Kronik

Identitetspanik

Politikere, der opfordrer andre til at 'gå ad helvede til', når sociale konflikter antænder containere og biler i de danske byer, bedriver identitetspolitik og styrker deres opbakning ved at gribe til unuancerede opdelinger af befolkningen i 'os', de etniske danskere, og 'dem', de muslimske indvandrere
At nogle muslimske kvinder er -tvunget til- at gå med tørklæde, bliver til, at tørklædet altid er et udtryk for undertrykkelse. Men mister vi den vitale evne til at se, hvordan den samme adfærd kan have væsensforskellige motiver hos forskellige mennesker, forsvinder alle nuancer, og verden reduceres til sort-hvide kategorier.

At nogle muslimske kvinder er -tvunget til- at gå med tørklæde, bliver til, at tørklædet altid er et udtryk for undertrykkelse. Men mister vi den vitale evne til at se, hvordan den samme adfærd kan have væsensforskellige motiver hos forskellige mennesker, forsvinder alle nuancer, og verden reduceres til sort-hvide kategorier.

Mikkel Østergaard

16. maj 2008

Danmark er grebet af identitetspanik. Politiske diskussioner styres af en understrøm af angst for, at vores eksisterende identitet, livsform og velfærdsstat skulle være truet af globaliseringen, islamistisk terrorisme og muslimsk indvandring. Vi ser dette, når nogle få hundrede menneskers aktiviteter i Hizb-ut-Tahrir får så megen opmærksomhed fra medier og politikere, at man skulle tro der var tale om en bredt funderet folkebevægelse og en akut trussel mod det danske samfund. Pia Kjærsgaard hævder i et af sine seneste nyhedsbreve, at ekstremismen i muslimske kredse i Danmark er langt mere udbredt end det islamistiske Hizb-ut-Tahrir. Villy Søvndal har med hidtil uset skarphed bedt medlemmer af Hizb-ut-Tahrir om at gå ad helvede til. Begge appellerer til vores trang til at beskytte vores identitet ved at udstøde grupper af mennesker - 'de andre' - der udpeges som årsag til 'vores' problemer. Politikere, der taler til og tilbyder hurtige fix af den herskende identitetspanik ved at udpege og udstøde grupper af syndebukke, stormer frem.

Vores identitet rummer svar på spørgsmål som: Hvem er vi? Hvordan adskiller vi os fra andre? Hvem hører vi sammen med? Hvilken gruppe og kulturkreds med tilhørende normer og værdier identificerer vi os med? Fra psykologien ved vi, at mennesket er tilbøjelig til at ordne og gøre verden forståelig og 'beboelig' ved at placere sig selv og andre i kategorier, hvor omdrejningspunktet er oplevede forskelle (imellem 'dem' og 'os') og ligheder (imellem 'os'). Vi opdeler verden i 'det kendte', de som er ligesom os selv, og 'det ukendte', dem som er anderledes end os selv. Samtidig opleves trusler imod 'os' meget truende. Vi bliver bange og utrygge, hvorefter vi kan søge tryghed ved at finde sammen med andre fra 'vores egen' gruppe, samtidig med at 'vi' i fællesskab lægger afstand til 'andre', der af forskellige grunde udpeges og opleves som 'anderledes'.

Trang til genkendelighed

Når jeg som etnisk dansker reagerer med forundring og diskret afstandtagen ved mødet med en tildækket muslimsk kvinde, fortæller dette således mindst lige så meget om mig og mit behov for 'orden', som det fortæller om denne kvinde og hendes liv. Det fortæller noget om min uvidenhed, min trang til genkendelighed og min tilbøjelighed til at ordne verden i kendte kategorier, hvor 'det fremmede', 'det anderledes', mødes med en vis skepsis. Får jeg trang til at nedgøre, angribe eller udstøde 'den fremmede', kan det hænge sammen med, at jeg bliver usikker, utryg eller bange ved mødet med 'det ukendte'. Jeg får behov for at afgrænse og stabilisere mig selv og min identitet ved at lægge afstand til eller foragte 'den anden'.

Oplever vi, at vores identitet og livsform er truet, kan vores naturlige tilbøjelighed til at afgrænse 'os' fra 'dem' blive kraftigt forstærket og destruktiv. 'Vores' fællestræk og forskellene imellem 'os' og 'dem' overdrives. Vi får trang til at udstøde, angribe eller ligefrem udslette 'de andre'. Spørgsmålet: 'Hvem er jeg?', erstattes af: 'Hvem hører jeg sammen med?'. Vi henfalder til en primitiv stammetænkning, hvor identitetspanikken råder og undergraver vores sunde fornuft og dømmekraft. Udlægningen af virkeligheden bliver unuanceret, hvilket eksempelvis kan betyde, at vi opfatter islam i alle sine former som 'farlig' og uforenelig med 'vores' moderne kultur. Forskelsløst opfattes alle arrangerede ægteskaber som tvangsægteskaber. Muslimske kvinders tørklæde opfattes altid som udtryk for, at de undertrykkes af deres mænd og en fundamentalistisk religion. Dette er uden tvivl korrekt i nogle tilfælde. Men mister vi den vitale evne til at se, hvordan den samme adfærd kan have væsensforskellige motiver hos forskellige mennesker, forsvinder alle nuancer, og verden reduceres til sort-hvide kategorier. Når identitetspanikken råder, kan dette, at ganske få fundamentalistiske muslimer forsøger at bekæmpe demokratiet og vores moderne livsform, blive til, at 'alle muslimer er farlige'. At nogle muslimske kvinder er 'tvunget til' at gå med tørklæde, bliver til, at tørklædet altid er et udtryk for undertrykkelse. Muslimske unges kriminalitet ses som et resultat af, at de er muslimer, og vi mister blikket for, hvordan deres handlinger kan hænge sammen med sociale eller psykologiske problemer.

Os og dem

Politikere, der opfordrer 'de andre' til at 'gå ad helvede til', når sociale konflikter antænder containere og biler i de danske byer, rider med på den herskende identitetspanik. De bedriver identitetspolitik og styrker deres opbakning i befolkningen ved at gribe til unuancerede opdelinger af befolkningen i 'os', de etniske danskere, og 'dem', de muslimske indvandrere. Mod bedre vidende antydes, at komplekse sociale problemer skulle kunne løses ved, at et par hundrede medlemmer af Hizb-ut-Tahrir 'går ad helvede til'. Mennesker med et 'forkert' navn skal ikke retsforfølges, hvis de bryder loven. De skal udvises, væk, udrenses. Anstændig retspolitik erstattes af identitetspolitik.

En af farerne ved den herskende identitetspanik med tilhørende tilbøjelighed til at opdele verden i sort-hvide kategorier er, at vi ikke længere ser og behandler andre mennesker som enkeltindivider med egen individualitet, men som ansigtsløse repræsentanter for firkantede kategorier af mennesker - med tilhørende risiko for, at vi misforstår og kommer til at krænke andre.

Identitetspanik er gift for mellemmenneskelig forståelse, for menneskers evne til at rumme og forstå andre, der er anderledes end dem selv. Og det er nærliggende at spørge, om den identitetspanik, som dominerer den danske offentlighed, er udtryk for, at vores evne til, som samfund, at rumme og forstå menneskers forskellighed, er blevet kompromitteret. Eller den endnu ikke er fuldt udviklet, fordi Danmark indtil for ganske nylig var et meget homogent samfund.

Det er den gode og modne leders opgave at adskille virkelige farer og trusler imod vores identitet og livsform fra fantaserede farer. Den gode leder skal korrigere unuancerede forestillinger om virkeligheden og således bidrage til at dæmpe angst, identitetspanik og eskalerende konflikter i befolkningen - ikke udnytte en opstået utryghed til at styrke opbakningen til sig selv via primitive opdelinger af befolkningen i 'os' og 'dem' eller tilbyde hurtige, men i praksis helt utilstrækkelige 'løsninger' på aktuelle problemer. Der synes efterhånden ikke at være grænser for, hvilke problemer visse politikere mener at kunne 'løse' ved at udvise nogle udlændinge. Senest har Søren Pind foreslået, at bandekriminalitet bekæmpes ved at udvise alle udlændinge som bærer våben. En problemløsningsstrategi, som appellerer til og forstærker den herskende identitetspanik, hvor problemer 'løses' ved at grave nye grøfter imellem mennesker og udstøde 'de andre'. Den gode leder modstår fristelsen til kategorisk og unuanceret udlægning af virkeligheden og bidrager til at bygge bro og etablere dialog imellem forskellige befolkningsgrupper. Han er repræsentant for forsøget på at forstå, hvad der er baggrunden for menneskers handlinger - også når de er uacceptable.

Hele mennesker

Det er helt åbenlyst en stor udfordring, at Danmark i løbet af få årtier er blevet multietnisk og multikulturelt - og det er forståeligt, hvis dele af den danske befolkning er utryg og grebet af identitetspanik. Men hvis vi som samfund - anført af ledende politikere - bliver ved med ensidigt at betragte muslimer som 'muslimer' og indvandrere som 'indvandrere' i stedet for at se dem som hele mennesker, der er meget andet og mere end muslimer og indvandrere, så er dette med til at fastholde disse mennesker i en forståelse af sig selv, der er stærkt præget af deres etniske og religiøse identitet. Jo dårligere 'vi' behandler 'nye' danskere, desto mere skubbes de i armene på etniske og religiøse fællesskaber - fællesskaber, der kan være fundamentalistiske og i stærk opposition til det demokratiske samfund, men kan indfange forvirrede og vrede mennesker, som har svært ved at finde fodfæste i 'vores' samfund. Uden at lukke øjnene for de reelle problemer, som knytter sig til mødet mellem kulturer, bør ledende politikere gå forrest i kampen imod den herskende identitetspanik, i stedet for at appellere til og forstærke den. Søvndal og andres unuancerede udfald imod grupper af indvandrere udstiller vore problemer med at integrere nye befolkningsgrupper. De er symptomer på en politik styret af identitetspanik, ukontrollerede følelser og primitive impulser fra folkedybet, hvor det nuancerede synspunkt sættes i skammekrogen og defineres som udtryk for 'politisk korrekthed'.

Carsten René Jørgensen er lektor, ph.d. i klinisk psykologi ved Psykologisk Institut, Århus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu