Kronik

Dragsdahls og Informations dezinformatsija

Informations artikler om Jørgen Dragsdahl formår ved brug af gamle kammerater og venner som kilder ikke at give et realistik billede af hans journalistiske indsats, der var langt mere problematisk end det billede, avisen har tegnet
Informations artikler om Jørgen Dragsdahl formår ved brug af gamle kammerater og venner som kilder ikke at give et realistik billede af hans journalistiske indsats, der var langt mere problematisk end det billede, avisen har tegnet
3. maj 2008

Information har for nylig bragt to store artikler om Jørgen Dragsdahl (JD) i anledning af Bent Blüdnikows kritik af bl.a. JDs journalistik. Det er naturligvis fair at lade JD selv komme til orde, men det er dårlig journalistik ukritisk at lade hans gamle kammerater og kolleger udtale sig om ting, de intet ved om eller ikke ønsker at forholde sig til. Hvis Jyllands-Posten spurgte Flemming Sørensens tidligere kolleger, ville de nok også sige, at han var en flink fyr.

JD, hans kammerater og Ulrik Dahlin "glemmer" ganske meget i deres ordrige anprisninger. Alle lader bekvemt, som om JDs KGB-kontakter var "normale" kontakter i fuld belysning. Men ligesom Arne Treholt gennemførte Dragsdahl konspiratoriske møder i ind- og udland (Wien) med professionelle KGB-officerer - i øvrigt i samme tidsrum i 1970´erne og de første år af 1980´erne. Begge var klar over, at de bevægede sig i en gråzone, og at deres adfærd var uforenelig med deres arbejde. JD har betegnet KGB-officererne som sine "sparringspartnere".

Dahlins løgn

Dahlin skriver konsekvent, at jeg har "anklaget" JD for at være sovjetisk spion. Det er også løgn: Jeg har gengivet PETs karakteristik af JD som agent og tager ikke stilling til, om det var strafbart. Begrebet "agent" er i sig selv neutralt. JD afviser forarget, at han har et troværdighedsproblem, men både han og avisen har et gevaldigt problem. Journalist Anker Randsholt skrev allerede i 1992, at det var ligegyldigt, om JD kun var "en almindelig nyttig idiot", eller om han også havde opnået lidt "egennytte". Hovedsagen var, at det, han skrev, var til fordel for Kreml-propagandaen imod de demokratiske landes forsvar, og at han i større eller mindre udstrækning havde brugt oplysninger fra sovjetiske agenter. Hvis læserne havde haft kendskab til denne forbindelse, ville deres vurdering af JDs artikler afgjort have været anderledes.

Fem eksempler

I det følgende vil jeg forholde mig til nogle få konkrete eksempler på JDs utrolig betændte forhold til sandheden - det der i KGB-jargon hedder dezinformatsija.

1. JD fortæller Dahlin, at han efter en samtale med chefredaktør Lasse Ellegaard (LE) efter Ekstra Bladets artikler i 1992 fik LEs blå stempel til at fortsætte på bladet. Men han "glemmer" ligesom Dahlin, at LE efter min artikel i JP i 2007 skrev noget helt andet: Hvis JD i sin tid havde indrømmet, at hans ageren i forhold til KGB var uforenelig med professionel journalistisk adfærd, ville LE ikke have forsvaret Dragsdahls og dermed Informations journalistiske integritet. Dragsdahl havde indirekte bekræftet min artikels oplysninger og dermed gjort LE og Information "til en del af svineriet". Altså bevidst vildledning.

2. For ganske nylig har JD i Weekendavisen totalt forfalsket indholdet i en skrivelse fra Justitsministeriet om et PET-referat af en samtale, JD var blevet tilsagt til i PETs hovedkvarter i 1986. I skrivelsen hedder det, at PET ikke "umiddelbart" mener sig i stand til at afgøre, om referatet udtrykker institutionens opfattelse eller alene en medarbejders personlige vurdering. Ved at klippe og klistre får JD det til, at skrivelsen fastslår, at referatet "alene" er "udtryk for den pågældende medarbejders personlige vurdering af sagen". En 100 pct. løgn.

3. JD hævdede i 1990, at Jyllands-Posten - præget af en anti-demokratisk, nazistisk tendens, stupiditet, had og fordomme - i et referat af Oleg Gordievskijs artikler i The Times om KGB og de vestlige fredsbevægelser fortav, at Kreml ifølge Gordijevskij var blevet grebet af panik over NATOs raketplaner. I Jyllands-Postens referat af artiklerne stod der: "Samtidig dokumenterede han [Gordievskij] den daværende sovjetledelses næsten paniske angst for de vestlige mellemdistanceraketter". Igen en 100 pct. løgn.

4. I 1992 henviste JD til et amerikansk tidsskrift, hvori en konservativ amerikaner angiveligt havde givet venstrefløjen ret i dens syn på Sovjetunionen under Den Kolde Krig, mens "næsten alle konservative intellektuelle [-] helt og aldeles tog de totalitære staters påstande samt påstande fremført på totalitarismens vegne for deres pålydende". JD fordrejede fuldkommen artiklens indhold, som han desuden uærligt brugte til at pynte sig selv med lånte fjer for at demonstrere egen belæsthed. Artiklens konklusion var nemlig en lovprisning af konservative intellektuelle, der trods en mangelfuld opfattelse af politistaterne havde vundet Den Kolde Krig i kraft af udholdenhed og en enkel opfattelse af ret og uret. Deres opfattelse af den sovjetiske totalitarisme som et "onde, der skulle bekæmpes for enhver pris", var ifølge artiklens forfatter Owen Harris "absolutely sound". Harris kritiserede derimod venstreorienterede for konsekvent at have haft en forkert opfattelse af Sovjetunionen og for at have talt for tilpasning. Den kolde Krig var endt med en drønende sejr for "den demokratisk-kapitalistiske ideologi og dens system". Dragsdahls artikel var 100 pct. ren - eller rettere - snavset desinformation.

5. Og så et infamt eksempel. I marts 1988 bragte Information en oversættelse af en artikel, der skulle offentliggøres i et amerikansk venstreorienteret tidsskrift The Nation: "Sovjetiske systemkritikere skulle spionere for USA". I et sammendrag af artiklen hed det, at et "center" i New York ville gøre sovjetiske systemkritikere og vestlige turister til spioner. Informations ordvalg var som en Pravda-artikel, leveret af KGB: Organisationen Center for Democracy, drevet af sovjetiske emigranter og for amerikanske regeringsmidler, udførte ifølge Information militær spionage i Sovjetunionen ved hjælp af sovjetiske dissidenter. Kendte amerikanske sovjetforskere og sovjetiske dissidenter i USA tog alle afstand fra eller fordømte Centerets virksomhed.

Vildledende artikel

En kendt KGB-journalist (Jona Andronov) fik - ligesom Dragsdahl - adgang til et fortryk af artiklen, før den blev trykt i The Nation. Artiklen blev omtalt i flere sovjetiske medier, der bl.a. brugte den til at stemple en udsat systemkritiker som redskab for CIA. En overskrift lød: "Spionage under dække af 'kamp for menneskerettigheder'" - altså præcis samme infame påstand som i Information. I en redaktionel kommentar hed det, at artiklen "afdækkede det sande indhold i den virksomhed, som Washingtons 'bekymrede' fortalere for demokrati og frihed udførte, og som ikke skyede noget middel i deres spionage- og provokationsaktivitet mod Sovjetunionen". Der var mange og stærke modstandere af reformprocessen i Sovjetunionen. Resultatet af artiklen blev som forventet: Et dissidenttidsskrifts redaktion blev jaget på porten, og en bidragyder blev arresteret. Ifølge den forfulgte dissident-redaktør havde den artikel, som også Dragsdahl/Information trykte, reelt støttet KGB-journalisten Andronovs bagvaskelse.

Artiklen - der i bedste sovjetstil stemplede dissidenten Vladimir Bukovskij, historikerne Robert Conquest og John Dunlop, filosoffen Leszek Kolakowski og forfatteren Vasilij Aksjonov som "anti-sovjetiske" og "militante antikommunister" - var gennemført løgnagtig. "Spioncenteret" tog sig ifølge Helsinki Watch udelukkende af politiske fanger og dissidenter. Fire af artiklens fem navngivne kilder sagde, at deres udtalelser var blevet forvrænget. Den femte, at hun var dybt ulykkelig over The Nation´s artikel. Herbert Ellison fra The Kennan Institute kaldte påstanden om spionage vildledende. Richard Pipes fra Harvard tog afstand fra artiklen, der havde skadet menneskeretssagen i Sovjetunionen.

Kvalmende hykleri

Hvorfor bragte Information denne artikel? Ifølge JD var det "med stor ulyst", at avisen bragte denne "afsløring" om "spionageprojektet" og "et agentnet i Sovjet, der skulle spionere imod militæret". Det ville være "ulykkeligt", hvis artiklen skabte problemer for dissidenterne. Men undergravende udenlandsk virksomhed blev jo også straffet i Vesten. Han lagde ansvaret for "afsløringens" følger for sovjetiske dissidenter over på - "uansvarlige kræfter i USA". Der var tale om "dygtig journalistik" og "et samvittighedsfuldt arbejde, der afdækkede vigtige ting". JDs hykleri er kvalmende. Det var et skændigt makværk, som KGB ikke kunne have lavet bedre.

De fem eksempler er kun et mindre udvalg af JDs mangeårige desinformationsvirksomhed. Og de er ikke de værste.

Bent Jensen er professor i historie og leder af Center for Koldkrigsforskning

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Hvad kalder man deja vu oplevelser, når disse minder handler om tidligere deja vu oplevelser? Abstrakte? Avancerede? Trættende?

Niels-Holger Nielsen

Sovjetunionen er død. Den bipolære verden er under opløsning og historiens dom er ved at indhente USA. Hvad skal vi så med Bent Jensen og ditto Blüdnikow? Hvordan ser vores fremtid ud? Har Inf. et bud, eller har Ulrik Dahlin?

Bent Jensens opførsel i denne sag gir sandelig ikke grund til at forvente en sober og balanceret koldkrigsudredning fra hans hånd.

Bent "Dezinformatsija" Jensen slår til igen. Stadigvæk ingen rigtige afsløringer af Dragsahls påståede agent virksomhed, men en masse insinuationer og gråzonetilfælde taget ud kontekst, som Bent Jensen åbenbart mener eksemplificerer Dragsdahl's betændte forhold til sandheden. Nogen af dem handler ikke engang om Dragsdahls journalistvirksomhed under den kolde krig.

Hvornår mon vi ser Bent Jensen tage afstand fra den ganske vel-dokumenterede hyldest til den store fører som visse personer i det her land og da især JP gjorde sig skyldig i da årstallet var ca. 1933-1938?

Fakta er at JP engang var en avis der hyldelse nazismen som ingen anden gjorde i dette land. Det kan selv en historiker som Bent Jensen ikke nægte.

Og helt ærligt, Bent Jensen - for mig at se er der altså ingen grund til at undre sig over at en journalist mødes med sine kilder - uanset hvor i verden de måtte befinde sig...

Og hvis Bent Jensen virkelig mener at JD var spion er det hans brogerpligt at melde JD til politiet.. Men der sker nok det samme som der skete i forhold til Arne Herløv Petersen - man indleder en undersøgelse for så siden at konludere at der ikke er beviser nok til at der kan rejses tiltale mod eksempelvis JD...

Det er jo desuden alment kendt at Bent Jensen har været ude efter JD i mange år -- gad egentlig hvorfor ? Den kolde krig er ophørt - og i dag er der altså brug alle gode kræfter i bekæmpelsen af saudernes spredning af wahabismen - også Jørgen Dragsdalhs...

Det tegner ikke godt med Langballe-instituttet.

BJ hævder at han ikke har kaldt JD for spion! Men han har, ifølge BJ, ligesom Arne Treholt holdt konspiratoriske møder med KGB-officerer, i udlandet!

Hvad er det dog for en propaganda-stil? Arne Treholt var embedsmand og han fik en dom på 20 år for spionage.

Jeg vil ikke kalde BJ for propagandist! Men ligesom P. Joseph Goebbels har han holdt møder i udlandet – og ligesom PJG er han dr.

Instituttet skal nok ha’ et nyt navn. Hvad med: Instituttet til flueknepperi omkring JD’s journalistik.

Professor Bent Jensen mener åbenbart ikke, at der kan være noget galt i at kalde Jørgen Dragsdahl eller nogen anden for ”agent”. Begrebet agent er i sig selv neutralt, skriver professoren, og det kan han måske have ret i. Måske på samme måde som med ”hul”. Det siger i sig selv ikke alverden, hverken om Bent Jensen eller nogen andet. Men sat sammen med ”røv” bliver det straks en anden sag. For Bent Jensen er ikke den, der lader ”agent” stå alene og neutralt. Han siger KGB- agent, når det drejer sig om Jørgen Dragsdahl, og det er ikke spor neutralt. Det er tværtimod stærkt injurerende, og det er sagens kærne. Det ved Bent Jensen udmærket, og derfor forsøger han sig med udenomssnak. Han påstår, at han alene har refereret, hvad han har fundet i PET’s arkiver, og at det er løgn, at han skulle have anklaget Dragsdahl for at være KGB-agent. Men hvordan kan det så gå til, at lederskribenter på Berlingske Tidende og Politiken, Bo Bjørnvig i Weekendavisen og en nærmest uendelig række af læserbrevsskribenter netop har forstået det sådan, at Bent Jensen anklager Dragsdahl for at have været agent for KGB? Det kunne meget vel være fordi de i Jyllandsposten i januar sidste år kunne læse: ”Han var agent for KGB, konkluderer professoren”.

Troels Toftkær

Dragsdahl kan umuligt have været agent for KGB. Vennerne på Information har jo forlængst hvidvasket ham, og stemplet Bent Jensen som uredelig - så der er intet at komme efter!

I det TV debat udsendelser om sikkerhed,Internationale Konflikt løsninger virkede Jørgen Dragsdal meget dygtige.Så Bent Jensen skal lige dæmpe sig og lade være med at forfølge manden.
Uanset hvilket udfordringer vi møder i Demokratiske samfund,bliver vi endnu stærkere.Derfor Ideologier som Nazisme,Kommunisme,Nationalisme o.a.gør Demokratiet bliver endnu stærkere.Nu er turen nok kommet til det despotiske lande ,hvor de under det såkaldte hellig navn som Religion,Nationale middelalder værdier undertrykker menesker.
I kampen om meneskerettigheder ,virker Jørgen D. både seriøs og konstruktiv.Håber Jørgen D. kan bruge sin tid og viden til noget der er mere relavent.