Kommentar

Ejendomsret er stadig aktuel, Søvndal

De borgerlige partier og ideologer har fuld gang i et opgør med samfundets ejendomsret til en række vigtige sektorer
21. maj 2008

Villy Søvndal er i de seneste par måneder kommet med en række overraskende udtalelser om ejendomsret og kapitalisme. Nyhedsavisen kunne 1. maj referere SF's formand for at sige, at SF ikke længere er modstander af kapitalismen, og i et interview i Weekendavisen, har Søvndal slået fast, at "et opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne" ikke længere er på SF's dagsorden.

Det er bekymrende, at SF's ledelse er kommet til den konklusion, at det ikke længere er et aktuelt spørgsmål for socialister og venstreorienterede, hvem der ejer og kontrollerer produktionen.

Det kan selvfølgelig umiddelbart lyde lidt gammeldags at ønske et 'opgør med ejendomsretten til produktionsmidlerne'. Men spørgsmålet om ejendomsretten er ikke et spørgsmål om en fjern socialistisk fremtid. Det er tværtimod konstant aktuelt i den politiske debat - debatten om hvad der er ejet af fælleskabet, og hvad der er på private hænder.

For det kan godt være, at Søvndal har opgivet opgøret om ejendomsretten til produktionsmidlerne, men det har de borgerlige partier og ideologer absolut ikke. De har tvært imod fuld gang i et opgør med samfundets ejendomsret til en række vigtige sektorer. Vi har i de sidste 10-20 år oplevet, hvordan Danmark og andre vestlige lande med rekordfart har solgt samfundsejet produktion til private selskaber. Bla. postvæsen, telekommunikation, energiforsyning og transportsektor, der tidligere har været samfundseje, er i dag helt eller delvist privatiseret.

Jamen, vil nogen måske indvende, privatiseringer kan da være en god idé - det kan jo effektivisere og sikre lavere priser. Men dette har jo netop ikke været tilfældet. Over én kam er priserne steget og servicen er mange steder forringet. Og det er jo ikke underligt - for det afkast som de nye ejere skal have, betales jo af os forbrugere.

Men dette er ikke det værste ved overgangen til privat-eje. Det værste er, at vi som borgere mister indflydelse. Offentligt ejede virksomheder kan styres demokratisk ud fra, hvad der gavner samfundet bedst på kort og langt sigt. Når private overtager, går samfundshensynet fløjten til fordel for at skabe det størst mulige overskud til aktionærerne.

Størst muligt overskud

Et godt eksempel på konsekvenserne af at flytte virksomheder til privateje er børsnoteringen af det statslige energi-selskab DONG. Folketinget har valgt at gøre DONG til et børsnoteret aktieselskab. Det betyder, at DONG skal drives forretningsmæssigt, og målsætningen bliver at skabe det størst mulige overskud. Og konsekvenserne er allerede slået igennem. For at gøre DONG så attraktiv som muligt for investorerne, har selskabet opgivet at investere i en vindmøllepark og i stedet investeret i et forurenende kulkraftværk i Tyskland.

Når alle skriger på en indsats for at bremse klimapåvirkningen, er det da toptåbeligt, at vi sælger vores største energiselskab, og dermed spiller os et vigtigt klimapolitisk kort af hånden. DONG kunne været blevet et vigtigt redskab til at fremme vedvarende energi.

Desværre er der intet der tyder på, at privatiseringsbølgen er ved at stoppe. Inden for sygehusvæsnet oplever vi en snigende privatisering som følge af regeringens behandlingsgaranti. Også undervisningssektoren skal forberede sig på at private leverandører kommer på banen. Og senest er det foreslået, at vores veje og broer skal privatiseres.

Kort sagt: Der foregår - uanset om Villy vil det eller ej - i disse år et markant opgør om ejerskabet til samfundets produktionsmidler. Samtidig oplever vi, hvordan det private ejerskab til produktionsmidlerne koncentreres på færre hovedrige selskaber, som dermed får enorm indflydelse uden at være valgt af nogen.

På den baggrund virker Søvndals udtalelse hovedløs. Man kunne tro, at Villy bare var blevet lidt svimmel af al den popularitet. Men det er nok desværre ikke tilfældet, for hans udtalelse hænger meget godt sammen med den politik, som SF fører. SF stemmer f.eks. sammen med regeringen for den føromtalte privatisering af DONG. Og SF-borgmestre rundt omkring i landet har også stået i spidsen for privatisering.

Myter om det offentlige

Det er egentlig pudsigt, at SF's ledelse ikke ser noget problem i at flytte ejendom fra offentligt til privat eje, men samtidig nu fuldstændig afviser, at ejendomsretten også kunne flyttes den anden vej - fra privat til offentlig.

Samfundsejet produktion vil i sin natur være mere velegnet til at tage langsigtede samfundsmæssige hensyn f.eks. i forhold til miljø og arbejdsvilkår. Simpelthen fordi det samfundsmæssigt kan betale sig. At samfundsejet produktion skulle være mindre produktiv end privatejet, som Søvndal antyder, er en myte, der dagligt modbevises i den offentlige sektor, som dagligt leverer varen.

Selvfølgelig skal socialistiske og venstreorienterede idéer hele tiden udfordres, fornyes og gentænkes. Men barnet skal ikke skylles ud med badevandet. Og spørgsmålet om, hvem der ejer og dermed har indflydelse på vores veje, energiforsyning, uddannelses- og omsorgssektor, men også vores vare- og service-produktion, vil altid være et centralt spørgsmål for alle, der kalder sig selv for venstreorienterede.

Så kære Villy: Kom igen. Hvis vores demokrati ikke skal udvikle sig til det rene administrationskontor for markedets interesser, har vi brug for dig og SF i kampen for et mere demokratisk og socialistisk samfund. Det er alt for tidligt at resignere.

Frank Aaen, MF for Enhedslisten. Pelle Dragsted, medarbejder i El's folketingssekretariat

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Jamen, vil nogen måske indvende, privatiseringer kan da være en god idé - det kan jo effektivisere og sikre lavere priser. Men dette har jo netop ikke været tilfældet. Over én kam er priserne steget og servicen er mange steder forringet. Og det er jo ikke underligt - for det afkast som de nye ejere skal have, betales jo af os forbrugere. "

Hmmm....

Er det nu også rigtigt?

Gad vide, hvad virkeligheden siger

- Her et bud

http://www.akf.dk/udgivelser/container/2007/udgivelse_2355/

Men det er også bare træls videnskab.

Stig Larsen

Privatisering af f.eks. el-sektoren og postvæsnet, er tyveri ved højlys dag og skjult skatteopkrævning. De værdier som er i selskaberne er betalt af kunderne, altså alle danskere - skatteyderne. Da alle jo er brugere.
Når de sælges kommer der lidt penge i statskassen, men køberne skal jo have deres penge ind igen - så nu får folk igen lov til at betale for det som de allerede har betalt en gang - rent tyveri.

"Samfundsejet produktion vil i sin natur være mere velegnet til at tage langsigtede samfundsmæssige hensyn f.eks. i forhold til miljø og arbejdsvilkår. Simpelthen fordi det samfundsmæssigt kan betale sig. At samfundsejet produktion skulle være mindre produktiv end privatejet, som Søvndal antyder, er en myte, der dagligt modbevises i den offentlige sektor, som dagligt leverer varen."

Som i de tidligere østlande? Som den ineffektive hospitalssektor, hvor folk dør mens de venter? Som på universiteterne, hvor det er de private der scorer højest på ranglisterne? Som DR, der er en af de mest ineffektive organisationer, hvor det kan undre enhver der har arbejdet der, at det overhovedet kan lykkes at producere noget som helst, og hvor medarbejderne behandles som lort? Hvor er de effektive offentlige "virksomheder"? Det er simpelthen utroligt at man kan skrive sådan noget pjat. Ikke så mærkeligt at EL er fuldstændigt marginaliserede.

Movia, that runs the busses in Cph, thinks it is just fine if busses leave their stop early - they have to reach the end the of line on time (this must be in the contract). Complaining to the City doesn't do anything, since it is a private company. Guess what, number of passengers have been dropping contrary to political demands for increases.

Per Vadmand

Jeg har spurgt i mange sammenhænge, men aldrig fået svar - måske fordi der ikke er noget: Hvorfor tror nogen, at noget kan blive billigere af, at der skal tjenes penge på det?

Jeppe Brogård

Jeg tilslutter mig ovenstående Per Vadmands spørgsmål.

Til Aaen og Dragsted. Kan man se kapitalismen som en naturkraft, i stedet for en skurk? Hvis man kan det, vil man kunne træffe politiske valg til at afbøde dens skadevirkninger. Som fx at begrænse dens indflydelse gennem bl.a. kollektivt ejerskab til væsentlige samfundsfaciliteter.

Michael Skaarup

Per Vadmand, har ret.

Problematikken/dilemmaet, er det som jeg kalder den kapitalistisk løgn. Nemlig at billigst er bedst.

Vores samfund har brug for at livsvigtige funktioner, er tilgængeligt for befolkning, for at vi kan forsætte arbejdet for en velfærdsstat. Salget af nationale selskaber, som levere services til landets borgere, er derfor et forkert valg at træffe.
I stedet skal livsvigtige services som rent vand, elektricitet, (tele-)kommunikation, veje, broer, hospitaler, skoler, universiteter, dagpleje,osv. forblive under ejerskab af samfundet, og bliver forvaltet efter borgernes interesse, i modsætning til privatejet selskaber, der bliver forvaltet efter ejernes interesse, som primært er størst muligt kapitalafkast.

Selv i et neokapitalistisk samfund som sydkorea, er der regler, der skal sikre at landets(borgernes) interesse tilgodeses, ift. kapital afkast til investorer. F.eks. forpligter store selskaber sig til at reinvestere 30 % af overskudet i ny produktion, eller forbedring af eksisterende produktion. De bliver så "belønnet" via lempelser i skattesystemet.
Den taktik beskytter landet fra kapitalfonde, og andre ikke-nationale kapital giganter, skal opkøbe, samfundsvigtig produktioner, og dermed skade landets udvikling.

I forskellige udviklingslande, har ikke-nationale kapital giganter, opkøbt naturressourcer, fra fattige regeringer. Så landets borgere nu ikke selv har ret til at udvinde og anvende frit gængeligt naturressourcer. F.eks rent drikke vand, eller ædelsten som tilfældet er i Grønland.

Vi har også set en nationalisering af sådanne firmaere i Venezuela, og tanken er langsomt ved at vinde indpas i sydamerikansk politik.

Så ja. Ejendomret til produktionsmidlerne er stadig aktuel.

mere kærlighed - også til tørstige mennesker

Jeppe Brogård

Prådrød, den må du lige gentage for min skyld. Mener du, at det offentlige fungerer skidt, fordi de ansatte ikke for noget at regne med for arbejdet?

Og Ole skole, som giver et sært indtryk af at tale anonymt, da jeg har tilsluttet mig Vadmands spørgsmål må jeg vel gerne svare?

Michael Skaarup

til SOS og P-rådvilde rød

Hvornår du/i mest lykkelig/ tilfredse.

Når du giver 2 , for noget der en million værd( f.eks.gratis uddannelse, tandpleje, gratis lægekonsultation, gode veje, osv)

eller når du giver en million for noget der er 2 værd.

og for at følge jeres/din påstand helt ud.
Så er det f.eks. bedre at give 32000.- kr for den samme fladskærm, fremfor 3200.- kr..???

mere kærlighed - også til studerende...

Per Vadmand

Til "Rådvilde Rød" (er der ingen grænser for, hvor tåbelige pseudonymer de anonyme krystere kan finde på?): Jeg arbejder mest og hårdest, når jeg laver noget, jeg kan lide. Lønnen er sekundær, så længe jeg bare kan leve rimeligt af den.

Der er rigtigt gang i de religiøse her i tråden, hvad? Hvis man skal tjene flere penge på at levere den samme service, kan det kun ske ved at skære ned på lønnen. Hvis man skal tjene flere penge på at udbetale den samme løn, kan det kun ske ved at skære ned på kvaliteten.

Jeppe Brogård

Det er klarest nemt at tjene penge, hvis man selv scorer gevinsten, i stedet for at dele den med den arbejder, der fremstiller den. Det er da købmandslogik.

Som den pædagog, jeg hørte i dag. Hun ville snakke om arbejdets værdi. Den pensionist, hun talte med lo overbærende og mente, at altings pris stiger, ligeså snart hun får sin pris. Det kunne hun så fundere over. Pensionisten mente altså, at pædagogen skulle betale for hans fordele.

Pointen i Per Vadmands oprindelige og endnu ubesvarede spørgsmål var, som jeg da så den, at først skal prisen betale arbejderen, og dernæst aktionæren, som ikke har udført noget andet end at placere en tidligere oparbejdet værdi i virksomheden. Denne forrentning er i pers og mine øjne en soleklar merudgift.

I den udstrækning, at aktionæren kan tvinge arbejderen til at tage mindre, vil aktionæren typisk score gevinsten selv, fremfor at aflevere den til kunden. Det er da loven om egen vinding og efterspørgsel.

Problemet med postdanmark er at der jo ikke rigtig er nogle konkurrenter til dem.

Tror i verdensfjerne kommunister at markedet leverer dyrere vare end det staten kan formå at skabe til borgerne.
den logik der nævnes er ikke eksisterende. som om at staten/samfundet politikerne kan skabe produktion der på optimal vis skaber det som alle mennesker har brug. Gad vide om der bliver plads til forskellighed i sådan et samfund. den ender jo altid med borgerne kan få det der ligner en feltration for en halv dags arbejde.

i undervurderer styrken ved markedet. tror du virkelig frank åen eller lad os sige københavns kommune kunne producere en dvd-afspiller til 199. den var slet ikke blevet opfundet. Og ja, samsung og sony tjener penge alligevel..

Monopoler kan ikke næsten ikke udvikle sig. De kan ikke omstille sig til borgerne. Ergo må borgerne tilpasse sig disse monopoler. Hvis man vil overleve må man æde klamt socialistisk dåsemad. Børnene må passes i en børnehave hvor legepladsen ikke er blevet fornye i 50år og som lukker når det passer den.

Hvor mange mennesker arbejde i dag på sambo flødebolle fabrik. hvor mange arbejdede der for 40år siden. hvor mange ansatte har de i produktionen dengang i forhold til nu. hvor mange flødeboller laver de om året nu i forhold til for 40 år siden. Jeg ved det ikke. men tror i virkelig produktiviteten er den samme.

Michael Skaarup

anton:.. du er fandme langt bag efter....Og ved åbenbart meget lidt om produktionsudgifter og salgspriser.

De første dvd afspillere kostede over 20000 kr pr. stk. Når en dvd af spiller idag sælges for 199 .- er det bl.a et udtryk for at den forældet teknologi bag dvd'en, samt at den teknologiske udvikling af dvd'en er stoppet. Dvs. at teknologien i dvd afspiller kan masseproduceres uden større besvær. Prisen på 199.- dækker jo kun lønudgifter, og produktionomkostninger. Produktet bliver samlet i asien, af bl.a børn og unge, som ikke har mulighed for at gå i skole, og de får ca. penge nok til at de kan overleve. (de får heller ikke noget der hedder feriepenge, pension, sygedagpenge) (men dog er jo også bare noget som de socialistisk fagforeninger ønsker at pålægge producenterne)

- men bare lige for at gøre dig opmærksom på at det er faktisk ikke det der tales om.

Der ingen der taler om at nationaliser produktionen af forbrugsgoder, men om at værne om services der alle borgeres interesse. Vand, strøm, varme, affald, veje, broer, uddannelse, tog og bus drift, osv.....

Så din dvd-maskine eksempel kan du godt pakke sammen, ligesom du kan smide den ud, når den går i stykker, og købe en ny i føtex.

mere kærlighed

Per Vadmand

Infrastruktur, undervisning, retshåndhævelse og sundhedsvæsen er forudsætningerne for et velfungerende samfund og bør derfor styres af borgernes behov for service, ikke af kapitalens behov for profit.

Ellers ender det med, at vi kun har linie 5 på Nørrebro, men ikke linie 248 til Kværkeby, og hospitalerne specialiserer sig, som Tom Lehrer engang sagde, i "diseases of the rich."

Så enkelt er det: Kapitalens formål er profitmaksimering, derfor vil de dele af en virksomhed, der ikke giver profit, blive skåret fra - og de borgere, der har behov for disse dele, står tilbage med en lang næse.

Jeppe Brogård

Dertil kommer, at kapitalisterne ikke vil betale for det, de forbruger. Kapitalismen er glimrende til at forbruge og skabe nyt. Men hvis ingen bagefter betaler for at erstatte det, de tog, så bliver alting brugt op.

Landbruget er et klart eksempel. Det bruger en masse vand, men det har ingen økonomisk overlevelsesmulighed, hvis det skal bære udgifterne til at beskytte grundvandet mod følgerne af landbrugsdrift.

Olien er et andet. Uden energi ingen produktion. At energien kan slippe op, bekymrer kun kapitalismen, hvis dissidenter råber op om, at energien kan slippe op.

Kapitalismen (markedsøkonomien) har historisk vist, at det er det økonomiske system, der er bedst til at skabe velstand – den har sejret ad helvede til.

Det er patetisk at gammelsocialisterne nægter at acceptere dette faktum og derfor fortsætter kampen mod ”systemet” i stedet for at benytte dette økonomiske værktøj til realisering af deres samfundsdrømme. Det viste Marx, men ikke marxisterne.

Per Vadmand: ” Hvorfor tror nogen, at noget kan blive billigere af, at der skal tjenes penge på det?”

Vi prøver med Marx:: Der produceres x dimser. Profitligningen siger:

P= M/V+K (jeg kan ikke finde ud af, at lave rigtige brøker). P = Profit, M = Merværdi, V = Variable omkostninger og K = Konstante omkostninger.

Hvis kapitalisten (ham med høj hat og cigar eller det europæiske arbejderaristokrati, der via deres pensionskasser, udbytter proletarerne i Østen) mindsker nævneren f. eks. ved, at der anskaffes nye maskiner, der erstatter den dyre arbejdskraft eller ved, at han afskaffer de dyre maskiner og flytter arbejdet til den billige arbejdskraft i Østen – voila så er profitten øget Dimsen koster det samme, men kapitalisten har fået en øget velstand

Eller hvis kapitalisten øger tælleren (merværdien) ved at producerer flere dimser y> med de samme omkostninger – voila samme resultat.

Vi får dimserne til samme pris og kapitalisten en øget fortjeneste.

Jeppe Brogård

Jeg tænkte nok at købmandslogikken er højere matematik. Fidusen i at have offentlige systeme gvies af den samfundsmæssige merværdi, som faciliteterne skaber. Reglerne for almindelig drift og vedligeholdelse tilsiger, at samfundet konstant må reparere på sig, ellers vil dets grundlag enten blive brugt op eller sande til.

Det koster altså noget. Derfor er man nødt til at bruge af sin merværdi til at reparere. kapitalisme er smart til at skabe nyt. En oparbejdet merværdi kan placeres i nye virksomheder. Har samfundet skabt disse virksomheder er der sådan set ikke brug for ny kapital til at skabe dem forfra. Kapitalen kan gå, så at sige.

Problemet er der, hvor kapitalen ikke kan komme efter mere profit, fordi markedet og merværdien er opslugt af de offentlige virksomheder og andre kapitalister i forening. Provenuet må flyttes fra disse ejere, hvis ny kapital skal have noget at arbejde med.

I den situation får samfundet den omvendte interesse. Og i spørgsmålet om samfundsmæssig magt og situationen kommer endnu en samfundsmæssig interesse på banen. Den som Aaen taler om.

@ Jeppe Brogård

Købmandslogikken som højere matematik er Marx`s ikke min, og den var, som anført, ment som et svar til Per Vadmand, der ” i mange sammenhænge” havde efterlyst det svar, som Marx for længst har givet.

Og det klinger hult i mine ører, når man bruger udtrykket kapitalist i den lidt altmodische socialistiske betydningen: den fæle kapitalist ham med høj hat og cigar. Kapital er en nødvendighed for skabelse af velstand, derfor min henvisning til at vores fælles pensionskasser – du og jeg - også er kapitalister, der investerer for at få et afkast (profit).

Min væsentligst pointe var imidlertid, at man på venstrefløjen bør opgive berøringsangsten for markedsøkonomien og i stedet bruge den aktivt til fremme af sit samfundssyn.

Markedsøkonomien har en indre logik (den usynlige hånd), men er i øvrigt upersonlige økonomiske mekanismer og hvilket samfundssystem og hvilke betingelser (markedsvilkår) den skal fungere i bestemmes politisk og det forunderlige er, at markedsøkonomien fungere fint under forskellige markedsvilkår.

