Koen Karoline, Rudi og Danny ser rødt

Husker du koen Karoline? Det gør du helt sikkert, hvis du har levet i Danmark i 60'erne og 70'erne. Karoline ville være fyldt 50 i år. Jeg var otte år, da hun så dagens lys i 1958.

Det skete af alle datoer den 8. marts - på kvindernes internationale kampdag. Om det er et tilfælde eller ej, ved jeg faktisk ikke. Jeg kan i hvert fald ikke få øje på nogen højere symbolik i, at fødselsdagen falder på den dag.

For nok var koen Karoline helt igennem hunkøn, men vel ikke ligefrem et hunkønsvæsen, man forbandt med protestdemonstrationer og kamp. Hun repræsenterede mest af alt det sindige, gumlende og drøvtyggende liv, tilsat et strejf af drømmende hverdagspoesi, antydet af den marguerit, der følsomt stikker ud af mulen på hende.

Dermed ikke sagt, at Karoline ikke havde noget som helst med demonstrationer at gøre. De såkaldte Karoline-piger bestilte faktisk ikke andet end netop at demonstrere. Demonstrationerne gjaldt som bekendt danske mejeriprodukter, og de fandt sted både i ind- og udland.

Især gjorde man store fremstød i det daværende Vesttyskland: "Prima, Prima aus Dänemark", som sloganet lød. Men som enhver kan se: demonstrationer på det absolut harmløse og upolitiske plan.

For kan man overhovedet forestille sig Karoline optræde i politiske protestdemonstrationer? - aldrig i livet! Og så alligevel. Man skal aldrig sige aldrig.

Tro det eller ej. Faktisk var Karoline koen impliceret i en af de mægtigste demonstrationer på venstrefløjen i 70'ernes Vesttyskland. Det vender vi tilbage til senere.

Karoline-koen, som er tegnet af Grethe Rich, var et lille orgie i nostalgi - oven i købet barnlig-naiv godtkøbsnostalgi. Der findes vel ikke nogen mere regressiv drik end netop mælk - vores første fødeindtagelse, som tilmed er forbundet med den lystfyldte tryghed ved kontakten med moderbrystet.

Vi er omtrent så nær vort udspring, vi kan komme. Idéhistorisk betragtet er netop mælken fra køerne selve nostalgiens ursymbol. Den sjælelige tilstand, vi kalder 'nostalgi' gik oprindeligt under betegnelsen 'schweizersyge'.

Schweizeres mælkesavn

I 1688 udgav den schweiziske læge Johannes Hofer afhandlingen Dissertatio Medica De Nostalgia oder Heimwehe. Her træffer man for første gang på ordet nostalgi, som er et kunstord, sammensat af de græske ord nostos, som betyder 'hjemfart', og algos, som betyder 'smerte'.

Årsagen til hjemveen skulle ifølge Hofer søges i et samspil mellem en række psykofysiske faktorer, som ramte schweiziske bjergbønder, der slog sig ned under andre himmelstrøg.

Lidelsen, der af Hofer blev diagnosticeret som nostalgia, skyldtes schweizerens møde med nye og uvante omgivelser, livsformer, skikke, luftforandring og i ganske særlig grad vanskeligheden ved at undvære den hjemlige mælk (!).

Især mange unge mennesker var ifølge Hofer hjemfaldne til denne sygdom. Den absolut mest virkningsfulde kur mod sygdommen var at fjerne årsagen. Altså at vende hjem! Hvor svært kan det være?

Rød er hjemstavn for os

Karoline signalerer netop hjemstavn og Danmark. Det er ikke tilfældigt, at Karoline er holdt i farverne rødt og hvidt. Hermed sigtedes ikke bare til Dannebrog, men også til selve farven på datidens køer. Næsten alle tilhørte rød dansk malkerace. Nu er de røde malkekøer som bekendt nærmest et kuriosum, og vi er mange, der savner dem. De pyntede simpelthen i landskabet.

I en årrække tilbragte forfatteren Benny Andersen og hans nu afdøde kone, Cynthia, en stor del af vinteren på Barbados, hvor Cynthia stammer fra. De havde anskaffet sig et hus med udsigt over marker og enge og med Det Caribiske Hav i det fjerne.

Selv om han var langt væk hjemmefra, følte Benny Andersen sig efter eget udsagn hjemme og vel til mode. Forklaringen var såre enkel: på engene vrimlede det med 'karolinekøer' af rød dansk malkerace.

Karoline blev et ikon for danske mejeriprodukter. Et ikon, som blev dygtigt markedsført. Det signalerede humor og charme, men også en vis berettiget stolthed over den høje kvalitet i dansk fødevareproduktion. Så megen stolthed, at heller ikke den danske venstrefløj veg tilbage fra at bruge Karoline som maskot.

Beviset kommer her: I pinsen 1976 blev der i Frankfurt am Main afholdt en kæmpe anti-repressionskonference med deltagelse af en lang række politiske koryfæer fra venstrefløjen, heriblandt Rudi Dutschke og Daniel Cohn-Bendit (Røde Rudi og Røde Danny). Konferencen rummede deltagere fra mange vesteuropæiske lande - bl.a. også Danmark.

Vi var en del fra den århusianske venstrefløj, der tog toget til Frankfurt for at give vores besyv med.

Imod Berufsverbot

Kulminationen på konferencen var en massedemonstration, der begyndte flere steder i Frankfurt for at samles et centralt sted i byen. Det overordnede tema for konferencen var kampen mod Berufsverbot, det vil sige udelukkelsen af medlemmer af det vesttyske kommunistparti fra stillinger i det offentlige.

Den protest ville vi fra Danmark gerne støtte i demokratiets navn. Men samtidig ville vi også gerne markere, at vi altså var taget helt fra Danmark for at tilkendegive vor sympati for kampen mod Berufsverbot. Da vi aftenen før stod og lavede bannere og skilte til demonstrationen, var det store spørgsmål, hvad der skulle stå på skiltene. Hvordan kunne vi på en slagfærdig og raffineret måde tilkendegive, at vi kom fra Danmark? Vi lagde hovederne i blød. Efter indtagelse af en portion godt tysk øl fik én af os en lys idé. Hvad forbinder tyskerne med Danmark? De ser os først og fremmest som et idyllisk landbrugsland.

Hvad inkarnerer den positive side af dansk landbrug for tyskerne? Det gør selvfølgelig koen Karoline, som har været så voldsomt eksponeret netop i Vesttyskland.

Den må alle de tyske demonstranter garanteret nikke genkendende til. Genialt!

Så vi lavede nogle bannere og skilte, hvor vi efter bedste evne og hukommelse tegnede Karoline-koen og med store bogstaver skrev: KAROLINE SIEHT ROT - NEIN ZUM BERUFSVERBOT!. Stolte marcherede vi næste dag under denne vanvittigt smarte parole, ledsaget af det taktfaste råb: KAROLINE SIEHT ROT - NEIN ZUM BERUFSVERBOT!

Jeg skal ærligt indrømme, at vi ikke helt opnåede den tilsigtede virkning. Vi havde mere end svært ved at trænge igennem med vores sofistikerede pointe. Der var lige som ikke rigtigt noget pay off i vores slogan.

Nogle af de omkringstående opsøgte os og spurgte interesseret, hvem denne Karoline egentlig var. Havde koen heddet Rosa, ville de nok have tænkt på Rosa Luxemburg. Men Karoline? Vi måtte så lidt slukørede forklare, at koen var et symbol på dansk mejeribrug: mælk, smør, ost og den slags.

Ost mikset med venstrefløj

Svaret medførte flere gange en undrende hovedrysten hos de spørgende. Hvordan kunne vi overhovedet finde på at blande propaganda for danske mejeriprodukter ind i en vigtig og seriøs venstrefløjsdemonstration her i Vesttyskland? Var det ikke at blande tingene temmelig meget sammen? Nærmede det sig ikke politisk blasfemi?

Jo, måske nok, svarede vi lidt forlegne. Men det skulle ikke forstås på den måde. Vi troede bare, at alle kendte til koen Karoline - Og selvkritisk måtte vi også erkende, at tegningen på banneret nok ikke var den mest vellignende.

Men det korte af det lange var, at vi nærede en naiv forventning om, at alle knyttede varme følelser til Karoline og til Danmark. Det gjorde vi nemlig selv - også selv om vi politisk ikke betragtede os som normaldanskere. Vi tilhørte selvfølgelig i egen selvbevidsthed avantgarden, mindre kunne ikke gøre det.

Måske er denne underforståede, rygmarvsagtige tilslutning til Karoline-kampagnen hos en række garvede venstrefløjsaktivister en af de største triumfer for den eminent dygtige markedsføringsstrategi, der lå bag Karoline.

Karoline var et monster- stærkt brand. Vi var alle sammen en smule småforelskede og betagede af Karoline. Hun var helt ok- kort sagt: en ok ko! (den lå lige til højrebenet).

Og ind imellem er vi nogen, der stadig sender hende længselsfulde tanker. Ikke mindst i år, hvor hun kunne have fejret rund fødselsdag.

Jørgen Carlsen er idéhistoriker og forstander for Testrup Højskole