Læserbrev

Universiteters legitimitet er under pres

Private interesser - primært erhvervsinteresser - er efterhånden så tæt vævet sammen med universiteternes drift, at man med god grund kan konstatere, at universiteternes legitimitet i det hele taget er under stærkt pres.

Private interesser - primært erhvervsinteresser - er efterhånden så tæt vævet sammen med universiteternes drift, at man med god grund kan konstatere, at universiteternes legitimitet i det hele taget er under stærkt pres.

Heine Pedersen

9. maj 2008

Information og FORSKERforum har i den seneste tid sat spørgsmålstegn ved, om de to professorer på FAOS ved Københavns Universitet kan ses som uafhængige, når de er sponsoreret af de dominerende aktører på det felt, som de forsker i. De sidste par dage er det derudover kommet frem, at Jesper Due og Jørgen Steen Madsen er blevet professorer under tvivlsomme omstændigheder. Sponsorerne har klart og samstemmende ønsket, at de skulle ansættes som professorer - og det blev de så.

Forløbet er et eksempel på sponsorers magt og pengenes klare tale på universiteter, der burde være uafhængige af private interesser. Men det er kun toppen af isbjerget, for i det aktuelle regime på universiteterne er spørgsmålet om uafhængighed en del af hverdagen.

To andre nyheder fra de seneste dage, er symptomatiske for universiteternes udvikling efter universitetsloven fra 2003. For få dage siden kunne RUC stolt annoncere, at universitetet som det første i landet opretter en afdeling, som skal 'afklare virksomhedernes behov', som rektor Poul Holm så bramfrit udtrykker det. Medarbejderne hos det nye RUC Innovation skal 'vide alt om, hvad der foregår på universitetet, så de hurtigt kan parre det med de ønsker og behov, som kommer fra erhvervslivet' uddyber han. Denne service er i første omgang helt gratis for virksomhederne, og det nye universitet i universitetet er en stor satsning på 30 millioner kr. frem til 2011. Beløbets størrelse illustreres af, at den store og langvarige konflikt om nedskæringerne på RUC tidligere i 2008 drejede sig om godt 15 mio. kr. om året.

I tirsdags tikkede der så en kort nyhed ind på Ritzau, der berettede, at Dong Energy og Aalborg Universitet har indgået en aftale, hvor Dong over de næste tre år bidrager med 15 millioner kr. til forskning og uddannelse på universitetet. Aalborg Universitet indtræder samtidig som aktionær i et selskab, der har Dong Energy som hovedaktionær.

Nyhederne om RUC og Aalborg Universitet får ikke den samme opmærksomhed i medierne, men i realiteten er de udtryk for den samme udvikling, som sagen om FAOS illustrerer. Private interesser - primært erhvervsinteresser - er efterhånden så tæt vævet sammen med universiteternes drift, at man med god grund kan konstatere, at universiteternes legitimitet i det hele taget er under stærkt pres.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeppe Brogård

Tak til Information for artikelserien om universiteternes shariaagtige feudalisering. Og tak til Johanne Schmidt Nielsen for denne kronik. Jeg skriver under på præmissen om, at forskningsinstitutionerne skal være uafhængige af mindst to grunde: Det giver pr. definition mere lødig forskning, men ligeså væsentlig er uafhængige universiteters betydning for yttringsfrihed og et velfungerende og sammenhængende demokrati.

For nogle år siden sagde man for spøg, at Finlands økonomiske stilstand var et produkt af, at den var indrettet på papirindustriens behov. Det krævede da også en uden for Sverige uset offentlig satsning af indstille nationaløkonomien på den elektroniske æra. Man skulle bl.a. begynde på et helt nyt uddannelsessystem, da papirmøllen stort set ikke skulle bruge folk med innovative evner.

På samme tid var der en forsker, der i radioen snakkede om, at det kunne være spændende at spørge A.P.Møller, hvilken betydning de har for dansk nationaløkonomis fokus. Siden blev regeringskontorerne omkalfatret efter de apimøllerske principper. Resultaterne kommer i en lind strøm, herunder ensretningen og umyndiggørelsen af vore universiteter.

Dedemokratisering og ringere sammenhængskraft for skatteborgernes penge, kan man sige.

Jeg er helt enig i at universiteterne skal være uafhængige af økonomiske interesser. Nu mangler vi så bare at de også bliver politisk uafhængige.

Universiteterne har da vel traditionelt været politisk uafhængige, at de bliver mere og mere afhængige af økonomiske interesser er vel et bevis på at vores regering ønsker at binde dem økonomisk såvel som politisk. De to ting hænger vel snævret sammen. Idet politik stort set handler om økonomi.

Vi er med den nuværende regering stort set tilbage i USSR, når det drejer sig om manipulation, politisk styring og borgerkontrol. Og ideen om at binde universiteterne til at være afhængige af privat økonomiske interesser sker udfra en ide om at binde dem politisk. Da man ikke tør gøre det åbent, så sker det inddirekte. Men resultatet er i sidste ende det samme. Den frie forskning til gavn for alle forsvinder og i stedet bliver det til forskning for de få.

Den borgerlige vælgere accepterer dette udfra en forestilling om at hans/hendes frihed var eller vil blive indskrænket af en mere åben liberal politik, idet at det vil give vej for anderledes tænkende til at få mere magt. Eller at enkelte elementer ville kunne misbruge en sådan frihed.

Dette er for så vidt et af paradokserne i Danmark af vi accepterer indskrænkning i vores frihed bare for at indskrænke andres! Og det er denne måde de borgerlige definerer frihed på, ikke i forhold til hvor meget frihed man selv har, men i forhold til hvor meget man kan indskrænke andres.

Det er ikke overraskende at universiteterne er blevet mere og mere afhængige af eksterne midler (læs: fonde og firmaer), der er ingen reel politisk interesse i at støtte universiteterne økonomisk, uanset skåltalerne om vidensamfundet. Manglen på interesse er uafhængig af partifarve, det kan man forvisse sig om ved f.eks. at se udviklingen i uddannelsestaxameterne siden 1997, se venligst følgende notat fra rektorkollegiet:

http://www.rektorkollegiet.dk/typo3conf/ext/naw_securedl/secure.php?u=0&...

Udviklingen kan kun gå i en retning: endnu mere afhængighed af eksterne midler da en del af universiteternes basisbevilling nu også skal ud i såkaldt konkurrence, hvor en af konkurrenceparametrene er (rigtigt gættet) evnen til at tiltrække eksterne midler.

En bivirkning ved denne forandring er, at ansatte ved et dansk universitet bruger en uforholdsmæssig stor del af deres tid på at skrive ansøgninger. Da chancen for succes med en ansøgning er ca. 10-20%, alt efter hvor man søger, er paradokset, at der spildes en utrolig mængde tid, der ellers kunne være anvendt til forskning og/eller undervisning.

I bekendtgørelse om ansættelse af videnskabeligt personale ved universiteter, paragraf ni står: ” Hvis en ekstern bevillingsgiver har stillet midler til rådighed for ansættelse af en person, som bevillingsgiveren har udpeget, kan rektor ansætte denne uden opslag, men efter en positiv faglig bedømmelse.”

Det er med hjemmel i denne paragraf, de to professorer er blevet ansat, så det er helt klart at juraen holder, men der har været op til rektor at benytte muligheden eller lade være.
Personligt synes jeg at denne mulighed kun bør benyttes hvis den udpegede professoraspirant er et ekseptionelt fremragende talent på sit felt samtidig med at omstændighederne har gjort, at vedkommende umuligt har kunnet ansættes på ordinære vilkår. Rektor har efter mine begreber i denne sag været for følgagtig med sig ved sin ageren skadet Københavns Universitets omdømme. Efter mine begreber burde der have være noget mere ekseptionelt ved de to professorer end blot det, at de er blevet bedømt positive.

Tak til Bisballe for at fremdrage denne bestemmelse.

Det er herefter en enkel sag at tjekke, hvad der ligger i en faglig bedømmelse. Hvis professorkandidater skal gennem den samme bedømmelse uanset opslagsform er det kun demokratiet og uafhængigheden, der lider skade. Hvis det kan være en hvilken bedømmelse som helst er det en motorvej for industriens indflydelse på de demokratibærende og sammenhængsskabende institutioner.

Idag d. 17. maj 2008, oplyser dr.dk/nyheder at en arbejdsmarkedsforsker foreslår at strejkeretten skal opgives af plejepersonale og andre, der varetager følsomme områder. Forslagstilleren er ingen andre end Jørgen Steen Madsen, en af de omstridte professorer på FAOS. Jeg synes at det uhyrligt at en såkaldt ekspert, der er delvist betalt og godkendt af universitetet, rask væk stiller forslag, der, hvis de føres ud i livet, kan begrænse arbejdstagernes rettigheder og dermed fjerne en af grundstenene i vores demokrati.
Når imamerne udtaler sig imod demokratiet, bliver der skreget gevalt, men når en statsansat arbejdsmarkedsforsker stiller forslag der begrænser organisationsfriheden - for det er det der er tale om: ingen strejkeret, ingen organisatonsret - er det ikke noget problem.
Er der nogen der taler om dobbelte standarder?