I øvrigt er jeg enig i mange af de synspunkter du og dine ligesindede har givet udtryk for ovenfor, men jeg synes, at ting blandes sammen.

Per Vadmand

Svend W, det, du gav mig, var et ikke-svar, idet diskussionen ikke handler om produktion af "dimser", men af offentlig service.

Hvis du skal tjene penge på fx busdrift, er der følgende mulgheder:

1. Sørg for, at busserne kører så sjældent, at de altid ar fulde, og kan det ikke lade sig gøre, så nedlæg dem. Altså: Profithensyn fører til ringere eller manglende service.

2. Skær ned på chaufførernes pauser og hviletid og bussernes vedligeholdelse, så du får mere kørsel for de samme penge og kan stryge overskuddet. Altså: Profithensyn fører til ringere arbejdsforhold.

3. Fyr alle chaufførerne og ansæt nye uorganiserede til en lavere løn og på en kontrakt uden sygeforsikring og pensionsforhold, så du vælter udgifter hertil over på staten. Altså: Profithensyn fører til øgede udgifter for det offentlige.

Det var bare tre muligheder. Kun fantasien sætter grænser.

@ Per Vadmand.

Du har fået et præcist svar på dit spørgsmål: ” Jeg har spurgt i mange sammenhænge, men aldrig fået svar - måske fordi der ikke er noget: Hvorfor tror nogen, at noget kan blive billigere af, at der skal tjenes penge på det?”

Du har ikke her afgrænset din undren til ”offentlig service” , men bruger det helt generelle ”noget” i betydningen noget som helst..

Som anført i mit svar til Jeppe Brogård ovenfor deler jeg mange af de synspunkter, der er givet udtryk for tidligere i tråden, men jeg mener fortsat, at I blander ting sammen, når i ser markedsøkonomi som modsætning til offentlig service. Markedsøkonomi kan være et særdeles brugbart instrument i offentlig service, men det kommer helt an på hvilken offentlig service vi taler om, og det er den opdeling jeg mangler hos jer.

Per Vadmand

Når jeg stillede mit spørgsmål i forbindelse med en artikel om bl.a. privatisering, burde det være logik for burhøns, at det var den påståede besparelse herved, mit spørgsmål gjaldt. Og det har jeg stadig ikke fået svar på - måske fordi jeg selv gav svaret i mit sidste indlæg?

Kære Svend. Jeg er helt enig i, at man ikke skal se marked og kollektive foranstaltninger som modsætninger. Selvom de er det i enkelte konkrete tilfælde, som fx den aktuelle diskussion om hvor meget, der skal være under det ene eller det andet regime, som i Per Vadmands reference.

I øvrigt synes jeg at det er lidt ensidigt, når du hævder at have besvaret Vadmands spørgsmål med et nyt spørgsmål. ovenikøbet et spørgsmål hvis svar svæver indenfor en mig uigennemskuelig og muligvis blot høj matematik.

I forhold til udgangspunktet (artiklen) er jeg enig med SF og Svend i, at man ikke behøver at have berøringsangst overfor kapitalismen. Men hvis man kan undgå den allermest næsegruse beundring er jeg også enig med Aaen i, at kapitalens magt over samfundet bliver for stor, når man privatiserer væsentlige kollektive systemer til velfærds distribution.

Svend W skrev:
> Du har fået et præcist svar på dit spørgsmål: ” Jeg har spurgt i mange
> sammenhænge, men aldrig fået svar - måske fordi der ikke er noget: Hvorfor
> tror nogen, at noget kan blive billigere af, at der skal tjenes penge på det?”

Her skal man lige passe på. Det er IKKE nødvendigvis et punkt for liberalt/socialistisk uenighed. Du kan sagtens have omfordeling OG et behovsdrevet system samtidig..Nedenstående drejer sig derfor ikke om privatisering, men om de parter, der træffer beslutninger gør det på en behovsdrevet måde, hvor hverkenlt kunde sætter pris på kvaliteten i forhold til de individuelle behov og udbyderne er frie til at tilpasse sig - dvs vælge kvaltitet og pris.

Et planøkonomisk system - sådan som f.eks. hovedparten af den danske offentlige sektor er organiseret - vil akkumulere ineffektiviteter over tid, dvs. man bliver stadigt dårligere tilpasset behovene og der ophobes administrativt fedt. Det har Gjellerup-rapproten dokumenteret klart er tilfældet i Danmark, hvor vi har et system som gradvist bliver dyreree og dårligere over tid - endda i absolutte tal - ikke kun relativt til den private konkurrenceudsatte sektor.

Derimod vil et system som orienterer sig mod kundens behov udtryk i valg og betalingsvillighed løbende tilpasse sig behovene og flytte resourcer hen, hvor de er efterspurgte - hvis noget virker, så kommer der mere af det. Hvis noget ikke virker så kommer der mindre af det.

Det gælder BÅDE prisen, dvs. hvor billigt man kan levere den samme nytteværdi og kvaliteten, dvs. hvor godt man kan dække behovet.

I et behovsdrevet system vil kunderne belønne dem, der kan levere den bedste kvaltiet for pengene spredt på hele spektret af behov, dvs. det vil ikke være den samme som servicerer alle, fordi kundernes præferencer er forskellige.

