Læsetid: 3 min.

Om mænds libido

En replik til Lone Nørgaard
14. maj 2008

Det er al respekt værd, at mennesker har en sag, de forsvarer det meste af et liv. Og som Poul Henningsen sagde: En sandhed bliver ikke mindre sand af at blive gentaget. Hvis det altså er en sandhed!

Umiddelbart er Lone Nørgaards (LN) påstand om mænds større seksualitet vrøvl, al den stund både mænds og kvinders seksualitet svinger med konjunkturerne, konjunkturer her forstået som alt fra livssituation til hormoner. Kvinders libido kulminerer på det tidspunkt i cyklus, hvor muligheden for befrugtning er størst. Så omkring ægløsningstidspunktet kunne man - omend noget spidsfindigt - påstå, at kvinders lyst sikkert er større end mænds.

Ikke med hvem som helst

Nuvel: Det, der især gør LN's argumenter (fra 7. maj) uanvendelige, er en implicit påstand om, at det alene er intensiteten af libido, der afgør, om der effektueres et samleje. Jeg har som LN anført ni punkter, som selektivt anvendt overfor LN's ni spørgsmål kan besvare dem uden at hævde, at mænds libido er større end kvinders. De to rækkefølger: LNs og min, er ikke korresponderende, og ofte vil flere af mine påstande kunne anvendes overfor hvert af LN's ni spørgsmål.

1) LN overser aldeles, at kvinders seksualitet er mere selektiv end mænds. Uanset hvor stærkt libidoen rumsterer, har man jo ikke - og især har kvinder ikke - lyst til at gå i seng med hvem som helst.

2) Selv om sexlysten og sympatien kører for fulde omdrejninger hos to potentielle partnere, kan der være stribevis af hindringer for at der sker noget: Tiden, stedet, hensynet til allerede eksisterende personrelationer, diverse konventioner, fortsæt selv.

3)I et gennem århundreder mandsdomineret samfund er det stadig mændene, som sætter hovedparten af den synlige seksuelle dagsorden, lige så vel som de - stadig desværre - dominerer de officielle samfundsstrukturer.

4) Mænd er fysisk stærkere end kvinder og er derfor underlagt et mindre risikomoment, hvis de tager initiativ til et forhold.

5) Snakker vi ren biologi, er manden det udfarende køn, selvom de fleste i et udviklet samfund som vores meget gerne oplever kvindelige initiativer.

6) Selv i et velfungerende forhold vil der i løbet af årene ofte indtræffe en vis seksuel træthed.

Kvalitative kvinder

Spillet - 'det hele' - kan blive for kendt. (Samtidig med at uudforskede seksuelle domæner/personer forbliver spændende.). Og i øvrigtbliver vi jo heller ikke kønnere og mere tiltrækkende med alderen.

7) Før kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, var deres eneste reelle magtmiddel at nægte deres mænd sex. Hvis manden udviste daddelværdig adfærd - måske fedtede han med hushold-ningspengene - så var hun 'træt' onsdag og lørdag. (Spørg Hanne Reintoft, som er stødt på fænomenet et utal af gange i sit arbejde.) Kendes også i dag i andre sammenhænge, men i øvrigt har kvinder sjældent lyst til en mand, der opfører sig som en skiderik.

8) Specielt til spørgmål 4: At jeg er en god kok hindrer jo ikke, at jeg gerne vil blive endnu bedre og derfor anskaffer mig yderligere udstyr.

9) Lidt mere biologi: Kvinder er mere helhedsorienterede/ansvarlige. Det er min påstand - fremdeles på et biologisk grundlag - som hedder noget i retning af 'lev og lad leve', at kvinder er mindre villige til at risikere deres familiestruktur (en gang imellem kan det jo være den som er på spil) end mænd.

Alt taget i betragtning ville jeg foretrække formuleringen: Kvinders libido er kvalitativt, ikke kvantitativt, forskellig fra mænds.

Niels From er cand.scient. og lektor

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Per Vadmand

Udmærket svar - men principielt lige så generaliserende som Lone Nørgårds. Tænk hvis vi bare kunne holde op med at pådutte andre vores kønsklicheer - og med selv at leve efter dem.

Så kunne vi måske endelig mødes som frie mennesker.

Hans Meltofte

Hvis Neils From kan dokumentere (der må findes undersøgelser af den slags), at unge piger masturberer 1-3 gange om dagen ligesom mange teenagedrenge og unge mænd, så bøjer jeg mig for hans argumentation (Inf. 14. maj). Ellers giver jeg Lone Nørgaard ret i, at mænds libido er markant større end kvinders. Den giver både god biologisk mening og har indflydelse på mange forhold her i verden.

Ole Falstoft

At de eksempler Lone N. kommer med kun er kulturelle og tillærte, er jo en påstand på linje med hendes påstand om at de er biologiske. At de foregår i en bestemt kultur er jo ikke bevis på, at de derfor udelukkende er kulturelt funderet. Vi mennesker lever i en kultur, men derfor kan kultur og natur godt spille sammen.
Hvis mandens større libido har en biologisk baggrund, betyder det jo ikke, at vi så bare skal acceptere alle de følger den får samfundsmæssigt (f.eks. prostitution og voldtægt)
Og ja jeg tror at mænd statistisk er mere 'liderlige' end kvinder (det behøver ikke at gælde hver eneste mand) ikke kun ud fra de eksempler Lone N. giver, men fordi det biologisk giver god mening. De betingelser der er forudsætningen for, at pattedyr hanner generelt er mere liderlige end pattedyrhunner, er også til stede hos mennesket, så hvorfor skulle vi være undtaget?
Hanners forplantningspotentiale er lang større end hunners. Han kan i princippet nøjes med at levere en portion sæd, mens hunner skal bære fosteret og efterfølgende opfostre ungerne.
Men spektret er bredt: Nogle pattedyr hanner (f.eks. Gelada'er) holder stor 'haremmer' af hunner og bekymrer sig stort set ikke om afkommet, andre pattedyr hanner er monogame f.eks. nogle dvægsilkeaber i Sydamerika, som deles med hunnerne om opfostringen af ungerne (m.a.o. en hver kvindesagskvindes drøm)
’Menneskehannen’ ligger nok et sted midt imellem, d.v.s vi tager os af vores børn og er i alt fald i perioder monogame, men er meget lette at 'friste' til sidespring når 'chancen' melder sig. De fleste mænd har på det punkt rygrad som et kogt spagetti - det er selvsagt ikke en moralsk vurdering, jeg kommer med Moral kan ikke hentes i biologi. Man må bare konstatere, at det er et mønster, der gentager sig alle steder og til alle tider. Eller findes der mon en kultur, hvor mænd er lige så monogame som kvinder? (og her hører det med til billedet at heller ikke alle kvinder er monogame, nogle er endda meget promiskuøse) En sådan burde kunne tænkes hvis mandens polygame ’tilbøjeligheder’ kun er kulturelt betinget og ikke mindst fordi et sådant samfund måtte være sted næsten fri for konflikter – et rent paradis. Et sådant samfund måtte være meget stærkt da der ikke er de indre spændinger og derfor have stor overlevelsespotentiale så hvorfor findes det ikke?

HB Rasmussen

Niels From slår et par skæve, som lige skal rettes op: "i øvrigt bliver vi jo heller ikke kønnere og mere tiltrækkende med alderen."

Tal for dig selv. Jeg kender mange, der er blevet både kønnere og mere tiltrækkende med alderen, især mænd.

"Kvinders libido kulminerer på det tidspunkt i cyklus, hvor muligheden for befrugtning er størst. Så omkring ægløsningstidspunktet kunne man - omend noget spidsfindigt - påstå, at kvinders lyst sikkert er større end mænds. "

Det passer langt fra på alle kvinder. Der er store variationer. For mange kvinder er libido faktisk størst umiddelbart før menstruation, måske fordi graviditetsangsten er mindst dér?

Graviditetsangst er noget af det mest hæmmende man har for libido. Det glemmer både Nørgård og From.

Egentlig giver det ingen mening at diskutere om der er forskel på kønnenes libido, for der er så store individuelle forskelle, at det ikke spiller nogen rolle. Det gør mere skade end gavn at komme med sådan nogle gennemsnitsbetragtninger, fordi mange så vil betragte det som "forkert" hvis de af den ene eller den anden grund ikke besidder de gennemsnitlige egenskaber, der tilskrives deres køn.

Egentlig giver det ingen mening at diskutere om der er forskel på kønnenes libido, for der er så store individuelle forskelle, at det ikke spiller nogen rolle.

De grundige tyskere har da også udviklet et rutediagram til anvendelse udenfor de sexfri zoner.