Kronik

Højskolen er død - længe leve højskolen

Der er for meget morgensamling og folkedans på programmet og for lidt BBC World og Médecins sans frontières på højskolerne i dag
Der er for meget morgensamling og folkedans på programmet og for lidt BBC World og Médecins sans frontières på højskolerne i dag
8. maj 2008

Dagens højskole er i krise. Med vigende elevtal, nedslidte bygninger og en økonomi i frit fald. En efter en lukker skolerne. Det på trods af, at højskolen er den mest støttede uddannelse efter pilotuddannelsen.

Forklaringen er enkel: Højskolerne mangler fornyelse. Oprindelig var højskolen sammen med fagbevægelsen og andelsbevægelsen en grundpille i den særlige danske variant af demokrati præget af dialog og aktiv deltagelse. Gennem generationer var højskolen, privatbanen og andelsmejeriet en fast del af stationsby Danmark. Den der i dag træder ind på en gennemsnitlig dansk folkehøjskole får stadig en altmodisch fornemmelse af, at tiden er skruet tilbage til 1950'errne. Der er for meget morgensamling og folkedans på programmet og for lidt BBC World og Médecins sans frontières.

På Krogerup højskole har vi siden 2005 søgt at bane nye veje. Vi begik fejl undervejs, og nåede ikke alle de mål, vi satte os. Alligevel kan vores erfaringer måske tjene som inspiration. Hvad angår resultater, så bestod vi lakmusprøven: Fra omkring 35 elever nåede vi med 75 elever i 2008 op på næsten fuldt hus.

Den klassiske danske folkehøjskole fra midten af 18-tallet havde de jyske bonde-knøse- og piger som målgruppe. Med inspiration fra Grundtvig var sigtet oplæring og oplysning. Hvis højskolen skal være relevant i det 21. århundrede, bør en central målgruppe være unge med anden etnisk baggrund end dansk. På Krogerup Højskole er der i foråret 2008 15 sådanne elever med baggrund i lande som Pakistan, Palæstina og Cameroun.

Et højskoleophold kan bibringe disse unge et netværk blandt danske unge, som både menneskeligt, socialt men sandelig også hvad angår karrieren vil kunne vise sig nyttigt. Samtidig kan et ophold være en lærerig indføring i dansk demokrati.

Også unge med en mere traditionel dansk baggrund kan lære noget af dette kulturmøde: Hvor mange unge danske har i virkeligheden en personlig relation til unge med anden baggrund? Her kan et højskoleophold medvirke til at nedbryde stereotyper og fordomme.

Klare signaler

Når det lykkedes for Krogerup Højskole at nå et gennembrud, tror jeg, bl.a. det hænger sammen med:

- En kompromisløs indstilling til Danmark - og højskolen - som et multikulturelt samfund: Jeg gav i efteråret 2005 husly til den sultestrejkende Alae Ghaedi fra Iran, der stod for at blive udvist fra Danmark. Og markerede klart, at hvis det drejede sig om Ghaedis skæbne, ville jeg ikke afvise civil ulydighed. Lykkeligvis sluttede sagen med, at Alae fik opholdstilladelse sammen med sin familie.

- Klare signaler om, at unge med anden etnisk baggrund er velkomne på skolen og vil blive respekterede. I foråret 2007 kom tre elever til mig. En var muslim, en anden kristen og den tredje var jøde. Ønsket var at indrette et bederum på skolen. Men vel at mærke et rum uden religiøse symboler. Det skulle være åbent for alle, også ateister og agnostikere! Bederummet - eller rettelig meditationsrummet - gav anledning til voldsomme reaktioner i islamofobiske kredse uden for skolen. Men det har formentlig blot bekræftet gruppen af religiøse unge i, at også de var velkomne på netop Krogerup højskole. Et andet eksempel er, at der i dag som noget ganske selvfølgeligt serveres halalkød på Krogerup.

- Også de muslimer, som mange danskere er uenige med, er velkomne på Krogerup højskole. Mest markant var min ansættelse af Mona Sheikh som lærer på skolen. Men også en række islam- konferencer med blandt andre den muslimske europæer Tariq Ramadan har formentlig spillet en rolle.

- Vi drog ud i indvandrermiljøerne på Blågårds Plads på Nørrebro og jeg deltog selv i debatter med f.eks. imam Wahid Pedersen om demokrati og islam. I hele processen har vi haft en tæt kontakt med Muslimernes Fællesråd.

- Vi kæmpede for en forbedring af vilkårene for børnene på asylcentrene, også længe inden det blev trendy, og holdt bl.a. jul med børnene fra Kongelunden og Sandholm lejrene.

