Kronik

Barnets perspektiv forsvandt med forældreansvarsloven

Man kan ikke lovgive om, at folk skal fatte gensidig sympati, samarbejde eller opføre sig ordentligt. Derfor fører selve grundtanken med loven til, at konflikter i i forvejen konfliktramte familier eskalerer
Det er ikke kun børn fra ressourcesvage familer, der kommer i klemme på grund af den nye forældre-ansvarslov.

Det er ikke kun børn fra ressourcesvage familer, der kommer i klemme på grund af den nye forældre-ansvarslov.

11. juni 2008

I Danmark trådte den nye forældreansvarslov i kraft den 1. oktober 2007. Loven blev vedtaget af et enstemmigt Folketing. Nu, knap otte måneder senere, skal loven evalueres af forligspartierne, fordi det er kommet frem, at børn af ressourcesvage familier bliver klemt af lovgivningen. Foreningen Far og en række politikere har imidlertid i den senere tid udtalt, at loven virker efter hensigten.

På baggrund af mine personlige erfaringer med en samværssag i Statsforvaltningen og mit kendskab til en række sammenlignelige sager mener jeg, at barnets perspektiv forsvandt, da forældreansvarsloven trådte i kraft. Loven klemmer ikke bare børn af ressourcesvage familier. Den klemmer også børn af ressourcestærke familier. Det skyldes ikke mindst Statsforvaltningens måde at forvalte loven på, der - stik imod lovens hensigt - tilsidesætter barnets perspektiv. Det handler denne kronik om.

Jeg er mor til en dreng på halvandet år, der har samvær med sin biologiske far. Der har aldrig været et samliv mellem faderen og mig. Min drengs primære tilknytning er til mig og min kæreste, idet han har boet hos os siden sin fødsel. Vi er, hvad man vil betegne en ressourcestærk familie med høje uddannelser, gode jobs og stabile familieforhold. På grund af uenigheder med den biologiske far om omfanget af og tempoet for optrapning af samværet, bruger vi Statsforvaltningen til at indgå aftaler om dette med faderen. Uenighederne mellem os og den biologiske far umuliggør en konstruktiv kommunikation. Derfor er situationen alvorlig for vores dreng, og barnets perspektiv bør derfor i særlig grundig grad belyses, når der skal udarbejdes afgørelser om samværet.

Forældreansvarsloven har til hensigt at tvinge til samarbejde mellem forældrene. I min sag sikrer Statsforvaltningens afgørelser om samvær - stik imod hensigten med lovgivningen - at der hverken er eller kan blive nogen form for kommunikation og dermed samarbejde mellem forældrene. Afgørelsernes hensyn er den biologiske fars ønske om ikke at være i kontakt med os. Konkret betyder det, at når der ugentligt bliver gennemført hverdagssamvær mellem barnet og den biologiske far, sker det ved, at vi afleverer vores dreng om morgenen i institutionen, hvorefter faderen et kvarter senere afhenter ham. Om eftermiddagen afleverer faderen vores dreng i institutionen, hvorefter vi et kvarter senere henter ham, umiddelbart før institutionen lukker.

Børnesagkyndig til stede

I sager med børn under tre år bliver der lagt vægt på, at der er en børnesagkyndig til stede under vejledningsmøderne. Eftersom helt små børn ikke kan tale selv, er den børnesagkyndige ansvarlig for at hjælpe forældrene til at forstå, hvad der er bedst for barnet. Konfliktniveauet er ofte så højt, at forældrenes kamp om barnet fylder mere for dem end kampen for barnets bedste. Ingen børnesagkyndige, der har været til stede under vores møder i Statsforvaltningen, har fundet, at det er godt for barnet, at han, som det er tilfældet ved overleveringssituationerne, bliver delt mellem to verdener. Tværtimod har de enstemmigt givet udtryk for, at det bedste for barnet er, at der etableres kommunikation mellem forældrene, og dermed at barnet får hjælp til at integrere de to verdener, det færdes i.

I pjecen Når samarbejdet er svært, udarbejdet af Statsforvaltningen selv, står der, at den fornemste opgave er at minimere den energi, barnet skal bruge på at omstille sig mellem to hjem, når forældrene ikke bor sammen. Endvidere skriver Statsforvaltningen følgende:

"Denne opgave bliver svær, hvis der ikke er nogen kommunikation mellem forældrene. Det betyder, at barnet ved skift mellem de to hjem kommer til et vakuum, hvor den anden forælder ikke har nogen reel mulighed for at tage over, hvor den første slap."

