Læsetid: 5 min.

Grusomhedsmaskiner

Selv mennesker, som ved bedre, kan fanges af den hvidglødende energi, som gemmer sig i begæret efter penge og status
30. maj 2008

For et års tid siden fik jeg tilsendt en bog skrevet af erhvervsjournalisten Birgitte Erhardtsen. Titlen var Bristepunktet, og genren var den sjældne "erhvervsthriller". Selv om min mor har sagt, at jeg ikke må læse fremmede bøger, kunne jeg ikke holde øjnene for mig selv. Jeg åbnede bogen og måtte følge med til den bitre ende. Og det var en bitter ende. Bogens grumme tema er grådighed, bedrageri og forræderi i erhvervslivets top, og læseren får et sjældent indblik i de kulsorte krinkelkroge. Den rummer også et moralsk lærestykke.

Historien er følgende - og selv om den er fiktion, er den skrevet over virkelige hændelser. Omkring årtusind-skiftet får en dansk datavirksomhed øje på internettets enorme muligheder. Den omstiller sig, kursen på virksomhedens aktier stiger herligt, og den administrerende direktør køber sin kompagnon ud for mange millioner. Nu skal han ride på bølgen og blive styrtende rig. Blot er der en slange i Paradiset: indtægterne svigter.

Her starter dramaet. For at fastholde en illusion om solide indkomster og hermed redde virksomheden, går regnskabschefen med til at fakturere for tidligt. Penge, der forventes at falde senere, bogføres som om de allerede er i kassen. Birgitte Erhardtsen dvæler ved det moralske dilemma, som regnskabschefen står i - skal han fuske med regnskabet eller holde sin sti ren, om så verden går til grunde, og virksomheden går ned? Direktøren presser på, fordi han er i klemme med sit dyre lån. Og regnskabschefen går med til den hvide svindel, ikke for selv at tjene penge, men for virksomhedens skyld.

Var det gået godt, ville ingen have opdaget noget. Men det går skidt. Indtægterne fortsætter med at svigte, og i et desperat forsøg på at undgå den endelige katastrofe og det store tab går direktøren og bestyrelsesformanden sammen og skyder skylden for virksomhedens misere på regnskabschefen. Han har fusket med tallene for at beskytte sin egen indtjening. For regnskabschefen er det et chok - hans nødvendige offer af moralsk integritet for at redde sin arbejdsplads vendes 180 grader og bruges til at ofre ham og gøre ham til syndebuk.

Med en abe siddende tungt på sin skulder bliver han fyret - og at blive fyret er ikke blot et økonomisk problem, men også et massivt tab af anseelse i de netværker, som er vitale for ledere. I bogen ender det også med skilsmisse. Selv om regnskabschefens kone havde rådet ham til ikke at blow the whistle og risikere konkurs, taber hun alligevel respekten for ham. Tragedien er total.

Resten af bogen følger, hvordan regnskabschefen får kæmpet sig tilbage og afsløret komplottet. Selv om han får en betinget dom for sit forsømte regnskab, får både direktøren og bestyrelsesformanden strengere straffe. Noget af æren er reddet.

Hvad kan man lære af den historie? I virkelighedens verden har regnskabschefen, Kurt Wamberg Rasmussen, argumenteret for, at der bør gælde særlige regler for eneaktionærer, og at medarbejdere, som bevæger sig ud i den grå zone for at gavne virksomheden, bør (be)dømmes mildt. Det handler om jura, og jura kan altid forbedres. Det skal ikke optage os her. Men moralen ser mildere på politikere, som fifler med hemmelige cigarkasser for at gavne deres parti, end hvis fifleriet sigter mod privat gevinst.

Men Kurt Wamberg Rasmussen siger også, at der hviler et særligt moralsk ansvar på ledere, som også er ejere. Det er rigtigt nok. Men kan man sikre sig, at de også lever op til ansvaret, når deres penge og status står på spil?

I en anmeldelse skriver Mikael R. Lindholm, at "man kunne argumentere for, at Bristepunktet burde være obligatorisk litteratur på alle handelshøjskoler og lederuddannelser. Det ville ikke blot sikre bedre ledere, som lettere får øje på de røde lamper, men formentlig også mere helstøbte mennesker."

Nu findes der allerede uddannelser, i Danmark på CBS, hvor virksomheder ses i et bredere lys. På FLØK kombineres filosofi og økonomi, så økonomien inddrages både i idéhistorien og i samfundsteorien.

Men er en uddannelse nok til at sikre "helstøbte mennesker"? Svaret er desværre nej. Selv mennesker, som ved bedre, kan fanges af den hvidglødende energi, som gemmer sig i begæret efter penge og status.

Staten kan tage ved lære af skandaler og lægge et mere fintspundet net af regler ned over virksomheder for at undgå den grusomhed, som er indbygget i den rene økonomi: penge for pengenes egen skyld, uden hensyn til andet end penge. Men at der findes regler, er ingen garanti for, at de bliver overholdt.

Så vi må indse, at vi har overladt samfundet til grusomhedsmaskiner. De er nødvendige for, at samfundet kan trives, men rummer en indre brutalitet. Ikke blot økonomi, men også politik og videnskab er i deres rene former grusomme. Det er statens og moralens rolle at forhindre, at de rene former bliver til virkelighed. Hvis jagten på penge krænker menneskers liv og ære, må den tæmmes, og denne civilisatoriske opgave tilfalder staten.

Blot kan erhvervslivet ikke tæmmes så hårdt, at det går i stå. Vil man have et erhvervsliv, som ikke blot er en underafdeling af staten, må det have frihed til at forfølge sine egne mål. Her er problemet, at staten kan regulere, men ikke garantere. Selv om helstøbte ledere følger reglerne, og selv om mange virksomheder påtager sig et frivilligt socialt ansvar, så kan regler brydes, og ansvaret afvises. Eller mere direkte: Skandaler er frihedens pris. Et samfund, hvor skandaler er umulige, er et samfund, de færreste har lyst til at leve i.

Derfor er det svært at forestille sig, at personlige tragedier af den slags, som Kurt Wamberg Petersen kom ud for, kan undgås. Nok forestillede Hegel sig, at samfundets jura kunne smelte intimt sammen med den personlige moral, så en forbryder gik glad til galgen, fordi han vidste, at der skete ham hans ret. Men Hegel var også opmærksom på den lille vanskelighed, at forbryderen kunne finde på at hævde sig mod samfundets regler. Og kan man selv i det bedste samfund forhindre, at mennesker i deres begærs vold begår vold mod andre, hvad enten begæret gælder penge, magt, sandhed eller elskov?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Selv mennesker, som ved bedre, kan fanges af den hvidglødende energi, som gemmer sig i begæret efter penge og status
=
Selv mennesker, som ved bedre, kan lade sig bestikke til, som lakaj for capitalister,
at forsøge at bortlede opmærksomhederne fra capitalisterne, f.eks. ved at hetze mod de knap så rige på økonomiernes områder.