Læsetid: 5 min.

Miljøfarligt milliardprojekt kan belaste forskningsbudgettet

Forskningssamarbejde på tværs af Øresund bør styrkes - men et neutronspredningsanlæg i Lund er ikke måden, det bør gøres på
14. maj 2008

I begyndelsen af april måned besluttede regeringen aktivt at støtte de svenske myndigheder i bestræbelserne på at få neutronspredningsanlægget European Spallation Source (ESS) til Lund. ESS er en 600 m. lang accelerator for protoner, der skydes ind i et mål af tungmetal, som frigiver neutroner, så det bliver muligt at undersøge materialer på atomart niveau.

ESS vil, hvis det bliver bygget, blive det største neutronspredningsanlæg i verden. Det er samtidig det største forskningsprojekt i Skandinaviens historie og et af de største udviklingsprojekter i Øresundsregionen nogensinde. Regeringen har besluttet at undersøge betingelserne for dansk medværtskab for det enorme forskningsanlæg, og det forlyder, at den muligvis er villig til at investere et milliardbeløb i projektet.

Udmeldingen om at ville støtte det svenske værtskab kommer som en overraskelse al den stund, at videnskabsminister Helge Sander sidste år tilkendegav, at der før en dansk stillingtagen til ESS ville blive udarbejdet en grundig redegørelse om projektet, som skulle koordineres af en arbejdsgruppe med repræsentanter fra fem ministerier. Redegørelsen skulle vurdere projektets miljø-, energi- og sundhedsmæssige aspekter, de forsknings- og erhvervsmæssige potentialer plus eventuelle samfundsmæssige gevinster ved en lokalisering af ESS i Lund.

ESS er et nukleart anlæg

Set fra et dansk perspektiv er ikke mindst de miljømæssige konsekvenser relevante. ESS har i mange år været stærkt kritiseret af danske og svenske miljøorganisationer. Udover at være et forskningsprojekt, er ESS nemlig også en nuklear og i tilfælde af en ulykke yderst miljøfarlig installation. Anlægget forventes at skulle rumme 20-60 t. eksplosivt og radioaktivt tungmetal, sandsynligvis kviksølv, men bly og bly/vismut kan også komme på tale. Tungmetallet skal opbevares i et affaldsdepot for radioaktivt affald i 3.000 år efter dekommissioneringen af forskningscentret. For øjeblikket er ingen dog præcist klar over, hvor stort indholdet vil blive, eller hvad det kommer til at bestå af. Forskellige rapporter har vurderet, at det måske vil komme til at svare til lidt under halvdelen af mængden af radioaktivt tungmetal i Barsebäck 2 reaktoren, selvom der i tilfælde af et udslip fra anlægget ikke vil være tale om de samme radioaktive emner som fra et a-kraftværk

København og det danske hovedstadsområde med deres næsten to mio. indbyggere ligger kun 40 km fra ESS-anlægget. I tilfælde af en alvorlig ulykke vil det radioaktive tungmetal kunne spredes over den tættest befolkede region i Skandinavien. Kemikalieinspektionen, der er ansvarlig for kemikaliekontrol i Sverige, har for længst frarådet svensk værtskab for ESS og anbefalet, at den svenske regering får foretaget en risikovurdering af anlægget, herunder risikoen for og miljø- og sundhedsvirkningerne af udslip under normal drift og ved en ulykke som f.eks. eksplosion, brand eller sabotage. Det svenske miljøbeskyttelsesagentur har foreslået noget lignende. Imidlertid har den svenske regering, og nu også den danske, valgt at sidde disse anbefalinger overhørig.

Ubesvarede spørgsmål

ESS-projektet har i flere omgange været dømt ude og de mange spørgsmål, der tidligere har svækket tilliden til ESS-projektet, eksisterer stadig. Herudover er en del nye blevet føjet til i forbindelse med projektets størrelse, design, omkostninger og videnskabelige bæredygtighed.

Hvad angår omkostningsniveauet, er der blevet offentliggjort mindst 10 scenarier siden den første rapport om ESS i 1996. Scenarierne refererer mest til en fuld ESS implementering, dvs. to målestationer og 44 instrumenter i drift. Det nuværende forslag til ESS i Lund er kun baseret på en halv implementering af det oprindelige design, selv om forslaget markedsføres, som om det besidder alle det oprindelige forslags kvaliteter. Det er grunden til, at den svenske regering i begyndelsen af 2007 kunne sætte investeringsomkostningerne så lavt som til ni mia. kr. Et år senere er dette beløb imidlertid steget med over 50 pct. til næsten 14 mia. kr., hvis man regner dekommissioneringsomkostningerne med.

Manglende potentiale

Det, der tidligere har givet ESS-projektet problemer, er imidlertid kritik af projektets videnskabelige berettigelse og evne til at fungere som regionalt udviklingsprojekt. Allerede i 2002 blev der rejst tvivl om projektets science case, da det tyske forskningsråd i en undersøgelse af ni store storskalaforskningsinfrastrukturprojekter kritiserede ESS-projektet for at mangle videnskabelig bæredygtighed og opfordrede ESS Council til at udarbejde et nyt projektforslag.

At ESS-projektet mangler regionalt udviklingspotentiale er bl.a. blevet påpeget af det svenske Statskontor, en rådgivende myndighed under den svenske regering. Statskontoret har vurderet, at eftersom det er umuligt på grundlag af analyser af lignende anlæg at oversætte investeringen i ESS til arbejdspladser og indtægter for samfundet, må bedømmelsen af anlægget ske ud fra andre kriterier. Statskontoret fraråder derfor svensk værtskab for ESS. Man kan argumentere for, at denne anbefaling ikke er mindre relevant for forslaget om et dansk-svensk værtskab, eftersom det virker usandsynligt, at et svensk forskningsanlæg, der mangler udviklingspotentiale i Sverige, skulle have det i Danmark.

Projektets manglende relevans for dansk forskning afspejles i det faktum, at videnskabsminister Helge Sander i 2003 opgjorde tallet af danske neutronkildeforskere, hvis forskning kan have glæde af ESS i Lund, til ca. 20. Hertil kommer, at ESS-projektets samlede brugergrundlag længe har været omgærdet af tvivl. I tiden op til den svenske regeringsbeslutning opgjorde ESS Scandinavia dette grundlag til ca. 5.000 årligt tilrejsende neutronkildeforskere, hvad der er 400 flere end det samlede antal neutronforskere i Europa. Tallet er også mere eller mindre det, som den svenske regering refererer til i sin beslutning om at støtte ESS i Lund økonomisk. Siden har ESS Scandinavia imidlertid indrømmet, at det korrekte tal ligger mere end tre gange lavere, nemlig på omkring 1.500. Også dette tal kan imidlertid være for højt sat.

At reaktionen fra rektorkollegiet for de danske universiteter har været negativ i forhold til ESS-projektet kommer ikke som en overraskelse. En indlysende konklusion må være, at selvom et udbygget forskningssamarbejde på tværs af Øresund er nødvendigt og bør styrkes, er promovering af ESS i Lund ikke måden, hvorpå man fremmer en sådan ide. Den danske interesse bør dog ikke standse ved undladelsen af at investere i projektet og opgivelsen af tanken om et dansk medværtskab. Myndighederne bør under alle omstændigheder følge projektet nøje, fordi der er tale om en miljøfarlig installation, som i tilfælde af en alvorlig ulykke kan påføre det danske samfund store sundhedsmæssige, miljømæssige og økonomiske skadevirkninger.

Niels Henrik Hooge er tidligere talsmand for den danske del af den nu nedlagte Barsebäcksoffensiv. Bo Wennergren er talsmand for Arbetsgruppen mot ESS i Lund, og Ninna Widstrand repræsentant for Folkkampanjen mot Kärnkraft-Kärnvapen (FMKK).

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Spis brød til!

Skrækscenariet om en eksplosion af radioaktivt tungmetal er absurd.
De nævnte metaller er ikke eksplosive. Under beskydningen med protoner vil de blive radioaktive.

ESS vil, når den forhåbentligt står klar i Skåne, producere langsomme neutroner til materialeforskning.

Bemærk at indlæggets udtryk "neutronkildeforskere" er hjemmestrikket. De forskere der vil få glæde af anlægget er ikke synderligt interesseret i neutroner. De vil gerne bruge neutronernes magnetiske moment (hver neutron har en lille magnet med i lommen) til at undersøge de forskellige materialer de arbejder med. Det kan f.eks. være materialer med særlige egenskaber eller biomolekyler, f.eks. proteiner, hvis strukturer man gerne vil studere.

Og ja, jeg er forsker, men jeg er teoretiker, så jeg skyder ikke selv med neutroner.

Jeg spekulerede også over hvad det mon var, der kunne eksplodere.

Jeg er sådan set ligeglad med materialeforskning og den slags, men dette åbner perspektiv for en dansk udviklet strålepistol, noget der ligger mig meget på hjerte.

EXPLOSION KAN SKE!
Kvicksilvret är inte explosivt i normala fall men har ett högt ångtryck och vid förhöjd temperatur kan trycket spränga inneslutningen. Alldeles vid inneslutningen finns väte (hydrogen) i moderatorer. Väte är mycket explosivt i blandning med luft. Vid brand eller en explosion kan det radioaktiva kvicksilvret spridas och förångas. Dessutom sprids de radioaktiva klyvningsprodukter som bildas vid kärnklyvning som är bireaktioner vid spallation. Däribland radioaktiv jod som är extremt giftigt.

"Jeg er sådan set ligeglad med materialeforskning og den slags, men dette åbner perspektiv for en dansk udviklet strålepistol, noget der ligger mig meget på hjerte."

Der reddede du lige min dag.

Af hjertet tak.

"EXPLOSION KAN SKE!
Kvicksilvret är inte explosivt i normala fall men har ett högt ångtryck och vid förhöjd temperatur kan trycket spränga inneslutningen. Alldeles vid inneslutningen finns väte (hydrogen) i moderatorer. Väte är mycket explosivt i blandning med luft."

Så den frygtede eksplosion skyldes knaldgas (H2 + O2)? En kemiske eksplosion, der kan sprede radioaktive isotoper?
Det er jo noget mere fredeligt og nemmere at håndtere end hvad der antydes af forfatterne nå man nævner "eksplosivt og radioaktivt" i samme sætning.

Hvis man er hysterisk bange for knaldgaseksplosioner, og imod kernekraft generelt (?), så kan det godt blive lidt svært at omstille samfundet til CO2-fri energikilder.

Og ja, anlægget åbner bestemt perspektiver for udvikling af strålepistoler.

Der er radioaktivitet masser af steder nær København. På Rigshospitalet skal de i gang med at bygge netop en protonaccelerator til protonterapi (kræftforskning), og på Risø har man udført neutron-eksperimenter indtil år 2000 med dertilhørende radioaktivt affald. Denne artikel virker mest af alt som en dogmatisk og forfejlet kritik af alt hvad der kan forbindes med kerneteknologi.

ESS vil ikke være specielt farlig i nogen henseende. Til gengæld vil den være et uvurderligt redskab til forskning inden for mange felter, hvoraf ikke så få af disse er direkte relateret til vedvarende energi eller medicinsk forskning.

I øvrigt er artiklen et pragteksempel på subjektiv journalistik. Man tager de få fakta man har haft held til at grave frem, og hiver dem fuldstændig ud af sammenhæng. Et velkendt trick for forudindtagede forfattere der forsøger at fremstå objektive. Man får af artiklen indtrykket at gevinsten fra ESS er rent akademisk og kun af interesse for 20 danskere, og de miljømæssige tab katastrofale. Men det forholder sig faktisk omvendt. Gevinsten er af enorm værdi og af interesse for mange felter, og det miljømæssige aspekt er forsvindende. At Information har trykt dette er en kende i modstrid med den ufhængighed som de så stolt vedhæfter sig. Men det er vel ingen overraskelse.

Artikeln är MYCKET VÄL UNDERBYGGD AV FAKTA. Redaktionen har fått hela underlaget med REFERENSER.
Jag tycker inte att man alltid skall väga vinster mot risker på en våg. I vissa fall finns inga vinster som kan väga upp riskerna eftersom de är oacceptabla. Att bygga ESS i Skandinaviens mest tättbebyggda område är inte bara oansvarigt utan rent vansinne.
Miljöfakta och fakta om riskerna finns bland annat på http://www.lundabygden.snf.se/ESSFAKTA.htm

Som jeg forsøgte at gøre klart i mit tidligere indlæg, er pointen ikke at artiklen er underbygget af fakta. Pointen er, at den videnskabelige sammenhæng i hvilken disse fakta skal tolkes i bedste fald er mangelfuld. Anlæg som ESS er, set ud fra et kernefysisk synspunkt, velafprøvet teknologi. Teknologi som findes i mindre målestok på hospitaler. Skal de så rykkes 100 km væk fra byerne? Der er jo radioaktivitet på disse hospitaler, samt masser af brint og ilt (endda i samme lokale). Nu har jeg haft privilegiet både at have arbejdet ved spallationskilder (8 km fra Geneve) og med radioaktivitet på hospitaler (I centrum af københavn). Derfor finder jeg det lidt pudsigt at forfatterne så aktivist-agtigt prøver at finde grunde til at male fanden på væggen, på grund af anlæg som fra et miljømæssigt synspunkt er ufarligt (20 tons bly fylder 2 kubikmeter...).

2 andre ting:

1) Man skal vel altid opveje risiko og gevinst. Det er vel en del af livet. Ellers ville ingen sætte sig ind i en bil. Hovedspørgsmålet med ESS har ikke været miljømæssig (Det er overhovedet ikke noget problem, man gør det her masser af steder - bl.a CERN, PSI nær Zürich, DESY i Hamborg, Grenoble Frankrig og ISIS i England og i USA: Fermilab, Brookhaven, Oak Ridge og andre), men økonomisk, da den er ret dyr at bygge. Dog har store grundforskningsprojekter altid kunne betale sig i det lange løb i form af ny viden som danner grundlag for ny teknologi, og de lande som investerer i disse store projekter (USA, Schweiz, England, Tyskland og andre) er også dem der teknologisk er længst fremme.

2) Referencer og fakta samt en hjemmeside er da ikke nok til at blåstemple en smædekampagne mod et forskningsprojekt som bifaldes af de uddannede eksperter. Der kræves vel også en vis mængde faglig forståelse for den videnskab der ligger bag. Ellers mangler sammenhængen. Mangler den forståelse, bør man være noget mere moderat i sin tilstræbt objektive kritik af projektet og måske endda forhøre sig med eksperterne. Man holder vel ikke op med at gå til lægen fordi man har læst en udgave af "Helse".