Læserbrev

Læserbreve fra litteraturtillæg

15. maj 2008

Metz' hadefulde fobier

Steffen Hahnemann, Ørbæk

I anledning af, at historikeren Claus Bryld er nået til vejs ende med sit livsprojekt med udgivelse af bogen om sin far og onkel - som fremtrædende DNSAP-medlemmer - er det ikke overraskende, at den betimelige hyldest i Information varetages af Georg Metz. Han har en naturlig forståelse for, at "Bryld i egenskab af fremtrædende besættelsestidshistoriker og kritiker af besættelsestidens myter og af 'den store fælles fortælling', nødvendigvis måtte slå sløjfe på sin egen historie."

Når Georg Metz kan finde afsky for de "folk, der koketterede med de stærke mænd i Europa" og såmænd også luftede antisemitiske synspunkter og i højeste grad udtrykte foragt for demokratiet, så er det ikke brødrene Bryld han tænker på, men naturligvis Kaj Munk. Hvorimod brødrene Bryld, der skønt de blot fulgte deres "overbevisning" efter krigen blev "syndebukke og skydeskiver for den hellige forargelse."

Det er Georg Metz' overbevisning, antagelig i tråd med Claus Brylds egen opfattelse, at "Brødrene (Bryld) var alt for selvstændige, begavede og arrogante samt socialt overlegne til, at et nazistisk proletariat havde tålt dem", så de "formentlig havde været blandt de første, der var blevet skudt, hvis tyskerne havde vundet krigen". Nu blev det altså, vel nærmest ved en fejltagelse, Kaj Munk, der blev skudt, og som derved på letkøbt vis opnåede heltestatus.

Georg Metz finder at "bogen ligger et sted i grænselandet mellem historisk dokumentation - og kunst". Da dette læserbrev - principielt - kun vedrører anmeldelsen, kan konklusionen kun blive, at den pågældende anmeldelse ikke dokumenterer andet end Georg Metz' hadefulde fobier, men det kan vel også med lidt god vilje rubriceres som kunst, omend ikke søgende mod grænselandet for dokumentation.

At man kan nænne det!

Vagn Søndergård, København

'Hammershøis grå Danmark'. Det var dog som syv søren. Skal gengivelsen af denne lysende, elegante skønhedsåbenbaring af et højloftet Hammershøi interiør med dame set fra ryggen nu bruges til at gøre Danmark gråt og småt, slidt og pauvert, ja, sågar grimt?

Den får ikke for lidt, når Hans Engel i Informations bogtillæg 8. maj begiver sig ud på et erindringstrip til skumle og fugtige rum på diverse provinshoteller. Men et sådant misbrug af Hammershøi, denne mester i at male lyset - så selv støvkornene danser. Se det er pauvert.

Hvilke performancepoeter?

Claus Ankersen, København

Et svar til Kristian Husted (KH): "Danske digtere arbejder ikke med oplæsningen som en scenekunst i egen ret," skriver Kristian Husted som kalder sig 'litterat'. Bare han havde betitlet sig anderledes. Så slap jeg for at starte med at kritisere det litterære smalsyn, som desværre stadig findes på elfenbenstårnet - man kunne fristes til at kalde det en art litteraturfaglig grå stær. En lidelse som gør nogle litterater, heriblandt Husted, blinde overfor den farvestrålende realpoetiske virkelighed, hvor en række danske digtere faktisk ikke bestiller andet end netop at arbejde med performancepoesi/scenekunstlitteratur som et kunstnerisk udtryk i egen ret.

Det dobbelt-ærgerlige ved, at Husted kalder sig litterat, er, at det giver indtryk af, at manden ved, hvad han taler om. Man kunne fristes til at tage hans ord for gode varer. Heri ligger en betydelig fare. Selvom KH's betragtninger mest af alt er pinlige for ham selv og standen, er læserbrevet dog alligevel godt for noget: At bringe fornyet fokus på Susanne Jorns fine opsang til parnasset. For det er sandt, at manglen på viden og udsyn i visse litterære kredse står i grel modsætning til den udbredelse, som spokenword litteratur har på 'gulvet'.

Allerede i starten af 2003 startede gode kolleger og jeg Forbundet Danske Scenekunst Forfattere som en aktionskunstnerisk kommentar til den manglende officielle anerkendelse af scenekunstlitteraturen som et kunstnerisk udtryk i egen ret. Et skabende og performativt udtryk, hvor digteren er forfatter og scenekunstner på en gang. Det gik stærkt før og siden er det gået stærkere. For der bliver smidt med ord som aldrig før! Også selvom nogle litterater vender sig om og stikker fingrene i ørene.

Godt nok har kunstrådet valgt at genindskrive scenekunstlitteraturen, men der er langt mellem anmeldelser og omtaler. Heri har også snobbede, eller blot uvidende litteratur-journalister et stort ansvar. Det er nemlig ikke fordi, der ikke er merit i god performancepoesi. Det bliver oftest godt modtaget. Men ak. Ligesom i andre kunstneriske verdner, er vi også i ordenes verden hinandens værste fjender. Som Thomas Winding engang bemærkede om malere: De er usympatiske, fordi de ikke engang kan li hinanden. Det er ærgerligt, at der ikke er større gensidig åbenhed i det lille danske litterære miljø. De fleste kender nemlig udmærket hinanden - eller til hinanden. Og jeg kan undre mig over, hvorfor man ikke ivrigere favner det bredspektrede syn på litteraturen, som jo netop levner plads til både den modernistiske oplæser og performancepoeten. Forskelligheden gavner jo netop.

Jeg vil vove at påstå, at dansk spokenword poesi alene i kraft af sin publikumsmæssige udbredelse har ikke så lidt mere praktisk indflydelse på publikens litteratur-oplevelser end meget andet ordværk. Der er endda så stor interesse for det talte ords litteratur, at man kan dele ud af den. Også blandt forfattere som nødigt læste op for et par år siden. For det virker befordrende med den direkte kontakt mellem forfatter og tilskuer. For litteraturen som størrelse. For digteren og for publikum.

Måske er de digtere Husted taler om, i virkeligheden helt andre, folk som for nyligt har taget oplæsningsdisciplinen til sig. Måske ikke af kærlighed til performancepoesien. Men fordi der er publikum. Fordi der er respons på værket. Og fordi man bliver set. Alt sammen en konsekvens af det fodarbejde som usynlige og litterært set 'ikke eksisterende' scenekunstforfattere laver hver dag på scener over hele landet: Arbejder seriøst med dén kombination af at skrive og performe litteratur som er særegen for dansk talt litteratur.

Til august kan Kristian Husted og andre forhåbentlig blive lidt klogere på dansk scenekunstlitteratur, når min dokumentarfilm Peanuts og Fri Fad sætter fokus på sjove og sprælske danske spoken word-poeter. Vadende i virkelighed til knæene og ord til op over begge ører. Og har man som forlægger, forfatter, litterat eller journalist brug for info. eller inspiration fra fagfolk, er det bare at henvende sig. Vi er her!.

Oversættelser

Mads Qvortrup, London

Anders Toftgaard har brugt tid på at læse min oversættelse af Machiavelli. Saglig kritik er altid velkommen - også når den er hård. Uden kritik ingen fremskridt! Så jeg tager kritikken til efterretning og vil foretage ændringer i en eventuel anden udgave. Oversættelse er - som nævnt i bogen - mere end en filologisk udfordring. Det er også en hermeneutisk sådan. En direkte oversættelse var nogle steder upraktisk og stilis-tisk vanskelig. Men jeg bøjer mig naturligvis for sagkundskaben.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu