Læserbrev

Læserne skriver

Debat fra dagens avis
Debat
23. maj 2008

Fra Beijing til Moskva

Shahin Aakjær Seyed Nasrolla, Høng

Jeg sad og så Champions League i tv, som så mange andre. Under kampen kom jeg til at tænke på folks reaktioner og meninger om, at OL skal til Beijing. Jeg begyndte at undre mig over, at jeg slet ikke havde hørt nogen protester mod denne store kamp, som spilles i Moskva. Putins Rusland har ikke ligefrem udvist forkærlighed for menneskerettigheder og demokrati. Jeg tænker blandt andet på krigene i Tjetjenien, folk der er forsvundet, hans valg af embedsmænd, fravalg af samme og så videre.

Mon ikke at mediernes opmærksomhed trækker vores øjne med sig og udelukker en masse andre ting samtidigt?

Aldrig tortur

Maia Ingvardson, København

I Inf. 15 maj besværer Jørgen Bülow Hansen (JBH) sig over, at FN's særlige rapportør for Tortur, Mannfred Nowak, har tilladt sig at besøge et så 'civiliseret' land som Danmark, og at han tilmed formastede sig til at kritisere Danmarks beslutning om at udsende to mistænkte muslimer til sandsynlig tortur i Tunesien. Ligeledes antyder JBH, at Nowak ikke besøger f.eks Tunesien, fordi man i FN ikke ønsker at kritisere muslimske lande, og at det i øvrigt ikke er et bekvemt rejsemål. Gad vide hvor bekvemt det var for Nowak for nylig at besøge Sri Lanka, Nigeria, Jordan, Paraguay, Indonesien, Kina og Togo?

FN's særlige rapportører kan kun besøge et land efter forudgående invitation, da FN ikke kan operere i et land uden regeringens accept. Danmark har udsendt invitationer til de særlige rapportører, en gestus som bl.a har til formål at lægge pres på mindre menneskerettighedsvenlige lande til at acceptere rapportørernes besøg.

JBH undlader at nævne, at Nowak rent faktisk roste Danmark for at være i front i kampen imod tortur - som et af få lande, har han ikke modtaget klager over tortur i Danmark, og desuden har Danmark internationalt haft kampen imod tortur som en vigtig mærkesag.

For Nowak og mange andre må det derfor være særlig bekymrende, når Danmark vælger at slække på principperne om aldrig at acceptere tortur. Accepten af tortur, ikke mindst hvis ofrene er muslimer, brug af efterretninger opnået gennem tortur, og samarbejde med torturstater er skræmmende hurtigt blev en del af de vestlige landes politik.

Dansk sang stryges?

Hanne Andersen, Kbh Ø

Skal 'Den spillemand snapped fiolen fra væg' stryges fra den danske sangskat? Omkvædet lyder jo således: "Bind dit skørt og flet dit hår, læg an dit hovedklæde..."

Ny eksklusion?

Søren Bang, Strandby

Mogens Camre kunne i Information 21. maj under overskriften konstatere, at "Religion er bygget på uvidenhed, frygt, irrationalitet og regulær dumhed". Det var en grim én.

I et parti, der bygger på Gud, konge og fædreland og rummer så religiøse personligheder som Søren Krarup og Jesper Langballe, må den da være svær at sluge.

Mon ikke det er på tide, at Pia og Co. ekskluderer Mogens. Jeg spø'r bare.

Eget ansvar?

Niels Christensen, Højbjerg

Informations artikel om familien Jensen/Baalbaki er tankevækkende på flere måder. En af de tanker, man får er: Hvor er det personlige ansvar hos voksne mennesker, der uden at have råd sætter otte børn i verden? Børnene er af vidt forskellig alder - det yngste kun 10 måneder! Der har altså været tid til at stoppe op og tænke sig om.

Det kan i Danmark ikke betragtes som en udefra påført ulykke, at der kommer otte børn. Familien har altså selv valgt at bringe sig i en vanskelig situation - et forhold, som ikke berøres i artiklen. Det havde været interessant at høre forældrenes forsvar for dette! For øvrigt er de to ældste børn i en alder, hvor de - i betragtning af familiens betrængte økonomi - måtte kunne bidrage med fritidsjob.

Eget ansvar II

Niels Holmer Johansen, Hillerød

Information fortsætter med sin kampagne mod starthjælpen i artklen 'Kun råd til det daglige brød' med endnu en human touch historie, hvor læseren forventes at blive rørt.Desværre ikke her. Familien er lige præcis den type familie som lovgivningen er rettet imod. Det synes for familien at være en selvfølge at sætte otte børn i verden uden at kunne forsørge dem, det synes også at være en selvfølge, at man ikke behøver at gøre en indsats for at forsørge den. Manden vil gerne være buschauffør siger artiklen. Sjovt nok så har Århus Sporveje det sidste år søgt chauffører igen og igen. Og moren vil gerne være gartner. Men ingen af tingene har lige kunnet lade sig gøre - hvorfor ikke, kan man spørge om, det interesserer ikke Information ?

Men mens forældrene venter, er det åbenbart en selvfølge at andre skal betale.

Information har helt klart valgt offersynsvinklen endnu engang. Der trækkes kun kontekst ind, der understøtter denne synsvinkel. Elendig og delvis uvederhæftig journalistik. Men det er da også synd for børnene, de er jo sagesløse ofre for forældre, der ikke har gjort sig klart hvad forældreansvar vil sige.

Det er for så vidt i orden at Information vil agitere for flere penge til børn af forældre, der ikke kan eller vil finde ud af det. Men hvorfor skal det patches med små livshistorier, som det er umulig for læseren at vurdere troværdigheden af ?

Anti-islam

Janus Boesen Agerbo, Kbh.

Mogens Camre (MC) skriver i sin påtale 21. maj, at "alle anstændige mennesker" i Danmark er anti-islamisk. Denne konklusion er MC nået frem til ved at udlede, at sekulære mennesker er mod religiøs indflydelse på, hvordan liv bør leves. En ren banalitet, da dette er selve betydningen af ordet. Men såvidt er jeg, som sekulær-ateist, enig med MC. Der bør være en stærk adskillelse af stat og religion.

Der, hvor kæden for alvor hopper af for MC, er, når han springer ud i totalitært flor og vil stille krav til, hvad religiøse mennesker må tro på som borgere i Danmark. MC mener ikke, at det bør være tilladt nogen, at være uenige i vedtagne forfatninger og menneskerettighedskonventioner. For det første er det en lidt spøjs påstand, når MC's parti ofte ser stort på menneskerettighederne.

Men jeg vil gerne spørge MC, om han heller ikke mener, at man ud fra et ideologisk standpunkt kan være u-enig i disse konventioner? Og hvis dette ikke er tilfældet, hvori ligger så forskellen på et ideologisk- og et religiøst standpunkt?

Ny moms

Bent Brogaard, Galten

Forsteninger er normalt noget, man finder aflejret i Kridttids - og Tertiærtidsaflejringer. Men vi har dem også betydelig yngre. Vi har nemlig en V-K regering, hvoraf hverken statsminister, finansminister eller skatteminister har blot den mindste følelse for den allerfattigste del af befolkningen. Hverken familier under starthjælp (sulte cirkulæret), laveste kontanthjælp eller folkepensionister kan med de voldsomme prisstigninger på fødevarer længere få råd til at spise en sund og velnærende daglig kost. Op mod dette har hele den øvrige befolkning af lønmodtagere og selvstændige fået ret store skattelettelser.

Hvorfor kan Danmark ikke som stort set alle øvrige EU-lande indføre differentieret momssats for fødevarer? F.eks.: Grøntsager, frugt, mælkeprodukter, kornprodukter, ægte juice og mineralvand uden tilsætning og fiskeriprodukter?

Rigtig ligeløn

Henning Pedersen fmd. BUPL

Pædagogerne udråbte 22. maj til ligelønsdag. Over hele landet markerede pædagogerne gennem demonstrationer og happenings, at reel ligeløn er en nødvendighed for at opretholde det velfærdssamfund, vi kender i dag.

Baggrunden er alvorlig. Fire ud af 10 kommuner angiver, at de allerede i dag har problemer med at skaffe nok pædagoger. Samtidig siger 40 pct. af de unge, at de ikke ønsker at uddanne sig til pædagoger alene pg.a. lønnen.

Denne situation vil kun forværres, så længe man ikke tager fat om nældens rod; manglen på ligeløn. Uanset om man sammenligner pædagogerne med privatansatte eller offentlige med samme uddannelseslængde, så halter de klart efter. Med tre et halvt års uddannelse kan en pædagog kun se frem til en løn, der ligger syv procent over det, en ufaglært tjener.

Herudover er pædagogfaget et kvindedomineret fag. Det ses også på lønnen. Hver gang en privatansat mand tjener 100 kroner, må pædagogerne nøjes med 74 kroner. Denne skævhed er en bombe under vores samfund, og kun gennem en bedre løn kan vi igen gøre de unge interesseret i pædagogfaget.

Derfor er det et af BUPL's klare mål med strejken at få nedsat en ligelønskommision, der med penge i ryggen kan være med til endegyldigt at fremtidssikre de trygge rammer, vi har bygget op for danske børn.

Et markant lønløft ved denne overenskomst er et første skridt på vejen til reel ligeløn og ligeløn burde være et fælles projekt for KL, kommunerne, regeringen, pædagogerne og samfundet generelt. For pædagogerne er rigtig løn = ligeløn.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her