Kommentar

Søndagstænkning er over os

Uanset om man står på religionens, eller mere præcist på en spirituel verdensopfattelses, side, eller man bekender sig til materialismen, udelukker de gensidigt hinanden
Debat
10. maj 2008

Det religiøse er på vej til en renæssance, der ganske ofte har antaget en form, hvor betegnelsen revanche synes at dække bedre. Nyreligiøsitetens militante fløj er i Information blandt andet kommet til orde i John Grays resumé af sin bog Den evangeliske ateismes fald og i Mads Qvortrups anmeldelse af Norman Mailers Oh my God, begge 26. april, mens Rune Lykkeberg og Karen Syberg henholdsvis 12. og 16. april har påtaget sig at vurdere fænomenet.

De to, hvis journalistiske virksomhed jeg værdsætter, har et særdeles afslappet forhold til religiøsitetens fremmarch, der også og ikke mindst iøjnefaldende omfatter adskillige 'progressive'. Begrundelsen for denne tilbagelænede holdning er, at religionen tilsyneladende ikke gør den store forskel, for som Lykkeberg udtrykker det, synes der at være den fællesnævner, "at de anerkender den naturvidenskabelige udlægning af verden", lige som det også synes "ubestridt blandt dem, at demokratiet ikke er funderet i en højere magt, men grundlagt på en profan etik." Så bare rolig, det drejer sig om en mentalhygiejnisk manøvre, som ikke udfordrer den materialistiske forklaringsmodel, der gennem det seneste halve århundrede har taget - og fået - patent på verdens opståen og indretning.

Heri har han utvivlsomt ret. Vel at mærke på den forudsætning, som han deler med flertallet af de religiøst vakte, nemlig at en materialistisk verdensopfattelse ubesværet kan gå hånd i hånd med religionen, skønt denne per definition udspringer af den opfattelse, at ikke-materielle kræfter og bevidstheder under forskellige gudenavne står bag verdens skabelse og opretholdelse.

Søndagsannekset

Dette uproblematiske parløb lader sig derfor kun opretholde, når man så at sige holder hverdags- og søndagstænkningen adskilt. Til hverdagsbrug tænkes materialistisk, det vil sige at man bedømmer verden på den filosofiske materialismes præmis, som er, 'at materien er den eneste egentlige, eller forklarende, virkelighed; (en) lære som, til forskel fra idealisme og spiritualisme, hævder, at alt, som er, i sin væren er bestemt af materie', som definitionen lyder i Gyldendals Religion/Livsanskuelse.

Hvor dybt rodfæstet denne anskuelse er, kan enhver efterprøve på sig selv, idet den første forklaring, vi griber til, altid og uden undtagelse er den materialistiske, som år for år, ja dag for dag, tiltager sig større autoritet i kraft af de kolossale naturvidenskabelige indsigter, hvis teknologiske konsekvenser har omkalfatret tilværelsen gennem de seneste århundreder.

Selvom materialismens konsekvens er ateismen, for det må den være, når 'tilværelsens dybeste principper er fysisk-kemiske reaktioner og at al udvikling/forandring grunder sig i ændringer i disse', som den uddybende definition udsiger, så har hverken i fortid eller nutid samm enhængende naturvidenskab-ateisme været uden undtagelser. Lige som Charles Darwin, hvis evolutionsteorier i Om arternes oprindelse ved kvalitetsvalg, 1859, er grundstammen i ateismens begrundelse, til sin død forblev bekendende kristen, har der gennem alle årene siden da været adskillige naturvidenskabsmænd og -kvinder, som uden at opleve det som et skisma opfatter sig som religiøse.

Opretholdelsen af denne balance forudsætter imidlertid idétætte skotter mellem hverdags- og søndagstænkningen med den konsekvens, at sidstnævnte har indrettet sig i et anneks, som kun er åbent et par timer på ugens enlige hviledag.

Det er i dette søndagsanneks, de nyreligiøses finder sig så godt tilrette. Nå ja, noget skal der til for at markere de nye tider, så man er gået i gang med at pynte det op med en glasmosaik af Bjørn Nørgaard hist og en af Peter Brandes pist, for de falder så uproblematisk ind i søndagsstemningen, men intet er forandret i, at det seks af ugens syv dage står tomt og fjernt fra verdens vrimmel.

Gensidig udelukkelse

Om det ligefrem er blevet "mondænt at være kristen", som Karen Syberg hævder, er nok at strække gyldigheden af de trods alt spredte vidnesbyrd lovlig vidt. Til gengæld kan der ikke være tvivl om, at den afslappede tolerance, hun ikke alene påpeger, men selv står som eksponent for, er tidens dominerende træk: "Fred være med dem alle, og må enhver blive salig i sin tro."

Hvor behageligt det end er, og hvor ophøjet en sindsligevægt den end skal udtrykke, er denne kultiverede fredsommelighed dog dybest set udtryk for en laissez faire-holdning, som tidselgemytter kunne fristes til at kalde åndelig dovenskab, for uanset om man står på religionens, eller mere præcist på en spirituel verdensopfattelses, side, eller man bekender sig til materialismen, udelukker de gensidigt hinanden. Lige så lidt det er muligt som religiøs at anerkende den naturvidenskabelige udlægning af tilværelsen, burde man som materialist og dermed ateist kunne acceptere religionen som livstolkning.

Det kan lyde som en akademisk skelnen, der ikke burde forstyrre nydelsen af aftenkaffen for nogen, men når den velvillige harmonisering forflygtiger de grundlæggende udfordringer, fortaber tilværelsen sig i den ulidelige lethed, der også kendetegner denne 'debat'.

Det kan ikke nok så mange glasmosaikker sløre. Hverken når man ser dem udefra eller indefra.

Rolf Dorset er skribent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jeg kan se, at skribenten ikke er kommet videre end til 1859 i sin naturvidenskabelige gennemgang. Der venter skribenter nogle overraskelser, når han begynder at udforske det 20. århundredes filosofi og naturvidenskab.

Positivistisk videnskab er baseret på eksperiment og iagttagelse som kilden til viden om den fysiske verdens naturlove. Hvad der ligger derud over (feks Hvem er vi? Hvor kommer vi fra? Hvor går vi hen efter døden?) kan positivistisk videnskaben ikke udtale sig om.

Rolf Dorsets uargumenterede påstand om et skisma mellem spiritualitet og videnskab er simpelthen illusion/uvidenhed. Der er tale om to forskellige sfærer af tilværelsen.

For Newton er videnskab eksempelvis studiet af de naturlove, Gud har stadfæstet for skaberværket. Tilsvarende står det enhver nutidig videnskabsmand frit for at søge og opnå spirituel erkendelse gennem yogisk/meditativ praktisering.

Det er måske i øvrigt værd at minde om, at hverken Darwinistisk mytologi eller bigbang-teori er eksakt videnskab (eller videnskabeligt bevist), da de ikke er dokumenterede endegyldigt via eksperiment og iagttagelse (jvf. the missing links).

Det forekommer mig, at ham Dorset tænker lidt firkantet.
Skal man virkelig være skizofren for at være troende og anerkende Darwin?
Det tror jeg ikke.

Hvad med Steven Jay Goulds beskrivelse af forholdet mellem tro og naturvidenskab som NOMA: Non overlapping Magisteria?

Men nu synes jeg, at Ole E. Mikkelsen skal på banen. Han kan forklare det bedre.

Her er jeg så uenig med de tre kommentatorer. Hvis man som jeg, har erfaring med at leve i en familie, hvor der både er medlemmer der tager deres tro på det spirituelle meget alvorligt og er medlemmer, der anskuer tilværelsen fra en ikke-spirituel vinkel, får man virkelig at føle hvor stort skismaet er. I min familie er der ingen søndagskristne. Og vi er dybt uenige, men vi tager hinanden seriøst.

Skal jeg være helt ærlig har jeg faktisk sværere ved at tage den form for religiøsitet alvorligt, der udelukkende tjener til at opretholde nogle helt bestemte gamle vaner, som man ikke et øjeblik har reflekteret over -barnedåb, konfirmation, bryllup og begravelse - end den form for tro, der er så seriøs, at man ser verden på en radikalt anden måde end jeg. Det, der kendetegner søndagsreligiøsiteten er ikke tolerance eller forsoning med det materialistiske verdensbillede. Nej, det er mangel på bevidsthed. Denne mangel på bevidsthed og vanemæssige traditionalisme kommer til udtryk for eksempel i fordømmelsen af andre former for spiritualitet.

Hvis man virkelig mente, at der var noget højere åndeligt, der var bestemmende for tilværelsen, hvorfor så fordømme andres spiritualitet? Interessant nok plejer det da også at være de mere religiøse kristne, der har det godt med religiøse muslimer, hvor de kulturkristne ofte hverken viser tolerance overfor kristne religiøse minoriteter eller muslimer. Og seriøst tager de dem slet ikke. Hvad tror de kulturkristne dybest set på?

"Det religiøse er på vej til en renæssance"

Er det ikke ønsketænkning?

Generelt har folk ikke mere tiltro til GUD & Co end til julemanden.

@Nielsen

Det kommer an på, hvad du mener med 'spiritualitet'.
Jeg vil mene, at der er en stor forskel på kristendom og mange af de former for åndelighed, vi ser i dag. Især de østligt inspirerede.

Meget kort fortalt: I kristendommen kommer ånden udefra, i nyspiritualiteten kommer den indefra.

mvh

Heinrich R. Jørgensen

Lars,

der er fornemt at du skelner mellem det transcendente og det immanente. Men er det en vigtig skelnen for den troende selv, hvis den troende er overbevist om det vedkommende tror (dvs. er fundamentalist)? Opfattes det ene anderledes end det andet for en der tror? Er den ene opfattelse stærkere, bedre eller mere ægte end det andet?

Jeg tror, den tydeligste forskel mellem de to, måske gør sig gældende for betragtere.

Det ene hold sværger typisk til hokus-pokus metafysik, kosmisk formål, logik, formål, retfærdighed og meget andet, som det bestemt kan være vanskeligt at overbevise andre (og sig selv) om, nødvendigvis må være korrekt. Det andet hold sværger ofte til værdier, principper og menneskelige egenskaber, som ofte ikke kræver absolutte beviser hvad angår verdens indretning, men ofte blot kan sanses eller erkendes som værende rigtige.

Så for de troende selv, er den største forskel måske deres tilgang til deres egen religiøsitet? Tror man på noget immanent, kan det ofte være noget nemmere at justere ens verdensbillede, hvis man skulle komme til en dybere erkendelse af hvad der virker rigtigt for én?

Der er mange tolkninger af hvad det vil sige at være kristen, og jeg har intet problem ved at nogle kristne fraskriver sig skabelsesberetning, den strenge fader, Paulus og alt der ellers skurrer fælt hos dem, og i stedet tilslutter sig nogle mere jordnære principper, leveregler, holdninger og hvad de ellers mener at kunne bruge.

Heinrich R. Jørgensen

Nielsen:
"Hvis man virkelig mente, at der var noget højere åndeligt, der var bestemmende for tilværelsen, hvorfor så fordømme andres spiritualitet? Interessant nok plejer det da også at være de mere religiøse kristne, der har det godt med religiøse muslimer, hvor de kulturkristne ofte hverken viser tolerance overfor kristne religiøse minoriteter eller muslimer. Og seriøst tager de dem slet ikke. Hvad tror de kulturkristne dybest set på?"

Helt enig med Nielsens betragtninger.

@Heinrich

Jeg tror, vi har ret forskellige definitioner på og oplevelser af de "to hold".

Min bemærkning om ånden indefra og udefra var egt. ikke udtryk for en vurdering, men en beskrivelse.

Når det så er sagt, vil jeg da ikke lægge skjul på, at jeg føler mig tættere på kristendommen end nyspiritualismen. Sidstnævnte forekommer mig en kende narcissistisk: Se, hvilke rigdomme og dybder jeg finder inde i mig selv (uha, der var jeg fordømmende og intolerant, fy!).

Heinrich R. Jørgensen

Til gengæld var jeg vist temmeligt fordømmende og intolerant i mit ordvalg ved beskrivelse af det andet hold. Hermed et stort "fy" til mig også.

Jeg prøvede sådan set at forstå din skelnen mellem ydre og indre ånd, og fik åbenbart bevæget mig et helt forkert sted hen i forsøget...

Heinrich R. Jørgensen

Glemte lige en venlig smiley og en venlig hilsen :-)

:-)

Og efter at have læst John Grays udmærkede artikler her i Information kan jeg slet ikke forstå, hvorfor Dorset kalder ham for "Nyreligiøsitetens militante fløj" ?!?!

Det er vist - igen - forfatterens egne fordomme og idiosynkrasier, der styrer fingrenes ageren på tastaturet.

Nielsen

Du skriver: "Her er jeg så uenig med de tre kommentatorer..." Men hvorfor jeg er da ret enig med dig. Du har jo ret i at der er forskel på at være ateist og teist. Men Rolf Dorset hævder jo uargumenteret, at der skulle være et skisma mellem videnskab og teisme, hvilket jo ikke er korrekt i og med der er tale om to forskellige videns sfærer. Henholdsvis udforskning af naturlovene gennem eksperiment og iagttagelse og åndelig (imateriel) praktisering.