Læsetid: 4 min.

Hvad er der i det for Mads?

I modsætning til Mads Brügger mener jeg, at vi er bedst tjent med at søge at forstå andre menneskers motiver til at handle og mene, som de gør
27. maj 2008

Den 23. maj angriber Mads Brügger og Nicolaj Thomassen min person i en 'anmeldelse' af dokumentarfilmen Forførerens Fald, der handler om Peter Linck og krakket på avisen Dagen.

Jeg kan ligeså godt starte med at indrømme, at Mads har ret. Jeg har en interesse for det radikale. En interesse han i øvrigt deler. I modsætning til ham opfatter jeg ikke løgnen som et arbejdsredskab. Jeg giver mig til kende over for mine medvirkende og forsøger at undgå at udstille og ydmyge dem for at gøre mig selv interessant. Mads er god til at være perfid. Det er ligesom hans speciale. Og ingen er jo forpligtet ud over deres evner. Jeg synes, at de ting, han laver, er interessante. Det er moralsk forkasteligt og uetisk at lyve overfor sine medvirkende om, hvad det er, man vil lave. Men der er nu alligevel noget forfriskende med en fortæller der i den grad skider på, hvad man kan tillade sig - og gør præcis hvad der passer ham. Forhåbentlig har Det Røde Kapel (på DR2) ikke har kostet nogen livet.

Hvorfor så sur?

Man kan så spørge sig selv hvorfor manden farer så meget i flint over en lille film, nogle andre har lavet? Måske skal en del af forklaringen findes i filmens oprindelseshistorie og finansiering. Det Danske Filminstitut, DFI, har støttet filmen sammen med TV 2. Det er et faktum, at Mads er en af de journalister, der har søgt om støtte hos DFI og ikke fået det. Rygter vil også vide, at han selv har gået med tanker om at filmatisere sin bog.

Da jeg fortæller ham om den film, vi skal lave, foreslår han, at vi kan købe rettighederne til bogen, han har skrevet med Nicolaj, der har gjort en slags karriere ud af at være Mads' skrivende hjælper.

Linck var udråbt til skurk og svindler - ikke mindst af Mads og hans lille hjælper. Det var derfor helt oplagt for mig, da jeg sammen med min medinstruktør, Laurits Munch-Petersen, gik i gang med at lave en film om Dagen at vælge den menneskelige vinkel på historien, der endnu ikke var fortalt. Nemlig Peters version.

Mads har behov for, at Linck bliver gjort til skurk, så der ikke stilles spørgsmål til hans naivitet over for projektet Dagen. Man kan sige, at Linck blev barnet, der afslørede, at nogle af pressestandens kejsere ikke havde så meget tøj på, som de selv gik rundt og troede. Mads spekulerer, i sine skriblerier, på, om Linck er drevet af ikke at have en uddannelse.

Men i virkeligheden er Mads indebrændt over at føle sig taget ved næsen af en mand, der ikke har det samme niveau af udannelse som ham selv. Men værre var det heller ikke, for Mads - som udelader dette behændigt i sin bog - risikerede ikke selv noget i forbindelse med Dagen. Han havde nemlig taget orlov fra DR og vendte blot tilbage til sin trygge fastansættelse.

Truer med sagsanlæg

En dag ringer jeg til Mads og spørger, om vi må interviewe ham. "What's in it for me?," spørger han. I første omgang vil han have garanti for, at han kan få reklame for sin bog. Senere ringer han tilbage. Nu har han talt med Nicolaj og er tydeligt mere agiteret. Han vil under ingen omstændigheder medvirke og går i gang med en anmeldelse af den film, vi endnu ikke har lavet. Det bliver jo bare en hvidvaskning af Peter Linck, siger han. Jeg svarer, at det ville være fint, hvis Mads giver sit syn på begivenhederne. Senere samme dag ringer Nicolaj og truer med et sagsanlæg om ophavsret, hvis der er scener med i vores film, som også optræder i deres bog. Jeg ringer bare for at sige, at vi har flaget oppe, som Nicolaj udtrykker det.

Mads virker desperat i sin iver efter at angribe os og filmen. Motiverne virker som jagt på anerkendelse - og pekuniære. Fair nok, de er klassiske og minder om Peter Lincks. Måske skulle de prøve Lincks medicin; kærlighed og selvransagelse. Og måske skulle Information minde deres gæste-'anmeldere' om den gamle slaglinie; 'Fri af ... økonomiske interesser'.

Som instruktør ser jeg det som min opgave at nuancere vores opfattelse af tilværelsen. At formidle nogle historier, der gør os klogere på verden, ved at vise noget, vi ikke har set før eller vise noget, der er velkendt, fra en ny vinkel. Man kan så spørge sig selv, om Mads mener, at der er særlige vinkler på bestemte historier, man ikke må fortælle - eller om der er nogle personer, hvis side af sagen det er tabu at fremføre. Det mener jeg ikke. Tværtimod mener jeg, at vi er bedst tjent med at søge at forstå andre menneskers motiver til at handle og mene, som de gør. Også de kærlighedsløse og forsmåede.

Frank Piasecki Poulsen er instruktør. Filmen 'Forførerens fald' vises på TV 2 i aften kl 20.00

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hej Peter

Du skal have respekt for overhovedet at gide bruge kræfter på den underlødige omgang tuderi, Mads brügger og Nikalaj et-eller-andet formåede at få trykt forklædt som en filmanmeldelse i fredags. Sjældent har man set SÅ lavt et format. Det undrer mig enormt, at Information valgte at bringe artiklen.

Så tak for at bringe din del af sagen. Og sikke en omgang opstyltet tuderi, det ikke overraskende viser sig at være fre MB side. Bare det at skulle høre ham tale om journalistisk anstændighed efter Det Røde Kapel er jo ganske enkelt absurd.

Det eneste lille problem er at Brügger og Thomassen har fuldstændig ret i den kritik de giver af filmen. Så kan ovenstående karaktermord jo være ligemeget.

Om det så var en lortefilm er det næppe carte blanche for perfid mobning. Et karaktermord er aldrig ligegyldigt for den bagvaskede. Ligesom det heller ikke er i læsernes interesse at få en 50% filmanmeldelse og 50% personfnidder. Bare det, at MB "anmeldelse" lægger ud med at svine instruktørens politiske holdning og tidligere produktioner til på en måde og med et ordvalg, der tydeliggør, at her er der tale om to personer, der kender hinanden, er så plat og useriøst, at det fra starten af står klart, at det her ikke er en filmanmeldelse, men et personligt anliggende. Den slags findes der telefoner og email til.

Men ok, Information må vel have en forestilling om, at deres læsere finder den slags platheder interessante.

Hejsa Bloglæser og Carsten Dahl.
Jeg er delvis enig med jer begge to. For det første med Bloglæser med hensyn til karakteristikken af Mads Brüggers og Nikolaj Thomassens anmeldelse som karaktermord, selvom indtrykket man efterlades med, er et ikke særlig succesfuldt karaktermord. For det andet er jeg enig med Carsten Dahl, ikke i at Thomassen og Brügger har ret, men i at man ikke skal lade karaktermyrderiet skygge for det indholdsmæssige i de tos kritik af filmen om Forførerens fald.

Præmissen for denne kritik er diskutabel. Den består i, at instruktørerne har stillet sig sidst i den lange række af mennesker, der har ladet sig fascinere af Linck og hans, jf. hvad man kunne se i filmen, duracel-kaninagtige energi og (selv-) begejstring og at netop denne sidsteplads burde have vaccineret dem mod Lincks forførelse. Og at de har forsømt netop det.

Om præmissen holder er, tror jeg, delvis et spørgsmål om temperament. For mit vedkommende kan jeg godt, på grundlag af filmen, godt se, hvorfor så mange er blevet besnæret af Linck, men filmen har også vaccineret mig imod nogensinde at hægte mig på projekter, hvis økonomiske virkeliggørelse er afhængige af Peter Linck (jeg regner bestemt heller ikke med, at han vil ringe). Jeg efterlades ikke med tvivl om han er i vild i roen. Det er han efter alt - inklusive filmen - at dømme.

Nu sidder jeg ikke i hovedet på instruktørerne, men hvis jeg skal forstå, hvorfor de har lavet filmen uden den brod, som Brügger efterspørger, så skyldes det sikkert en betragtning om, hvad der mangler i offentligheden. Og jeg tror ikke, at det er billedet af Peter Linck som psykofant eller "ejendomsmægler fra helvede" der mangler, men måske netop billedet af en mand med en idé, der efter hans egen opfattelse var så god, at han i "den gode sags tjeneste" kunne tillade sig alt muligt for at virkeliggøre den.

Man - jeg, hedder det - fornemmer, at den eneste kritik der i Brüggers og Thomassens forståelse ville være kritisk nok, ville være én, som dæmoniserede Peter Linck og gjorde ham endnu mere til det, han i forvejen var i hovedet på mange mennesker, og derved gjorde det svært at forstå, hvordan det kunne gå til, at så mange løb sammen om at virkeliggøre hans muligvis gakkede plan om en dansk Herald Tribune.

Dagbladet Dagen er lidt som Ny Alliance; et lidt kitchet projekt, som mange åbenbart var enige om havde en fremtid for sig, fordi der i deres øjne manglede "sådan noget", og det der ellers fandtes var dansker-provinsielt, og ikke "på højde" med "det nye". Det er let at begejstre med fornyelse, og der findes segmenter i det danske samfund, for nu at tale mediedansk, eller klasser, der tendentielt står parat til at hoppe på det første og bedste, der kan føje lidt up-beat-aura til deres selvforståelse som provinsialitetsoverskridere.

Det er det svært at lave dokumentarfilm om, og den vinkel er da heller ikke til stede i "Forførerens Fald". Men det ville være sværere at bruge filmen til tænke den bredere tanke om de større sammenhænge, som historien om Dagen indgår i, hvis filmen havde gjort et nummer af at personificere årsagen til det ulyksagelige forløb i Lincks person, end hvis den som nu giver personen Peter Linck en mulighed for at komme til orde, og efterlade andet indtryk end at han har en skrue løs.