Kronik

Oprøret i Madrid

'Den spanske revolution', der begyndte for 200 år siden og kulminerede med vedtagelsen af en ulastelig demokratisk forfatning i 1812, er et væsentligt, men ret overset kapitel i det vestlige demokratis historie - måske fordi det spæde spanske demokrati blev kvalt så hurtigt efter sin fødsel
'Den spanske revolution', der begyndte for 200 år siden og kulminerede med vedtagelsen af en ulastelig demokratisk forfatning i 1812, er et væsentligt, men ret overset kapitel i det vestlige demokratis historie - måske fordi det spæde spanske demokrati blev kvalt så hurtigt efter sin fødsel
5. maj 2008

2. maj for 200 år siden brød et stort folkeligt oprør ud i Madrid. Det var madrilenernes reaktion på, at Napoleon var i gang med at indlemme Spanien i Frankrig og indsætte sin bror Joseph som spansk konge. Anden Maj, Dos de Mayo, er blevet en mærkedag i det spanske demokratis historie.

Forud var gået slaget ved Trafalgar, hvor englænderne havde knust den fransk-spanske flåde, og mange kampe og intriger om den spanske trone. En lang historie, som var endt med, at Napoleon havde presset kong Carlos IV og hans søn Ferdinand VII til at give afkald på den spanske trone og bosætte sig i Frankrig.

Kort forinden var Madrid blevet besat af franske tropper, men oprøret brød først ud, da Napoleon også be-ordrede de resterende medlemmer af den kongelige familie til Frankrig og byens befolkning blev klar over, at den franske kejser ville placere Joseph på den ledige spanske trone.

De højeste klasser i samfundet - flertallet af generaler, adel og andre store godsbesiddere samt den katolske kirke - forholdt sig afventende, og de laveste samfundsklasser måtte slås alene mod de langt bedre udrustede franske tropper og blev nedkæmpet i en blodig massakre, som er kendt fra Goyas rædselsvækkende billeder. Den regerende junta, som kongen havde indsat inden sin flugt, overgav byen til franskmændene.

En gnist tændes

Men oprøret i Madrid havde tændt en gnist, og i løbet af kort tid brød folkelige opstande ud i de større byer over hele landet, støttet af liberale kredse i officerskorpset. Og til erstatning af det kongelige magtapparat blev der etableret lokale juntaer, som i september 1808 oprettede en fælles, øverste junta med regeringsbeføjelser over hele Spanien. Hermed var Den spanske Uafhængighedskrig i gang.

Det blev en lang og bitter guerillakrig udkæmpet af større eller mindre grupper over hele landet, som gav franskmændene store vanskeligheder. Det blev den første guerillakrig i stor skala i moderne tid, hvor spanierne, som var blevet svigtet af landets ledere og var næsten uden regulære tropper, viste sig i stand til at modstå franskmændene helt frem til Napoleons endelige nederlag.

I mellemtiden var i 1812 tændt endnu en gnist, en af de første ansatser til moderne demokrati i Europa. I en situation, hvor tronen var tom og det traditionelle samfundssystem styrtet sammen, lykkedes det nemlig efter en del tovtrækkeri i den centrale junta mellem det gamle styres folk og mere progressive kræfter at få indkaldt til en fælles, forfatningsgivende 'Cortes' (stænderforsamling) med repræsentanter for borgere, adel og gejstlighed. Cortes blev holdt på øen León ud for Cádiz ved Gibraltar-strædet for at være bedst muligt beskyttet mod franske angreb.

De besatte provinser var repræsenteret ved udpegede stedfortrædere. Kystbyerne ved Middelhavet, som lå i de mest velstående og oplyste egne af landet, var til gengæld repræsenteret af folk, de selv havde udpeget, og det var i det hele taget folk, som var åbne over for moderne ideer, der var toneangivende i udformningen af Spaniens første demokratiske forfatning, som Cortes var indkaldt for at udforme.

De liberale

Om denne politiske gruppering blev for første gang i europæisk politisk historie brugt betegnelsen 'de liberale'. Cortes udgjorde landets første parlament i moderne forstand, hvori også aftegnede sig kimen til andre fremtidige politiske partier. Først og fremmest en anden gruppe, som fik påklistret etiketten 'de servile', fordi de repræsenterede de traditionelle - for ikke at sige reaktionære - kræfter i Spanien. Altså tilhængere af autoritært enevælde samt kirke og adel. At Cortes ikke kunne kaldes repræsentativ for det spanske folk, var ikke nogen hindring for udarbejdelsen af en moderne forfatning.

Tværtimod fremmede det arbejdet, at 48 ud af de i alt 105 deputerede var delvis håndplukkede stedfortrædere. Netop fordi demokratiet på det tidspunkt ikke havde slået rod i Europa, var magtovertagelse ved kup, vold og terror nærmest det normale - tænk bare på den franske revolution en snes år tidligere - så set ud fra det synspunkt var den grundlovgivende forsamling i Cádiz et forholdsvis respektabelt foretagende.

I hvert fald blev forfatningen vedtaget i marts 1812 og indeholdt i alt væsentligt, hvad man kunne ønske sig af principper og frihedsrettigheder for en moderne demokratisk stat. Katolicismen blev bevaret som statsreligion, en uomgængelig indrømmelse til de servile. Og Spanien forblev et arveligt monarki, men kongens beføjelser blev stærkt beskåret: lovgivningsmagten lå hos Cortes, og kongen kunne ikke hindre, udsætte eller opløse dets møder - en mulighed der var blevet flittigt udnyttet i landets historie til at forhindre forsamlingen i at blive et værn for borgerlige rettigheder.

Fremtidens idealer

Alt sammen meget smukt og meget væsentligt som idealer for fremtiden. Men i marts 1812 var der et problem, som Karl Marx senere formulerede sådan her: "Spanien var delt i to dele. På øen León var der ideer uden handlinger; i resten af Spanien handlinger uden ideer."

Der skete nemlig det, at Ferdinand VII ved ophøret af Napoléonskrigene i 1814 vendte hjem under stormende hyldest fra befolkningen og med et pennestrøg satte forfatningen ud af kraft. En ny middelalder af undertrykkelse og formørkelse sænkede sig over Spanien, bedst symboliseret ved genoprettelse af Inkvisitionen, den katolske kirkes åndelige politi, der metodemæssigt tålte sammenligning med det senere KGB.

Ferdinand var nok noget af det mest ryggesløse, man har set på en europæisk trone, og i det hele taget blev perioden 1814-74 en skrækkelig tid for Spanien med magtmisbrug, borgerkrige og statskup. I alt 37 kupforsøg blev det til. Heraf lykkedes de 12. Ønskerne og drømmen om demokrati døde naturligvis ikke, men der herskede en dyb desillusionering, som illustreret i anekdoten om den amerikanske ambassadør, der engang midt i 1800-tallet i Madrid holdt en begejstret tale om demokratiets fortræffeligheder og uundgåelige udbredelse over hele jorden.

"Ja," lød en bedrøvet kommentar fra én af hans spanske tilhørere, "jeg tror også demokratiet må komme her. De første fem hundrede år bliver de værste."

En moderne forfatning

Og slemt blev det i hvert fald i mange år endnu. Allermest deprimerende med den demokratisk vedtagne forfatning i 1931, der gjorde Spanien til republik og adskilte kirke og stat, og som i øvrigt ligesom Cádiz-forfatningen i 1812 indeholdt alt, hvad man kan ønske sig af en moderne forfatning. Men heller ikke i 1931 var Spanien modent til demokrati. Modsætningerne var voldsomme mellem socialister og andre progressive over for konservative og reaktionære traditionalister - 'de liberale' og 'de servile' i moderne udgave. Mellem kirke og progressive. Og, ikke mindst, mellem centralmagt og selvstændighedssøgende periferiområder (Katalonien og Baskerlandet).

Derfor gik republikken under i politisk umodenhed, uforsonlighed og uansvarlighed og blev fra 1936-39 kastet ud i en af de mest blodige borgerkrige, Europa har oplevet, blåstemplet af den katolske kirke som et 'Korstog mod de røde'. Et korstog, som blev efterfulgt af en ny middelalder i form af general Francos mangeårige hævntogt over for den halvdel af den spanske befolkning, han havde besejret i krigen, og kirkens indsættelse i sine traditionelle rettigheder som en slags Vogternes Råd med inkvisitoriske beføjelser inden for kultur, uddannelse og offentlig moral.

40 år varede den nye middelalder under 'Spaniens fører af Guds nåde', og først i 1978 fik Spanien en demokratisk forfatning, et konstitutionelt monarki med adskillelse af stat og kirke.

Fejringen af Dos de Mayo, af 200-året for de madrilenske borgeres oprør mod Napoleons forsøg på at bemægtige sig Spanien er også en fejring af den kim til indførelsen af demokrati i Spanien, som blev nedlagt i Cádiz-forfatningen. Det tog dog ikke 500 år, men kun 200, før det kunne fejres, men de var også vanskelige nok.

Ole Olesen er cand.polit.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu