Læsetid: 5 min.

Aldrig mere billig olie

Magtbalancen mellem de to gamle krigere, udbud og efterspørgsel, har forskudt sig uigenkaldeligt
Debat
6. maj 2008

Når de høje oliepriser igen falder, vil tingene så igen blive som vanligt? Efter oliekriserne i 1970'erne og de tidlige 1980'ere faldt oliepriserne igen til deres oprindelige leje, og vi vendte stort set tilbage til vores dårlige vaner fra før.

Denne gang føles det imidlertid anderledes. Sandt nok ser vi alle de samme holdninger, som prægede tidligere tiders voldsomme stigninger i oliepriserne. Vi har modviljen mod olieselskaberne grundet deres profitter. Vi har kålhøgenheden hos de olieeksporterende lande i OPEC, hvis præsident mandag advarede om, at prisen kan være på vej op til 200 dollar per tønde. Og vi har formaningerne om at spare, men ikke megen opfølgning.

Ikke desto mindre er der - skønt overfladen giver indtryk af et dejavu - adskillige grunde til at formode, at det faktisk vil være anderledes denne gang. At skønt oliepriserne vil ende med at falde noget, vil vi aldrig få billig olie igen i stil med de 20-30 dollar per tønde, vi så i det meste af 1990'erne og starten af dette årtusinde.

Aldrig? Aldrig er selvfølgelig meget lang tid, men hvis det faktisk er tilfældet, er det godt nyt for besparelserne - og for planeten. På kort sigt vil der måske nok finde et vist prisfald sted, men vores økonomiske struktur er bestemt af priserne på det lange sigt, ikke det korte, og det nuværende boom vil sandsynligvis få os til skyndsomt at finde en rute til en mindre olieafhængig verden.

Og her er grunden: Magtbalancen mellem de to gamle krigere, udbud og efterspørgsel, har forskudt sig uigenkaldeligt. Udbuddet er, som OPEC konstant minder os om, begrænset. Enhver afbrydelse af forsyningerne har derfor en voldsom indflydelse på prisen. Det ses af den måde, afbrydelsen i Nordsøen og Nigeria skubbede den globale pris op i løbet af weekenden. Omkring 60 procent af verdens forsyninger kommer fra producenter uden for OPEC, og de er helt ude på kanten af, hvad de kan pumpe op.

Man kan med en grov oversimplificering hævde, at denne ikke-OPEC-olie er olie, som er svær at producere på politisk bekvemme steder, mens OPEC-olien er nem at producere på politisk ubekvemme steder. Hvad de olieproducerende lande uden for OPEC angår, er mange af de nemme oliefelter, såsom USA's egne forsyninger på land, for nedadgående. Den første generation off-shore oliefelter, heriblandt Nordsøen, er også for nedadgående.

Politiske realiteter

Der bliver stadig fundet olie, men de virkelig store muligheder er i nybrydende kilder - såsom skiferolie - og de er dyre at udnytte og kan være skadelige for miljøet. Så i løbet af den næste generation vil de samlede ikke-OPEC-forsyninger måske blive lidt større (skønt end ikke det er sikkert), men billig olie bliver det ikke.

OPEC-olie derimod er at finde på geologisk lettere tilgængelige steder. Vi ved, hvor den er, og vi ved, hvordan vi skal få den ud. Faktisk befinder det meste af den sig i Mellemøsten med en god portion i Afrika. Saudiarabien er fortsat verdens største producent. OPEC-medlemmer ønsker af letforståelige grunde at bevare kontrollen over deres produktion. Det gør de enten ved at operere gennem nationale korporationer eller - når de inddrager vestlige selskaber - ved at holde dem under stram kontrol. I teorien ville det være nemmere for OPEC at øge sin produktion end for de olieproducerende lande uden for OPEC, men de politiske realiteter begrænser sandsynligheden for, at det vil ske.

Efterspørgsel

Forsyningerne vil således være begrænsede i en overskuelig fremtid. De kan endog blive meget begrænsede, hvis fortalerne for teorien om et oliens højdepunkt har ret. Det er geologer, som mener, at verden befinder sig nær den tekniske grænse for, hvad der kan produceres, og at olieproduktionen vil nå op på sit højeste og siden falde inden for de nærmeste år. De fleste folk i de store olieselskaber er uenige i dette, men selv disse selskaber vil indrømme, at tiden for nem olie ligger bag os. I den forstand er situationen i dag væsensforskellig fra den i 1970'erne og 1980'erne.

Begrænsede forsyninger vil støde sammen med stor efterspørgsel. Kinas voksende efterspørgsel på alle energikilder er bredt anerkendt, idet Kina sidste år for første gang nogen sinde var nettoimportør af kul.

Pointen omkring olie er naturligvis, at det ikke alene er en energikilde, men også råmateriale for mange kemikalier. Så mens Kina også skraber verdens kul- og gasreserver til sig, kan landet ikke fortsætte sin vækst uden konstant, år efter år, at importere mere olie.

Stigende efterspørgsel fra Indien og forbrugersituationen er helt anderledes end nogen tidligere global nedgang. Hver gang indtil nu, og særligt i 1970'erne og 1980'erne, har en opbremsning i den udviklede verdensøkonomi ført til et fald i efterspørgslen eller i det mindste en mindsket vækst i den. Det synes ikke at ske nu.

Den amerikanske efterspørgsel på olie er faldende, og det samme vil formentlig snart ske i Europa. Men ikke i Asien. Hvad så, hvis den kinesiske vækst falder fra 11% om året til - lad os sige 8-9%? Det vil ikke lette presset ret meget på oliefelterne. Hvad så, hvis olien bliver dyrere? Jaja, men Kina har enorme reserver af udenlandsk valuta og har brug for olien. Så Kina vil betale, hvad det koster.

Resultatet vil være, at såvel udbud som efterspørgsel er mindre følsomme over for prisforandringer, end de har været i tidligere cyklusser. Til sidst vil folk blive tvunget til at spare mere olie, skønt det vil have sin pris. Vi vil enten bruge mindre eller erstatte det med alternativer, hvor det er muligt. Til sidst, hvis prisen er høj nok, vil olieselskaberne finde måder at få fat i mere af det. Men den proces vil ikke foregå så hurtigt eller dramatisk som i tidligere cyklusser.

Magtfulde og brutale

Det er godt nyt. Det store fald i olieprisen, særligt efter højdepunktet i starten af 1980'erne, og den lave pris op gennem 1990'erne indtil for omkring tre år siden, underminerede mange af de bestræbelser på besparelser, som de høje priser havde udløst. Prisen ramte 80 dollar per tønde i starten af 1980'erne, hvilket omsat til nutidige priser svarer omtrent til prisen i dag. Hvis den pris var blevet bevaret op, ville vi have stået os meget bedre i dag, end vi faktisk gør.

Så vi har al grund til at håbe på, at verden ikke har ret meget mere dyr olie. På det nuværende niveau er det dyrt nok til at begynde at gennemtvinge besparelser, også som resultat af den indflydelse det har på fødevarepriserne - olie til mere end 100 dollar tønden tager penge fra de fattige og giver dem til de rige - det er hverken humant eller noget, der styrker samfundenes stabilitet.

Men lad os også håbe, at den ikke falder for meget heller. Markedsmekanismerne kan være brutale, men de er magtfulde: De kan gennemtvinge en forandring i måden, vi lever på vores planet.

© The Independent og Inf.

Oversat af Sara Høyrup/texthouse.eu

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her