Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
19. maj 2008

Ang. Erik Boel

Anne Mette W. Nielsen og Rune Baastrup, konsulenter

Mere end en debat om fremtidens højskole, bør man formentlig se Erik Boels kronik i Information den 8. maj som en kamp om at udlægge sit eftermæle fra tiden på Krogerup efter hans 'fratrædelse'.

Der er unægtelig noget besnærende over ham, denne Boel. Selv var vi tændte, da han i sin tid blev ansat på Krogerup, mens vi begge var lærere på skolen. Desværre var vores skuffelse stor, da det blev klart, at hans evne til at bakke sine ord op med handling viste sig begrænset.

Vi sagde begge farvel til Krogerup i utide. Vi ønskede ikke at knokle for en fantastisk skole for blot at konstatere, at alt hvad vi byggede op nede i maskinrummet, formøblede kaptajnen midt mellem bragesnak og ledelsesmæssig inkompetence på broen. I sin kronik spiller Erik Boel højt spil mod bedrevidende: Modsat hans udsagn nåede elevtallet sidste efterår faktisk det måske laveste tal på et langt kursus siden Hal Kochs svære start. Ansvaret er først og fremmest Erik Boels.

Med Projekt Verden Brænder har vi arbejdet for at skabe reel fornyelse, der gør en forskel udadtil som indadtil. En skole med globalt udsyn i dirrende vekselvirkning med omverdenen. Erik var med på visionen - men forstod desværre aldrig, at det kræver mere end blot at dukke op som ugens gæst for at realisere den. Derfor er det desto mere opmuntrende, at man netop i denne uge har ansat en garvet og blandt eleverne højt skattet lærer gennem snart 25 år, Rikke Forchhammer. Det lover godt for en genrejsning af Krogerup Højskole efter Erik Boel.

Forladere?

Peder Hvelplund, Enhedslisten

"Hvis EU-landene har en fælles indsats i Congo, er det sund fornuft, at medlemslandene har sikret sig, at der er de fly til rådighed, som er nødvendige for at fragte det nødvendige materiel frem til soldaterne." Sådan skriver Peter S. Kohl fra Nyt Europa i et svar til Pernille Frahm (SF), om oprustningsklausulen i Lissabon-Traktaten - Artikel 43, hvori medlemslandene forpligtes til gradvist at forbedre deres militære kapacitet.

Vil det sige, at når det europæiske våbenagentur lobbyede kraftigt for at få indført den klausul, så var det udelukkende for at sikre sig at vi ikke i Danmark fortsat løb rundt med forladere?

Det er forstemmende når den europapolitiske debat skal trækkes ned på niveau, hvor klare politiske intentioner blot skal negligeres.

Mere interessant er det at diskutere, hvilke perspektiver det har på den verdenspolitiske scene, når vi skal debattere om vi med vedtagelse af Lissabon og eventuel afskaffelse af forsvarsforbeholdet, skal deltage i en fortsat udvikling af EU som en stormagt, på linje med USA og Kina, en stormagt med ambitioner om også at spille med de militære muskler for at sikre egne interesser.

Nogle behøver en guru

Jan Buhl, fysioterapeut og stud. heilpraktiker

Mette-Line Thorup's artikel den 16. maj om 'detox-bølgen' afspejler tydeligvis en manglende kendskab til de tusindvis af mennesker, som alle har fået et bedre liv efter omlægning af egne kostvaner. Et bedre liv, er bl.a. et liv uden alopatisk medicin og dets mange bivirkninger. Er det så slemt, at undgå gluten, hvede og raffineret sukker i en periode?

Vi i Danmark er vant til symptombehandlende medicin, som efter en 10 min. konsultation hos egen læge, bliver rutinemæssigt ordineret. Er det måske ansvarligt?

Detoxbølgen handler ikke kun om at ændre sin livsførelse, men i høj grad om, at blive ansvarlig over for sig selv og sin sygdom/lidelse.

Nogen gange skal der en 'Guru' til, for at vise vejen, indtil

budskabet er forstået.

Hvor svært skal miljø være?

Michael Edinger, Lyngby

Prof. Bent Sørensen (BS), RUC, svarer i sit læserbrev 15. maj ikke på mit synspunkt om at restprodukter fra skovdrift og landbrug kan fortrænge et fossilt CO2 -udslip, uden at skabe mere CO2 end de samme produkter ellers ville frigøre ved at forgå i skovbunden.

BS misser helt, at mit indlæg udelukkende handlede om restprodukter (grene, flis etc.), der ellers forbliver i naturen- ikke gavntræ.

BS siger:"først når en miljøsynder brænder træet frigøres CO2". Så hvis en miljøhelgen brænder træet, eller det nedbrydes i naturen, frigøres der altså ikke CO2? BS har i Inf. tidligere udtalt: "Biomassens eneste fornuftige anvendelse er til biobrændsel" og tilføjer nu: "ved en anvendelse til biobrændsler kan 50-100 pct. af den frigjorte CO2 tilbageholdes og deponeres". Jeg siger: Glimrende - men så skal biomassen vel først samles ind? og CO2'en bagefter? Hvad bliver mon nyttevirkningen af biobrændslet?

I DK afbrændes 1000 vis tons gavntræ årligt med CO2 udslip efter kort engangsbrug, med minimal energiudnyttelse udover lidt fjernvarme i sæsonen. Det er da et miljø og ressource svineri, der vil noget.

At BS måske tænker: "mod dumhed (som fx. min) kæmper selv guderne forgæves" antydes i hans appel til Undervisningsministeren om at udstyre de uvidende borgere med indsigt til at skelne mellem grader af miljøsvineri osv. BS's indlæg virker hus forbi, nedladende og ret upassende her, hvor fantaster, amatører og ildsjæle er basis for et industrieventyr og en folkelig holdning for VE og miljøet. Glem ikke, at også du står på ryggen af dem.

Operamirakel

G. Sandemann Rasmussen, Viby J.

Den 13. maj bragte Information en dobbeltsideanmeldelse af miraklet den nye opera i Oslo. Anmeldelsen er i sig selv et lille mirakel skrevet af den suverænt fornemste teater- opera- og danseanmelder p.t. i kongeriget. Anne Middelbroe Christensen.

Man kan ikke lade være at tænke på hvad operaen på Holmen (havnegrillen!) kunne være blevet til, hvis arkitekten havde fået frie hænder til udarbejdelsen af operahuset.

I svækker uddannelsen

Thomas Ziegler Larsen, pædagogstuderende

I information den 15. maj skriver Henrik Pedersen (HP), direktør for grunduddannelse, Professionhøjskolen, Kbh i et læserbrev, at sammenlægningen af uddannelsessteder i Professionshøjskolen København ikke vil forringe uddannelserne, men højne deres kvalitet.

Som studerende på Københavns Pædagogseminarium er vi dog nogen, der er af en anden opfattelse.

Vi mener ikke, at vi bliver bedre pædagoger, af at vores seminarier bliver lagt sammen til tre store campus. Vi mener, at en naturlig konsekvens af den sammenlægning vil være en udhulning af holdundervisningen, og at vi dermed vil få flere forelæsninger.

Vi er godt tilfredse med at kunne blive undervist i mindre hold, da det betyder, at vi har en bedre dialog og bedre diskussioner de studerende imellem samt mellem studerende og underviser, hvilket vi ligeledes mener er med til at gøre os til gode pædagoger.

Det er ren logik, at sammenlægningerne vil betyde færre undervisere til flere studerende samlet på et sted, og med det forsvinder grobunden for kreativitet, debat, samarbejde og dialog i undervisningen helt ud af billedet til fordel for en mere universitetslignende undervisning.

Vi tror ikke, at det giver hverken flere ansøgere til pædagoguddannelsen, eller bedre pædagoger, ved en sådan centralisering, nok nærmere tværtimod.

Værditom analyse

Knud vilby, Kastrup

Min gamle ven og kollega Erik Meier Carlsen (EMC) plejer jo nok at have markante personlige meninger om både religion og Danmark og verden og Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne og en del andet.

Jeg synes derforn det er bemærkelsesværdigt og noget skuffende så machiavellisk og holdnings- og værditom analysen af Birthe Rønn Hornbech-sagen er 16. maj. Det handler for EMC alene om image-stunt, om konfusion i debatten, om celebre og ikke så celebre selskaber man gerne vil være med eller ikke med i, og så lidt om hvad mange kritikere tvivler på, mens andre vil mene dit og dat. Det er da en gang tomgang, der (ikke) vil noget om magtens væsen, og om hvordan man holder sig fast til sin stol eller ej.

Tænk hvis en artikel, der påstås at være en analyse, havde indeholdt nogle få betragtninger om:

Hvad dette nyeste DF og regeringsstunt gør ved Danmarks fortsat faldende ry og værdi ude i verden

Hvad det betyder at have en statsminister, der vil være europæisk leder og kæmper for magt ved at klamre sig til et parti, der nu åbent har erklæret sig som antimuslimsk (trods et utroligt blødt dementi)

Hvordan det påvirker holdningen til ytringsfrihed, at se at det ene medlem af Venstre efter det andet nu bankes på plads, hvis de mener eller siger noget Pia og Anders finder forkert.

Hvad der sker med betydning af ord som liberal og åbenhed, når et småracistisk folketingsflertal pr. lov beslutter at give disse ord nye værdier med det modsatte indhold.

Der er jo sådan set nok at bruge spalter til, når man har så rig adgang til dem. Og det kunne være helt rart med analyser.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

kjeld ammundsen

I forlængelse af Vilby må det væree tilladt at at gøre Inf.s. analytiker opmærksom på at en simpel analyse af det billede materiale DF har udsendt viser at materialet er anti muslimsk hvis man derefter sætter sig med et billede framstille engang i 30erne, vil man kunne konstaterer en klar visuel sammenhæng mellem det af DF og de tyske idiologer fra Nazi tiden fik fremstillet. Der religioner til forskæl, men hvad ellers.