Del af opdragelsen

I min tid som forstander på Krogerup Højskole angreb dele af pressen skolen for at have forlovet sig med islam og endda en særlig farlig og radikal gruppe af islam. Intet kunne være mere forkert, jf. at jeg i efteråret tilbød islam-kritikeren Hirsi Ali husly og ophold på skolen. DF-politikere som Kristian Thulesen-Dahl, Jesper Langballe, Morten Messerschmidt og Peter Skaarup har også deres gang på skolen. Det afgørende for mig var - og er - at det forekommer provokerende, at vi i det danske samfund i så ringe grad har glæde af det talent, den kreativitet og den intelligens, som tusinder af unge med anden etnisk baggrund repræsenterer.

Det er en vigtig del af opdragelsen til demokrati, at eleverne engagerer sig ud over deres egen næsetip. I sin tid var det samtalen og dialogen, der var afgørende. I dag er det lige så vigtigt, at eleverne også handler. De kan skrive et læserbrev, deltage i en demonstration eller organisere en happening. Når de først på den måde én gang har sagt fra overfor, hvad de synes er uretfærdigt, eller har valgt at kæmpe for, hvad de synes er vigtigt eller rigtigt, vil de også senere i tilværelsen være klar til at engagere sig, og de vil blive langt sværere at manipulere.

Politik handler om mere end at sætte sit kryds hvert fjerde år, og det handler om mere end det parlamentariske spil bag Christiansborgs tykke mure. Politik er også aktivisme, det er alt det, der foregår på gaden med demonstrationer, happenings og politiske budskaber på plakater, streamers og i graffiti, og det ,der foregår på nettet med film, video og hjemmesider. Politik er, når unge besætter huse i kampen for fristeder, når unge kaster spaghetti på Finansministeriets trappe i protest mod nedskæringer i velfærden, og når unge skræller mad fra supermarkedernes containere og laver gratis folkekøkkener af det.

Ensretningen lurer

Netop modsigelsen og pluralismen - retten til at være uenig - var helt afgørende for mig. Krogerup Højskole er overvejende venstresnoet, som en af eleverne sagde: Vi er alle imod Bush, imod Fogh og for et bedre miljø. I det landsbymiljø, som enhver højskole er, lurer ensretningen altid lige om hjørnet: Skal vi ikke bare snakke med dem, vi i forvejen er enige med, det er alligevel det hyggeligste. Derfor var det for mig særligt vigtigt, at borgerlige også kunne komme til orde på skolen: Ok til at ansætte Rosenkrantz-Theil, men sandelig også Morten Messer-schmidt, ok til at ansætte Jørgen Dragsdahl, men også Bent Blüdnikow osv.

Da jeg i sin tid tiltrådte som forstander, var Bertel Haarder så venlig at tale ved receptionen. Ved den lejlighed bad jeg en af de unge piger med piercing og synspunkter langt til venstre for Enhedslisten om at tage imod ministeren. Hendes øjne røg op i loftet, men hun gjorde det, og selv om hun ikke kom ind med ministeren i hånden, var det alligevel et lærestykke i den respekt, man bør vise mennesker, man er uenige med.

Åremålsansættelser

En af lærerne på Krogerup højskole betroede mig engang, at skolen ikke ønskede, at eleverne tog et halvt år mere på skolen. Det ville betyde, at lærerne ikke kunne gentage deres undervisning, men ville være nødt til at forny sig. Den indstilling går bare ikke.

Konstant fornyelse er nødvendig. Der bør indføres åremålsansættelser på f.eks. maksimalt fem år, hvor lærerne til gengæld giver den gas. På Krogerup mere end halverede vi på et par år antallet af faste lærere og tog i stedet markante og aktuelle profiler ind som gæstelærere.

Der var meget, vi ikke nåede på Krogerup højskole. Jeg ville gerne have etableret en progressiv tænketank som et modstykke til CEPOS, der med talent og gennemslags-kraft har anslået en højreliberal dagsorden. Den partipolitiske venstrefløj er i disse år i alt for høj grad i defensiven og ideforladt. Her kunne højskolen spille en rolle ved at bringe visionære mennesker sammen fra forskellige miljøer og generationer. Det bør ikke kun handle om unge; folk som Klaus Rifbjerg og Preben Wilhjelm har så rigeligt bevist, at aldersghetto-isering er et sidespor - idéerne er i alle grene af samfundet.

Der er brug for dristige tanker og fordomsfri debat i lyset af de udfordringer, som globaliseringen, monokulturens opløsning og tidligere normers skibbrud stiller os over for. Det forudsætter mod, integritet, inspiration og overensstemmelse mellem ord og handling.

Her bør grupper af borgere, nye bevægelser og først og sidst højskolerne komme på banen.

Erik Boel er landsformand for Europabevægelsen og forstander på Europahøjskolen (forstander på Krogerup højskole 2005-08)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu