Kommentar

Søndagstænkning er over os

Uanset om man står på religionens, eller mere præcist på en spirituel verdensopfattelses, side, eller man bekender sig til materialismen, udelukker de gensidigt hinanden
17. maj 2008

Det religiøse er på vej til en renæssance, der ganske ofte har antaget en form, hvor betegnelsen revanche synes at dække bedre. Nyreligiøsitetens militante fløj er i Information blandt andet kommet til orde i John Grays resumé af sin bog Den evangeliske ateismes fald og i Mads Qvortrups anmeldelse af Norman Mailers Oh my God, begge 26. april, mens Rune Lykkeberg og Karen Syberg henholdsvis 12. og 16. april har påtaget sig at vurdere fænomenet.

De to, hvis journalistiske virksomhed jeg værdsætter, har et særdeles afslappet forhold til religiøsitetens fremmarch, der også og ikke mindst iøjnefaldende omfatter adskillige 'progressive'. Begrundelsen for denne tilbagelænede holdning er, at religionen tilsyneladende ikke gør den store forskel, for som Lykkeberg udtrykker det, synes der at være den fællesnævner, "at de anerkender den naturvidenskabelige udlægning af verden", lige som det også synes "ubestridt blandt dem, at demokratiet ikke er funderet i en højere magt, men grundlagt på en profan etik." Så bare rolig, det drejer sig om en mentalhygiejnisk manøvre, som ikke udfordrer den materialistiske forklaringsmodel, der gennem det seneste halve århundrede har taget - og fået - patent på verdens opståen og indretning.

Heri har han utvivlsomt ret. Vel at mærke på den forudsætning, som han deler med flertallet af de religiøst vakte, nemlig at en materialistisk verdensopfattelse ubesværet kan gå hånd i hånd med religionen, skønt denne per definition udspringer af den opfattelse, at ikke-materielle kræfter og bevidstheder under forskellige gudenavne står bag verdens skabelse og opretholdelse.

Søndagsannekset

Dette uproblematiske parløb lader sig derfor kun opretholde, når man så at sige holder hverdags- og søndagstænkningen adskilt. Til hverdagsbrug tænkes materialistisk, det vil sige at man bedømmer verden på den filosofiske materialismes præmis, som er, 'at materien er den eneste egentlige, eller forklarende, virkelighed; (en) lære som, til forskel fra idealisme og spiritualisme, hævder, at alt, som er, i sin væren er bestemt af materie', som definitionen lyder i Gyldendals Religion/Livsanskuelse.

Hvor dybt rodfæstet denne anskuelse er, kan enhver efterprøve på sig selv, idet den første forklaring, vi griber til, altid og uden undtagelse er den materialistiske, som år for år, ja dag for dag, tiltager sig større autoritet i kraft af de kolossale naturvidenskabelige indsigter, hvis teknologiske konsekvenser har omkalfatret tilværelsen gennem de seneste århundreder.

Selvom materialismens konsekvens er ateismen, for det må den være, når 'tilværelsens dybeste principper er fysisk-kemiske reaktioner og at al udvikling/forandring grunder sig i ændringer i disse', som den uddybende definition udsiger, så har hverken i fortid eller nutid samm enhængende naturvidenskab-ateisme været uden undtagelser. Lige som Charles Darwin, hvis evolutionsteorier i Om arternes oprindelse ved kvalitetsvalg, 1859, er grundstammen i ateismens begrundelse, til sin død forblev bekendende kristen, har der gennem alle årene siden da været adskillige naturvidenskabsmænd og -kvinder, som uden at opleve det som et skisma opfatter sig som religiøse.

Opretholdelsen af denne balance forudsætter imidlertid idétætte skotter mellem hverdags- og søndagstænkningen med den konsekvens, at sidstnævnte har indrettet sig i et anneks, som kun er åbent et par timer på ugens enlige hviledag.

Det er i dette søndagsanneks, de nyreligiøses finder sig så godt tilrette. Nå ja, noget skal der til for at markere de nye tider, så man er gået i gang med at pynte det op med en glasmosaik af Bjørn Nørgaard hist og en af Peter Brandes pist, for de falder så uproblematisk ind i søndagsstemningen, men intet er forandret i, at det seks af ugens syv dage står tomt og fjernt fra verdens vrimmel.

Gensidig udelukkelse

Om det ligefrem er blevet "mondænt at være kristen", som Karen Syberg hævder, er nok at strække gyldigheden af de trods alt spredte vidnesbyrd lovlig vidt. Til gengæld kan der ikke være tvivl om, at den afslappede tolerance, hun ikke alene påpeger, men selv står som eksponent for, er tidens dominerende træk: "Fred være med dem alle, og må enhver blive salig i sin tro."

Hvor behageligt det end er, og hvor ophøjet en sindsligevægt den end skal udtrykke, er denne kultiverede fredsommelighed dog dybest set udtryk for en laissez faire-holdning, som tidselgemytter kunne fristes til at kalde åndelig dovenskab, for uanset om man står på religionens, eller mere præcist på en spirituel verdensopfattelses, side, eller man bekender sig til materialismen, udelukker de gensidigt hinanden. Lige så lidt det er muligt som religiøs at anerkende den naturvidenskabelige udlægning af tilværelsen, burde man som materialist og dermed ateist kunne acceptere religionen som livstolkning.

Det kan lyde som en akademisk skelnen, der ikke burde forstyrre nydelsen af aftenkaffen for nogen, men når den velvillige harmonisering forflygtiger de grundlæggende udfordringer, fortaber tilværelsen sig i den ulidelige lethed, der også kendetegner denne 'debat'.

Det kan ikke nok så mange glasmosaikker sløre. Hverken når man ser dem udefra eller indefra.

Rolf Dorset er skribent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu