Kronik

Europas sidste diktator

Viktor Lukashenko hersker på 14. år over Hviderusland. Hans metoder til at udsulte medierne er uden omsvøb: Journalister skal stækkes for at beskytte statens sikkerhed. Beretning fra Europas sidste diktatur, hvor en lille flok uafhængige medier holdes i live af midler fra blandt andet Danmark
-Når jeg begrænser journalisters arbejdsbetingelser på nogle områder, gør jeg det udelukkende for at beskytte statens sikkerhed,- sagde Hvideruslands enehersker Lukashenko i februar.

-Når jeg begrænser journalisters arbejdsbetingelser på nogle områder, gør jeg det udelukkende for at beskytte statens sikkerhed,- sagde Hvideruslands enehersker Lukashenko i februar.

Andrey Stasevich

19. maj 2008

"Minsk? Hvor ligger Minsk?"

"Udenfor!"

Ordvekslingen foregår mellem to ekspedienter i tax-free shoppen i København, da jeg er på vej til Hviderusland for at bidrage til evalueringen af, hvad det hviderussiske journalistforbund har fået ud af danske midler fra udenrigsministeriets naboskabsprogram.

Og Hviderusland er i sandhed udenfor. Ekspedienterne mente naturligvis uden for EU, men landet er også uden for det gode selskab. Med god grund. I 14 år har enehersker Lukashenko brugt udspekulerede metoder til at begrænse frie medier, og alene i 2006 anvendte han 320 mio. kr. på at støtte regeringsloyale medier. Han er så sikker på sin magt, at han i februar sagde følgende til journaliststuderende på Minsks Universitet - ifølge det statskontrollerede nyhedsbureau, Belarusian Telegraph Agency:

"Massemedier svinger våbnet med den mest destruktive magt og skal kontrolleres af staten. Når jeg begrænser journalisters arbejdsbetingelser på nogle områder, gør jeg det udelukkende for at beskytte statens sikkerhed!"

Vær ikke bange

Trods talrige forhindringer er der uafhængige medier i Hviderusland. Dagen efter min ankomst besøger jeg en afdeling af det uafhængige journalistforbund fire timers kørsel mod øst, helt op til den polske grænse. Afdelingen består af ti journalister og to layoutere på avisen Slonim Gazetta. De befolker et usselt aflangt lokale på højst 30 kvadratmeter i en ramponeret industrikolos.

Selv om avisens lejemål netop er opsagt, og de praktiske forhold er elendige, hersker der en optimistisk stemning i lokalet, hvor den lokale kredsformand, en kvindelig journalist midt i tyverne, fører ordet. Olga Femmkedith fortæller, at med 7.000 solgte aviser om dagen har Slonim Gazetta distanceret sig med hele 2.000 i forhold til den statsstyrede avis. Helt omvendt er det med lønnen. De uafhængige journalister tjener omkring 2.500 kr. om måneden, mens de regeringstro kolleger typisk kan regne med mindst det dobbelte.

Olga er ikke rigtig formand, for afdelingen eksisterer ikke. Det har nemlig ikke været muligt for den at finde et lokale, som kan anvendes som adresse. Og uden adresse kan man ikke registreres og er dermed officielt ikke-eksisterende.

Olga Femmkedith fortæller, at avisen er i gang med en kampagne under overskriften 'Vær ikke bange for at spørge'. På den måde beder de læserne være kritiske og stille spørgsmål, som avisen forsøger at få svar på.

Vi skal altid spørge

Det er vigtigt at blive ved med at stille spørgsmål, siger hun og understreger, at kampagnen er dobbelttydig. Opfordringen gælder også journalisterne selv. Hun erkender selv at være nervøs for at stille spørgsmål til topembedsmænd i distriktet eller regionen, og hun er overbevist om, at embedsmænd ligefrem belønnes for at holde kritiske journalister som hende selv stangen.

Jeg beder hende give et eksempel på kontroversiel journalistik, som hun og kollegerne er stolte over. Det viser sig at være en reportageserie om en fattig og udstødt kvinde, som levede alene i et ubeboet skovområde. Hun var døden nær, men avisen bragte hende mad, og hun kom til hægterne. For en dansk journalist er det en god historie, men kontroversiel? Jo, her i et hjørne af Europas sidste diktatur er det bestemt ikke god skik at offentliggøre dokumentation på social nød. Hendes redaktør, Viktor Volodashchuk, siger, at rygtet om det danske besøg er løbet i forvejen. Hans kollega på den statskontrollerede avis har bedt om at måtte deltage. Du er velkommen, hvis du melder dig ind i det uafhængige journalistforbund - ellers har du ikke noget at gøre, lød svaret.

