Kommentar

Næste røde stil må handle om tryghed

Forhåbentlig begynder Den Røde Skole at overveje en udformning af deres visioner, der er robust overfor en virkelighed med såvel politiske som økonomiske realiteter
Debat
9. maj 2008

Den Røde Skoles nye stilesamling er fra en fagøkonomisk vinkel et befriende udspil, fordi der endelig efter mange års tabuisering er socialdemokratiske politikere, der tør tale om det nødvendige: Hvordan vi får en hensigtsmæssig beskatning af værdigevinsterne ved at besidde fast ejendom.

Gevinsterne ved blot at besidde ejendom er de rigtige værdier at beskatte. I modsætning til indkomstskat, formindsker ejendomsbeskatningen ikke gevinsten ved en større produktiv indsats. Den giver os ikke grund til at yde en mindre produktiv indsats. Måske endda tværtimod. Med store friværdier i ryggen kan vi - altså friværdiernes ejere - tillade os at slække på vores produktive indsats. Hertil kommer, at den ikke kan flyttes til udlandet for at unddrage sig beskatning, og at beskatning af den omfordeler på næsten samme måde som indkomstskat.

Friværdier, der er et resultat af betaling af terminer har baggrund i en indkomst, der er tjent, i reglen ved produktivt arbejde. Når de bliver omsat til forbrug, er der således en modsvarende produktion, der kan forbruges. Denne friværdi er altså fuldstændigt ligesom al anden opsparing en indkomst, som man blot venter med at bruge til senere. Friværdier, der er et resultat af generelt stigende huspriser, har imidlertid intet med ens egen produktive indsats at gøre. Der er tale om jordrente, der flytter forbrugsmuligheder fra ikke-husejere til husejere, altså en forbrugsmulighed, som andre har betalt.

Politiske realiteter

Det er lykkedes mange politikere at fortrænge denne grundlæggende kendsgerning i en sådan grad, at selv ledende socialdemokrater med en helt neo-konservativ økonomisk logik har udtalt, at det jo ikke går ud over kontanthjælpsmodtagerne, når ens hus stiger i pris. Hvem i alverden andre end dem, der ikke ejer bolig, skulle ellers undvære, når boligejerne forbruger mere uden at have skabt mere? Det kan være svært at gennemskue de fordelingsmæssige konsekvenser af værdistigningerne på fast ejendom, men man kan dog læse sig til det. Ikke mindst hvis man er ledende politiker.

Mens ledende politikere lukker øjnene for de økonomiske realiteter, synes Den Røde Skole på nogle punkter, at ignorere de politiske realiteter. Man må jo vide, at man ikke kan få stemmer på et forslag om boligbeskatning, så længe vælgerne lukker øjnene for de økonomiske realiteter. Og det gør de, så længe deres politiske ledere gør det.

Alle undersøgelser af de politiske realiteter viser, at ejendomsskatter er mere upopulære end afgifter, som igen er mere upopulære end indkomstskatter. Sådan har det altid været. Alle økonomiske undersøgelser viser derimod at ejendomsskatter har færre uønskede bivirkninger end for eksempel moms, som igen har færre uønskede bivirkninger end indkomstskatter. Man har faktisk grund til at yde en større produktiv indsats, hvis noget af skatten flyttes fra ens indkomst til ens ejendom.

Forklaringen på at vælgerne ikke kan lide ejendomsskatter - selv om de har positiv virkning på fordelingen uden at have negativ virkning på vores produktive indsats - ligger måske mest i, at folk igennem terminsbetalingen sparer op i deres bolig og derfor skal have en vis sikkerhed for denne opsparing. Det kompliceres yderligere af, at almindelige vælgere ikke har uddannelse til at lave samfundsøkonomiske prognoser, investeringskalkuler og risikovurderinger flere årtier frem i tiden. Hverken folkeskolen eller gymnasiet ruster os til at gennemskue den økonomi.

Den svenske model

For at en økonomisk set fornuftig ejendomsbeskatning skal være politisk mulig, må den derfor ledsages af betydelige garantier for 'den lille mands' pensionsopsparing i eget hus. En ide er, som Den Røde Skole foreslår, at bruge den svenske model for beskatning af friværdi som følger alene af generelle stigninger i huspriserne. Den skat opgøres og forfalder først, når husejeren har solgt huset og den tager kun en lille del af arbejdsfri friværdi. Spørgsmålet er, om det vil give nok sikkerhed for vælgere, der har vanskeligt ved at overskue den involverede økonomi.

Der er også andre instrumenter i ejendomsbeskatningen, som trænger til en revision og som kunne bruges meget mere aktivt: Ejendomsværdiskatten, den kommunale grundskyld, rentefradraget og beskatning af forsikringssummer er således instrumenter, der kunne trænge til et serviceeftersyn og som kunne bruges meget mere aktivt. Ejendomsværdiskatten er dog stadig tabu for regeringen, så den kommende skattekommission må nøjes med at justere på de øvrige instrumenter. Alle de centrale partier har erkendt, at en konsensusløsning er den eneste mulighed for at lave om på skattesystemet, ikke mindst med hensyn til beskatning af ejendom. Det kræver så igen at konsensus om at garantierne for opsparingen er gode nok.

