Kommentar

Anbragte børn fortjener bedre

Politikere, kom med en langsigtet socialpolitik og en stabil økonomisk ramme for arbejdet med de i realiteten to-tre pct. forældreløse - som vi kalder 'anbragte børn'. Mange af de børn bliver ladt i stikken, da vi ikke sikrer dem en tryg opvækst
Sociale og følelsesmæssige skader sker før tre-års alderen, men indsatsen her i Danmark begynder først, når barnets adfærd bliver forstyrrende i skolealderen, hvor adfærdsproblemer er blevet et kronisk handicap. Det er alt for sent og meget tragisk.

Sociale og følelsesmæssige skader sker før tre-års alderen, men indsatsen her i Danmark begynder først, når barnets adfærd bliver forstyrrende i skolealderen, hvor adfærdsproblemer er blevet et kronisk handicap. Det er alt for sent og meget tragisk.

Jørgen Schytte

23. juni 2008

Hvert 15. år indtræder - med usvigelig sikkerhed - på børneområdet et anfald af kommunal anoreksi: Alle anbragte børn uanset om de er misbrugte, udsat for vold eller bare omsorgssvigtede hjemtages til egen kommune.

Mellem to anfald genopbygger man så anbringelsessystemerne. Vi er netop på toppen af en anoreksi-periode, og patienten (kommunernes nødvendige anbringelser) nærmer sig sultedøden i en grad, så KL-formand Erik Fabrin har bedt regeringen om tre mia. kr. til at holde det nuværende indsatssystem bare på krykker. Det udløser diverse visionsløse panik-spareforslag og derudover intet.

Som en af de forhadte eksperter må jeg tage det positive udgangspunkt at sige: I have a dream på det her område frem for at forfalde til brok.

Analysen af anbringelsesområdets udgifter er enkel nok: Det har i 40 år helt stabilt været sådan, at ca. to procent af forældrene ikke magter opgaven at tage sig af et spædbarn/ lille barn.

Årsagerne er også velkendte - halvdelen af mødrene er selv omsorgssvigtede i eget liv, ca. 40 pct. er psykisk syge (med stof/sprutmisbrug til følge), ca. 10 pct. er normale, men er i svær social krise omkring fødslen, eller barnet er meget skrøbeligt (for tidligt født eller hjerneskadet), hvilket hindrer en gensidig tilknytning.

Store mangler

Desuden en meget lille gruppe adoptivbørn, som har været svært omsorgssvigtede før adoption. Her er altså en stabil offentlig opgave i form af forældremyndighedsansvar for de i realiteten forældreløse børn og børn med skader før adoption. Det kan ikke overraske længere ...?

Både indsatsen og anbringelsesformerne har alvorlige organisatoriske mangler. De sværeste kroniske følelsesmæssige og sociale skader sker før tre-års alderen, men indsatsen begynder først, når barnets adfærd bliver forstyrrende i skolealderen, hvor adfærdsproblemer er blevet et kronisk handicap. Og så koster det utrolige summer resten af livet! Det kan ikke overraske længere...?

Visioner

Blandt andet canadisk forskning har vist, at den mest ødelæggende anbringelsesform for barnet er anbringelse, en begyndende tilknytning til plejeforældre/personale, og en efterfølgende hjemtagelse. Næstmest skadeligt: skift mellem plejefamilier. Konsekvens: Regeringen i Quebec har lavet ny lov om anbringelse, som siger: Hvis barnet er under ét år ved anbringelsen, får forældrene ét år til at leve op til en række reelle behandlingstilbud. Hvis de ikke kan det, gøres plejeanbringelsen permanent til barnets 18. år med fortsat forældrekontakt.

Socialforskningsinstituttet (SFI) har i sin nye bog påvist, at åben adoption er langt den mest succesfulde anbringelsesform målt på barnets udvikling.

Der er derfor behov for en revision af forældremyndighedsloven, så staten overtager 51 pct. af forældremyndighedsansvaret for de mest truede børn til barnet er 18 i samarbejde med forældrene, og dermed sikrer en sammenhængende opvækst.

Eksempel på den nuværende lovs konsekvenser: En pige anbringes få dage gammel i plejefamilie.

Da hun er otte, har moderen været på afvænning i et statsfængsel og forlanger hende 'hjem' ved løsladelsen. Det får hun.

Flyt halvdelen af behandlerne fra skolealder og ned til tidlig indsats under graviditet, fødsel og de to første leveår med tværfaglige indsatsteams. Læge Lene Lier påviste for 30 år siden, at blot en fast kontaktperson til moderen under graviditeten løftede børnenes fødselsvægt med 300 gram og sænkede antallet af fødselskomplikationer til det normale.

Socialministeriet har siden pumpet millioner i effektive tidlig-indsats projekter til entusiastiske kommunalmedarbejdere, men kommunerne overtog ikke projekterne efter forsøgsperioden, og pengene er stort set tabt på gulvet. Dumt!

Brug især ressourcer på, at Pædagogisk Psykologisk Rådgivning-kontorer (PRP) og socialforvaltning indgår i tæt forebyggende samarbejde med dagpleje, vuggestuer og børnehaver. Mange vuggestuer med truede børn har aldrig set en PPR-psykolog, da PPR historisk set kun har beskæftiget sig med skolebørn.

Løbet er kørt ved børnehaveklassens start for de skadede børn!

Omstrukturér gradvist den sociale sektor, så sundhedsarbejdere indsættes og uddannes til at arbejde med førskolebørn. F.eks. specialvuggestuer for truede børns forældre som er i tæt samarbejde med tværfaglige behandlerteam.

Uddan et mindre korps af dagplejemødre i hver kommune, som kun har et barn, og hjælp svage mødre med at aflevere barnet om morgenen og hente det sen eftermiddag, indtil barnet er tre år. Dermed kan barnet få en normal tilknytning og omsorg uanset moderens ustabile funktion.

Giv dagplejemoderen løbende supervision og uddannelse.

Gør plejefamilier til reelle medarbejdere for forvaltningen på linje med andre faggrupper. Giv dem uddannelse, fast løn, og obligatorisk løbende supervision.

Forbyd institutionsanbringelse af børn under tre år. Den nuværende pædagogoverenskomst medfører, at institutionsanbragte spædbørn skal passes af op til 10 personer pr. uge, ofte i månedsvis før en placering.

En langsigtet strategi nu

Dette er en trussel mod den tidlige udvikling af tilknytning. Brug kun plejefamilie med intensiv professionel vejledning, eller lad én medarbejder passe barnet i sit eget hjem (I Italien er alle tidlige anbringelser blevet ændret til plejeanbringelser).

Del forvaltningsklienter op i to grupper: Almindelige sager får den sædvanlige forvaltningsopdelte forretningsgang, og de to-tre procent komplekse sager (hvor forældrene ikke kan varetage barn, arbejdsliv og hverdag) overgår til specielle langtidsteams. De skal bestå af fødeafdeling og jordemor, socialrådgiver, socialpædagog, psykolog, samt de fagfolk barnet skifter mellem i opvæksten.

De skal udøve forældreansvar over flere år for en fastlagt række familier. De skal desuden tilbyde forældrene uddannelse (psyko-edukation efter Psykiatrifondens model) og hjælp i det sociale system (arbejdsmarked, psykiatri, m.m.).

De skal have en daglig chef (kun én!) og en rammebevilling, som anvendes efter teamets og ledelsens skøn. Dermed det lange seje træk, som ikke findes i dag over for kronisk følelsesmæssigt og omsorgsmæssigt dysfungerende familier.

Kom med en langsigtet socialpolitik og en stabil økonomisk ramme for arbejdet med de i realiteten to-tre pct. forældreløse. Så vi får en handleplatform i stedet for omstruktureringer - det er meget billigere! Gerne som bredt forlig og ikke som profilering af enkeltpartier.

Niels Peter Rygård er cand. psych.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu