Læsetid: 2 min.

Uddannelse kun for de fleste?

En overordentlig stor del af medarbejderne i servicebranchen er efterhånden af anden etnisk baggrund end dansk. Men de er desværre stærkt underrepræsenteret på uddannelserne inden for området
Debat
31. maj 2008

Der var engang en integrationsminister, der talte om, hvilket uddannelsestyranni, der har ramt vort land. Pointen var, at det var svært at få et job uden en uddannelse, selvom jobbet ikke kræver det store. En anden pointe var, at en stor boglig baggrund heller ikke skulle være nødvendig for at få en uddannelse. Overflødige krav til eleverne, hed det vidst. Nu har vi skiftet minister på integrationsområdet et par gange, og ministeren er tilbage i netop Undervisningsministeriet. Men det var forfriskende betragtninger. Tillad mig at tage diskussionen op igen ud fra dagligdagens erfaringer.

Motivation til stede

Jeg har netop afsluttet arbejdet som projektleder for et uddannelsesprojekt. Vi har i et samarbejde mellem 3F i Roskilde, AOF Greve, Uddannelsescentret i Roskilde/Slagteriskolen, Roskilde Sprogcenter, IN2DK og en række virksomheder inden for rengøringsbranchen arbejdet med at få uddannet ansatte til serviceassistenter. Det var specielt dejligt at mærke viljen og motivationen hos indvandrerne i branchen for at komme videre.

Nu er det lidt svært at foreslå særlige tiltag for indvandrere i en tid, hvor selv konstateringen af at kongeriget er flerkulturelt vækker opsigt. Måske kunne man forstå opstandelsen, hvis det var termen multikulturelt, for flerkulturel udtrykker vel bare, at flere og flere mennesker har en anden baggrund og andre forudsætninger end flertallet har. Og jeg er i særlig grad opmærksom på forudsætningerne.

En overordentlig stor del af medarbejderne i servicebranchen er efterhånden af anden etnisk baggrund end dansk. Men de er desværre stærkt underrepræsenteret på uddannelserne inden for området. Vi har i vores projekt kunnet bruge en dobbeltlærer, der kan hjælpe eleverne med indvandrerbaggrund. Vi har også haft ressourcerne til at afhjælpe de manglende danskkundskaber. Men de muligheder findes ikke i hverdagen på erhvervsskolerne. Og der findes heller ikke en ordning som f.eks. for de ordblinde, der kan åbne for sproglig støtte for indvandrere til at få gennemført de vigtige erhvervsuddannelser. Selvom indgangen til uddannelserne er gennem jobbet, så er der stadig adgangskrav tilsvarende 9. klasse. Og hånden på hjertet, hvor mange af vores kortuddannede, og specielt med indvandrerbaggrund, skal ikke have hjælp til at komme på det niveau?

Der var engang, begyndte jeg denne kommentar med. Med min baggrund ved jeg, at der er steder i verdenen, hvor eventyrene begynder med, at der var engang, der ikke var. Måske skulle vi tage og lære af denne anderledes tilgang og prøve at gøre tingene lidt anderledes. Vi skulle måske nogle gange turde se hverdagens problemstillinger i øjnene for at nå de vigtige resultater. Også selv om man er kommet højt på strå i det ene eller det andet ministerium.

Shahin Laghaei er konsulent hos IN2DK

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her