Læsetid 3 min.

Sex, løgn og kvinder

Det er synd for mændene, og det er synd for kvinderne, at de to køn passer så forbistret dårligt sammen
7. maj 2008

Under overskriften 'Mænd i identitetskrise' skriver Finn Korsaa 2. maj om bl.a. prostitution og foreslår, at i stedet for kriminalisering kan man tilbyde hjælp til de prostituerede og deres kunder. Jeg er enig i en stor del af artiklens argumentation, men må alligevel tage til genmæle, fordi Korsaa fremturer med, at den opfattelse, at mænd har en kraftigere kønsdrift end kvinder, er et levn fra den victorianske periode.

Ak ja, gid det var så vel, for så var der håb om, at skilsmisseprocenterne ville dale betragteligt, nu hvor piger og kvinder ikke mere opdrages til at samle benene. Desværre er den sørgelige sandhed set i et parforholdsperspektiv, at mænd fra naturens hånd er udstyret med en stærkere seksualdrift end kvinder, og det er ikke spor svært at komme på sporet af den kendsgerning. Altså hvis man magter at konfrontere sig med - og ærligt besvare - følgende spørgsmål:

Hvorfor betale så?

1. Hvordan kan det være, at der har eksisteret prostitution for mænd til alle tider? Hvis kvinder og mænds drift var identisk og behovet lige stort, så var det da bare om bag en busk og få ordnet sagen i en ruf? Hvorfor betale for noget, man kan få gratis?

2. Hvordan kan det være, at mænd til alle tider har voldtaget kvinder? Skulle det være nødvendigt, hvis kvinder var udstyret med det samme behov som mænd?

3. Hvordan kan det være, at incest er så udbredt? Hvis mænd hele tiden er omgivet af villige kvinder, der bare brænder efter en tur i høet, hvorfor så forgribe sig på deres døtre?

4. Hvordan kan det være, at markedet for seksualrådgivning, parterapi og løsning på manglende lyst-problemer er støt voksende? For ikke at tale om udbuddet i frækt undertøj, piske og lænker, lille forklæde og støvekost? Hvorfor al denne møje for at holde drifterne i kog, hvis både mænd og kvinder har deres helt naturlige og uopsættelige behov?

5. Hvordan kan det være, at den seksuelle frigørelse ikke har betydet lykkeligere ægteskaber og parforhold? Nu når både mænd og kvinder har lov til at leve deres hedeste ønsker ud om både fransk og græsk, lak og læder, og andre pikante julelege?

6. Hvordan kan det være, at det næsten udelukkende er mænd, som forbruger pornografi? Hvorfor eksisterer pornografi i det hele taget? Er det ikke meget mere pirrende at udføre alle de spændende øvelser med lillemor end bare at se på dem på skærmen?

7. Hvordan kan det være, at det er så sjældent, at mænd bliver udsat for seksuel chikane på arbejdspladsen?

8. Hvordan kan det være, at Ekstra Bladet og nettet myldrer med annoncer, der efterlyser seksuelle partnere/annoncerer med intimmassage = sex til mænd? Hvorfor bruge penge på at indrykke en annonce, hvis man kan gå ned på gaden og ordne paragrafferne med en kvinde, der har det som mand selv?

9. Hvordan kan det være, at det stort set altid er kvinder, der lider af hovedpine i de faste parforhold onsdag og lørdag aften?

Ubærlig sandhed

Summa summarum - hvorfor er det så svært at trænge igennem med budskabet, at kvinders sexlyst er mindre end mænds? Elementært. Denne sandhed er ubærlig for mænd, der fra 15-års-alderen og fremad - helt legitimt! - ville ønske, at de kunne komme i seng med en dejlig, villig og liderlig kvinde mindst én og gerne to gange om dagen. Det er synd for mændene, og det er synd for kvinderne, at de to køn passer så forbistret dårligt sammen. Men der er håb, hvis begge parter (er)kender de sande præmisser for parløbet. Så de i fælles ansvar for forholdet kan indgå de kompromiser, der sikrer, at de forbliver sammen - i hvert fald til børnene er flyvefærdige.

Lone Nørgaard er lektor, cand.mag

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Vadmand
Per Vadmand

Nørgård fremturer for Gud ved hvilken gang med sin påstand om biologiske forskelle på sexlysten - og "underbygger" det med en lang række kulturelle og tillærte fænomener.

So what else is new?

Vi skal åbenbart også på dette område (som med Krarups nationalisme og Blüdnikows hjernedøde hævntogter) trækkes med stort set enslydende indlæg (og efterfølgende enslydende debat) med regelmæssige mellemrum.

Menneskers sexlyst er forskellig - og på dette som stort set alle andre punkter er individuelle forskelle langt større end eventuelle køns-, race- eller nationalitetsmæssige.

Så enkelt er det.

Brugerbillede for Ole Falstoft
Ole Falstoft

Per :
At de eksempler Lone N. kommer med kun er kulturelle og tillærte er jo en påstand på linie med hendes påstand om at de er biologiske. At de foregår i en bestemt kultur er jo ikke bevis på at de altså udelukkende er kulturelt funderet. Vi mennesker lever i en kultur men derfor kan kultur og natur godt spille sammen.
Hvis mandens større libido har en biologisk baggrund betyder det jo ikke at vi så bare skal acceptere alle de følger den får samfundsmæssigt (f.eks. prostitution og voldtægt)
Og ja jeg tror at mænd statistisk er med 'liderlige' end kvinder (det behøver ikke at gælde hver eneste mand) ikke kun udfra de eksempler Lone N. giver men fordi det biologiskt give god mening. De betingelser der er forudsætningen for at pattedyrhanner generelt er mere liderlige end pattedyrhunner er også til stede hos mennesket så hvorfor skulle vi være undtaget?
Men spektret er bredt: Nogle pattedyrhanner (f.eks. Gelada'er) holder stor 'haremmer' af hunner og bekymrer sig ikke om afkommet andre pattedyrhanner er monogame f.eks. nogle dvægtpenselsaber i sydamerika som deles med hunnerne om opfostringen af ungerne (m.a.o. en hver kvindesagskvindes drøm)
Mennesker ligger nok et sted midt imellem d.v.s vi tager os af vores børn og er i alt fald i perioder monogame men er meget lette at 'friste' til sidespring
når 'chancen' melder sig. De fleste mænd har på det punkt rygrad som et kogt spagetti - det er selvsagt ikke en moralk vurdering jeg kommer med Moral kan ikke hentes i biologi. Man må bare konstaterer at det er et mønster der gentager sig alle steder og til alle tider. Eller findes der en kultur hvor mænd er lige så monogame som kvinder (og her hører det med til billedet at heller ikke alle kvinder er monogame nogle er endda meget promiskøse) ?

Brugerbillede for Anonym

"6. Hvordan kan det være, at det næsten udelukkende er mænd, som forbruger pornografi?"

Lone Nørgaard trænger vist til at få opdateret sin viden om danske kvinder. Iflg. Cand.psych., ph.d. Gert Martin Hald ser 50% af danske kvinder mellem 18 og 30 jævnligt porno. http://kvinder.bt.dk/index.php?id=427