Stemningen i lokalet oser af faglig stolthed, som nærmest øges i takt med beretningerne om myndighedsforhindringerne. De få kiosker i byen må ikke sælge avisen, som derfor falbydes af ældre kvinder på gadehjørnerne. Den vigtigste distributør har netop opsagt samarbejdet, og det er længe siden, at byens egne trykkerier turde trykke avisen. Derfor køres materialet i elektronisk form til Minsk for at blive trykt. Enhver støtte til lokale eller nationale medier, f.eks. fra udenlandske sympatisører, skal registreres og er skattebelagt.

"Så snart det går godt, stikker myndighederne en kæp i hjulet, senest med at presse ejeren af huset her til at opsige os," siger Viktor Volodashchuk.

Økonomisk pres

I centrum af Minsk oplever jeg atter forhindringerne under et besøg på Belarusian Market, en analyserende erhvervsavis, der blandt fem andre landsdækkende og 12 regionale aviser udgør den samlede bestand af uafhængige medier i et land med 10 mio. indbyggere.

"Det er ikke politisk, men økonomisk pres, der gør udvikling umulig. Vores lejemål er netop opsagt, og det eneste, vi har kunnet finde i stedet, er halvt så stort og dobbelt så dyrt," lyder det opgivende fra chefredaktør Viachaslau Khadasouski.

Han har ellers grund til stolthed. Avisen er på 12 år blevet en betydelig faktor for erhvervslivets meningsdannelse og har 32 ansatte.

Han beretter om en endeløs række af myndigheds-benspænd: kravet om, at bladet ikke må hæve prisen med mere end fem pct. om året. Det totale fravær af statslige annoncer, hvorimod f.eks. Volkswagen og Toyota tolereres, fordi deres usårlige hovedkontorer ikke ligger i Hviderusland. Kiosker, som afviser at sælge, og en absurd maksimumgrænse på abonnementsantal i distrikterne.

Alligevel er det lykkedes at skabe visse forbedringer, men kun i kraft af støtten fra det danske naboskabsprogram. Det gælder nyt design og fire-farve-tryk, som allerede har forbedret annonceindtægterne og nu skal komme online-udgaven til gode.

I et nedslidt lokale i Minsk på 30 kvadratmeter gør formanden for Belarusian Association of Journalists, Zhanna Litvina, status efter foreningens første 10 års levetid, hvoraf Danmark har støttet den de seneste fem:

"Lukashenko gør alt for at skabe et smukt billede af Hviderusland i Europa, men billedet er ekstremt forskønnet. Da vi ikke har udenlandske mediekoncerner i landet overhovedet, kan vi ikke få afbalanceret billedet. De internationale nyhedsbureauer og medier holder til i Moskva og vier os ikke megen opmærksomhed."

Zhanna Litvina er formand for 1.200 journalister og mediechefer og chef for otte ansatte. Belarusian Association of Journalists, BAJ, er ikke en fagforening i vestlig forstand. Nærmere en paraplyorganisation for ikke-statslige medier.

"Vores journalistforbund er ikke en traditionel fagforening - endnu. Både chefer og journalister står sammen i foreningen for at hævde uafhængigheden. Kampen for uafhængighed er vores samlende faktor," siger hun.

De ansatte i BAJ oplever dagligt at få sendt e-mails fra tilforladelige organisationer som pressefrihedsforkæmperne i Article 19. Men disse mails er ikke sendt fra Article 19, ej heller den medfølgende virus. Et nyt spamfilter fanger dog de fleste af sådanne mails.

Sejr eller paradenummer

Før min hjemrejse kommer en opløftende melding: Aliaksander frigives om et par timer! Aliaksander Zdzvizhkov afsoner tre års fængsel for at have bragt en af de danske Muhammedtegninger i sin avis Zhodna. Men nu har højesteret nedsat straffen til tre måneder, som han har udstået, og derfor kan han forlade fængslet som en fri mand. En sejr?

"Det er naturligvis meget positivt, at vores kollega nu er fri. Men det er ren manipulation for at få Lukashenko til at tage sig ud som vogter af menneskerettighederne. Jeg giver ikke meget for den slags paradenumre," er BAJ-forkvindens afsluttende kommentar.

Da det lille fly letter fra en næsten mennesketom lufthavn på vej mod Tallinn i Estland, tænker jeg på, om Ritzau viderebringer nyheden om Aliaksander Zdzvizhkovs frigivelse, som jeg nåede at ringe hjem. Jo, kan jeg konstatere, da jeg er landet i København. Men ingen medier bringer RB-telegrammet i de kommende dage. Hviderusland er gemt og glemt. Minsk? En by i Rusland?

Esben Ørberg er kommunikationschef i Dansk Journalistforbund

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu