Læsetid: 4 min.

Præsident Barack Obama

Hvordan vil han blive, og hvilke forandringer vil det betyde for USA og verden? Gwynne Dyer vover et kig i krystalkuglen
Det må nu anses for noget nær givet, at Obama bliver den næste amerikanske præsident. Når det sker, vilden største opgave være en sygesikringsreform

Det må nu anses for noget nær givet, at Obama bliver den næste amerikanske præsident. Når det sker, vilden største opgave være en sygesikringsreform

Kevin Lamarque

13. maj 2008

Hvis vi går ud fra, at præsident Barack Obama overlever en hel fireårs periode - for det er en almindelig antagelse, at han som den første afroamerikanske præsident nogensinde har en højere risiko end gennemsnittet for at blive myrdet ved et attentat - hvilke forandringer vil han så kunne skabe i De Forenede Stater og verden? Det kan være overordentlig vanskeligt at give et bud på det, for lige siden Lyndon B. Johnson vandt præsidentvalget i 1964, er ingen blevet præsident i USA (vi ser bort fra Gerald Ford, som jo ikke blev valgt) på et program, der rummer så få konkrete forpligtende tilsagn om specifikke politiske mål.

Det må nu anses for noget nær givet, at Obama bliver den næste amerikanske præsident. En tid lang vil medierne endnu forsøge at holde liv i illusionen om, at der foregår en primærvalgkamp om, hvilken præsidentkandidat Demokraterne skal stille med, men før eller siden vil Hillary Clinton trække sig (måske først ved konventet i august). Men som John Zogby, chef for et af USA's største meningsmålingsbureauer udtrykte det i sidste uge, så er den demokratiske nomineringskamp "i realiteten afgjort".

Efter sidste uges primærvalg i North Carolina og Indiana har Hillary Clinton end ikke en matematisk chance for at vinde et flertal af delegerede ved Demokraternes konvent, og desuden er hendes kampagnekasse tom uden udsigt til at blive fyldt op igen. Det må desuden betragtes som utænkeligt, at de såkaldte 'superdelegerede' - dvs. demokratiske partifigurer, som har egen stemmeret ved konventet - vil gå imod resultaterne fra primærvalget.

Mod den hårde nyser

Efter at have vundet Det Demokratiske Partis 'hårde nyser', vil Obama så komme op imod Det Republikanske Partis 'hårde nyser' i valgkampen frem til præsidentvalget i november. (Clinton svor at "udslette" Iran, hvis det skulle angribe Israel, mens senator John McCain har truet Nordkorea med "tilintetgørelse"). Men meget skal gå galt for, at Obama kan tabe til Republikanerne i en situation, hvor USA er på vej ind i dyb recession, og den republikanske kandidat stadig hænger fast i Bush-regeringens fejlslagne krigsprojekt i Irak.

McCains eneste chance for at vinde, vil være et stort terroristangreb mod USA, som kan drive vælgerne i armene på dem, som lover sikkerhed gennem endeløs krig. Al-Qaeda vil sikkert gerne levere varen, for tilstedeværelsen af amerikanske soldater i Irak er dets bedste rekrutteringsværktøj, og McCain har jo lovet, at han vil beholde de amerikanske tropper i landet "i hundrede år", om fornødent. Ikke desto mindre forekommer al-Qaeda for tiden at savne de nødvendige ressourcer for at kunne løfte et så ambitiøst projekt.

Obama bliver altså ny præsident og hvad så? Vi vil formentlig først få nogle lange hvedebrødsdage at se, hvor amerikanerne gratulerer sig selv med at have taget et kæmpeskridt i overvindelsen af fortidens racistiske arv, hvilket vil betyde, at Obama får bedre chancer end de fleste andre præsidenter for at ændre på den måde tingene fungere på. Ydermere vil han efter alt at dømme kunne råde over demokratiske flertal i begge Kongressens kamre.

På den anden side vil han overtage en ramponeret økonomi og en tabt krig, så der vil ikke være videre råderum for bekostelige indenrigspolitiske reformer eller dramatiske initiativer i udlandet. At hive de amerikanske styrker ud af Irak vil tage flere år og kan koste ham en betydelig del af sin politiske kredit på hjemmefronten, uanset hvor gavnligt det vil være for USA's omdømme i udlandet. Han vil næppe heller kunne skære væsentligt i de oppustede amerikanske militærudgifter på kort sigt, så en fredsdividende venter ikke lige om hjørnet.

Sandt at sige er der ikke meget nogen amerikansk præsident kan gøre ved en recession andet end at vente på, at den går over. Som Clinton vil Obama komme på hårdt arbejde for at lukke det enorme budgethul, han arver fra sin republikanske forgænger, men det eneste han på kort sigt kan gøre er at sløjfe de enorme skattelettelser, som Bush forærede de rigeste.

Underklassens kandidat

At omgøre Bush-regeringens angreb på amerikanske borgeres forfatningsgivne rettigheder og ikkeamerikanernes menneskerettigheder - ved at lukke Guantánamo, indstille officiel støtte til tortur og genindføre de civile rettigheder, som blev fjernet af Patriot-loven og efterfølgende love - vil være højt prioriterede mål, der praktisk taget er omkostningsfri. At oprette et ægte nationalt sygesikringsprogram behøver heller ikke at koste alverden i den indledende fase, forudsat at Obama kan få brudt det kvælertag, som forsikringsselskaberne har om sygesikringen.

Barack Obama har været ret fåmælt om dette under sin valgkamp (og Hillary Clinton, som har været hjemsøgt af sin egen fiasko med at reformere sygesikringen i sin mands første periode har sagt endnu mindre), men det forhold, at omkring en sjettedel af den amerikanske befolkning ikke har adgang til ordentlig sygepleje er en skammelig fiasko for et så rigt demokrati - Obama kender det amerikanske samfund tilstrækkelig godt til at indse denne skandale.

Obama overbevise næppe mange i det skydevåbenelskende, lastbilkørende, fastfoodfortærende segment af den amerikanske befolkning, men han er ikke desto mindre underklassens kandidat, selv om mange hvide fattige ikke vil anerkende ham så sådan. Ingen anden reform vil kunne forbedre de fattige amerikaneres hverdag så meget som en omfattende sygesikringsreform, der gør lægehjælp offentligt betalt i udgangspunkt. Vi har ikke fået mange konkrete holdepunkter om Obamas intentioner, men lur mig, om ikke en sygesikringsreform vil være hans vigtigste målsætning i indenrigspolitikken. Måske vil det endda lykkes ham.

Gwynne Dyer er uafhængig kommentator. Hans klummer trykkes i aviser i 45 lande verden over

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

1. Det er på ingen måde sikkert, at Obama bliver præsident. Han bliver Demokraternes præsidentkandidat, men hans problemer med at appellere og aktivere den hvide arbejder- og lavere middelklasse samt de spansktalende og 'Clinton-kvinderne' kan koste ham sejren mod McCain, hvis han ikke giver Hillary en central plads i sin kommende regering allerede på Konventet. Det er nemlig hende, der har fat i de vælgergrupper, vel at mærke på én gang. For yderligere analyse, se min blogartikel :
"Tillykke, Obama – nu skal du slå McCain"
http://kortlink.dk/NaCpObama1/58ma

2. Det er ikke korrekt, at Hillary ikke har udtalt sig om sygesikring. Tværtimod har hun det mest udarbejdede forslag - om end stadig kort, og den vigtige pointe er, at alle vil blive dækket af hendes ordning, mens Obama's kopi af hendes forslagh foreslår at dække børn ind, men ikke deres forældre - og så kan man jo tænke over, hvordan børnene skal klare sig uden forældre.

3. USA har ikke nogen "sygesikring". Man har noget, der ligner, for folk over 65 (Medicare), og så har man noget sundhedshjælp til de fattige (Medicaid). Det man i øvrigt har er sygeFORsikring.

