Læsetid: 4 min.

'68 - '08

Rødt - grønt. 40 år efter, med ny systemkrise
20. maj 2008

Sammen med Preben Wilhjelm og nu afdøde Andreas Jørgensen var jeg i sommeren 1968 medindbyder til en uges stævne på Ryslinge Højskole på Fyn med fri tilmelding for alle og enhver. Seminar, kaldte vi det, men da det også havde programsat både jazz, sommermødebal og afsluttende selvlatterliggørende revy, er den rigtigste betegnelse for arrangementet vel samvær. Røret hele foråret, som allerede blev kaldt '68-oprøret, var i hvert fald mødets emne(r).

Ganske vist var vi indbydere for gamle til at være studenteroprørere mod professorvældet, og arbejdernes overenskomststridige strejker blev organiseret af dem selv, derfor blev de kaldt vilde.

Ikke engang chefideologer var vi - for hverken specielt fri porno eller fri hash, fri homoseksualitet, fri abort, fri sex, fri børnemagt, fri rock, beat og folkemusik, fri dans, gadeteater og happenings, fri Marx, Mao og Marcuse, frie u-lande, vietnamesere og græsrødder, fri natur (under brostenene gror græsset, som det lige havde lydt fra maj-opstanden i Paris), fri for reklamer, forbrugerisme og hovedkvarterer i Peking som i København, Moskva og Washington, fri krop, transcendental meditation, yoga, hjemmestrik, mikro-makro mad, brøndkarse og urtete, fri opdragelse og uddannelse fra hjem over vuggestue til doktorgrad, frie kollektiver og frie kvinder...

Selv om Jørgensen og Wilhjelm unægtelig havde lod og del i tidsskriftet Politisk Revy, som på mange måder kom til at stå som hovedorgan for det nye venstre og 1960'ernes frigørende tendenser - inden bl.a. Information tog over...

Men Andreas og Preben havde spillet hovedroller under SF's forudgående sprængning, som seks måneder forinden, den 15. december 1967, førte til dannelsen af Venstresocialisterne, VS.

Til gengæld var to års arbejderflertal i Folketinget, det første i Danmarks-historien, blevet ødelagt. Og jeg var ved årets begyndelse kommet til at skrive en artikel her i bladet om "Er danske studenter for sløve til at gøre oprør mod systemet?", hvad de viste sig slet ikke at være. Nu ville vi dag og nat en uges tid prøve med Gud og hvermand at finde ud af, hvad der foregik. Og som Ryslinge og Grundtvig nu pludselig også selv var del af. Hvad var vi og det der '68 i Danmark og bogstavelig talt hele planeten rundt egentlig for nogle og for noget?

Formiddagen før afrejse nogle timer senere blev tilbragt på højskoleplænen i bagende sol. Da tog en af udbryderne fra SF's tidligere folketingsgruppe og nu medstifter af VS, Pia Dam, ordet for et indlæg, jeg aldrig har glemt.

Inhuman materialisme

Fordi jeg husker (erindringsforskydning eller ej) det sådan: Der kan gå forbrug i al vores grænseløse frihed. Naturligvis var Pia ikke imod hverken seksuel frigørelse, fjernelse af pornoforbuddet og de grimme love mod homoseksuelle, abort, kvinders rettigheder osv., men målet var vel ikke, at vi og naturgoderne blot skal efterlades som forbrugsvarer til hver enkelts individuelle, ubegrænsede behovstilfredsstillelse og selvrealisering?

Pia Dam mente, at '68 måtte forstås som begyndende mætning af det inhumane og naturskadelige jag efter forbrug. I virkeligheden det, kapitalismen lever af og på med sin akkumulationstvang til evig økonomisk vækst. I også dens socialdemokratistiske og statssocialistiske (sovjetiske) udgaver.

Preben Wilhjelms replik glemmer jeg heller aldrig. Hellere end gerne ville han give Pia ret. Men han var bange for, at forbrugsbehovet var anderledes dybtgående og umætteligt. Nu havde de i Holland opfundet en selvskærende, elektrisk brødkniv, man bare skulle holde let i et par fingre, så foretog kniven resten. For en tid gik efterspørgslen gnistrende(!), det sammen gjorde profitten. Og så gav kniven beskæftigelse til ingeniører og arbejdere, hvad der passede fagforeninger og socialdemokratiske, SF'ske partier rigtig godt.

Vi tog fra Ryslinge om eftermiddagen uden at have fundet ud af, om - og i så fald hvordan og hvornår - jaget efter forbrug af hinanden og naturgoder kan standses. Hvad der med andre ord kan sættes ind som modstykke til kapitalismen.

I dag 40 år efter er den grønne erkendelse af, at planeten er ved at løbe tør for udbytte, endnu mere udbredt end dengang. Bekræftet af Informations artikelserie om de fire kriser. Men hvad jeg lærte af det røde '68 er, at når kapitalismen som system alligevel overlever, er det, fordi det trækker på noget i mennesket, der stikker langt dybere end systemet i sin ydre økonomiske og juridiske fremtrædelse røber. Skal denne dybe forbrugstrang styres til bunds, er det i mennesker selv, at konflikten mellem den og hensynet til og samvirket med den anden, de andre og det andet i deres egen ret må udkæmpes - dagligt i virksomheder, boligkvarterer, skoler og indkøbscentre. Ikke ved at tørre ansvaret af på henholdsvis fremmedkapitalens og statens hovedkvarterer.

Det kræver ganske rigtigt en sådan korrektion af markedets nuværende afhængighed af uophørlig økonomisk vækst i forbrug af ydre og indre natur i dens materialitet, at det gerne kan kaldes et nyt system. Findes det ikke, overlever kapitalismen planeten.

ejla@information.dlk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ola Jørgensen
Ola Jørgensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Brogård

Jeg må anerkende den med, at det er det enkelte menneske, der skal gøre forskellen. Det er simpelthen her, det kapitalistiske system kan afmonteres.

Preben Wilhjelms indlæg viser dog, at det ikke er muligt. Bekæmpelsen af kapitalismen er i den vinkel en kamp mod vindmøller.

Hvad så? Er der en konstruktiv vinkel i at se kapitalismen som en naturkraft på linie med tyngdelove?. På denne måde kan kritikken koncentreres omkring den dårlige politik, kapitalismen leder samfunet med. Det er en overkommeig opgave at kritisere. Ikke at diskutere grundlæggende magtstrukturer.

Hermed, med en bange anelse om, at mere lærde debattører kan finde en alvorlig selvmodsigelse i sidste afsnit, et forslag til eventuelt brug.