Stort set alle partier og politiske aktører kalder sig midterorienterede. Politiske kommentatorer, politologer og journalister er enige om, at partier bliver nødt til at bevæge sig mod midten for at forøge deres vælgerandel. Nogle gange kaldes midten for centrum, men meningen er den samme. Teoretikere, analytikere og praktikere er altså i sjælden grad på bølgelængde. Den fælles forståelse er, at der eksisterer en midte i dansk politik - og at vælgere og partier i stigende grad flokkes om den. Men den fælles forståelse er på helt galt spor.
Midten eksisterer ikke
Forestillingen om 'midten' giver for det første indtryk af, at der er et historisk stabilt omdrejningspunkt for de politiske forskelle og for det andet signalerer billedet af 'midten' et pragmatisk holdepunkt mellem højre og venstre fløj. Det lyder helt hyggeligt. Men det er en misforståelse. Partier søger ikke mod midten. Midten eksisterer ikke. Det som partierne orienterer sig mod er status quo og den gældende konsensus.
I tiden efter Anden Verdenskrig orienterede de store partier sig mod socialdemokratismen, og den gang kunne man med en vis ret tale om en slags midte i det politiske spektrum. Men det er historie. I 1970'erne havde den politiske venstrefløj så stor indflydelse på den politiske opinion, at man i dette turbulente årti kunne høre selv borgerlige og socialdemokratiske politikere udtrykke standpunkter, der virker ekstreme i lyset af den politiske konsensus i dag. Liberalister som Uffe Ellemann-Jensen og Anders Fogh Rasmussen flirtede i denne periode seriøst med tanker om demokratisering af den kapitalistiske økonomi. Socialdemokraten Anker Jørgensen satte i ramme alvor spørgsmålstegn ved behovet for fortsat økonomiske vækst.
Demokratisering af økonomien? Stop for økonomisk vækst? Ingen kan slippe af sted med at sige noget lignende i dag, hvis de ønsker en plads i solen. Spørg bare Enhedslisten. Eller Frank Jensen. Han blev totalt til grin, da han genoplivede udtrykket 'klassekamp' under formandsopgøret i 2005. Hans modstander var den første til at deltage i den almindelige latterliggørelse og byggede sin valgkamp op omkring en klar modposition. Helle Thorning-Schmidt vandt - Frank Jensen forsvandt. Eksemplet er på ingen måde enestående. Partierne rykker i dag ikke mod en illusorisk midte for at optimere tilslutningen. De accepterer status quo og den gældende konsensus. Skridt for skridt. Det er hemmeligheden bag SF's vælgersucces i den seneste tid.
SF har konsekvent orienteret sig mod den politiske konsensus. De centrale aspekter af denne konsensus er nyliberalisme og højrepopulisme. Nyliberalisme kan kort karakteriseres som økonomisk ansvarlighed plus modernisering.
Økonomisk ansvarlighed
Økonomisk ansvarlighed betyder basalt set, at kapitalismens cementeres og at liberalistiske økonomer udsagn betragtes som samfundets højeste politiske sandhed.
Villy Søvndal har gentagne gange i den seneste tid understreget, at SF hverken i teori eller praksis ønsker et opgør med kapitalismen. Partiet brander sig nu konsekvent som SF og der tales ikke højt om hvad S'et står for. Tilpasningen til status quo var også tydelig i valgkampen, hvor SF utrætteligt gentog tre konkrete politiske krav, der på ingen måde anfægter samfundets grundlæggende spilleregler. SF har omstillet sig til en erhvervsvenlig og lysegrøn linje.
SF har også stiltiende accepteret, at liberalistiske økonomers fortællinger og politiske forslag anses som almen, sund fornuft. De kan ikke appelleres. I SF's finanslovforslag for 2008 pointeres det, at "når de økonomiske vismænd og Nationalbanken advarer om overophedning, så tager SF det dybt alvorligt". På SF's landsmøde i april 2008 understregede Villy Søvndal også som et af sine slagnumre, at partiet er "dybt økonomisk ansvarligt".
Modernisering
Det andet kerneelement i nyliberalismen er modernisering. Det betyder, at alle organisationer og aktører vedvarende skal omstille sig ud fra den private sektor og markedet som målestokke. Det politiske system er et led i denne proces, idet partierne kommer til at ligne virksomheder, der konkurrerer om de politiske forbrugeres gunst ved at udbyde brands og varer på det politiske marked. SF er det mest systematiske udtryk for moderniseringen af dansk politik. Et af de afgørende elementer i moderniseringen har været opbygningen af brandet Villy Søvndal som karismatisk og slagkraftig leder. Brandingen er blevet ledsaget af en generel kommunikativ opstramning og topstyring. Partiet markedsfører kontante politiske budskaber, der pleaser store vælgergrupper, samt er klinisk renset for ubehagelige overraskelser i form af eksempelvis grænser for den økonomiske vækst. Ligeledes undertrykkes interne uenigheder i kommunikationen. Konflikter mellem røde og grønne, samt mellem EU-tilhængere og -modstandere er stort set fraværende i massemedierne.
SF har altså tilpasset sig den gældende konsensus ved at gennemgå en radikal modernisering, sådan at partiet nu er en topstyret partivirksomhed med en stærk leder, der går målrettet efter magten.
Højrepopulisme
Nyliberaliseringen af SF var allerede på plads før seneste valg, selvom moderniseringen er en vedvarende proces og der løbende arbejdes med bl.a. at markedsføre SF som økonomisk ansvarligt. SF fik et rigtig godt valg, men succesen nåede nye højder, da partiet overhalede Socialdemokraterne i meningsmålingerne. En afgørende årsag til denne nye store fremgang var, at SF også blev del af den gældende konsensus på det værdipolitiske område.
Dette element af den herskende orden kommer hovedsageligt til udtryk gennem en hård kurs overfor flygtninge og indvandrere. SF havde tidligere et image af slaphed og eftergivenhed, men med ét slag blev partiet ombrandet gennem en retorisk offensiv, hvor det mest spektakulære indslag var opfordringen til, at folk skrider ad helvede til, hvis de ikke kan lide lugten i bageriet. Hvor Socialdemokraterne vedvarende er præget af interne stridigheder i fuld offentlighed og i det hele taget har en udsøgt evne til at træde i spinaten på dette højspændte politiske område, så fik SF gennem en effektiv mediekampagne etableret sig i vælgernes bevidsthed som konsensusbærende på også det værdipolitiske område.
På højdepunktet i meningsmålingerne var SF's vælgerandel mere end tredoblet siden valget i 2005. Denne massive fremgang skyldes ikke, at SF har orienteret sig mod 'midten'. Partiet har tilpasset sig status quo og den gældende konsensus ved først at gennemgå en radikal nyliberalisering og herefter at tilslutte sig højrepopulismen.
Cepos og DF
SF ligger stadig meget langt fra Cepos og Dansk Folkeparti. Men alligevel er der essentielle berøringsflader. For hvor SF har tilsluttet sig den gældende konsensus, så repræsenterer Cepos og Dansk Folkeparti radikaliseringer af henholdsvis den samfundsøkonomiske og den værdipolitiske side af denne konsensus. De er genkendelige i lyset af den gældende konsensus. Cepos' ultraliberalisme ligger i forlængelse af nyliberalismen og fremstår derfor ikke rabiat. DF's højreradikalisme er ligeledes for ekstrem for de fleste, men fremstår ikke desto mindre som et aspekt af den politiske konsensus, da partiet repræsenterer en gradbøjning af den fremherskende højrepopulisme. Den gældende konsensus i dansk politik er altså liberalistisk og højrepopulistisk, og rummer ikke mindst radikale versioner af begge sider. Cepos og Dansk Folkeparti har dobbeltroller. De er en del af 'det gode selskab' og medvirker samtidig til at radikalisere opinionen. Det har intet med en politisk midte at gøre. Det er ikke pragmatisk - og ikke spor hyggeligt.
Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC
Peter Nielsen:
"SF har konsekvent orienteret sig mod den politiske konsensus. De centrale aspekter af denne konsensus er nyliberalisme og højrepopulisme."
Det er så sandt som det er sagt. Man skal være både politisk tonedøv og totalt blind for ikke at kunne indse at SF er blevet et nyliberalistisk højrepopulistisk parti. Og det er som Nielsen så rigtigt siger:
"... ikke pragmatisk - og ikke spor hyggeligt."
Tak til Peter Nielsen for en god og interessant kronik.
Mon SF har noget at tlføje?
Hov? Se lige her:
"Socialisme er fremtiden!
Hver dag bliver verdens rigeste endnu rigere, mens fattigdommen rammer stadig flere. Hvert år forringes og udhules det velfærdssamfund, som skaber tryghed og frihed for flertallet af danskere. Det økonomiske system, kapitalismen, sætter overskud til virksomheder over alle andre hensyn, og troen på kapitalisme med et menneskeligt ansigt giver ikke længere mening. I kapitalismen er indflydelse afhængig af størrelsen på pengepungen, og mennesker og miljø kommer i anden række efter penge og profit. I de seneste år har vi oplevet kapitalismens indtog på områder, der før lå under staten, fx vandforsyning, uddannelse og offentlig transport. Kapitalismen ønsker at fortsætte denne udvikling, til alt er privatiseret, men det sker ikke uden modstand.
(...)
I det kapitalistiske samfund er det derfor kampen imellem klasserne, om hvem merværdien skal tilfalde og ejerskabet til produktionsmidlerne, der er den centrale konflikt.
(...)
Det helt centrale i opgøret med kapitalismen er afskaffelsen af den private ejendomsret til produktionsmidlerne. I stedet underlægges alle samfundets materielle værdier befolkningens demokratiske kontrol. Med opgøret med den private ejendomsret følger, at merværdien bringes i samfundets kontrol. Med dette nedbrydes og fjernes kapitalistklassens udbytning af arbejderklassen, og dermed tages også et afgørende skridt på vejen mod det klasseløse samfund. Med fællesskabets forvaltning af merværdien og produktionen fjernes kontrollen over menneskehedens fremtid fra de få og markedet og placeres hos mennesket, der således sættes frit og får magt over sit eget liv og samfund.
(...)
For at føre denne strategi ud i livet skal vi som organisation fremføre synspunkter, som på den korte bane placerer os uden for konsensus men som er inden for rækkevidde ved deres praktiske gennemførelighed.
(...)
Kapitalismen er årsag til størstedelen af de problemer, vi ser i verden i dag: fra krig og sult i den 3. verden, til nedskæringer og manglende medbestemmelse i det danske velfærdssamfund. Kun gennem et opgør med kapitalismen kan vi skabe et samfund, hvor der er frihed til at leve det liv, man ønsker i fællesskab med andre mennesker. 150 års klassekamp har ikke afskaffet kapitalismen. Den har i perioder tøjlet den og skabt rum til frihed for de mange. Men det kapitalistiske system giver os ingen fremtid. Vi må derfor erstatte det kapitalistiske system med demokrati og socialisme: Socialisme er fremtiden!
(...)
SF vil et socialistisk samfund. Det betyder:
(...)
at den socialistiske markedsøkonomi er præget af forskellige former for fælleseje og råderet over de vigtigste produktionsmidler og den finansielle sektor. Der vil dog også være et islæt af privateje.
(...)
SF vil en grundlæggende ændring af samfundet. Strukturer og mekanismer i samfundet skal i små og store skridt gradvist omdannes, så demokrati, frihed, social retfærdighed og bæredygtighed gøres til de bærende principper for samfundets udformning og udvikling. Det forudsætter en revolutionær proces, hvor et flertal i befolkningen gradvist afskaffer kapitalismen.
(...)
at de vigtigste produktionsmidler gradvist underlægges demokratisk samfundsmæssig styring
(...)
Visioner uden vilje til at gennemføre dem er værdiløse."
Det kan næppe have gået nogen forbi, at SF's formand de seneste måneder har kørt et politisk soloridt og suverænt defineret hvad der er SF-politk. Men det må vel være på sin plads at spørge: er Villy Søvndal overhovedet socialist længere? Er Søvndal overhovedet i det rigtige parti? Eller er SF simpelthen et helt nyt parti med helt ny politik? I så fald synes jeg ærlig talt partiet skulle skifte navn og melde klart ud, hvad de står for, så medlemmer og vælgere, der tror de har med et socialistisk parti at gøre, kan tage deres politiske tilhørsforhold op til revurdering.
vh
Bo Nielsen, tidl. SF'er
SF er ikke socialister mere.
http://avisen.dk/villy-soevndal-skrotter-sf-s-socialistiske-vaerdier_818...
Opfordring til SF:
Det ville være rart med noget opklaring ang. jeres politiske ståsted og visioner. Vil I ikke bringe et svar på de i denne artikel anskueliggjorte nybrud i SF-politk, ligesom det ville være godt for alle parter, hvis I ville forholde jer til Frank Aaen og Pelle Dragsteds artikel, som kan læses ved at følge nedenstående link:
http://www.information.dk/159524
Hvad er det I vil, SF? Kan vi regne jer med på venstrefløjen, eller er I endegyldigt reformeret til et konsensussøgende socialdemokrati?
Jeg håber I til stadighed mener, at gennemsigtighed ang. politiske visoner og holdninger er i alles interesse? Hvis SF altså stadig har sådanne? Jeg er næsten overbevist om, at størsteparten af jeres medlemmer stadig har klare politiske visioner og hver især en personlig holdning til socialisme og ejendomsret. Ligesom jeg er overbevist om, at der er meget mere uenighed om partiets linje angående udlændingepolitik og måden at italesætte en sådan, end jeres nu topstyrede og strømlinede parti (læs: formand) giver udtryk for. Men det er jo bare mine formodninger.
Kan jeres vælgere læse ud af partiprogrammet, hvad de stemmer på? (jeg har i et indlæg ovenfor klippet udvalgte dele ud af jeres og jeres ungdomsorganisations partiprogrammer ind)
Kan de af jeres medlemmer, der ser sig selv som socialister, fortsat forvente, at deres partiarbejde og kontingent indgår i bestræbelserne på at tage et opgør med kapitalismen?
Kan jeres vælgere forvente, at et kryds ved SF er en stemme på et andet samfund?
Kan de af jeres medlemmer, der ønsker et opgør med Dansk Folkepartis dæmonisering af etniske minoriteter stadig forvente, at deres politiske arbejde i partiet og i deres bestræbelser på arbejdspladser og i omgangen med naboer og venner kan betale sig? Til trods for formand Søvndals voldsomt højrepopulistiske ordvalg?
Kan jeres vælgere forvente, at der er et egentligt antiracistisk og venstreorienteret aternativ til VKO's udlændingepolitik i et kryds ved SF fremover?
Kan man stemme på SF, hvis man ønsker at bremse den aktuelle bølge af nyliberalisme i Danmark, når SF ikke bare er blevet et fuldbyrdede EU-tængere, men også ligefrem er meddelagtige i at vores hidtige fælles ejerskab til samfundets energiresurser (DONG) kommer kapitalisters hænder, ligesom SF nu også vil føre en borgerlig skattepolitik?
Og kan vi på venstrefløjen forvente, at SF sammen med os vil ændre på samfundet i socialistisk retning? Står vi på samme side i klassekampen, og har SF tænkt sig fortsat at kæmpe denne aktivt?
Eller hvad?
For i modsat fald bør I melde det ud. Så må folk jo tage stilling til, om de i givet fald kan stå inde for en ny socialdemokratisk reformistisk kurs i SF, eller om de er nødt til at gå til venstre og støtte Enhedslisten eller evt starte et nyt parti til venstre for SF.
Disse spørgsmål, som jeg håber SF vil svare på, er da - indrømmet - dels ment som et kærligt los i r... på vores venner på venstrefløjen, men desværre i endnu hæjere grad et udtryk for, at det faktisk er umuligt at vide, hvad man skal tro om SF efter en vinter, hvor Villy Søvndal har kørt et mediemæssigt soloridt og ryddet forsider med den ene spektakulære populistiske udmelding efter den anden. Nu hvor meningsmålingerne tilsyneladende er på vej ned i et realistisk niveau (men stadig flotte, og tillykke med det), synes det som, at der er ved at blive lidt mere stille om SF og mediedarlingen Villy. Så måske var det på tide, at begynde at tale politik igen?
På forhånd tak
venligst
Bo Nielsen
Godt gået, Bo. Håber du får et ordentligt svar.
ligesom SF nu også vil føre en borgerlig skattepolitik
SF er klar til at sænke topskatten
http://www.dr.dk/Nyheder/Politik/2008/04/02/215948.htm
SF er ikke længere imod skattestop
http://politiken.dk/politik/article494826.ece
Glæder mig til at se et svar fra SF.
Hmm, at begreber som 'højre', 'venstre' og 'midten' er metaforer og derfor ikke længere holder som teoretiske konstruktioner, når vi nu bedre er i stand til at lave praksisanalyser af de politiske partier, er vel rigtigt nok.
Denne teoretiske konstruktion af 'det politiske spektrum' er vel nok en medvirkende faktor til de mange polariseringer vi gennem det sidste århundrede har haft. Det er en af erkendelserne i den politiske filosofi, og det er da på en måde positivt at de politiske partier er holdt op med at skabe polariteter i befolkningen gennem deres retorik. Problemet er dog at klarhed i synspunkter er afløst af realpolitisk spin. Så langt så godt, synes jeg.
MEN at levere en analyse på baggrund af en definition af nyliberalisme som "... økonomisk ansvarlighed plus modernisering.", er da pladderjournalistik af værste skuffe, eller en fordanskning af begrebet i Shubidua ånd. Det er jo netop sådanne pladder definitioner der gør at regeringen med venstre i spidsen kan nedbryde bærende demokratiske velfærdsstrukturer i vores samfund uden at nogen opdager det.
For nyliberalismen er jo bare ansvarlighed og modernisering. Ja, jeg håber da så sandelig at SF har taget denne spinversion af nyliberalismen i brug, og at de ikke føler noget tilhørsforhold til den oprindelige ideologi! Ellers bliver vælgerne da ført bag lyset i en hidtil uhørt grad?
Men snarere er det journalisten Peter Nielsen, der sover det ind uden at have sat sig ordentligt ind i tingene, og ikke helt er med på hvad nyliberalisme egentligt indebærer.
For at bringe lidt nuancering;
"når de økonomiske vismænd og Nationalbanken advarer om overophedning, så tager SF det dybt alvorligt".
- Det er da heller ikke et problem i sig selv at tage den økonomiske overophedning alvorligt. Det gør man bestemt også hos de marxistiske tænkere, som når Standpunkt beretter om de kommende verdenskriser. Det vigtige er at man som progressiv ikke acceptere de samme løsninger på problemerne som dem de borgerlige økonomer lægger for dagen (som at de europæiske arbejdere, blot skal affinde sig med skæbnen >_>)
"På SF's landsmøde i april 2008 understregede Villy Søvndal også som et af sine slagnumre, at partiet er "dybt økonomisk ansvarligt"."
- Eerh, jeg har svært ved at se problemet. "Økonomisk ansvarlighed" kan da gradbøjes så forskelligt. I denne situation mener man højst sandsynligt blot at der lægges vægt på at budgetplanerne finansieres! Det er også sagt i forbindelse med de investeringer partiet har intension i at føre ud i livet.
Selvfølgelig er det da ikke liberalistisk blot at finansiere sine økonomiske udspil. Socialisme handler jo ikke om at vi skal undergrave økonomien og have underskud i statskassen.
Bo Nielsen:
Godt nok har partiet (for længst, sådan set) slået sig ind på en reformistisk kurs. Men partiets medlemmer [i]har[/i] stadig for øje at ville forandre det givne samfund, fremfor at gå på knæ for hele konsensusvældet.
Partiet er heller ikke rejst så langt væk fra deres grundlag som så mange medier og eksperter gerne vil fremstille det.
En af de brandvarme punkter når SF beskyldes for højredrejning, er topskatten.
Det er en forrykt forsimpling at påstå partiets skulle ønske at sænke topskatten (og dermed lempe A.P. Møllers pengepung endnu en tak..).
Der er stor forskel på at sænke topskatteprocenten, og så [i]hæve grænsen[/i] for hvornår man betaler topskat.
Problemet med den nuværende topskat er at den i vore dage rammer almindelige lønmodtagere (pga. pengenes faldende værdi), som derfor får ekstra grund til at stemme på de borgerlige partier.
Det er altså ikke en lempelse af bourgeoisiets og bankdirektørernes skatteprocent, men at give håndværkere og specialarbejdere højere til loftet.
Det er en anerkendelse af klasseforskel.
Ift. de etniske minoriteter, sætter du jo blot de progressive/moderate muslimer i bås med de islamofascistiske strømninger (som netop er hvad formanden kritiserer), ved at kalde hans udmeldinger højrepopulistiske.
Jeg har svært ved at se en 'populisme' i at bekæmpe fascisme uanset hvilke kulturelle/nationale/racemæssige afstamninger den så måtte have.
Derudover, er Nyhedsavisens artikel om SF's holdning til produktionsforhold/socialistisk økonomi nok også værd at nævne.
Nyhedsavisen har tradition for at gå i kødet på partiets politik.
Bl.a. var det dem der lagde en ekstra 36 mio. kroner oveni SF's budgetplan og derved fremhævede dem som et økonomisk uansvarligt parti.
Og det var Nyhedsavisen, der lavede den rablende latterlige sammenligning mellem SFU og Hizb ut-Tahrir.
I deres første maj-artikel twister de Søvndals udtalelser til at skulle betyde han ikke ønsker nogen nationalisering [i]overhovedet[/i]. Hans egentlige holdning er at det blot er den [i]fuldstændige[/i] nationalisering de "har de dårligste erfaringer med". Det andet ville nu være en skam at sige, når statsliggørelserne her på hjemmefronten har givet mange fine resultater.
Hej Thomas Allan
Jeg havde ikke set, at du havde skrevet ovenstpende indlæg henvendt til mig.
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke rigtig gider prøve at tale fornuft med dine partikammerater længere. SF har helt og aldeles forladt venstrefløjen nu:
SF går nu i seng med de krigsliderlige borgerlige partier.
http://politiken.dk/politik/article566412.ece
Jeg mangler ord for hvor grotesk det her er. Blot må vi vel konstatere, at en epoke er slut. Det lægger et kæmpe ansvar på venstrefløjens skuldre nu. Arbejdet for international solidaritet mellem folkene og FOR FRED skal og må for alt i verden fortsættes.
Det bliver så uden SF. Suk...