Kommentar

Regndanse mod opvarmningen

Mens væksten i drivhusgasser øges - og væksten selv vokser! Hvad med en ny, oplysende økonomi?
6. maj 2008

Håb er som de nyudsprungne bøgetræer: lysegrønne. "Store chancer for betydningsfuld klimaaftale i København til næste år," lød overskriften på en nyhedshistorie i går. Med ingen ringere end chefen for FN's klimapanel, Rajendra Pachauri, som den håbefulde.

Håbet kunne han dog ikke bygge på kendsgerninger. De blev her i bladet opregnet af Jørgen Steen Nielsen i lørdags: Den atmosfæriske koncentration af CO2 voksede sidste år med hele 2,4 ppm (milliontedele af atmosfæren), hvor den årlige stigningstakt i 1980'erne trods alt "kun" var på 1,5 ppm og i 1960'erne endda under én ppm, dels vokser drivhusopvarmningen, dels vokser væksten i opvarmningen også!

Men når kendsgerningerne er kulsorte, sorte som klimaødelæggende kul og som det sorte guld, olien, kan FN's klimachef søge sit grønne håb i ord, ord, ord. Den offentlige bevidsthed om den globale opvarmning er steget drastisk i det seneste års tid, konstaterer Rajendra Pachauri, og det har medvirket til at lægge pres på USA og andre lande for at gøre noget, påstår han. Det bliver derfor svært for noget land at holde sig uden for en kommende klimaaftale:

"Hvis det nuværende momentum fortsætter, vil vi få en aftale, der ikke er alt for fyldt med kompromisløsninger."

Ja, håbet er - endnu engang - lysegrønt. Og hvad har vi ellers at håbe på, når kendgerningerne er nedslående, end at håbe på håbet selv? Det er vel bedre at danse en dans for at besværge regnen til at falde end slet ikke at gøre noget som helst - mod den ventende hede, tørke og vandmangel for utallige levende væsener?

Lyder det ironisk, er det dog ikke kun uvenligt ment. Dels er regndanse ofte smukke, til tider voldsomt udtryksfulde, utroligt energiopladende, dels er håb bedre end opgivende kynisme eller direkte destruktion, hvor enhver hytter sig selv og fanden tager de bageste. Som meget vel kan blive de fleste, både planter, dyr og mennesker. Sålænge den syge danser og snakker, er patienten da ikke helt død. En, der stadig taler, er engelske Nicholas Stern, hvis rapport for halvandet år siden vakte stor opmærksomhed, fordi den blev betragtet som noget så alarmerende.

Allerhelvedes dyrt

Nu siger Stern (stadig jævnfør artiklen om kendgerningerne i lørdagsavisen): "Vi undervurderede groft omfanget af skader og risici forbundet med klimaforandringer. Alle led i kæden er i gennemsnit værre, end vi troede for nogle år siden."

Det var "vi" dog nu nogle andre, der allerede påpegede dengang, men bedre sent end for sent, og det er netop, hvad det er ved at blive. Ifølge Stern bliver det nu så allerhelvedes dyrt at holde Jordens opvarmning inden for det loft, som bl.a. EU - i ord, ord, ord - har sat som det højeste, hvis ikke Jorden skal risikere at gå i selvsving med uafvendeligt stadig forstærkede katastrofer til følge, at samme Stern nu håber, ja, håber, at et noget højere loft trods alt ikke er alt for risikabelt.

Ja, håbet er... åhrrrr, hold op. For selv Sterns højere loft kræver ufattelige omstillinger af alt og af alle. Det er disse reelle omstillinger - de største, vil nogle hævde, siden menneskeheden for 10 - 11.000 år siden begyndte at forlade samler-jæger-omgangen med naturen - ,der netop risikerer ikke at blive til andet end ord, hverken i København næste år eller senere, jo mere toneangivende regndansere og andre prøver at bilde sig selv og andre ind, at den herskende form for økonomi ikke behøver at ændres. Som en Informationslæser, Olaf Nielsen fra Værløse, i går så sødt spurgte vores egen klimaminister Connie Hedegaard: "Er det en betingelse for hensyn til natur og miljø, at der samtidig er tale om forøget indtjening - altså vækst? Altså kun hvis der kan tjenes penge, kan man i forbifarten overveje, om der eventuelt samtidigt i en eller anden forbindelse kan forurenes lidt mindre?"

For i så fald bliver Rajendra Pachauris regndans nok en tør omgang.

Men når Stern og Hedegaard med mange, mange flere har så svært ved at få det reelle sagt, endsige gjort, er det jo også fordi deres vælgere og kolleger, studenter, læsere, lyttere og seere af den gældende pengeøkonomi oplyses ufatteligt ringe om, hvad det egentlig er, de hver for sig og sammen går og gør med og mod naturen i dens materialitet.

Som medforfatter til andet kapitel af FN's Klimarapport fra maj sidste år skitserer den danske økonom Kirsten Halsnæs bl.a., at de mange usikkerheder må give forsigtighedsprincippet en ganske betydningsfuld rolle, og at markedsmekanismerne bør udbygges med direkte og løbende informationer til alle agenter om de konkrete følger for klima og bæredygtighed af forskellige handlemuligheder.

Vores egen energispare-ekspert Jørgen S. Nørgård skelner mellem ufornyelige materialer, hvor udstrakt genbrug kan være oplagt til en vis grænse, fornyelige materialer i det omfang de da findes, ufornyelige energikilder, der må fases ud, fornybar (vedvarende) energi, der naturligvis ikke må bruges hurtigere, end den gendannes. Alt det skal pengeøkonomien hårdt og brutalt underordnes.

Regndans er godt. Halsnæs' og Nørgårds overvejelser er bedre.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kurt Svennevig Christensen

Tak Ejvind mange ord. Og ja ord og atter ord, og nu er også håbet kommet i spil.

FN's klimachef håber det nuværende momentum fortsætter frem til København dec. 2009. Men hvad med troen, tror han også på København 2009?

Vi skal tro, eller rettere sagt turde tro på det vi ved, det gør jeg. Min bibel er ikke Biblen, men "Vores fælles fremtid" rapporten fra 1987 og alle de møder der gik forud for den.

Hvad var den denne tilhører i Sao Paulo mødet 1985 sagde: "Sig til dem der siger at Drivhuseffekten kun er en teori - sig til dem: Ok tyngdekraften er også en teori. Vær så venlig at sikke hovedet i denne guillotine og lad os gennemføre dagens eksperiment".

Og et andet indlæg samme dag: "I taler meget lidt om liv, I taler for meget om overlevelse. Det er meget vigtigt at huske, at når mulighederne for liv er omme, begynder mulighederne for overlevelse. Og der er folk her i Brasilien, især i Amazonområdet, som stadig lever, og disse mennesker som stadig lever ønsker ikke at nå ned til niveauet for overlevelse".

Er klimasagen nu blevet en kamp om overlevelse? Hvis, hvordan kan vi så vinde den, når vi også VED at vi er døde inden vi dør?

Man kan tage håbet, men kan man tage troen fra os? Jeg tror vi skal holde op med at bruge så meget fossil fremstillet energi som vi gør, fordi jeg også tør tro på det jeg ved i dag. For mig er håbet ikke lysegrønt i denne sag, men jo mere viden jeg får, desto stærkere bliver min tro.

Så spørgsmålet er: Tør vi tro på det vi ved, el. evner vi mennesker kun at tro på det vi ikke ved, og håbe det bedste?

Steen Rasmussen

INVOLUTION/REGNDANS

Involution: Gentagende anvendelse af mekanisme på problemer, som er udløst af samme mekanisme eller rituel gentagelse af adfærd, som har mistet sin funktion.

(Luhmann s. 98 ”Samfundsstruktur og semantik”, bind I suhrkamp taschenbuch 1981)

I feudaltiden, hvor de sociale funktioner knyttede sig til stand og individuel position i den hierarkiske samfundsstruktur, havde duellen en funktion, idet hævdelsen og forsvaret af standen og æren både indad til og udadtil var forudsætning for adelens virke. Adelen hævdede og udfyldte sine funktioner gennem interaktion med ligeværdige og i forhold til andre i kraft af sin status. Den enkelte hævdede sig internt blandt adelens medlemmer, og adelen statuerede sig udadtil blandt andet i kraft af duellerne, som symboliserede viljen til at hævde forskellen mellem mennesker. Men på det tidspunkt hvor adelen begynder at miste sin funktion, dvs. der hvor adelen mister sin traditionelle politiske og økonomiske magt, fordi de lovmæssige krav på privilegier og indkomst udvandes, netop der afslører et stigende antal dueller sig som en form for involution.

Adelens forfinede interaktionsformer og duellerne bliver i stedet til mål i sig selv, frem for som før at være et funktionelt middel. Det sker som erstatning for det, der havde været, men det kan ikke erstatte eller kompensere for adelens tabte funktion. Det giver ikke mening som andet og mere end en formålsløs pleje af billedet på en funktion. De fine manerer og tonen i det gode selskab tog overhånd i en overgang og de unge mænd udfordrede og skød hinanden på den mindste foranledning, fordi usikkerheden og tabet af magt, økonomisk og juridisk position smuldrede sammen med en identitet, der var hængt op på fortidens samfundsstrukturstruktur. s.96 semantik og samfundsstruktur.

Vækst for vækst skyld er udtryk for nutidens involution. Et meningskriterium, som havde sin funktion, al den tid hvor vækst var en forudsætning for et bedre liv. Men det dyrkes i overgangsfasen så meget mere fanatisk, fordi det mentalt virker tilfredsstillende i sin funktion som erstatningen for et bedre meningskriterium.

Man fortsætter med dyrkelsen af et vækstideal, som tilmed er slået over i en direkte negerende virkning på livsforudsætninger, ikke bare i de fjerne egne af kloden, som den økonomiske vækst altid har været med til at udbytte, men også her, hvor idealerne har medført de største koncentrationer af økonomiske værdier i nominel forstand.

Og det eneste, tidens herskende profeter kan foreslå som løsningen på alle problemer, er vækst. For at tage sig af de problemer, der skyldes den økonomiske vækst, er man ifølge dem nødt til at have yderligere økonomisk vækst.

Involution: Gentagende anvendelse af mekanisme på problemer, som er udløst af samme mekanisme eller rituel gentagelse af adfærd, som har mistet sin funktion.

Trods heftigt stigende atmosfærisk CO2-koncentration har vi altså INGEN global temperaturtilvækst oplevet siden 1998; for et par år siden var der et 'britisk forsker-team', der 'udsatte' opvarmningen til ~2009 - og for ikke så længe siden har vist et andet 'team' (med henvisning til den s.k. Pacific Decadal Oscillation) stillet en yderligere 'udsættelse', nu til ~2030, i udsigt!
Så mon alligevel ikke, vi kan tillade os at ta' en bid brød til - og få lidt flere KONKRETE forskningsresulater på bordet?
Mens 'vi' således forsker videre, kunne vi jo passende fokusere på at nedbringe vor afhængighed af fossile energikilder - dét vil under alle omstændigheder være en fordel såvel af hensyn til vor sikkerhedspolitik som til vor langsigtede forsyningssikkerhed!

Carsten Friskytte

Nå, så defilerer dommedagsprædikanterne forbi på rad og række! Tag det roligt, Ejvind - der bliver sgu ingen problemer i vor tid. Resten kan vi være ligeglade med. Hvorfor plage sig selv med bekymringer? Nyd livet og stol på din Gud. Så hygger jeg mig med Fanden.