Alligevel træffer Statsforvaltningen samværsafgørelser, som resulterer i, at barnets verdener ikke bare er uintegrerede, men forbliver det. Statsforvaltningen sørger således for at gøre forældreansvarsloven til en lov, der tilgodeser forældrenes behov snarere end barnets. Det skyldes formentlig, at vi er en ressourcestærk familie, og at vores barn er harmonisk og velafbalanceret og i øvrigt ikke udviser nogen anormal psykologisk udvikling. Han optræder ikke problematisk over for andre børn og voksne og viser ikke tegn på voldsom mistrivsel. Statsforvaltningens afgørelser bygger på en logik om, hvad barnet kan tåle, snarere end hvad der er bedst for barnet. "Børn er jo nogle små fleksible størrelser," som en jurist udtalte ved et vejledningsmøde.

Faglige argumenter

Det betyder ikke alverden, hvorvidt den børnesagkyndige er til stede eller ej. Faglige argumenter for barnets perspektiv i Statsforvaltningen har nemlig lavstatus. Jeg har selv en psykologisk baggrund, men når jeg kommer med betragtninger om små børns psykologiske udvikling i almindelighed og min dreng helt konkret, betragter sagsbehandleren det som ligegyldige teoretiseringer. Som en jurist formulerede sig ved et vejledningsmøde: "Teori er en ting, praksis er noget andet - og der er ingen børn, der er ens. Der er i øvrigt ikke to forældre, der er ens". Det undrer mig, at en jurist udtaler sig om børne-psykologi, ikke mindst når der sidder en børnesagkyndig ved siden af. Men det står klart, at Statsforvaltningen i praksis gør jura uforeneligt med faglig viden om børns psykologiske og sociale udvikling.

Lovens intention er at sikre barnets fortsatte kontakt til begge forældre efter skilsmisse. Men loven forvaltes som en ligestillingslov, ved at Statsforvaltningen i praksis forsøger at dele barnet ligeligt mellem forældrene. Barnet har behov for tilknytning til begge forældre, men ikke nødvendigvis for at tilbringe lige meget tid med begge forældre. Særligt ikke, hvis det betyder, at barnet konstant skal befinde sig i en krydsild af konflikter og misstemninger. Men i Statsforvaltningen bliver barnet betragtet som en vare, hvis brugs- og leveringsbetingelser bliver forhandlet mellem interessenterne ligesom i enhver anden købs- og forhandlingssituation. Som en sagsbehandler udtrykte det under et vejledningsmøde, "er det nødvendigt, at forældrene hver især sluger nogle kameler". Derfor kan det være en fordel, at forældre, der skal indgå samværsaftaler i Statsforvaltningen, får et forhandlerkursus, inden de møder op. Med den konkrete forvaltning af forældreansvarsloven gælder det om at anlægge den forhandlingsstrategi, som er bedst for forælderen for at få sine ønsker opfyldt. Forvaltningen af forældreansvarsloven burde ikke være et spørgsmål om at sluge kameler. Praksis burde til hver en tid tage afsæt i barnets bedste.

Forældre kan også få deres ønsker igennem i Statsforvaltningen ved at true dem med negativ mediedækning. Vores drengs biologiske far mødte uanmeldt op i Statsforvaltningen med en landsdækkende tv-kanal i hælene og med budskabet om, at han ville opholde sig i venteværelset i Statsforvaltningens daglige åbningstid, indtil der blev truffet en afgørelse i sagen. Med til historien hører, at sager i Statsforvaltningen har helt uacceptabelt langsomme sagsbehandlingstider. Truslerne om en landsdækkende medieskandale resulterede ikke blot i, at faderen omgående fik en times personligt møde med vicedirektøren, men også, at der dagen efter dette møde blev udformet et forslag til en ny afgørelse om midlertidigt samvær - helt uden, og imod regler på området, at vi, den anden part, var blevet hørt. Ikke overraskende var indholdet i tråd med den biologiske fars ønsker. Vi klagede til Fami-liestyrelsen og fik medhold i, at Statsforvaltningen havde begået en procedurefejl. Det fik imidlertid ingen konsekvenser for afgørelsen. Ud over et kursus i forhandlingsteknik kan det ligeledes være en god ide for forældrene at møde op med en journalist og en kameramand i hælene.

Ingen konfliktmægling

Vejledningen til loven lægger afgørende vægt på, at forældrene får den fornødne hjælp til at få samarbejdet til at fungere, primært gennem konfliktmægling, som Statsforvaltningen stiller til rådighed. Imidlertid oplyser Statsforvaltningen ikke herom, og hvis parterne selv bringer temaet op, er oplysningen omkring tilbuddet meget ringe. Yderligere kræver en konfliktmægling, at begge parter frivilligt indvilger, mens vejledningsmøder ikke er frivillige. Endelig betyder accepten af en konfliktmægling, at sagen juridisk sættes i bero. Det er ikke en god idé for den forælder, som netop søger om samvær eller optrapning af samvær. I praksis betyder dette, at min søns biologiske far og jeg stadig ikke har været til et eneste konfliktmæglingsmøde, siden sagen begyndte før min søns fødsel. Forældrene får ikke den fornødne hjælp til at kunne træffe de beslutninger, som er bedst for barnet. I stedet får kampe og konflikter mellem forældrene den største betydning for de afgørelser, der træffes i Statsforvaltningen om barnets samvær med samværsforælderen. Dermed følger fortsat barnets splittelse imellem to uintegrerede verdener.

På baggrund af mine erfaringer med forvaltningen af forældreansvarsloven, er der ikke noget, der tyder på, at loven virker efter hensigten. Man kan ikke lovgive om, at folk skal fatte gensidig sympati, samarbejde eller opføre sig ordentligt. Derfor fører selve grundtanken med loven til, at konflikter i i forvejen konfliktramte familier eskalerer. Loven ikke bare klemmer ressourcesvage børn og familier, men også ressourcestærke børn og deres familier.

Mille Mehlsen er cand.mag.i psykologi

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Erfaringerne fra Sverige er at fælles forældremyndighed har virket konfliktdæmpende i mindst 80% af sagerne, hvilket er til gavn for børnene.

@Nille

Det er muligt. Men hvis man kan smyge sig uden om konfliktmægling og ikke får den fornødne vejledning, så må det se ud ad helvede til i de resterende 20% af sagerne. Og det er vel næppe til gavn for børnene i de familier, hvor skilsmisserne er sværest.

Det er mig altså ubegribeligt at en cand.mag. i psykologi ikke har lært, at hun ikke kan slutte fra sine egne erfaringer til mere genelle betragtninger; der er forskel på hvordan Mille som mor oplever det, og så på hvordan 100 eller 1000 kvinder oplever det.

Hele denne her misere skyldes jo nok desværre det forhold, at danske kvinder stadig tror og mener, at de har en natur-given ret til børnene, og at fædrene stort set ingen ret til børnene har. Indlægget bærer langt hen ad vejen præg af dette - og måske også en smule præg af forfatteren mener, at faren slet ikke skal have kontakt til barnet, da vi (hende og hendes kæreste) jo er langt bedre for barnet, fordi vi har en højere uddannelse mv.

Det er beklageligt hvis Statsforvaltningent ikke oplyser om muligheden for konfliktmægling; det burde Statsforvaltningen gøre, ligesom 1-2 møder om konfliktmægling burde være obligatorisk.

"forfatteren mener, at faren slet ikke skal have kontakt til barnet, da vi (hende og hendes kæreste) jo er langt bedre for barnet"

Det er kernen i sagen. En dag er kæresten måske ikke kæreste mere, men forhenværende kæreste. Hvor meget ansvar føler han så for barnet? For barnet er det vigtigste at have nogle forældre som det kan stole på og stille krav til, ikke i tre år, men for altid. Det er det forældreansvarsloven handler om.

@Nille Og Karsten Aaen

Børn har brug for forældre, som de kan stole på. Ja. Det er sandt nok. Men det kan lovgiverne ikke give dem, uanset hvordan de laver loven. Man kan ikke tvinge mennesker til at holde af deres unger, lige som man med en lov ikke kan få folk til at FØLE ansvar for andre mennesker.

I taler som om vi levede i den bedste verden af alle, hvor alle mænd og kvinder selvfølgelig føler det samme ansvar for næste generation. Vi lever stadig ikke i paradis, skulle jeg hilse og sige. Så længe vi ikke gør det, er jeres gisninger om, hvilke motiver der ligger bag ovenstående artikel fuldstændig ligegyldige. Hovedsagen er, at der fortsat er en del familier, der ikke kan finde ud af at få konfliktløsningen til at fungere og som bruger den nye lovgivning imod hinanden. Om kvinden har ret eller manden har ret i denne sag, ved I i princippet ikke en dyt om. Hvordan skulle I kunne det? Så lad være med at stille jer til dommere på baggrund af jeres fordomme.

@ Vibeke

Jeg tror at det er nemmere at få faderen til at føle et ansvar end kæreste nr. 2 eller nr.3.

Hvor mange vil betvivle at moderen føler et særligt ansvar? hvorfor skulle dette så ikke gælde faderen ?

Hvis svaret er benægtende så har vores samfund et problem som ingen lovgivning vil kunne løse.

Så læs dog den kronik igen, Nille. Det, der er det primære problem her, er, at den biologiske far intet vil have med den biologiske mor at gøre, så barnets verden bliver splittet. Han ønsker heller ikke mægling. Hun vil gerne have noget med den biologiske far at gøre, så barnets univers bliver helt. Det her er ikke en sag om, at faren skal holde op med at se sit barn. Det er en sag om, at to verdener skal hænge sammen.

Noget andet er, at når det drejer sig om ansvarsfølelse er biologi ikke finere eller bedre end social tilknytning. Det vrimler med gode "papfædre" og "papmødre". Og med svigtende biologiske forældre, der aldrig rigtig ville deres børn, men i sidste ende kun ville sig selv. Du kan ikke dømme folk på forhånd på baggrund af deres DNA-profil.

Noget andet er, at når det drejer sig om ansvarsfølelse er biologi ikke finere eller bedre end social tilknytning.

Men det underlige er, at kvinder med tilknytning til det nu nedlagte ligestillingsråd var udstyret med sådanne evner, at de var i stand til at registrere ændringer i fædres ansvarsfølelse.

@ Vibeke,

"Noget andet er, at når det drejer sig om ansvarsfølelse er biologi ikke finere eller bedre end social tilknytning"

Men den varig. Hvor længe varer stedfaderens sociale tilknytning? Hvor forpligtigende er den i forhold til hans slægt?

Nej, den er ikke varig. Min far fik for eksempel 6 børn og bevarede ikke kontakten med nogen af os efter sine skilsmisser fra vores mødre. Det var hans valg - ikke mødrenes eller hans børns valg. Og jeg har mødt rigtig mange, der har oplevet det samme som mig.

Min far fik for eksempel 6 børn og bevarede ikke kontakten med nogen af os efter sine skilsmisser fra vores mødre. Det var hans valg - ikke mødrenes eller hans børns valg.

Han startede forhåbentlig på en frisk - efter han havde slikket sårene ?

Ja, det er lige netop sådan nogle mennesker tænker: "Jeg starter på en frisk og lægger mit tidligere liv bag mig." Derfor er de biologiske fædre og mødre ikke nødvendigvis varigt tilknyttet deres børn.

Håber, at Nille kan lære lidt af Rolf Rasmussens bemærkning.

@ Vibeke

Med varig, mente jeg at man ikke pludseligt ophører med at have en biologisk tilknytning til sine børn. Det samme gælder ikke for sociale relationer. I et samfund med hurtigt skiftende sociale konstellationer, er det vigtigt for børnene at have et fast holdepunkt. Det er det som forældreansvarsloven prøver at give dem.

Det er en udvikling som man ikke kun ser i Danmark, men i mange vestlige lande. I Tyskland f.eks., er det ikke blot en ret, men en lovgiven pligt at have samvær med sine børn efter en skilsmisse.

Jeg synes at det kunne være interessant at diskutere hvorfor denne udvikling har fundet sted. Mit eget bud er at det dels er fordi myndighederne har indset at de ikke kan løse familiekonflikter, og dels fordi de ikke længere har råd til det. Man er derfor nødt til at kræve, at hvis folk er voksne nok til at sætte børn i verden, så må de også være voksne nok til at tage sig af dem.

Som en minister sagde til Canadas forældre for åben skærm: "glem alt om jeres rettigheder, I har ingen rettigheder, I har pligter"

Så prøv lige et øjeblik, at se det fra et barns perspektiv. "Min far eller mor er ikke sammen med mig, fordi de holder af mig, men fordi det er noget som loven foreskriver, at de SKAL være, da de er biologisk ophav til mig". Det minder mig om et udsagn, som jeg hørte fra en ung svensk fyr, der var vokset op på børnehjem. Han var kommet for vanvare at sige "jeg elsker dig" til en mandlig pædagog. Dertil svarede pædagogen: "Jeg elsker dig ikke, du er mit arbejde." Og det var så det, som han var vokset op med.

Har børn godt af at vokse op i sådan et klima. "Jeg elsker dig ikke, men loven siger, at jeg SKAL være sammen med dig." Mor synes jeg er en lort, men hun SKAL være sammen med mig. Og fordi hun tilfældigvis engang har født mig, så SKAL hun til evig tid være min eneste og primære mor, uanset hvor mange andre, der ellers i virkeligheden holder mere af mig. De har ingen rettigheder. Jeg har heller ingen rettigheder i relation til mine sociale forældre. De eneste, der har rettigheder er dem, der i virkeligheden synes, at jeg er en klods om benet.

For mig at se, er dine holdninger til forholdet mellem biologiske relationer og sociale relationer, nærmest præget af en fundamentalistisk tro på det biologiske. Tilbage til det autoritære patriarkat.

Jeg ville personligt have oplevet det som et helvede som teenager, hvis jeg var blevet tvunget til at være sammen med en far, der absolut ikke holdt af hverken mig, min søster eller min mor. Han ville givetvis heller ikke have moret sig med det.

Man kan ikke tvinge mennesker til at holde af hinanden, Nille. Og tvangsmæssigt samvær er skadeligt for alle - ikke mindst børn. Jeg forstår ikke, hvordan du kan mene, at det er godt at presse mennesker, der ikke har en livsbekræftende relation til hinanden, til at være i stue sammen, alene under henvisning til deres biologi. Det er som om du tror, at det eneste et barn har brug for er biologiske relationer. Så primitive er ingen.

Du taler udfra et samfunds behov for at spare penge på omsorg til dem, hvis biologiske forældre svigter. Det er i hvert fald ikke barnets behov, der er i fokus for dig.

"Min far eller mor er ikke sammen med mig, fordi de holder af mig, men fordi det er noget som loven foreskriver, at de SKAL være, da de er biologisk ophav til mig"

Jeg tror at dette er en så abstrakt tankegang, at ingen børn ville kunne tænke på den måde.

Du siger at jeg har en fundamentalistisk tro på det biologiske. Jeg mener ikke at det kun er et spørgsmål om tro, men om iagttagelse af virkeligheden. For nylig blev to børn forbyttet på en Australsk fødeklinik (på en travl dag). Mødrene kom hjem og var lykkelige for deres nyfødte børn. Da Fødeklinikken fortalte dem om fejltagelsen, blev de dybt chokerede og ville naturligvis have deres eget barn tilbage. Men hvorfor egentlig? Det var jo ikke kærlighed som manglede. Jeg synes ikke at det ville være rimeligt at kalde de to mødres reaktion for fundamentalistisk, men snarere for ganske naturlig.

Mennesker er ikke rationelle. Heldigvis, for ellers kunne vi ikke være sociale. Uanset om vi kan lide det eller ej, så er biologiske bånd tilsyneladende vigtige for folks identitet og for at skabe sociale alliancer. Når man ønsker at pålægge folk et varigt ansvar for børn, er det derfor naturligt at placere det hos dem som har det moralske ansvar for at have sat dem i verden. Det vil være langt sværere for et barn at stille pap2 eller pap3 far/mor til ansvar.

Jeg taler af erfaring, Nille. Biologi er ikke nødvendigvis det samme som kærlighed. Du taler på baggrund af en form for nyreligiøs tro på biologien. Den tro kan du så bruge som argument for tvangsmæssigt samvær mellem voksne og børn med henblik på offentlige besparelser. Uanset hvad de involverede parter ellers selv siger om, hvordan de har det med tvangsmæssigt samvær. Menneskers egne erfaringer med sociale forhold er åbenbart fuldkommen underordnede for dig.

Husk at bede din aftenbøn.

Vibeke. Jeg tror ikke at biologi er det samme som kærlighed, men det er ihvertilfælde et udgangspunkt. Det siges at folk vokser med opgaven. Jeg tror derimod at biologi er et ganske fornuftigt udgangspunkt for ansvarlighed, fordi der allerede foreligger et moralsk ansvar (dette er grundlaget for inddrivelse af børnepenge)

Menneskers egne erfaringer med sociale forhold er ikke underordnede for mig, men fordi de er så flydende er de ikke egnet som grundlag for varig ansvarlighed for børn.

Jeg tror at fremtiden handler om noget langt værre end offentlige besparelser. Den handler om en mindre arbejdsstyrke der skal forsørge flere ældre. Kvinderne er i øjeblikket ved at overtage en større del af ansvaret for børnene og de kommer sikkert også i fremtiden til at skulle overtage en større del af ansvaret for de ældre (Lyt blot til Karen Jespersen). Hvordan mon det kan være at mænd så sjældent sidder og græder over patriarkatets forsvinden?

Jeg ber ikke aftenbøn, for jeg er ikke "troende". Jeg er prøver blot i al beskedenhed at iagttage, hvordan verden fungerer og drage mine konklusioner.

Du sætter lighedstegn mellem biologi og moral. Det er deri din fejlslutning består. Den fejlslutning deler du med politikerne - for den er opportun, når der skal spares penge.

At kvinderne skulle være ved at overtage et større ansvar for børnene for øjeblikket mangler jeg godtnok dokumentation for. Men det er sådan set heller ikke det, der er temaet for kronikken, så fred være med det postulat.

"Du sætter lighedstegn mellem biologi og moral"

Nej, jeg siger at når man er med til at sætte et barn i verden så bærer man et moralsk ansvar for sin handling. Man har et moralsk ansvar for alle handlinger som man med rimelighed kan forudse konsekvenserne af.

Hvordan dette moralske ansvar så omsættes til et faktisk ansvar er op til samfundet at bestemme. De fleste samfund forsøger at begrunde lovgivningen ud fra moral så at lovene fremtræder som værende retfærdige.

Næsten ingen ville drømme om at udelukke barnets biologiske mor (hvis hun er rask) til fordel for en papmor. Det samme bør gælde for fædrene.

Hvis den mor aldrig har været der for barnet, er det ikke rimeligt at skabe en tvungen relation mellem biologisk mor og barn, ved at flå de sociale forældre væk og presse barnet til kun at være sammen med den biologiske mor. Du tror fortsat, at biologiske forældre altid føler det største ansvar og at sociale forældre automatisk føler et mindre ansvar. Det ligger der ingen empiri til grund for. Kun tro. Hvis det virkelig forholdt sig sådan, ville fænomener som adoptiv- og plejeforældre jo være det rene galimatias, da børnenes biologiske forældre ALTID føler ansvar, realiserer den ansvarsfølelse, imens de andre ikke føler noget og i det store og hele er pisseligeglade. Med dine ytringer dømmer du rigtig mange, der tager et meget stort ansvar i hverdagen helt ude af børns liv. Alene den definition som du bruger, stedmor og stedfar, oser langt væk af gamle eventyr med onde sociale forældre, der mishandler deres partners biologiske børn. Kom ud af eventyrenes verden, Nille. Fars nye kone eller mors mand er faktisk helt ok og til at stole på.

@Vibeke

"Du tror fortsat, at biologiske forældre altid føler det største ansvar"

nej, men det mest varige ansvar og et ansvar som også er dybest forankret i deres to slægter.

@Nille

Man overbeviser jo ikke med ord alene, Nille.

Måske var det en idé, at tage ud og stifte personligt bekendtskab med de mange slægter, der ikke fungerer som stamtræer med naturgroede grene, men tværtimod er spredt udover det ganske land eller verden, enten i mentalitetsmæssig forstand eller i fysisk forstand. Forestillingen om slægten som en sammenvokset og gennemført ansvarlig størrelse holder sjældent i virkeligheden. Men det er et spørgsmål om erfaring, om man vil erkende det eller ej. Ikke et spørgsmål om argumenter.

Forestillingen om slægten som en sammenvokset og gennemført ansvarlig størrelse holder sjældent i virkeligheden.

I et parforhold er der jo også to slægter, der skal plejes.

Rolf,

Tak for info.
Jeg googlede hendes navn.

Fantastisk historie. Det værste er egentlig at hun løbende har fået pension fra folketinget, selvom hun flygtede og skjulte sig UK ,og på ulovligvis forhindrede samvær med faderen.

Samtidig var der et link til "kvinfo". Her blev hun ikke overraskende beskrevet som em helt og stærk kvinde. Der stå hun flyttede til England, uden så meget som nævne de ulovlige omstændigheder.
Men det er vel man kan forvente fra den statsfinansierede mande-hadende organisation.

Prøv at læs :

http://www.kvinfo.dk/side/597/bio/579/origin/170/