Læsetid: 3 min.

Kære Frank Poulsen

Du - Frank Poulsen - har fortalt klicheen om Peter Linck, og hvad værre er; du har fortalt den, som han selv gerne vil have den fortalt
Debat
28. maj 2008

Dybest set har du ret i at journalist Nikolaj Thomassen og jeg ikke skulle have anmeldt din dramadokumentariske film om dagbladet Dagen og bagmanden Peter Linck. Vi er nemlig inhabile, fordi vi sammen har skrevet en bog om Dagen, hvor vi begge arbejdede, så længde, det varede - og så er vi inhabile, fordi vi har et horn i siden på dig, Frank Poulsen. På den anden side var det heller ikke vores ide, at vi skulle skrive om Peter Linck og din film, men Informations - og så tog det ene ligesom det andet.

Det fører ingen vegne at skændes i Information, men for en god ordens skyld er jeg nødt til at afvise din bizarre påstand om, at jeg selv har haft planer om at filmatisere historien om Dagen. Du skriver også, at jeg drives af harme over, at jeg har fået afslag på støtte fra Det Danske Filminstitut, og selvom jeg i tidens løb - så vidt jeg husker - har fået et enkelt afslag, er jeg involveret i flere DFI-projekter, så det er altså ikke dér at hunden ligger begravet.

Du må heller ikke tro, at jeg giver dig franske manchetter i Information, fordi jeg har behov for anerkendelse. Mit behov for anerkendelse kender rigtigt nok ingen grænser, men samtidig plages jeg af et kollosalt selvhad, så det opvejer hinanden.

Løgnene

Du skriver endvidere, at jeg har økonomiske interesser i historien om Dagen. Det er noget sludder. Jeg mangler stadig at tjene 250 kroner på bogen om Dagen, før mit regnskab med forlaget bare går i nul. Men jeg skal da ærligt erkende, at jeg ville være glad, hvis et produktionsselskab købte rettighederne til at filmatisere vores bog, og flere selskaber har da også forhørt sig om muligheden i tidens løb.

Sandheden er også, at det var dig som startede med at spørge mig, om der var nogen som var i gang med at filmatisere vores bog om Dagen. Hvad, der gjorde mig vred, var, at jeg hørte gennem jungletrommerne, at du var i gang med at dramatisere episoder fra vores bog, uden vores tilsagn. Jeg fik altså det indtryk, at du var rask i gang med at skrælle Ingen kender Dagen uden at ville betale for rettighederne. Når jeg ringede til dig, afviste du pure, at der ville være dramatiske rekonstruktioner af scener fra Dagens korte liv i filmen - af nogen art. Men det var jo løgn, skulle det senere hen vise sig.

Mit eget brug af løgn som journalistisk strategi ligger dig meget på sinde, selvom jeg sandt at sige kun har brugt løgn et fåtal af gange, når man ser på mit samlede journalistiske output. Til gengæld forholder du dig overhovedet ikke til, at du i filmen bringer en særdeles grov løgn til torvs, nemlig påstanden om at Peter Linck blev korporligt overfaldet af fotograf Nicolai Howalt. Er det, hvad du tænker på, når du skriver om, at dit mål som instruktør er at 'nuancere vores opfattelse af tilværelsen'?

Endnu en kliche

Under alle omstændigheder har jeg svært ved at se, at du har nuanceret historien om Peter Linck og Dagen på nogen som helst måde. Du har fortalt klicheen om Peter Linck, og hvad værre er; du har fortalt den, som han selv gerne vil have den fortalt. Man kan mene at du - mere eller mindre frivilligt - har lavet en film, som viser, hvor dygtig Peter Linck er til at forføre folk, i og med at han også har forført dig. Men igen; det er jo en kendt sag at Peter Linck kan sit kram.

Du skriver, at jeg er dygtig til at være perfid. Det er jeg glad for, du synes. Du er også dygtig til at være perfid - din nedgørelse af min kollega Nikolaj Thomassen er et absolut og aldeles unødvendigt lavpunkt - og så er du formmæssigt en meget effen filminstruktør. Det fremgik måske ikke klart nok af vores anmeldelse; det er en meget flot og meget underholdende film, du har drejet om dagbladet Dagen. Men du bør stadig sætte dig ned og tænke alvorligt over, hvorfor du laver film, og hvis Peter Linck er dit idol, hvad selvransagelse og kærlighed angår, så har du meget langt igen.

Mads Brügger er journalist og forfatter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her