Når Dansk Folkeparti indrykker annoncer med ordlyden 'Gi' os Danmark tilbage', spiller de på nøjagtigt de samme virkemidler som altid, nemlig forestillingen om et gammelt Danmark med nogle bestemte kerneværdier.
Man må spørge, om disse værdier nogensinde har eksisteret og om det forestillede fællesskab, som Dansk Folkeparti lukrerer på, skal tages alvorligt eller ikke.
Forestil Dem Poul Reichhardt og Peter Malberg dyste på ord om hvad der er bedst: det nære danske eller det store fremmede i "Jeg har min hest, jeg har min lasso". Reichhardt vinder, med mange hestehoveder, dén orddyst: Danmark er utvivlsomt dejligst. Dette budskab og denne atmosfære var bærende elementer i dansk film i 30 år fra 1950 og frem.
Allerede på dén tid var Danmark ikke dét Danmark som filmene beskrev, men et imaginært atmosfærelandskab af gode stemninger. Et landskab der har sat sig fast og som ikke lader sig ryste trods anfægtelser.
At komme hjem
Når DF annoncer, som de gør, lægger de sig selv ind i atmosfærerammen, som den danske filmskat fra Korch-æraen prædiker. Der appelleres til minderne om det fredsommelige gamle Danmark. Der spilles på en længsel om at komme hjem; hjem til et hjem der aldrig har eksisteret. Men fordi det ikke har eksisteret gør det ikke uvirkeligt.
Filmene fortæller os, at der i Danmark er hygge og sammenhold. Det er hele DF's retorik der spejler sig i det Korchske univers. En retorik der fremkalder indre velkendte billeder om det smukke og sande.
Hvad er det for et Danmark der refereres til? End ikke DF kan give et klart svar på de spørgsmål; men de kan spille på nogle ideer som store dele af befolkningen er bespændt med - ideer som de har fået ind med mælken og gennem massegentagelser.
Atmosfære præsenteret i et letforståeligt og let fordøjeligt spillefilmssprog. Præcis som retorikken.
Atmosfæren er hyggelig, den er vedkommende og den er nærværende. Den prædiker at når bare vi er sammen i vores lille lukkede selskab, så skal vi nok klare os og lykken vil tilsmile os.
Det fremmede er noget der skal behandles med mistænkelighed og helst stødes fra.
Hvad opponerende grupper til DF ikke synes at have forstået er, at uanset om disse ideer om Danmark er svævende og uudtalte, er de virkelige. De er virkelige i en sådan forstand og en sådan grad, at det er muligt at vinde vælgere på det. Selv forestillede sammenhænge og et imaginært Danmark er virkeligt.
En opposition underkender ikke kun et politisk parti ved at afvise, at der er et Danmark at få tilbage; samme opposition underkender også en masse danskeres følelser for dette land.
Største fejl en opposition kan gøre er, ikke at tage DF's retorik og virkelighed alvorligt. Større vil fejlen være, hvis man tilmed fortæller DF og alle deres vælgere, at den virkelighed de følelsesmæssigt har erkendelse af, ikke er rigtig.