Selv om Den Røde Skoles måske med rette kritiserer den hidtidige politikudvikling for at være for omvundet af spin og partitaktik, er der altså nogle politiske realiteter, der må respekteres. Kan man ikke lave et udspil, der tager hensyn til såvel de politiske som de økonomiske realiteter?

Hvis jeg kunne give en stil for, ville jeg stille følgende spørgsmål: Hvad kan få vælgerne til at føle sig trygge ved højere beskatning af ejendom?

Anders Chr. Hansen er lektor på Roskilde Universitetscenter

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Hvad kan få vælgerne til at føle sig trygge ved højere beskatning af ejendom?"

spørger forfatteren håbefuldt og taler om at "flytte" beskatningen over på fast ejendom.

Det kan jeg berolige med, at den HAR været i mange år. F.eks. kostede min ydmyge parcel i Vanløse såmænd godt 40.000 kr om året i grundskyld + ejendomsværdiskat, et kontingent, som skal erlægges FØR de øvrige udgifter til vand, renovation, kreditforening, bank m.v.

Ejendomsværdiskatten - tidligere lejeværdi af egen bolig - er netop en skat på værdistigninger, en skat der skulle svare til skatten på f.eks. renteindtægter, et forhold, som fuldstændig ignoreres af de skatteglade socialdemokrater.

Så jeg må spørge forfatteren: Hvor meget skal jeg betale for at låne 830 m2 af kommunen? Er det 50 - 60 - 70 eller 100.000 om året før det er nok?

Robert Kroll

Tja , hvis man ser på Danmarks Statistiks hjemmeside, så kan man finde ud af, at 1 krone i 1970 svarer til 6,40 kroner i dag. Så meget er kronen faldet i værdi.

Så hvis man i 1970 købte et hus til 1 mio kr, så skal man idag have 6,4 mio kr for ikke at have tabt på det. Det er først det beløb man får ud over 6,4 mio, der er real gevinst. Så har men så oven i købet gennem årene siden 1970 betalt diverse ejendomsskatter, så de skal også ind i beregningen.

En værdistigningsbeskatning bør vel bygge på et inflationsrenset grundlag og tage højde for de ejendomsskatter, der er hevet fra ejendommen i ejerens tid?

Hvis værdistigningsbeskatningen skal betales hver gang man skifter bolig, så bliver man jo stavnsbundet ? Man kan ikke bare tage værdien af sin gamle bolig og købe en tilsvarende ny, hvis man bliver skrællet for en værdistigningsskat inden købet af den nye?

Det med ejendomsbeskatning er som religion - nogen tror på det ene og nogen tro på det andet , og argumenterne fabrikeres efter behov og mål.
Der er ingen objektiv "beskatnings-sandhed".

Når det er sagt, så er det et ret tåbelig forslag røde skole er kommet med.

Hvis der var en rigelig boligforsyning i forhold til efterspørgslen, så ville priserne være overkommelige for alle. Vi bliver relativt færre og færre yngre og flere og flere gamle - d v s , at inden længe vil der være flere boliger end behovet kræver, og så får man et fornuftigt prisniveau og så er ejendomsværdibeskatningen alligevel ikke noget værd.

Heinrich R. Jørgensen

Det er jo dansk nationalsport at forsøge at skabe retfærdighed gennem justeringer af skattesystemet. Og ud fra den logik, giver den megen mening at beskatte værditilvækst af boliger.

Men det rejser mange problemer, som nævnt af andre. I tillæg skal nævnes, at omkostningerne ved forbedringer man har gennemført af boligen, vel ikke skal beskattes, da man allerede har betalt for disse? Hvordan dokumenteres disse omkostninger? Og hvad med "lejeværdi af egen bolig" - skal denne afskaffes? Og skal man have fradrag for betalinger hertil ved salg af boligen?

Min pointe er, at retfærdighed ikke kan skabes gennem flere og mere komplicerede regler og overgangsordninger. En regelsanering ville være meget kærkommen i stedet.

Den friværdi og formue muslimer opnår ved ikke at rejse hjem, men kræve familiesammenføring i stedet for til barnets kærreste i landet, de ikke kender eller vil bo i, men kun hente avlsdyr fra, hvilken % skal den gevinst beskattes med ifølge rød skole ?

Hvis en palæstinenser flygter hertil, den Laban, og får 7 unger her for religionens vokseværks sag, og de 5 ryger på Universitetet i positiv forskelsbehandling for palæstinenserne (negativ for alle andre, herunder danskere), og de siden står med uddannelser til flere millioner kroner, som andre danskere mangler af samme grund, hvad skal skin-flygtningene så betale i friværdi-afgift for konstruktionen med flugt, lyv og snyd hertil mod os ?

Per Vadmand

Vågn op, moderator, nazispammerne er i gang igen!

Per hvad mand, jeg har ham, han er paranoid og tosset og lige dér

Robert H skal nok ikke regne med at kapitalgevinsterne forsvinder af sig selv i fremtiden på grund af befolkningsudviklingen. Det skyldes at efterspørgslen efter boliger er påvirket af mange flere forhold end hvor mange vi er – ikke mindst, hvor mange penge vi har.
Hvor meget af værdistigningen skal beskattes? spørger Jens Kristian. Det foreliggende forslag fra Den Røde Skole opererer med 10-30% skat af værdistigninger, som omsættes til forbrug. Altså ikke værdistigninger, der bruges til køb af nyt hus.
Hvor store er værdistigningerne så? Ifølge Realkreditrådets statistik er en ejendom i Vanløse i gennemsnit steget fra 11.315 kr./kvm. i 3. kvartal i 2000 til 26.142 kr./kvm i 3. kvartal 2007. En grund på 830 kvm. vil måske have 20% eller 166 kvm. boligareal og dermed være steget små 2,5 millioner kroner i værdi. Fraregnes inflationen bliver det godt 2,2 millioner kroner. (Jeg må understrege at det ikke er Jens Kristians hus, men et gennemsnitligt hus på 166 kvm. i Vanløse, der er tale om her).
Forbedringer på ejendommen skal selvfølgelig modregnes, som Heinrich R anfører. Det kan gøres på mange forskellige måder, som det sker i for eksempel Sverige, England, Frankrig, USA og andre lande, der har beskatning af kapitalgevinster. Man bør nok også se særligt på forbedringer af særlig samfundsinteresse som isolering, sol- og jordvarme og oversvømmelsessikring (som kan blive meget værdifuldt nogle steder).
Som boligejere, vil vi jo nok hver især foretrække ikke at dele gevinsten med resten af samfundet, mens lejerne nok vil foretrække det modsatte. Vi er dog alle borgere i samme land og har i den egenskab interesse i at noget af den skat, som vi under alle omstændigheder skal betale, flyttes fra vores produktive indsats til vores uproduktive kapitalgevinster.
Ændring af ejendomsskatterne kan dog give faldende huspriser. Derfor er mange bekymrede for om det vil annullere noget af den opsparing, de har i huset. Derfor forudsætter ændring af ejendomsskatterne at der bliver givet en eller anden form for sikkerhed for opsparingen. Det foreliggende forslag opererer med 30% skattefradrag i tilfælde af fald i huspriserne. Det er dog nok for lidt til at gøre borgerne trygge ved mere ejendomsskat, men hvor stort et fradrag er egentlig nødvendigt? 50%? 80%? 100%? Mon ikke man ville føle sig tilstrækkeligt tryg ved et fradrag på 80%?

"selv ledende socialdemokrater med en helt neo-konservativ økonomisk logik har udtalt, at det jo ikke går ud over kontanthjælpsmodtagerne, når ens hus stiger i pris. Hvem i alverden andre end dem, der ikke ejer bolig, skulle ellers undvære, når boligejerne forbruger mere uden at have skabt mere? Det kan være svært at gennemskue de fordelingsmæssige konsekvenser af værdistigningerne på fast ejendom, men man kan dog læse sig til det. "
Spørgsmålet er så, om lektor Anders Chr. Hansen har læst grundigt nok.
Jeg er godt nok ikke økonom, men så vidt jeg kan se, er denne udregning betinget af ,at kagen, der skal deles, forbliver af samme størrelse. Men hvis en husejer tager et lån til forbrug, f.eks. kunne han bygge et sommerhus, så stiger produktionen jo, dvs. at kagen bliver større. Statens indtægter stiger faktisk også og egentlig kunne man, hvis der var politisk vilje dertil, betale mere til kontantshjælpsmodtageren.
Det ser ud til, at hele artiklen bygger på en forkert argumentation.

P. Lauritzen har helt ret i at, hvis man bygger et sommerhus, bliver kagen større. Der er heller ikke den slags værdier, som foreslås beskattet her. Forslaget drejer sig kun om at beskatte gevinster, der alene skyldes generelle stigninger i huspriserne. Ikke værdistigninger, der ligger en produktiv indsats bag, som for eksempel bygning af et sommerhus.

Lauritzen skriver også, at når friværdi omsættes til mere forbrug, gør det kagen større. Det er også rigtigt i situationer, hvor der er masser af ledige hænder, fordi forbrugerne ikke tør bruge så mange penge. Ikke i situationer som nu, hvor der mangler ledige hænder. Men virkningen afhænger ikke af, hvem der bruger pengene. Hvis staten for eksempel opkræver skat af kapitalgevinster og i stedet nedsætter mellemskatten, vil dem, der får kapitalgevinster, stadig bruge det meste af dem selv, men noget af det, vil bruges af dem, der ellers betaler mellemskat. Det er som oftest de samme personer, men det, der kommer ud af det, er at de får kontante grunde til at lægge flere kræfter i at arbejde. Og det er noget, der kan gøre en kage større.

Mange tak for svaret.
Det er, i hvert fald for mig, temmelig kompliceret materie.
Jeg vil prøve at lægge hjernen i blød igen. Måske finder jeg et svar.