Den offentlige sektor i Danmark kunne både blive mere produktiv og levere bedre kvaltiet ved at blive behovsdrevet fremfor i dag hvor den er planøkonomisk drevet.

Gevinsten = det resourcespild som vi ser i dag plus kvalitetsforbedringen deles så mellem kunde og leverandører. Konkurrencen sikrer at gevinsten hele tiden presses i nedadgående retning. Innovationen = bedre løsnigner bedre tilapsset de aktuelle individuelle behov vil derfer være nødvendig for at leverandørerne kan opnå profit.

Ingen innovation og fornyelse = Ingen profitt, dvs. du er ikke bedre end idne ideer til at hjælpe andre.

Problemet i den offentlige sektor er ikke nødvendigivs de ansatte som er dovne. Tværtimod kan man i et planøkonomisk system arbejde sig ihjel uden det ændrer på noget - man sætter ganske enkelt de ansatte til at gøre de forkerte ting forkert. Planøkonomiske målinger vil sig at de arbejder hårdt, men kvalitetsvurdering og tilpasning til behov fungerer alt alt for dårligt..

Hivs en behovsdrevet service opdager at kvaltieten stiger og omkostninger falder ved at lave bedre mad på hospitalet og det eftersprøgses, så gør man det helt natuirligt. Du har ingen mekanismer som sikrer at det sker i en offentlig planøkonomisk sektor, fordi ingen har interesse i at lytte til kunderne (=borgerne).

Reglen er meget enkel - du er ude af stand til at effektivisere eller kvaltietsforbedre et komplekst system centralt fra. Det kan kun kunderne gøre i deres valg.

UBS - en meningsforstyrende slåfejl

Jeg mente selvfølgelig
Nedenstående drejer sig derfor ikke om privatisering, men om de parter, der træffer beslutninger gør det på en behovsdrevet måde, hvor hver enkelt kunde sætter pris på kvaliteten i forhold til de individuelle behov og udbyderne er frie til at tilpasse sig - dvs vælge kvaltitet og pris.

@ Stephan E

Vi er tidligere stødt på hinanden i en anden tråd men med samme emne.

På grund af dine tilkendegivelser, har jeg spurgt dig, om du hælder til rettighedsliberalisternes ( Cepos folkets) opfattelse af, at samfundets opgave kun er, at beskytte markedet (minimalstaten), herefter tager markedet sig over tid af alt det andet..

Det har du sagt nej til, men alligevel.

Jeg har hævdet, at samfundet har mange andre legitime hensyn at tage og at der kan være store menneskelige, etiske og derfor politiske uacceptable omkostninger, hvis man bare skal afvente, at markedet reguleres over tid.

Du har desuden en særpræget definition af socialisme (også her) som værende lig med omfordeling, men det er for mig socialliberalisme.

Socialisme indbefatter altid en eller anden form for ejendomsret til produktionsmidlerne, hvilket også er udgangspunktet for artiklen vi kommenterer.

Jeg er enig med dig i, at omdrejningspunktet for markedsøkonomien er, at den skal være behovsdrevet. Det vidste Marx, men ikke marxisterne. Med deres form for planøkonomi mente de, at det var udbuddet , der skulle bestemme behovet og ikke omvendt ,og derfor gik det galt.
Men topstyring og planøkonomi er jo regelen for producenter af varer til markedet i det private erhverv og det fungerer fint , fordi her retter planøkonomien sig ind efter behovet og derfor kan en producent ligeså godt være offentlig under forudsætning af , at præmissen for behovsstyring blev fastholdt.

Problemet for den offentlige sektor er, at den nu som marxisterne forsøger at styre markedet ved bestemmelse af udbuddet af den simple grund, at den mangler kapital til at imødekomme behovet.

Kapitalmangel i den offentlige sektor er hovedproblemet og ikke viljen til at opfylde behovene. Når der er mangel på kapital til investeringer må man enten indskrænke udbuddet af ydelser eller antallet af ydelser og det er situationen for den offentlige sektor i dagens Danmark.

Og kapitalmangelen ser ud til at blive permanent , da den offentlige kapital kommer fra skatter og afgifter, som har nået et niveau, der politisk ikke kan overskrides.

Det har regeringen udmøntet i sit skattestop og det har givet politisk pote. At regeringen derudover systematisk flytter den sparsomme kapital fra den offentlige sektor til den private og derved undergraver den offentlige sektor er en selvstændig diskussion værd.

@Per Vadmand

"Jeg har spurgt i mange sammenhænge, men aldrig fået svar - måske fordi der ikke er noget: Hvorfor tror nogen, at noget kan blive billigere af, at der skal tjenes penge på det?"

Det er et godt spørgsmål.

Standardsvaret er selvfølgelig at private virksomheder er mere effektive fordi de er udsat for konkurrence. Der er to problemer i denne antagelse. Når først udliciteringen har fundet sted har de et monopol og truslen om at tabe den næste udbudsrunde nogle år senere, skræmmer dem tilsyneladende ikke altid til at tage kundernes kritik alvorligt. Det andet problem er at medarbejderne ikke nødvendigvis bliver mere effektive blot fordi virksomheden er privat. At virksomheden konkurrer med andre virksomheder betyder ikke nødvendigvis at medarbejderne også gør det. Det er velkendt at store private virksomheder kan være mindst lige så bureaukratiske som offentlige institutioner.

Når politikerne holder så meget af privatisering tror jeg snarere at det hænger sammen med at de derved kan indskyde en "buffer" mellem sig selv og vælgerne. Politikernes ansvar får en mere indirekte og langsigtet karakter, så de ikke behøver at gå i panik, hvis togene ikke kører eller posten ikke kommer frem.

@ Nille:

Du har en helt klar pointe i politikernes ansvarsforflygtigelse via buffereffekten og der findes talrige eksempler herpå.

Men man skal ikke undervurdere politikernes vilje (ideologi) til at flytte kapital fra den offentlige til den private sektor.

Det sker under de positivt værdiladede slogans som ”pengene følger borgerne (patienterne)” og ”større valgfrihed til borgerne” og hvem vil ikke gerne have større valgfrihed, når den er gratis (skattefinansieret).

Men når der ikke følger mere kapital med til den øgede valgfrihed og når den tages fra den offentlige sektor og bruges til den private, så underminerer man bevidst den offentlige sektor og det er hvad der sker aktuelt under den nuværende regering.

Og om dette er rigtigt eller forkert afgøres af ens politiske holdninger

@ Svend W

Jeg husker godt at vi havde en kort konstruktiv udveksling. Dit spørgsmål her er meget bredt og argumenterer via impliciitte påstande. På den ene side noget helt principielt, på den anden side noget polemisk retorik om aktuel politik..

Til dit gentagne spørgsmål om jeg er rettighedsliberalist, så vil jeg svare afvisende i økonomisk forståelse. Alene det forhold at man accepterer skat gør det til en umulig position.

Med opkrævning af skat til omfordeling definerer du en fælles ret til at disponere delvist over udbyttet af ejendomsretten, dvs. du har per definition en blandingsøkonomi. Skat afspejler en fælles ejendomsrets forståelse med forrang for den individuelle ejendomsret.

Men på trods af denne skatte-forståelse betragter jeg det som både erfarings- og evidensafklaret at fælles ejendomsret meget sjældent fungerer (f.eks. de israelske Kibuttzer syntes at have fungeret men kun midlertidigt) - og formentlig ikke kan fungere i større konstruktioner. Det skaber meget sjældent værdi og "objektivt moralske" argumenter for disse modeller er mindst lige så ekstreme og virkelighedsfjerne som rettighedsliberalisternes når vi taler om det stats-løse og skatteløse samfund..

Så jo, jeg mener faktisk at socialisme i dag i vid udstrækning bør opfattes som et spørgsmål om omfordeling, dvs. den moraletik i holdning til specielt de svage i samfundet som ethvert samfund tager stilling til og som i sidste ende.udgør en væsentligt del af det samfunds samlede innovationsevne i konkurrence med andre samfundssystemer.

Den demokratiske Stat går ud over kun at "sætte rammer" for markedet, men den planøkonomiske stat forsøger at erstatte markedet med noget som ikke virker. Og det er præcis hvad vi ser ske i Danmark.

For så vidt angår dit tidsargument etc. så er det jo altid et problem med arbitrære indgreb - virker indgrebet permanent forvridende til skade for alle (reelt også den lille gruppe som måske får en fordel af at misbruge statsmagten i deres interesse).

Vi kan hverken ignorere en hungersnød eller agere så hungersnøden bliver permanent. Indsatsen i Afrika her jo beviseligt været en katastrofe relativt til f.eks. Kina - sidstnævnte købsdrevet førstnævnte engangshjælp uden hensyn til regimernes karakterer. Dvs. problemet med disse argumenter er at de reelt er planøkonomiske og oftest direkte forværrende.

Styringen af en virksomhed er en del af dens konkurrence- og innovationsevne. En privat virksomhed kan normalt ikke - uden at kunderne straffer det - agere planøkonomisk og overleve medmindre den misbruger statsmagtens lovgivning som grundlag for kartel eller monopol e.g. PBS, PostDanmark, Borger.dk:

Vi er enige i at ejerskabet er ligegyldig hvis blot funktionen er behovsdrevet og dermed også i åben konkurrence fordi det er en forudsætning at behovene kan have den nødvendige vægt.

Det reelle spørgsmål er derfor - efter min mening - hvor langt man ønsker at trække omfordelingsdiskussionen (den poltiske grovallokering). Og det er der ingen objektive svar på, derfor min afvisning af en indplacering i de gamle båse.

Din opfattelse af den offentlige sektors problem er jeg radikalt ueng i. Det er en planøkonomisk tilgang at mene at man kan løse den offentlige sektors problemer på finansieringssiden, når intet er behovsdrevet.. Faktisk vil jeg mene at den del af dit indlæg argumentere mod din egen anerkendelse af spørgsmålet om at sikre at det er behovsdrevet.

Den offentlige sektor har ingen kapitalmangel - den er for hovedparten selvskabt fordi 1) den planøkonomisk spilder en stigende del af de skatteindtægtert der kommer ind og 2) de stigende planøkonomiske indgreb i hele samfundet udhuler skattegrundlaget.

Artiklen er - for mig at se - et ideologisk indlæg uden meget sagligt grundlag. Flere af påstandende drejer sig udelukkende om at få sympati.blandt de overbeviste. F.eks. er det vel åbenlyst at centraladministrationen har svigtet de offentlige ansatte ved at låse dem inde i et stadigt mere planøkonomisk styringssystem, hvor den ansatte selv hele tiden af presses til at skulle yde en større indsats at kompensere for systemets stadigt større fejl.

Både højre- og venstrefløjen burde koncentrere langt mere - hovedparten - af deres energi på at gøre den offentlige sektor behovsdrevet og styrke borgernes evne og kontrol til at agere intelligente forbrugere og borgere.

Igen - som sagt - det betyder ikke nødvendigvis at man privatiserer i betydningen blot overlader det til dybden af ens pengepung at afgøre hvem der kommer først i køen. Vi har i dag teknologier til at kunne lade politikere grov-allokere og så overlade det til borgerne at kontrollere finallokeringen via deres valg og præferencer.

Problemet er at alle - specielt vensrefløjen - har mistillid til de borgere, vi antagelsesvis skaber systemet til.

Følgende er en kopi af et indlæg af undertegnede bragt ifbm Peter Nielsens kronik "Mysteriet om midten" af 30. maj 2008. Håbet er, at SF læser det og reagerer på det enten med en kommentar, eller allerhelst ved at indrykke en kronik eller debatartikel her i avisen.

Opfordring til SF:

Det ville være rart med noget opklaring ang. jeres politiske ståsted og visioner. Vil I ikke bringe et svar på de i denne artikel anskueliggjorte nybrud i SF-politk, ligesom det ville være godt for alle parter, hvis I ville forholde jer til Frank Aaen og Pelle Dragsteds artikel, som kan læses ved at følge nedenstående link:

http://www.information.dk/159524

Hvad er det I vil, SF? Kan vi regne jer med på venstrefløjen, eller er I endegyldigt reformeret til et konsensussøgende socialdemokrati?

Jeg håber I til stadighed mener, at gennemsigtighed ang. politiske visoner og holdninger er i alles interesse? Hvis SF altså stadig har sådanne? Jeg er næsten overbevist om, at størsteparten af jeres medlemmer stadig har klare politiske visioner og hver især en personlig holdning til socialisme og ejendomsret. Ligesom jeg er overbevist om, at der er meget mere uenighed om partiets linje angående udlændingepolitik og måden at italesætte en sådan, end jeres nu topstyrede og strømlinede parti (læs: formand) giver udtryk for. Men det er jo bare mine formodninger.

Kan jeres vælgere læse ud af partiprogrammet, hvad de stemmer på? (jeg har i et indlæg ovenfor klippet udvalgte dele ud af jeres og jeres ungdomsorganisations partiprogrammer ind)

Kan de af jeres medlemmer, der ser sig selv som socialister, fortsat forvente, at deres partiarbejde og kontingent indgår i bestræbelserne på at tage et opgør med kapitalismen?

Kan jeres vælgere forvente, at et kryds ved SF er en stemme på et andet samfund?

Kan de af jeres medlemmer, der ønsker et opgør med Dansk Folkepartis dæmonisering af etniske minoriteter stadig forvente, at deres politiske arbejde i partiet og i deres bestræbelser på arbejdspladser og i omgangen med naboer og venner kan betale sig? Til trods for formand Søvndals voldsomt højrepopulistiske ordvalg?

Kan jeres vælgere forvente, at der er et egentligt antiracistisk og venstreorienteret aternativ til VKO's udlændingepolitik i et kryds ved SF fremover?

Kan man stemme på SF, hvis man ønsker at bremse den aktuelle bølge af nyliberalisme i Danmark, når SF ikke bare er blevet et fuldbyrdede EU-tængere, men også ligefrem er meddelagtige i at vores hidtige fælles ejerskab til samfundets energiresurser (DONG) kommer kapitalisters hænder, ligesom SF nu også vil føre en borgerlig skattepolitik?

Og kan vi på venstrefløjen forvente, at SF sammen med os vil ændre på samfundet i socialistisk retning? Står vi på samme side i klassekampen, og har SF tænkt sig fortsat at kæmpe denne aktivt?

Eller hvad?

For i modsat fald bør I melde det ud. Så må folk jo tage stilling til, om de i givet fald kan stå inde for en ny socialdemokratisk reformistisk kurs i SF, eller om de er nødt til at gå til venstre og støtte Enhedslisten eller evt starte et nyt parti til venstre for SF.

Disse spørgsmål, som jeg håber SF vil svare på, er da - indrømmet - dels ment som et kærligt los i r... på vores venner på venstrefløjen, men desværre i endnu hæjere grad et udtryk for, at det faktisk er umuligt at vide, hvad man skal tro om SF efter en vinter, hvor Villy Søvndal har kørt et mediemæssigt soloridt og ryddet forsider med den ene spektakulære populistiske udmelding efter den anden. Nu hvor meningsmålingerne tilsyneladende er på vej ned i et realistisk niveau (men stadig flotte, og tillykke med det), synes det som, at der er ved at blive lidt mere stille om SF og mediedarlingen Villy. Så måske var det på tide, at begynde at tale politik igen?

På forhånd tak

venligst
Bo Nielsen

Thomas Allen

Jeg har kun én anke mod Frank Jensens artikel:
Hvordan kan telekommunikationscentre, postleverandører, energiforsyning og sundhedssystemer hører inde under kategorien "produktionsmider"??
Det er jo servicevirksomheder.