Kronik

At finde islam med rodløshed i rygsækken

Mit ønske er, at jeg med islam kan leve et liv med større ro, mere fokus, mindre indre splittelse, og at jeg samtidig vil kunne gå i kødet på mange af de åbenlyse problemer, der hersker her i landet og globalt mellem segmenteringer af befolkningsgrupper og tankesæt - også inden for islam selv
Med den daglige fokus på bønnen ændres nogle ting stille og roligt.

Med den daglige fokus på bønnen ændres nogle ting stille og roligt.

Søren Bidstrup

20. maj 2008

Den 25. november sidste år konverterede jeg til islam. I mit eget hjem, helt alene og efter længere tids overvejelse. Jeg har ikke taget et arabisk navn, har ikke tillagt mig langt skæg og er først lige begyndt at praktisere den muslimske tro. Derudover er jeg humanist, cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling, ja nogle vil sikkert kalde mig intellektuel.

Først og fremmest har jeg søgt en højere grad af spiritualitet og fastere rammer i mit liv. Derudover har jeg følt mig draget af at tage islam til mig for at kunne gøre en forskel som borger i det globale samfund. Men hvordan hænger det sammen?

Min indgang til islam er ydmyg, forsonende og fremadrettet. Jeg nærer ikke noget had til det danske samfund og er helt klar over de lovmæssige og kulturelle goder, som den demokratiske stat er garant for. Men jeg er ydmyg og forundret over for alt det nye, jeg er ved at lære om islam - herunder ritualer, pligter og glæder, der følger med at forsøge at leve i overensstemmelse med islam.

Men hvorfor ikke bare vælge at blive kristen eller noget helt andet? Jeg følte, at de kristne ritualer var blevet udhulede, og at jeg havde brug for mere håndfaste principper for at kunne blive troende. Fra jeg blev ca. 13 år, har jeg selv taget mange beslutninger i mit liv og ikke følt, at der var mange grænser i mit liv. Det har givet mig en styrke, men jeg har også savnet faste rammer og pejlemærker i mit liv. Det føler jeg, at islam kan give mig. Anerkender du, at der er en Gud, der ser alt, og at du er sat i verden for at tjene ham, skal du aktivt vise, at du underkaster dig. Til gengæld præsenteres du for en vej i livet og får svar omkring mange af livets mange aspekter.

Men vejen dertil har været lang og kringlet.

Rodløshed og udlængsel

Jeg voksede op i en mindre by på Djursland med en far, der var 25 år ældre end min mor, alkoholiker, og som tog sit eget liv, da jeg var syv år gammel. Herefter flyttede jeg rundt med min mor og var en overgang i familiepleje. Udefra må min opvækst have virket ustabil, men jeg husker min barndom som ganske lykkelig. Min mor var også heldig senere at møde en god og stærk støtte i en mand.

Som barn havde jeg et kæmpe drive, var intelligent, udadvendt og havde gode venner fra stabile familier. Mine teenageår var som så mange andres - skole, fester, venner, familie og kærester.

Som 22-årig startede jeg på Litteraturvidenskab på Københavns Universitet. Tre år efter døde min mor af lymfekræft, og jeg havde som 25-årig mistet både min far og mor. Jeg kløede bare på, og tre måneder efter mødte jeg min eks, og vi fik en søn sammen. Vi levede os begge ind i rollen som lille familie, og det fungerede også nogle år. Så gik det alligevel i stykker, og min vilde energi var lige intakt.

Jeg begyndte at blive tiltrukket af arabiske kvinder og fik også muslimske kærester. Det blev dog aldrig rigtig til noget, for jeg kunne ikke se mig selv som muslim dengang. Min fascination strakte sig videre til en interesse for arabisk musik og Mellemøsten generelt, og i takt med at jeg chattede på nettet med folk fra Mellemøsten, steg min lyst til se det med egne øjne. Flere gange planlagde jeg en tur til Libanon, men Muhammed-krisen i 2005 og krigen mod Israel i 2006 satte en stopper for mine rejseplaner. Så i juli 2007 tog jeg 10 dage alene til Beirut, en fantastisk tur, hvor jeg mødte dejlige mennesker, stor gæstfrihed og et samfund med voldsomme kontraster og en energi og evne til at overleve trods krig og konflikter.

Hjemvendt fra Libanon kæmpede jeg med at holde gang i mit lille it-firma, men turen havde sat tanker i gang i mig, og min underbevidsthed arbejdede på højtryk.

Springet

I november tog jeg til fredagsbøn på Nørrebro i København, hvor Abdul Wahid Pedersen afholder fredagsbønnen på dansk. Det var en positiv oplevelse, og der begyndte at ske noget. Nogle få dage efter var jeg på en date, og pludselig faldt nogle brikker på plads for mig. Hun var godt nok lige islamisk nok for mig, med hijab (tørklæde) og lang kjole, men samtidig udstrålede hun eksistentiel ro og overskud, og jeg kunne mærke, at mit hjerte åbnede sig for islam.

Samme aften gik jeg på nettet og læste mere om at konvertere. På hjemmesiden islam.dk fik jeg den viden jeg havde brug for, og så gjorde jeg det efter at have kredset om det længe nok. Jeg udførte det muslimske afvaskningsritual, og i min stue udtalte jeg den islamiske trosbekendelse på arabisk:

"Jeg bevidner, at der ikke er nogen gud foruden Allah, og jeg bevidner, at Muhammad er Allahs budbringer."

Bagefter var jeg lidt i chok. Hvad var det egentlig, jeg havde gjort? Her stod jeg, en liberal og frihedsorienteret dansk fyr og havde konverteret til en religion med regler og ritualer og med en gud, der har skabt og ser alt. Jeg var forvirret, glad, ensom og mest af alt forundret over det hele. Jeg var blevet sunnimuslim, som er den gren af islam, som flest muslimer i verden bekender sig til, men konsekvenserne af det hele kunne jeg ikke lige overskue på det tidspunkt. Hvad ville det betyde for mit liv? Hvad med min familie og min omgangskreds for ikke at tale om min søn. Hvad ville det betyde for vores forhold sammen, og hvornår skulle han have noget at vide?

Min familie og omgangskreds var noget forundrede over, at jeg var konverteret, men også imødekommende og uden de helt store fordomme. Allerede samme fredag tog jeg til fredagsbøn igen og bad denne gang på linje med de andre. Det var en speciel oplevelse at være del af det på denne måde, og jeg blev lykønsket af de andre i moskeen.

At praktisere islam

Julen nærmede sig hastigt, og jeg følte mig splittet mellem juleræset på den ene side og muslimske bekendte, der lykønskede mig med Eid al-Adha, en af den muslimske tros vigtigste helligdage. Jeg valgte at sætte det hele lidt på standby, og det skulle tage knap tre måneder, før jeg var klar til det næste store skridt; at begynde at bede regelmæssigt.

Tidspunkter, sætninger på arabisk og bevægelser skulle læres, men så faldt jeg over bogen Mødet med gud - Salah, den muslimske bøn, og den er min følgesvend. Abdul Wahids Pedersens søn Karim har siden vist mig videre i bønnen, og selvom der stadigvæk er meget at lære, bliver det stadig nemmere og en mere integreret del af min hverdag.

Med den daglige fokus på bønnen ændres nogle ting stille og roligt. Pludselig kan jeg tage mig selv i at sige insh-allah (med Guds vilje), når jeg sender mit håb om noget til Allah, og alhamdulillah (takket være Gud), når jeg glæder mig over noget, jeg har opnået. Bønnen og ritualerne er med til at give mig noget ro i et stormfuldt sind og minder mig om, at jeg blot er et lille, men taknemmeligt og heldigt individ i et meget større univers.

At hjælpe andre

Som nyligt konverteret, uden større muslimsk netværk og ydmyg og lidt spørgende over for det nye, man præsenteres for, kan man samtidig være sårbar over for grupper med et radikalt og forvrænget billede af islam. Mit mål har hele tiden været at forblive dansk, demokratisk og frihedsorienteret, og det bliver det ved med at være.

Faktisk har en del af min vej mod islam været et behov for at kunne tale radikale og uforsonlige muslimske miljøer midt imod på den ene side, ligesom jeg ønsker at tale muslimernes sag mod den danske yderste højrefløjs isolerende vi-er-os-selv-nok-retorik.

Ved at konvertere til islam har jeg fået en platform at tale ud fra. Her føler jeg, at både etniske danskere kan lære af islam, ligesom nogle af de unge rødder med muslimsk baggrund kan lære, at de sagtens kan være muslimer og gode danske samfundsborgere samtidig. At det faktisk kan være cool at ville det gode - netop med islam i rygsækken.

Mit eget ønske er i den sidste ende, at jeg med islam kan leve et liv med større ro, mere fokus, mindre indre splittelse, og at jeg samtidig vil kunne gå i kødet på mange af de åbenlyse problemer, der hersker her i landet og globalt mellem segmenteringer af befolkningsgrupper og tankesæt - også inden for islam selv. Indtil videre er jeg gået i gang med et større internetprojekt om islam og kultur sammen med min ateistiske ven. Hvem ved, hvor det fører os hen. Og det samme med islam; gad vide, hvor jeg skal hen, og hvor jeg ender?

Lige meget hvad, så siger jeg alhamdulillah, for Allah kigger med og guider mig undervejs - inshallah.

Jesper Horn Møller er 34 år, selvstændig, cand.mag.i moderne kultur og kulturformidling og bor i København

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der kan ikke kommenteres

En meget bevægende artikel, men for mig er enhver konvertering til religioner, især i deres monoteistiske udgave en 'cop-out', eller en benægtelse af virkeligheden. Hvor ligger der noget som helst beviselige sandhed i Islam eller andre religioner?

Hvis det var stive ritualer man skulle have, kunne man også konverteres til ortodoks kristendom, i sine græske eller russiske varieteter, eller endnu bedre, til strengt ortodokse jødiske grupper, som lægger, hvis muligt, endnu mere vægt på formelle rituelle osv. Og hvad med omskæringen?

Oh well, hvis du får glæde af det, og ikke genere andre mennesker med at prædike for meget om det, held og lykke. Til sidst er det en privat sag, men det virker ikke overbevisende på mig.