4. En regering med både Obama og Clinton vil ikke alene kunne slå McCain, men hvis man kommer nærmere Clintons program - bl.a. fordi hun har et, der er konsistent og gennemtænkt - vil USA og resten af verden måske kunne opleve en forandring af USA, som kan komme på højde med forandringerne under Lyndon B. Johnson's reformer under VALGsloganerne "The Great Society" og "war on poverty". Den der var ukonkret og luftig var Kennedy.

vh
CP

1. Det er på ingen måde sikkert, at Obama bliver præsident. Han bliver Demokraternes præsidentkandidat, men hans problemer med at appellere og aktivere den hvide arbejder- og lavere middelklasse samt de spansktalende og 'Clinton-kvinderne' kan koste ham sejren mod McCain, hvis han ikke giver Hillary en central plads i sin kommende regering allerede på Konventet. Det er nemlig hende, der har fat i de vælgergrupper, vel at mærke på én gang. For yderligere analyse, se min blogartikel :
"Tillykke, Obama – nu skal du slå McCain"
http://kortlink.dk/NaCpObama1/58ma

2. Det er ikke korrekt, at Hillary ikke har udtalt sig om sygesikring. Tværtimod har hun det mest udarbejdede forslag - om end stadig kort, og den vigtige pointe er, at alle vil blive dækket af hendes ordning, mens Obama's kopi af hendes forslagh foreslår at dække børn ind, men ikke deres forældre - og så kan man jo tænke over, hvordan børnene skal klare sig uden forældre.

3. USA har ikke nogen "sygesikring". Man har noget, der ligner, for folk over 65 (Medicare), og så har man noget sundhedshjælp til de fattige (Medicaid). Det man i øvrigt har er sygeFORsikring.

4. En regering med både Obama og Clinton vil ikke alene kunne slå McCain, men hvis man kommer nærmere Clintons program - bl.a. fordi hun har et, der er konsistent og gennemtænkt - vil USA og resten af verden måske kunne opleve en forandring af USA, som kan komme på højde med forandringerne under Lyndon B. Johnson's reformer under VALGsloganet "war on poverty" og hans løfter om rettigheder for de sorte. Tilsammen blev de senere til det, Johnson i 1965 kaldte "the Great Society". Det var var John F. Kennedy, der som præsident fik meget lidt igennem og havde et noget luftigt program med det flotte navn "The New Frontier". Læs evt hans valgpjece fra valgkampen:
http://www.4president.org/brochures/jfk1960brochure.htm

vh
CP

Jeg vil gerne erklære mig enig med Claus Piculell i ovenstående betragtninger. Især undrer det mig, at jpurnalisten skriver, at Obama og især Clinton skulle have været fåmælte omkring behovet for et ægte nationalt sygesikringsprogram. Jamen, følger journalisten overhovedet med i den amerikanske valgkamp? Som Obama (med ærgrelse) har måttet konstatere, ja så centrerer Clintons valgkamp sig om netop dette emne. Og grunden er, at det er her, de mest centrale forskelle mellem de to kandidater fremstår. Clintons program er langt mere progressivt, idet det vil dække samtlige amerikanere, mens Obamas lader 15 millioner i kulden. Hendes er vurderet af uafhængige eksperter til at være det mest omkostningsnedbringende program, og det skulle ikke undre mig, hvis hendes "conzolation price", bliver at hendes program skal vedtages og hun bliver sat i spidsen for det.

En demokratisk konstellation bestående af Clinton og Obama vil briste og lade McCain stå tilbage med en sikker sejr. Selvom Obama og Clinton måske officielt kan begrave stridsøksen, vil der opstå et problem blandt de demokratiske vælgere om, hvorvidt de to kan arbejde sammen om et embede som de begge ønsker, men som kun den ene kan besidde. Jeg tor ikke man skal undervurdere McCain. I disse stunder føler mange amerikanere, at de har brug for en patriot, som kan samle landet omkring nogle sikre grænser, for derefter at få sit liv og sundhed sikret. Men samtidig skal vi huske på, at Obama kan spille sin trumf, der går på, at det var dumt at gå ind i Irak før man havde afsluttet krigen i Afghanistan.

Men føj hvor bliver det spændende at følge de næste 6 måneder