Læsetid: 4 min.

Tony Blairs Palæstina

Den forhenværende britiske premierministers største resultat var at skabe fred i Nordirland - han vil få brug for alle sine talenter for at gentage succesen i Mellemøsten, hvor han arbejder for en palæstinensisk stat
Debat
14. maj 2008
Den forhenværende britiske premierministers største resultat var at skabe fred i Nordirland - han vil få brug for alle sine talenter for at gentage succesen i Mellemøsten, hvor han arbejder for en palæstinensisk stat

Storbritanniens tidligere premierminister Tony Blair har mange positive egenskaber, deriblandt veltalenhed og charme. Blair vil imidlertid få brug for alle sine talenter, hvis han skal løfte den foruroligende store mængde globale opgaver, han har påtaget sig, siden han blev gelejdet ud af sit embede af sin mere tvære efterfølger, Gordon Brown. Det første job, han påtog sig, var at bringe fred til Mellemøsten ved at hjælpe til at etablere regeringsdygtige institutioner i en palæstinensisk stat.

Siden da er Blair blevet rådgiver for diverse banker (der nok kan behøve gode råd i disse dage) og turnerer verden rundt for at tale for en koordineret indsats imod global opvarmning og klimaforandringer. Han har endvidere oprettet en stiftelse, der skal bidrage til at bygge bro mellem forskellige trossamfund, ligesom han er hyret til at holde foredrag om religion på Yale. Det sidste han mangler i sin jobportefølje er at genoprette det gode spil på Englands landshold i fodbold og cricket. Måske kan han finde tid til den opgave i weekenderne.

Påtvinge løsningen

Men Blair har fremført en fornuftig betragtning om Palæstina og Israel, som fortjener at blive taget alvorligt. Igennem denne blodige tragedies mange år har vi forsøgt med små tillidsskabende skridt at tilnærme os en fredsordning. Dette var strategien bag den såkaldte Køreplan. Andre iagttagere, ikke mindst nøgterne israelske fredsaktivister, har foreslået en helt anden indfaldsvinkel.

Små gradvise tilnærmelser duer ikke. Det eneste, der vil lykkes, er at springe direkte ind i den endelige aftale. Og eftersom man aldrig vil kunne få parterne med på den, er man nødt til at påtvinge dem løsningen udefra.

Denne ambition er imidlertid lettere at formulere end at gennemføre. Selv om den israelske opinion i reglen har været rede til at gå videre for at få fred end dens ledere, er det vanskeligt at se, hvordan man kan handle hen over hovedet på den.

Formentlig vil Blair derfor heller ikke tilråde palæstinenserne at udråbe en selvstændig stat, før der er nået enighed om de endelige grænser. Der kan ikke oprettes nogen palæstinensisk stat uden at der først findes en løsning på de israelske bosættelser på Vestbredden. Dette er indlysende for enhver, der har været der, og med egne øjne har set, hvordan den planlagte israelske bosættelsesudvikling fra Østjerusalem skærer sig igennem hjertet af palæstinensisk territorium og frem imod Det Døde Hav. Hvordan kan man have en levedygtig stat, der splittet op i småstykker af hegn, militære veje og pigtråd?

Enhver palæstinensisk stat bør ligge bag 1967-grænserne, der kan justeres en smule ved forhandlinger. Fredsaktivister løste allerede dette problem i forbindelse med Genève-initiativet og Yassir Arafat og Ehud Barak kom meget tæt på enighed om spørgsmålet i Camp David for otte år siden.

Ydermere må en palæstinensisk stat ikke blot omfatte Vestbredden og Gaza - den må også imødekomme de vigtigste politiske parter i området. Bestræbelserne på at ødelægge Hamas - hvad enten politisk eller fysisk - er ikke lykkedes og kan ikke lykkes. Amerikanerne og europæerne begik en fatal fejl, da de sammensvor sig om at ødelægge enhedsregeringen mellem Fatah og Hamas, der i vidt omfang blev til takket været diplomati fra Saudi-Arabien og andre lande i Den Arabiske Liga.

Vestlig dobbeltmoral

Jeg håber, at Blair formidler dette budskab videre til sine amerikanske venner. Hans største bedrift var fredsaftalen i Nordirland. Denne historiske aftale forudsatte en forståelse med Sinn Fein - dvs. med ledere af den irske republikanske bevægelse, som i mange tilfælde ikke kunne skelnes fra IRA, som bombarderede, beskød og lemlæstede civile i kampen for at nå sine politiske mål.

Hvorfor skulle det, som har fungeret i Nordirland - og som blev til, fordi USA lagde pres på Storbritannien - være utænkeligt i Mellemøsten? Gør vi os endnu engang skyld i vestlig dobbeltmoral?

Jeg afskyer enhver terroristisk handling, uanset om den er signeret af Hamas eller nogen anden. Jeg har selv oplevet at få venner myrdet af terrorister. Men siden hvornår har følelser og moralsk fordømmelse været tilstrækkeligt til at formulere en politik? Og hvornår har en uforholdsmæssig militær magtanvendelse nogensinde fungeret som effektivt modtræk imod terrorisme?

En tredje udfordring i skabelsen af en palæstinensisk stat vil være at oprette de institutioner, som er kendetegnende for en stat: hospitaler, havne, lufthavne, veje, domstole, politistationer, skattekontorer og regeringsarkiver. Da jeg var EU-kommissær, fandt vi midler hos de europæiske skatte ydere til at betale for disse ting. Efterfølgende kunne vi så se, hvorledes de blev smadret systematisk i Israels reaktion på Den Anden Intifada.

Hvordan har det nogensinde kunnet gavne israelsk sikkerhed at ødelægge palæstinensiske kørekort. Hvordan har det fremmet den at grave olivenlunde op og tilstoppe brønde?

En palæstinensisk stat vil skulle bygges op fra bunden. Og det, som bliver bygget, må ikke igen blive ødelagt.

Jeg ønsker - og er vis på, at også Blair ønsker - at se en fredelig palæstinensisk stat ved siden af et sikkert Israel i en region, der er forenet i velstand og stabilitet. Måske Blair har et bud på, hvordan det kan opnås. Men han er nødt til at tænke implikationerne af sin strategiske ideer grundigt igennem i pauserne mellem bestyrelsesmøderne, foredragene og fotosessionerne.

Lord Christopher Patten er tidligere guvernør af Hong Kong og tidligere EU-udenrigskommissær. Han er i dag rektor for Oxford University og næstformand for tænketanken International Crisis Group

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Per Thomsen

Findes der overhovedet ikke nogen gode og interessante udenlandske artikler man kunne sætte Niels Ivar Larsen til at oversætte?

Enig. En klam artikel. Og et klamt billede.

Artiklen er typisk for den blege, reelt intetsigende måde, hvorved den britiske establishment ser på tingene, og helt udelader det faktum, at Israels politik og USA er så godt som ens. For USA, er Israels militærstyrke en forlængælse af deres egen, og de er der for at være garant for USAs andre gerninger i mellemøsten. De har den stærkeste hær osv. i mellemøsten og er oprustet til en grad der er ethvert NATO-medlems, undtagen USA selv, overlegen.

De koloniserende bosiddelser er helt klart led i en langsigtet plan som gå ud på at rent faktisk annekttere hele Palæstina, evt. undtagen Gaza for øjeblikket, helt op til Jordanfloden gennem gradvis etnisk rensning, f.eks. ved at demolere palæstinensiske hjem, og så at nægte dem tilladdelse til at genbygge. Det går USA med til - det er jo delvis hvordan USA selv blev til territorialt.

Under disse omstændigheder, og når man har set, at Blair altid adlyder USAs skiftende regeringer, kan man ikke vente noget som helst af hans "mægling".

Jeg tror ikke Israel får fred før alle palæstinenserne er sluset over til Ægypten. De to parter kan realistisk set ikke leve side om side, som nu. Så det er på tide, at de arbiske lande tager deres ansvar på sig, og lever op til alle de forblommede løfter om at hælpe palæstinenserne, som de altid udslynger, når Israel svarer igen på palæstiensisk terror.

I gamle dage kaldte man det tvangsforflyttelse, og det er sket gennem hele historien, så hvorfor ikke komme i gang?

Ifølge Ole Markussens logik, kunne man også sige, at massakrer på civilbefolkningen også er sket gennem hele historien, så hvorfor ikke komme i gang med dem? Oops,de foregår allerede fra begge sider, mest fra Israels.

Per Vadmand

Jeg tror ikke, Israel får fred, før de indser, at landet mellem Jordan og Middelhavet er et stykke land, som de har fået forærende hen over hovedet på de oprindelige beboere på grund af stormagternes dårlige samvittighed. Og at de indser, at denne gave indebærer en forpligtelse til at give de oprindelige beboere fulde borgerrettigheder i en fælles stat.

Det sker desværre aldrig, så Ole Markussens "løsning" - som både Hitler og Stalin ville have kunnet nikke genkendende til - er nok den mest sandsynlige.
Men om den fører til fred, tvivler jeg på.