Gretelise Holms nye bog, Hvorfor er feminister så snerpede?, blev vurderet meget positivt af anmelderne i næsten alle aviser. Kun en enkelt anmelder, Lone Nørgaard i Jyllandsposten, var lidt kritisk; hun anholdt at Holm abonnerer på socialkonstruktivismens tese om, at kønnet først og fremmest skabes via socialisering. Vel gør det ej, siger Nørgaard; det lærte hun ved at være mor til to sønner, og hun formoder, at Holm måske kun har døtre og derfor ikke har lært, at drenge og piger ikke reagerer ens på samme påvirkning.
Der findes kun lidt belæg for tesen om, at køn skabes ved socialisering. Der er meget mere belæg for, at de mentale forskelle på kønnenei hovedsagen kan forklares af biologien. Dette ignorerer Gretelise Holm og mange andre af ideologiske grunde. De finder en smart måde at afvise forskningen på, som når Holm siger, at biologiens indflydelse kun har akademisk interesse - på trods af at biologien har enorm betydning for begge køn i hverdagen. At en bog med denne underlødige attitude roses af anmelderne på stribe, viser at man kan få flertallet af meningsdannerne til at afvise ideologisk ubekvemme sandheder. På det punkt er Nørgaards kritik et enligt lys i mørket.
Når flertallet vælger at se bort fra forskningen, er det dybest set, fordi man foretrækker 'det gode' frem for 'det sande'. Feminismen opfattes som 'det gode'. Det skal sandheden ikke spærre vejen for. Men måske er feminismen slet ikke 'god'.
Det, som en enlig kvinde mangler mest, er ofte penge og materielle goder; hun mangler ikke socialt netværk. Det, som en enlig mand mangler mest, er ofte socialt netværk; han mangler ikke penge og materielle goder. Feministerne ser kun den ulighed, at kvinderne har færre penge; de overser den anden ulighed, at mændene har det dårligere socialt. Det savn, mænd skal have dækket ind, får de lettest dækket ind ved at få en kvindelig partner.
Rødstrømperne har længe påstået, at feminismen også er til gavn for mændene - mændene får kontakt med deres blødere, mere feminine sider, og får derved et rigere liv. Men det passer ikke. Mange mænd får et fattigere liv. Mænd, der prioriterer de bløde sider, bliver mindre attraktive partnere, og mænd der tager feministers anklager til sig, bliver skyldtyngede og dermed også uattraktive. Samtidig er det stadig i dag sådan, at de kræsne kvinder foretrækker mænd der gør karriere og har et godt job. Hvis kærligheden mellem kønnene skal fremmes, så skal kvinderne bøje af i karrieren, og mændene stræbe opad. Og det er, hvad der faktisk sker ved frivillige valg. Det kan give statistikker der ser uretfærdige ud, men kun hvis man glemmer, at mænd og kvinder vinder og taber på hver deres felt.
I sin bog ignorerer Gretelise Holm fuldstændig dette.
Så længe kvinders partnervalg er som nu, vinder mænd ved at være hårde og karrieremindede. Det er en af mange grunde til, at selv om vi har ligeberettigelse, så lykkes det ikke at få ligestilling.
'Nurture versus nature' diskussionen er evindelig.
Den er heller ikke specielt interessant.
Jo da, diskussionen afslører jo, at det feministiske tusindsårige er en utopi.
@HB Rasmussen
Det er politisk børnelærdom, at når man skal anskue og bedømme en social bevægelse, så skal man se på, hvad bevægelsen rent faktisk afstedkommer. IKKE hvad den selv PÅSTÅR at afstedkomme.
Lige som alle andre ideologiske bevægelser påstår feminismen at være et emancipationsprojekt.
Ligesom alle andre ideologiske projekter ender den med at gøre det modsatte af, hvad den hævder at gøre.
Feminismen hævder at frigøre mænd og kvinder, men i virkeligheden opstiller den snævre rammer for, hvad der er acceptabelt. Det være sig seksuelt, politisk og på mange andre områder.
For eksempel bryder den sig ikke om kritik, hvilket medvirker til at den er blevet en størknet dogmatik, der i den grad er uimodtagelig overfor empirisk evidens.
Feminismen hævder at være god for kvinder, børn og mænd.
I virkeligheden ødelægger den familier og skaber splid mellem kønnene.
Feminismen hævder at give plads til den mangfoldighed, du udbreder dig om (uden dog egentligt at have forstået dens indhold).
I virkeligheden opererer feminismen med en lige så snæver eller mere snæver idealisme end det traditionelle gjorde.
Der er tre muligheder.
1) Ægte individualisme. Her lader man individer udvikler sig frit. De får lov at følge indre behov og dyrke talenter. De skal ikke rette ind efter politiske idealer.
2) Traditionalisme. Her forstærker man de naturlig forskelle mellem kønnene for at skabe en klarere arbejdsdeling og dermed mindske den mellemkønslige konkurrence og øge tiltrækning, komplementaritet og gensidighed. Både mænd og kvinder forventes at rette ind efter idealer.
3) Feminisme. Her må man ligesom traditionalister tage social ingeniørkunst i brug. I stedet for at forstærke de naturlige forskelle, forsøger feminister dog bare at udviske dem. Ikke desto mindre underlægges den naturlige variation som hos traditionalisterne en kulturel dom. Både mænd og kvinder forventes at rette ind efter idealer.
Som du nok ser, har feminister mere tilfælles med traditionalister, end de har med ægte individualister.
For ægte individualister er der reelt plads til variation (som du ikke behøver belære mig om Fru - jeg er faktisk selv uddannet biolog), mens både feminismen og traditionalismen er undertrykkende projekter, der har et ideal der gerne ser individer retter ind efter. (For traditionalister er der blot to idealer, men feministerne kun har et, som de i øvrigt har tyvstjålet for den barnagtige filosofi, der går under navnet eksistentialisme)
Af de tre mulige løsninger er nummer 1) den bedste - nummer 3) feminismen er klart den dårligste. Den er endda dårligere end tradiotnalismen, da traditionalismen i det minddste tager højde for vores kulturhistorie og er akkunuleret kulturel visdom.
Den kulturelle feminisme er derimod et 68er projekt. Et hovmodigt projekt, hvor man mener at kunne skabe det ideelle. Et projekt der kun har hån tilovers for den visdom der ligger i religioners tusindårige betragtninger.
Det undrer mig ikke at der her på Information findes masser af de såkaldte progressive. Det må forventes.
Det der chokerer mig er den utroligt ringe grad af selvindsigt og kritik overfor ens egne kæledægger.
De feminister, der argumenter her på tråden, ser ud til totalt at mangle selvindsigt og mangler evne til at kunne kritisere deres egen foretrukne idealisme, men -ak- det kendetegner jo ideologer.
Tak, Susanna.
Vi burde drikke kaffe og samordne vores slagplaner for omstyrtelsen af patriarkatet.
Angelika:
I er for sent ude. Det er for længst sunket i grus
FN finansierer gerne og stiller faciliteter til rådighed, hvis feministernes lyster går i retning af international
kaffeslabberas.
De sidste dages indlæg rummede for mig en positiv og en negativ overraskelse.
Den positive først: HB Rasmussen gav mig ret i noget (at det er væsentligt i diskussionen her at se på både gennemsnittet og spredningen). Jeg blev virkelig overrasket! Måske åbner det en dør på klem for at synspunkterne alligevel kan bøje sig lidt mod hinanden.
Og så den negative overraskelse: Angelica gør ingen mine til at komme med et resumé over de punkter hvor argumenterne for socialkonstruktivismen efter hendes mening står stærkt. Altså: Hvis du ikke kan konkretisere hvor min opsummering udelukker væsentlige argumenter, så kan du ikke tillade dig at kritisere opsummmeringen sådan som du har gjort.
I stedet (?) vil hun bare drikke kaffe og som en anden Donna Quixote føre en kamp mod noget som ikke findes - patriarkatet. Altså: patriarkat i ordets snævre betydning har aldrig været almindeligt som familieform i den del af Europa hvor vi bor. I de forrige århundreder har ældre gårdmænd typisk trukket sig tilbage og gået på aftægt i en alder af ca. 60 år eller derunder, for at overlade styringen af gården til næste generation. De er ikke blevet siddende som patriarker, der højt op i alderen dirigerer med flere yngre generationer, tværtimod har de under aftægten levet på de yngres nåde.
Patriarkat i bred forstand betyder vel simpelt hen bare at mændene regerer over kvinderne. Det er forekommet specielt i 1800-tallet, i en vis udstrækning, men sådan er det ikke mere i dag. Jeg ved godt, at feminister påstår at vi stadig har et patriarkat, men hvad bruger de som argument for at det eksisterer? - jo, de bruger gennemsnit og ser bort fra spredningen !!! Altså, hvis gennemsnittene ligger sådan, at x % af kvinderne har et attraktivt job, og y % af mændene har det, og x < y, så mener de at det "beviser" at vi har et patriarkat. Den går ikke Granberg! Den slags gennemsnitsregning forudsætter jo at de to køn er skabt ens, og at alle forskelle er kulturelt betingede. Og her kommer vi så til spørgsmålet om arv versus miljø, som er en afgørende krumtap. Hvis bare nogetsomhelst af forskellen mellem kønnenes position skyldes medfødte forskelle, så falder argumentet med de forskellige gennemsnit til jorden. Og nu er det sådan, at afklaringen af arv versus miljø faktisk skrider frem, og det viser sig at medfødte hormonforskelle har indvirkning på talrige punkter.
Når der alligevel findes masser af afvigelser fra normen - kvindelige jagerpiloter etc. etc. - så kan det forklares med at vi ikke bare har nogle gennemsnit, men også meget stor spredning om disse gennemsnit. Og jeg accepterer selvfølgelig at de kvinder og mænd, der har evner og interesser for at bevæge sig helt ud i den yderste ende af normalfordelingen, skal have lov til det.
Man kan kun påstå at vi har et patriarkat, hvis man kan påvise at nogle herrer sidder og dikterer at kvinderne ikke må bevæge sig væk fra gennemsnittet. Og det er der vist ingen der kan påstå i dag.
Af ovenstående skulle det fremgå, at hele problemkomplekset hænger sammen. Jeg er meget enig i hvad Lennart Kiil har skrevet, bortset fra bemærkningen om arv og miljø. "Arv og miljø" er en afgørende krumtap som ikke kan undværes i diskussionen.
Sider