og ære.....) osv.
Jeg håber du forstår..
Hans,
når du saver brænder, peger du på brændet med din motorsav.
Når du pisser, så peger du på kummen (hvis du pisser indenfor).
Når du kysser din kone, så peger du på hendes mund.
Du misbruger ganske enkelt begrebet "pege" i den grad, at du peger hele tiden, at hele livet er pegeri, og det skal man selvfølgelig ikke pege fingre ad, men måske skulle du alligevel styre dit begrebsmisbrug.
Hej Martin Gerup
Så vidt jeg har forstået er den europæiske klassiske musik funderet på stilhed...
Og europæiske rytmisk musik funderet på en puls der er i konstant bevægelse...
"Så vidt jeg har forstået er den europæiske klassiske musik funderet på stilhed...
Og europæiske rytmisk musik funderet på en puls der er i konstant bevægelse"
Som jeg ser det er forskellen på klassisk og rytmisk musik, vel ligeså meget at det er to forskellige måder at samtale musikalsk på. Den klassiske musik er mere disciplineret og på den måde måske mere i familie med den videnskabelige diskurs, med nogle klare definitioner af hvad musik er og med rimeligt veldefinerede regler for, hvilke rammer musikken skal udfolde sig indenfor. Selvom man så kan sige at rytmisk musik idag er mere teoretisk funderet, er den stadig så løst defineret, at der er mere plads til at man i musikalsk forstand kan udfolde udfolde den sansede empati som omntales i kronikken. Det gælder nok specielt for jazz hvor man, selvom man for det meste baserer sig på en grundlæggende melodi og et grundlæggende akkordskema, også godt kan, eller ligefrem forventes, at inddrage, det man umiddelbart sanser i musikken. Det giver jo også et andet forhold musikerne imellem, hvor de klassiske musikere skal kommunikere på et mere stringent grundlag, mens rytmiske musikere ideelt set skal udvikle en anden form for empati med hinanden, hvor der er mere plads til det sansede.
Wittgenstein som jeg forstår det, tager vel i en eller anden forstand udgangspunkt i at der er en diskrepans mellem det vi totalt sanser omkring den verden vi befinder os i og det der sprogligt umiddelbart kan italesættes og påpeger de begrænsninger der ligger i det forhold. Specielt når det drejer sig om værdien af de verdensanskuelser som fremkommer på baggtrund af den mere disciplinerede form for erkendelse, som finder sted i videnskabelig sammenhæng. Der er det jo i en eller anden forstand forkert at sige som Hans Nielsen gør, at Wittgensteins filosofi legitimerer verdens nuværende udvikling. Den er jo netop hovedsagligt bygget op på neoklassisk økonomisk funderede teorier, hvor man gennem matematiske beregninger og modeller mener, at kunne sige noget om hvem vi er og hvordan verden skal styres. Ligesom mange liberalister netop fremhæver det strengt rationelle i deres teorier som værende det der gør deres teorier specielt overlegne i forhold til andre teorier. Det virker ikke som noget Wittgenstein specielt ville skrive under på.
Ifølge kronikken påpeger han jo også den betydning som musik og anden form for kunst kan have for vores erkendelse og der kan man jo sige, at kunst vel netop udspringer af, at vi også sanser andre former for logik og andre former for mulige verdensordner, som vi måske har svært ved at italesætte i deres totalitet, men som vi tildels må nøjes med at sanse, men som også er udtryk for nogle rationalitetsformer, som vi et eller andet sted nok også burde inddrage i udviklingen af samfundet.
Finn Jannings kronik er vist ikke så meget en direkte gengivelse af Wittgenstein, men snarere tanker inspireret af ham.
Der er i hvert fald ikke ret meget af kronikken, jeg kan genkende fra min egen læsning af Wittgenstein (den ligger dog også nogle år tilbage).